Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 27. oktober 2003 af GRAFTECH INTERNATIONAL LTD mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-359/03)

    Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 27. oktober 2003 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af GRAFTECH INTERNATIONAL LTD, Wilmington, Delaware, USA, ved barristers K.P.E. Lasok, QC, og Brian Hartnett, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

-    Annullation af Kommissionens anfægtede beslutninger af 18. juli 2001, 23. juli 2001, 9. august 2001, 18. august 2003, 11. september 2003 og 18. september 2003, hvorefter GTI pålægges at opfylde sine forpligtelser i henhold til beslutning af 18. juli 2001 eller stille bankgaranti eller imødese forestående tvangsfuldbyrdelse pr. september 2003 af beslutningen af 18. juli 2001.

-    Kommissionens anfægtede beslutninger annulleres, navnlig for så vidt som de anvender en rentesats på 6,04%, når de nugældende markedsrenter er betydeligt lavere.

-    Kommissionens anfægtede beslutninger annulleres, navnlig for så vidt som de pålægger morarenter på 8,04%.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sine egne samt sagsøgerens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Kommissionen fastslog i beslutning af 18. juli 2001, at sagsøgeren og syv andre virksomheder havde overtrådt EF-traktatens artikel 81 ved at deltage i et kompleks af aftaler og samordnet praksis i sektoren for grafitelektroder. I samme beslutning blev sagsøgeren pålagt en bøde, og der blev stillet krav om dennes betaling inden 3 måneder efter meddelelsen, idet bøden ville blive tillagt renter med 8,04%, såfremt den ikke blev betalt inden for det fastsatte tidspunkt. Beslutningen blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 23. juli 2001, hvori det ligeledes blev anført, at der, såfremt sagsøgeren anlagde sag ved Retten i Første Instans, ikke ville blive iværksat tvangsfuldbyrdelsesskridt, så længe sagen verserede ved Retten på den betingelse, at sagsøgeren betalte renter på 6,04% af bødebeløbet og stillede bankgaranti for bødens størrelse. Sagsøgeren rettede henvendelser til Kommissionen med forslag om forskellige betalingsbetingelser, som blev afslået ved Kommissionens skrivelse af 9. august 2001. Sagsøgeren anlagde ligeledes sag til prøvelse af beslutningen af 18. juli 2001, hvori bøden blev pålagt 1. Ved skrivelser af 18. august 2003, 11. september 2003 og 18. september 2003 afslog Kommissionen yderligere forslag fra sagsøgerne vedrørende betalingslettelser.

Sagsøgeren har ved nærværende søgsmål anfægtet alle beslutninger vedrørende betalingsbetingelser. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at antage, at man ikke kan acceptere andre former for garanti end en bankgaranti. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at beslutningen af 18. august 2003 tilsidesætter proportionalitetsprincippet ved ikke at nå frem til en rimelig balance mellem parternes interesser og især sagsøgerens interesse i at stifte panteret i sine ubehæftede aktiver i stedet for den af Kommissionen anmodede bankgaranti. Sagsøgeren har ligeledes anført, at der er sket åbenbart faktiske fejl i forbindelse med Kommissionens konstatering af, at sagsøgeren ikke har vist, at selskabet ikke kan acceptere Kommissionens beslutning samt Kommissionens vurdering af dets økonomiske stilling og værdien af den panteret, man har tilbudt. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionens beslutninger vedrørende de anvendelige rentesatser er åbenbart urigtige, og at Kommissionen har tilsidesat væsentlige processuelle forskrifter, for så vidt som den ikke gav sagsøgeren mulighed for at blive hørt forud for vedtagelsen af en beslutning om fuldbyrdelse af Kommissionens første beslutning af 18. juli 2001.

____________

1 - Sag T-246/01 omtalt i EFT C 17 af 19.1.2002, s. 16.