RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
15. april 2011 (*)
»Phare-programmet – »revolverende fondsmidler«, som Den Tjekkiske Republik har modtaget – tilbagebetaling af udbetalte beløb – Kommissionens beslutning om at inddrive fordringer ved modregning – hjemmel – forskellige retsordener – begrebet, at fordringen er sikker og opgjort – begrundelsespligt«
I sag T-465/08,
Den Tjekkiske Republik ved M. Smolek, som befuldmægtiget,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved P. van Nuffel, F. Dintilhac og Z. Malůšková, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 7. august 2008 om at foretage inddrivelse ved modregning af skyldige beløb hos Den Tjekkiske Republik i forbindelse med »revolverende fondsmidler« under Phare-programmet
har
RETTEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne E. Cremona og S. Frimodt Nielsen (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig K. Andová,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. september 2010,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
A – EF-traktaten
1 Artikel 274 EF har følgende ordlyd:
»Inden for rammerne af de givne bevillinger og i overensstemmelse med bestemmelserne i det i medfør af artikel 279 [EF…] udstedte regnskabsregulativ gennemfører Kommissionen budgettet […]«
2 Artikel 292 EF bestemmer:
»Medlemsstaterne forpligter sig til ikke at søge tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne traktat afgjort på anden måde end fastsat i traktaten.«
B – Akt vedrørende tiltrædelsesvilkårene
3 Artikel 2 i akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EUT 2003 L 236, s. 33, herefter »akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene«), bestemmer:
»Fra tiltrædelsesdatoen er bestemmelserne i de oprindelige traktater og de retsakter, der er vedtaget af institutionerne og Den Europæiske Centralbank før tiltrædelsen, bindende for de nye medlemsstater og gælder i disse stater på de vilkår, som er fastsat i disse traktater og i denne akt.«
4 Ordlyden af artikel 10 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene er følgende:
»Ved anvendelsen af de oprindelige traktater og af institutionernes retsakter gælder de i denne akt fastsatte undtagelsesbestemmelser som overgangsforanstaltning.«
5 Artikel 33 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene bestemmer:
»1. Udbud, indgåelse af kontrakter og betalinger i forbindelse med førtiltrædelsesbistand under Phare-programmet […] forvaltes fra tiltrædelsesdatoen af gennemførelsesorganer i de nye medlemsstater.
[…]
2. Globale budgetmæssige forpligtelser, der er indgået før tiltrædelsen i henhold til de finansielle førtiltrædelsesinstrumenter, der er nævnt i stk. 1, herunder indgåelse og registrering af efterfølgende enkeltstående retlige forpligtelser og aftaler om betalinger, der er indgået efter tiltrædelsen, skal fortsat være omfattet af reglerne og forskrifterne i de finansielle førtiltrædelsesinstrumenter og afholdes over de tilsvarende budgetkapitler, indtil de pågældende programmer og projekter afsluttes. Uanset ovenstående skal de procedurer vedrørende offentlige indkøb, der påbegyndes efter tiltrædelsen, gennemføres i overensstemmelse med de relevante fællesskabsdirektiver.«
C – Rammeaftalen mellem Den Tjekkiske Republiks regering og Europa-Kommissionen angående Den Tjekkiske Republiks deltagelse i Det Europæiske Fællesskabs bistandsprogram
6 Artikel 1 i rammeaftalen af 12. marts og 12. juli 1996, indgået mellem Den Tjekkiske Republiks regering og Kommissionen angående Den Tjekkiske Republiks deltagelse i Det Europæiske Fællesskabs bistandsprogram (207/1997 Sb.) (herefter »rammeaftalen fra 1996«), som erstattede rammeaftalen indgået den 7. november 1990 med Den Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik, bestemmer:
»Med henblik på at udvide samarbejdet mellem de kontraherende parter og med det formål at fremme reformprocessen og den økonomiske og sociale udvikling i Den Tjekkiske Republik er de kontraherende parter nået til enighed om at iværksætte foranstaltninger inden for finans- og teknikområdet samt andre former for samarbejde som defineret i de ovennævnte bestemmelser. Disse foranstaltninger vil blive finansieret og gennemført inden for de tekniske, juridiske og administrative rammer af nærværende aftale. De specifikke detaljer i hver enkelt foranstaltning (eller i samtlige foranstaltninger) vil blive fastsat i en af de to kontraherende parter vedtaget protokol [benævnt finansprotokollen], hvoraf en model er vedlagt i bilag C.«
7 I henhold til disse rammeaftaler opstillede forskellige finansprotokoller de specifikke betingelser for finansieringen af følgende projekter:
– Finansprotokollen af 1. oktober 1991 for projekt T9106.
– Finansprotokollen af 5. november 1992 for projekt CS9203.
– Finansprotokollen af 1. februar 1994 for projekt CZ9302.
8 Artikel 5 i rammeaftalen fra 1996 bestemmer:
»Enhver tvist vedrørende nærværende aftale, der ikke kan bilægges gennem forhandlinger, henvises til voldgift som omhandlet i bilag B.«
9 Artikel 18, stk. 1, i bilag A til rammeaftalen fra 1996 bestemmer:
»Ethvert spørgsmål vedrørende anvendelsen eller fortolkningen af finansprotokollen eller af disses almindelige vilkår underkastes forhandlinger mellem modtageren og Kommissionen, og om nødvendigt fører det til en ændring af finansprotokollen.«
10 Ordlyden af bilag B til rammeaftalen fra 1996 er som følger:
»Enhver tvist mellem de kontraherende parter, som udspringer af rammeaftalen eller en finansprotokol, og som ikke er reguleret af de procedurer, der er fastsat i artikel 18 i de almindelige vilkår vedrørende finansprotokollen, henvises til en voldgiftsret i overensstemmelse med følgende bestemmelser:
Parterne i denne voldgift er på den side modtageren og på den anden side Kommissionen.
Voldgiftsretten sammensættes af tre voldgiftsdommere, som udpeges således, at
– den første voldgiftsdommer udpeges af modtageren
– den anden voldgiftsdommer udpeges af Kommissionen, og
– at den tredje voldgiftsdommer […] udpeges efter aftale mellem de to parter og i mangel af nogen aftale af De Forenede Nationers generalsekretær.
Hvis en af parterne ikke udpeger en voldgiftsdommer, udpeges denne af den [tredje voldgiftsdommer].«
D – Wienerkonventionen om traktatretten
11 Artikel 30, stk. 3, i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (herefter »Wienerkonventionen«) bestemmer:
»Når alle deltagerne i den tidligere traktat også er deltagere i den senere traktat, men den tidligere traktat ikke er bragt til ophør eller suspenderet i henhold til artikel 59, finder den tidligere traktat kun anvendelse i den udstrækning dens bestemmelser er forenelige med den senere traktats bestemmelser.«
E – Forordning (EF) nr. 1266/1999
12 Artikel 11, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1266/1999 af 21. juni 1999 om samordning af støtten til ansøgerlandene som led i førtiltrædelsesstrategien og om ændring af forordning (EØF) nr. 3906/89 (EFT L 161, s. 68) bestemmer:
»Kommissionen forvalter fællesskabsstøtten i overensstemmelse med reglerne om gennemsigtighed og finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindeligt budget, navnlig dens artikel 114.«
F – Finansforordningen
13 Artikel 71, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1, herefter »finansforordningen«) bestemmer:
»1. Fastlæggelse af en fordring er den handling, hvorved den ved delegation eller subdelegation bemyndigede anvisningsberettigede:
a) kontrollerer eksistensen af debitors gæld
b) fastslår eller kontrollerer gældens tilstedeværelse og størrelse
c) kontrollerer, at gælden er forfalden.
2. Egne indtægter, der overdrages til Kommissionen, og enhver fordring, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling, skal fastlægges ved en indtægtsordre, der sendes til regnskabsføreren, efterfulgt af en debetnota, der stiles til debitor, begge udarbejdet af den kompetente anvisningsberettigede.«
14 Finansforordningens artikel 73, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Regnskabsføreren tager sig af de indtægtsordrer, der er behørigt udstedt af den kompetente anvisningsberettigede med henblik på inddrivelse af fordringer. Han skal sikre, at Fællesskabernes indtægter bliver indbetalt, og sørge for, at deres krav bevares.
Regnskabsføreren inddriver Fællesskabernes fordringer ved modregning i alle tilfælde, hvor debitor selv i forhold til Fællesskaberne har en fordring, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling.«
15 Finansforordningens artikel 76, stk. 1, første afsnit, bestemmer:
»En budgetmæssig forpligtelse består i at give de bevillinger, der er nødvendige for gennemførelsen af senere betalinger til indfrielse af en retlig forpligtelse.«
16 Finansforordningens artikel 76, stk. 2, første og andet afsnit, bestemmer:
»Der er tale om en specifik budgetmæssig forpligtelse, hvis modtageren og udgiftens størrelse er bestemt.
Der er tale om en samlet budgetmæssig forpligtelse, hvis mindst ét af de elementer, der er nødvendige for at identificere en specifik forpligtelse, ikke er bestemt.«
G – Gennemførelsesforordningen
17 Artikel 7, stk. 1, 1a og 3, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til finansforordningen (EFT L 357, s. 1, herefter »gennemførelsesforordningen«) bestemmer:
»1. Ved omvekslinger mellem euroen og en anden valuta, som foretages af den kompetente anvisningsberettigede, anvendes den daglige vekselkurs for euroen, som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, serie C, jf. dog de særlige bestemmelser, der følger af anvendelsen af de sektorspecifikke forordninger.
[…]
1a. For at undgå, at valutaomregninger får væsentlig indvirkning på niveauet for Fællesskabets samfinansiering eller negativ indvirkning på fællesskabsbudgettet, fastsættes der i givet fald i de særlige regler for omregning, jf. stk. 1, en omregningskurs mellem euroen og andre valutaer, som beregnes ved hjælp af gennemsnittet for den daglige valutakurs i en given periode.
[…]
3. Med henblik på den regnskabsføring, der er omhandlet i finansforordningens artikel 132-137, og med forbehold af bestemmelserne i artikel 213 i denne forordning foretages omregningen mellem euroen og en anden valuta ved anvendelse af den månedlige regnskabsvekselkurs for euroen. Denne regnskabsvekselkurs fastsættes af Kommissionens regnskabsfører under anvendelse af de informationskilder, han anser for troværdige, på grundlag af vekselkursen den næstsidste hverdag i den måned, der går forud for den måned, for hvilken kursen fastsættes.«
18 Gennemførelsesforordningens artikel 78 har følgende ordlyd:
»1. Fastlæggelsen af en fordring udgør den anvisningsberettigedes anerkendelse af Fællesskabernes rettigheder over for en debitor samt af grundlaget for at kræve, at den pågældende debitor betaler sin gæld.
2. Indtægtsordren er den transaktion, hvorved den kompetente anvisningsberettigede giver regnskabsføreren instruks om at inddrive den fastlagte fordring.
3. Debetnotaen er en underretning af debitor om, at:
a) Fællesskaberne har fastlagt den pågældende fordring
b) hvis gælden betales inden den angivne frist, beregnes der ikke morarenter
c) hvis betaling ikke har fundet sted inden for den frist, som er omhandlet i litra b), er gælden rentebærende med den rentesats, der er omhandlet i artikel 86, jf. dog de gældende særbestemmelser
d) hvis betaling ikke har fundet sted inden for den frist, som er omhandlet i litra b), foretager institutionen inddrivelsen enten ved modregning eller ved at kræve eventuelle forhåndsgarantier indfriet
[…]
Debetnotaen sendes af den anvisningsberettigede til debitor med kopi til regnskabsføreren.«
19 Gennemførelsesforordningens artikel 79 bestemmer:
»Ved fastlæggelsen af en fordring sikrer den anvisningsberettigede sig:
a) at fordringen er sikker og ikke undergivet nogen betingelse
b) at fordringen er opgjort og beløbet nøjagtigt fastsat
c) at fordringen er forfalden og ikke undergivet nogen frist
d) at debitor er korrekt udpeget
e) at konteringen af de beløb, der skal inddrives, er korrekt
f) at bilagene er korrekte, og
g) at der er overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, navnlig på grundlag af kriterierne i artikel 87, stk. 1, litra a).«
20 Gennemførelsesforordningens artikel 81, stk. 1, har følgende ordlyd:
»I indtægtsordren anføres:
a) det regnskabsår, under hvilket betalingen konteres
b) henvisninger til den retsakt eller den retlige forpligtelse, som har udløst fordringen og danner grundlag for opkrævningen
[…]
d) det beløb, der skal betales, udtrykt i euro
e) debitors navn og adresse
f) den frist, som er omhandlet i artikel 78, stk. 3, litra b)
g) mulighederne for inddrivelse, herunder specielt inddrivelse ved modregning eller ved at kræve eventuelle forhåndsgarantier indfriet.«
21 Gennemførelsesforordningens artikel 83, stk. 1 og 2, bestemmer:
»1. Når debitor har en fordring på Fællesskaberne, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling og som genstand har et beløb, der er fastlagt ved en betalingsordre, inddriver regnskabsføreren, når den frist, som er omhandlet i artikel 78, stk. 3, litra b), er overskredet, den fastlagte fordring ved modregning.
[…]
2. Inden regnskabsføreren foretager en inddrivelse efter stk. 1, hører han den kompetente anvisningsberettigede og underretter de pågældende debitorer. Når debitor er en national myndighed eller en af dens administrative enheder, underretter regnskabsføreren mindst ti arbejdsdage i forvejen også den pågældende medlemsstat om, at han har til hensigt at anvende inddrivelse ved modregning. Efter aftale med den pågældende medlemsstat eller administrative enhed kan regnskabsføreren dog foretage inddrivelsen ved modregning inden udløbet af denne frist.«
Sagens faktiske omstændigheder
22 Phare-programmet har haft til formål at garantere finansieringen af en række foranstaltninger med henblik på at støtte den økonomiske og sociale reformproces i de central- og østeuropæiske lande, der havde ansøgt om tiltrædelse af Den Europæiske Union. Unionen har defineret de relevante områder for disse foranstaltninger og har med disse lande samtidigt forhandlet reglerne til foranstaltningernes gennemførelse med henblik på, at den mest effektive brug af den såkaldte »førtiltrædelsesstøtte« således garanteres.
23 Den Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik blev omfattet af Phare-programmet på grundlag af rammeaftalen mellem Den Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af 7. december 1990. Denne aftale er hvad angår Den Tjekkiske Republik blevet erstattet af rammeaftalen fra 1996, som af republikkens præsident blev ratificeret som »international aftale af præsidentiel karakter«.
24 Rammeaftalen fra 1996 har fastslået den tekniske, juridiske og almindelige administrative ramme for finansieringen og gennemførelsen af støtte til den økonomiske og sociale reformproces og til udviklingen af Den Tjekkiske Republik.
25 De særlige vilkår for hver foranstaltning er derefter blevet fastlagt på et kontraktmæssigt grundlag mellem Den Tjekkiske Republik og Kommissionen i form af »finansprotokoller«, hvoraf en model fremgik af bilag C til rammeaftalen fra 1996, og af »aftaleprotokoller«.
26 »Finansprotokollerne« fastsatte de primære områder for støtte, der var omfattet af programmet, programmets budget og de tekniske aspekter af de inden for rammerne af dette program gennemførte projekter. Disse projekter var i sig selv detaljeret beskrevet i »projektbladene«, der indgik som bilag til finansprotokollerne.
27 »Aftaleprotokoller«, der også har karakter af en international aftale, fastsatte i øvrigt de kontraherende parters rettigheder og pligter inden for rammerne af programmet. Som regel begrænsede disse dokumenter sig til at definere, ændre eller præcisere procedurerne vedrørende programmets forvaltning og rettighederne og pligterne for de enheder, der var involveret i programmets gennemførelse. Til forskel fra finansprotokollerne fastsatte aftaleprotokollerne imidlertid hverken indholdet af programmet, udstak retningslinjer eller afgjorde spørgsmål vedrørende størrelsen på den støtte, som projekterne blev tildelt. Disse aftaleprotokoller var nemlig alene indgået med det formål at fravige reglerne og de almindelige aftaler hvad angik forholdet mellem parterne.
28 Fra 1994 til 1996 modtog Den Tjekkiske Republik »revolverende fondsmidler« fra Phare-programmet på grundlag af finansprotokoller til projektet T9106 (små og mellemstore virksomheder i Den Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik), til projektet CS9203 (privatisering, omstrukturering og udvikling af den private sektor) og til projektet CZ9302 (udvikling af den private sektor).
29 Mere specifikt tog projekt T9106 sigte på at støtte små og mellemstore virksomheder, navnlig ved at give dem indblik i spørgsmål om igangsætning, ved at fastlægge en tilpasset retlig ramme og ved at sørge for kreditmulighedsmekanismer. Formålet med projekt CS9203 var privatisering af økonomien, omstrukturering og udvikling af den private sektor i det, der dengang var Den Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik, navnlig i regioner som var underlagt et særligt handicap. Endelig vedrørte projekt CZ9302 omstruktureringen af særlige økonomiske sektorer – og navnlig banksektoren – udviklingen af industrisektorer, som var eksportorienterede, og støtte til institutionelle ændringer, som var nødvendige for, at en markedsøkonomi kan fungere.
30 I perioden fra den 5. oktober 1994 til den 2. august 1996 modtog Den Tjekkiske Republik således seks udbetalinger fra Kommissionen svarende til et samlet beløb på 13 031 971,97 EUR.
31 Disse fondsmidler blev først forvaltet af Den Tjekkiske Republiks økonomiminister og dernæst af ministeren for lokaludvikling. Sidstnævnte var også ansvarlig for anvendelsen heraf.
32 Ved en skrivelse med referencen D(2008)REG 102477 meddelte Kommissionen Den Tjekkiske Republik en beslutning af 28. maj 2008 (herefter »beslutningen af 28. maj 2008«) vedrørende tilbagebetaling af et samlet beløb på 234 480 000 CZK i forbindelse med projekt T9106, CS9203 og CZ9302. Mere specifikt svarede dette beløb til udbetalinger, der var foretaget til fordel for Regionální fondy, a.s., på 144 000 000 CZK, for Českomoravský podnikatelský fond, spol. s r.o., på 4 429 000 CZK og for Regionální podnikatelský fond, spol. s r.o., på 86 051 000 CZK. Denne beslutning var vedlagt en debetnota med nummeret 3230805779 (herefter »debetnotaen«).
33 Beslutningen af 28. maj 2008 blev vedtaget, efter at der var blevet konstateret uregelmæssigheder i forvaltningen af fællesskabsmidler, idet disse fondsmidler ifølge Kommissionen var blevet brugt til andre formål end dem, de var blevet tildelt til, og ikke var blevet forvaltet i overensstemmelse med princippet om god forvaltning.
34 Debetnotaen, hvis forfald var fastsat til den 7. august 2008, lød på beløbet 9 354 130,93 EUR svarende til det omvekslede beløb 234 480 000 CZK under anvendelse af en vekselkurs i henhold til bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 7, stk. 1, 1a og 3.
35 Den Tjekkiske Republiks viceminister for regional udvikling sendte den 8. juli 2008 en skrivelse til Kommissionen. Heri påberåbte han sig i det væsentlige et problem angående den anvendte vekselkurs, den omstændighed at hverken undersøgelsesproceduren fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) eller den straffeprocedure, der var blevet iværksat ved de tjekkiske domstole, var blevet afsluttet, og endelig den omstændighed, at alle konflikter i henhold til rammeaftalen mellem Den Tjekkiske Republik og Kommissionen gældende for Phare-programmet skulle løses ved forhandling og underkastes voldgift. Følgelig anmodede viceministeren Kommissionen om at annullere debetnotaen.
36 Den 14. juli 2008 blev der afholdt et møde mellem parterne.
37 Den Tjekkiske Republiks regering vedtog den 23. juli 2008 beslutning nr. 977, hvorved den besluttede ikke at betale debetnotaen, hvilket Kommissionen blev underrettet om den 29. juli 2008.
38 Kommissionen besvarede denne skrivelse ved en skrivelse af 4. august 2008, hvori den i det væsentlige gentog sit standpunkt.
39 Da Den Tjekkiske Republik ikke den 7. august 2008 havde opfyldt sin forpligtelse til at tilbagebetale beløbet på 9 354 130,93 EUR, besluttede Kommissionen at foretage modregning mellem dens fordring og to beløb, som skulle betales af Den Europæiske Socialfond (ESF) til Den Tjekkiske Republik, med referencerne ESF-2003CZ161P0004 og ESF-2003CZ053D0001, på i alt 10 814 475,41 EUR. Denne beslutning blev meddelt Den Tjekkiske Republik ved en skrivelse af 7. august 2008 med referencen BUDG/C3 D (2008)10.5-3956 (herefter den »anfægtede beslutning«).
40 Den Tjekkiske Republik sendte den 26. august 2008 en skrivelse til Kommissionen for at give udtryk for, at den var uenig, og for i det væsentlige at gentage den argumentation, den havde gjort gældende i sin skrivelse af 8. juli 2008.
Parternes påstande
41 Den Tjekkiske Republik har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede beslutning annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale det beløb, der var genstand for modregningen, svarende til i alt 9 354 130,93 EUR med tillæg af morarenter.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
42 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
43 Den Tjekkiske Republik har gjort tre anbringender gældende til støtte for søgsmålet.
44 Den Tjekkiske Republik gør i det væsentlige gældende, for det første at Kommissionen ved at vedtage den anfægtede beslutning på et fejlagtig retsgrundlag har overskredet sine beføjelser, for det andet at den anfægtede beslutning blev vedtaget under tilsidesættelse af de i finansforordningen fastsatte vilkår for modregning, og for det tredje at den anfægtede beslutning helt mangler begrundelse.
45 De to første anbringender behandles samlet.
A – Det første anbringende om, at den anfægtede beslutning er vedtaget på et fejlagtigt retsgrundlag, og det andet anbringende om, at de i finansforordningen og gennemførelsesforordningen fastsatte vilkår for modregning er blevet tilsidesat
1. Parternes argumenter
46 Med det første anbringende gør Den Tjekkiske Republik nærmere bestemt gældende, at det i sagen omhandlede retsforhold angående brugen af fondsmidler fra Phare-programmet er stiftet, før Den Tjekkiske Republik tiltrådte Den Europæiske Union, på et tidspunkt, da den i fællesskabsretlig henseende var et tredjeland. Brugen af midler fra dette program var reguleret af regler i internationale aftaler mellem Den Tjekkiske Republik, som suveræn stat og folkeretssubjekt, og Kommissionen, der repræsenterede Fællesskabet som særligt folkeretssubjekt.
47 Den Tjekkiske Republik gør gældende, at uanset at fællesskabsretten efter dens tiltrædelse til Unionen er blevet bindende for den, gælder dette kun inden for de grænser, der er fastsat i tiltrædelsestraktaten og i artikel 2 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene.
48 Ifølge Den Tjekkiske Republik ændrede akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene delvis de internationale aftaler angående brugen af fondsmidler fra Phare-programmet hvad angår dels fastsættelsen af de medlemsstatsorganer, som fra tiltrædelsesdatoen forvalter de tildelte midler, dels reglerne vedrørende Kommissionens organisation af den endelige kontrol. Hvad angår de andre områder har akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene, navnlig i artikel 33, stk. 2, imidlertid udtrykkeligt ladet den eksisterende retsorden forblive i kraft, nemlig en ordning uden for EF-traktatens anvendelsesområde ikke kun i forhold til forpligtelser, der er indgået inden tiltrædelsen, men også til forpligtelser, der er indgået i perioden efter tiltrædelsen.
49 Ifølge Den Tjekkiske Republik kan finansforordningen, på grundlag af hvilken den anfægtede beslutning er blevet truffet, ikke kvalificeres som en regel eller forordning vedrørende finansielle førtiltrædelsesinstrumenter som omhandlet i artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene.
50 Den Tjekkiske Republik har nemlig gjort gældende, at begrebet regel som omhandlet i artikel 33 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene tager sigte på internationale aftaler, som er indgået mellem Unionen og de tiltrædende stater, hvilket er en kategori, som finansforordningen ikke henhører under, og at man i øvrigt kun kan konstatere, at denne forordning ikke findes på den udtømmende liste over forordninger, der er nævnt i selv samme bestemmelse.
51 Selv hvis det antages, at denne liste ikke er udtømmende, kan finansforordningen desuden ikke, henset til dens formål, klasssificeres under kategorien forordninger vedrørende finansielle førtiltrædelsesinstrumenter. Hvis genstanden for disse instrumenter nemlig er at fastsætte regler om Unionens støtte til ansøgerlande inden for rammerne af forskellige programmer, indfører finansforordningen tværtimod regler dels om udarbejdelsen og gennemførelsen af Fællesskabernes almindelige budget, dels om regnskabsaflæggelse og revision af regnskaber.
52 Den Tjekkiske Republik gør dermed nærmere bestemt gældende, at anvendelsen af finansforordningen på forpligtelser vedrørende det i sagen omhandlede retsforhold, som henhører under artikel 33 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene, tilsidesætter disse sidstnævnte bestemmelser.
53 Den Tjekkiske Republik har desuden nærmere bestemt gjort gældende, at finansforordningens artikel 155 i sin nuværende affattelse ikke længere henviser til førtiltrædelsesmidler, således at denne forordning ikke længere finder anvendelse på disse midler. Den Tjekkiske Republik gør tilsvarende gældende, at selv om den tidligere version af artikel 155 gjorde det muligt at anvende finansforordningen på retsforhold, som eksisterede mellem Unionen og tredjelande, var en sådan mulighed betinget af eksistensen af en aftale mellem de pågældende parter.
54 Desuden har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at finansforordningens artikel 73, som henvender sig til Unionens regnskabsfører, kun fastsætter modregning til fordel for Unionen. Den Tjekkiske Republik gør ligeledes gældende, at Unionens regnskabsfører kun kan inddrive fordringer ved modregning på den betingelse, dels at den pågældende stat er en medlemsstat, dels at det drejer sig om en forpligtelse, der udspringer af, at denne stat tilhører Unionen, og falder ind under finansforordningen. Unionens regnskabsfører kan således ikke inddrive fordringer ved en sådan modregning i forhold til tredjelande, hvis ikke denne mulighed er blevet bestemt forudgående. Der er dog hverken i rammeaftalen fra 1996, i finansprotokollerne eller i aftaleprotokollerne fastsat nogen modregningsbestemmelse. Desuden er modregning ikke en almindeligt anerkendt regel i folkeretten.
55 Den Tjekkiske Republik har desuden gjort gældende, at rammeaftalen fra 1996 samt finansprotokollerne og aftaleprotokollerne indeholder bestemmelser vedrørende bilæggelse af tvister, som udspringer af gennemførelsen af førtiltrædelsesstøtten, nemlig en forpligtelse i en situation som den foreliggende til at konsultere hinanden, samt eventuelt i sidste ende en voldgiftsprocedure.
56 Den Tjekkiske Republik gør gældende, at disse regler stadig er gældende. En sådan mekanisme kan følgelig ikke tillade, at tvister mellem parterne bilægges ensidigt gennem eksempelvis en beslutning fra Kommissionen vedrørende forekomsten af eller størrelsen af en fordring til fordel for Unionens budget, eller endog en beslutning fra Kommissionen vedrørende inddrivelse af denne fordring ved modregning.
57 Den Tjekkiske Republik har i denne henseende gjort gældende, at det drejer sig om en undtagelse til fællesskabsrettens bindende karakter for medlemsstaterne efter tidspunktet for deres tiltrædelse af Den Europæiske Union.
58 Den Tjekkiske Republik påpeger, at Domstolen i dom af 10. januar 2006, Ynos (sag C-302/04, Sml. I, s. 371, præmis 36 og 37), har fastslået, at fællesskabsretten kun kan anvendes i den pågældende medlemsstat fra tidspunktet for dennes tiltrædelse af Unionen og udelukkende i det omfang, de for sagens afgørelse relevante faktiske omstændigheder er indtruffet efter tiltrædelsen.
59 Ifølge Den Tjekkiske Republik er fællesskabsretten kun blevet bindende for den inden for de grænser, der er fastsat i tiltrædelsestraktaten og i artikel 2 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene.
60 Disse vilkår antager form af midlertidige eller permanente undtagelser til fællesskabsrettens anvendelighed på visse områder, uanset om det vedrører den primære eller den afledte ret. Ifølge Den Tjekkiske Republik er sådanne undtagelser dog blevet fastsat i forhold til førtiltrædelsesstøtten, således at den tidligere mekanisme til bilæggelse af tvister fortsat er gældende.
61 Den Tjekkiske Republik gør således gældende, at anvendelsen af finansforordningen er i direkte konflikt med de mekanismer, som er fastsat i tilfælde af en tvist hvad angår gennemførelsen af rammeaftalen fra 1996.
62 Den Tjekkiske Republik bestrider også Kommissionens argument om, at rammeaftalen fra 1996 under hensyntagen til Wienerkonventionens artikel 30, stk. 3, ikke finder anvendelse i alle dens forhold.
63 Ifølge Den Tjekkiske Republik finder Wienerkonventionen kun anvendelse på traktater mellem stater, eftersom tilsvarende regler om traktater mellem stater og internationale organisationer ikke har kunnet vedtages på internationalt plan. Desuden forudsætter Wienerkonventionens artikel 30, stk. 3, at alle de kontraherende parter i den tidligere traktat og i den senere traktat er de samme. Kommissionen, der på daværende tidspunkt handlede på vegne af Det Europæiske Fællesskab og i dets navn, var imidlertid kontraherende part i rammeaftalen fra 1996, hvorimod hverken Kommissionen eller Det Europæiske Fællesskab herefter var part i tiltrædelsestraktaten. Hvis det endvidere forudsættes, at den regel, der kommer til udtryk i Wienerkonventionens artikel 30, stk. 3, udgør en international sædvane, kan folkeretssubjekterne i deres gensidige forhold aftale, at de regler, der udspringer af den tidligere traktat i forbindelse med den senere traktat, fortsat finder anvendelse på visse retlige forhold. Følgelig udelukker sådanne regler, at bestemmelser, der fraviger eller er i strid med den senere traktat, finder anvendelse. I modsat fald ville aftalen være uden mening på dette punkt og ville være i strid med det almindelige folkeretlige princip om, at traktater skal overholdes.
64 Ifølge Den Tjekkiske Republik følger det heraf, at traktatfæstede regler hvad angår bilæggelse af tvister om førtiltrædelsesstøtte finder anvendelse – også efter tiltrædelsen af Unionen – og er til hinder for gennemførelsen af en anden mekanisme, nemlig den ensidige modregning som fastsat i finansforordningen.
65 Ifølge Den Tjekkiske Republik følger det også heraf, at man ikke kan anvende princippet om, at alt, som ikke udtrykkeligt er forbudt i folkeretten, er tilladt på en situation, hvor parterne har aftalt en bestemt ordning for deres gensidige forhold. Modregning er desuden stiltiende forbudt, eftersom den viser sig at være i strid med traktatfæstede procedurer til bilæggelse af tvister.
66 Den Tjekkiske Republik har tilføjet, at artikel 307 EF udtrykkeligt gør det muligt, at traktater, som staterne har indgået før tidspunktet for deres tiltrædelse af Unionen, fortsat er i kraft, for så vidt de ikke er i strid med fællesskabsretten. Selv i dette tilfælde er sådanne traktater desuden ikke i sig selv ugyldige. Artikel 307, andet afsnit, EF fastsætter nemlig muligheden for gradvist at fjerne en sådan uoverensstemmelse.
67 Den Tjekkiske Republik bestrider også, at modregning er en folkeretlig sædvane eller et almindeligt folkeretligt princip.
68 I det foreliggende tilfælde anvendes modregningen mellem to folkeretssubjekter, som befinder sig i en situation af gensidig lighed, og i et sådant tilfælde mener Den Tjekkiske Republik, at muligheden for at foretage ensidig modregning skulle have været udtrykkeligt fastsat.
69 På tilsvarende måde mener Den Tjekkiske Republik nærmere bestemt, at modregning ikke kan anses for et almindeligt folkeretligt princip, dels for så vidt, som der ikke er tale om et princip, som er inspireret af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, dels for så vidt som den retspraksis, Kommissionen henviser til, ikke udtaler, at modregning udgør et sådant princip. Den Tjekkiske Republik bestrider i denne henseende Kommissionens fortolkning af Domstolens dom af 1. marts 1983, DEKA Getreideprodukte mod EØF (sag 250/78, Sml. s. 421).
70 Den Tjekkiske Republik mener desuden, at den af Kommissionen valgte tilgang til gennemførelsen af den eksterne bistand alene binder Kommissionen og ikke Den Tjekkiske Republik, der i forbindelse med førtiltrædelsesstøtten var en tredjestat. Det følger heraf, at Kommissionen ikke over for Den Tjekkiske Republik kan gøre sine interne regler om budgettets gennemførelse gældende. For at disse regler kan gøres gældende, ville det være nødvendigt, at Den Tjekkiske Republik gav sit samtykke til, at de blev underlagt rammeaftalen fra 1996, hvilket ikke har været tilfældet.
71 Den Tjekkiske Republik gør også gældende, at hvis præamblen til rammeaftalen fra 1996 henviser til Rådets forordning (EØF) nr. 3906/89 af 18. december 1989 om økonomisk bistand til Republikken Ungarn og Folkerepublikken Polen (EFT L 375, s. 11), kan en sådan omstændighed ikke danne grundlag for finansforordningens anvendelse på det foreliggende tilfælde. De eneste bestemmelser i finansforordningen, som forordning nr. 3906/89 henviser til, vedrører nemlig Kommissionens mulighed for at uddelegere offentlige forvaltningsopgaver til visse organer.
72 Den Tjekkiske Republik har i øvrigt i det væsentlige gjort gældende, at Rettens dom af 8. oktober 2008, Helkon Media mod Kommissionen (sag T-122/06, ikke trykt i Samling af Afgørelser), ikke udelukker, at man anvender begrebet den relevante retsorden i forhold til modregningen. I det foreliggende tilfælde fastsætter den relevante ret ikke en sådan mekanisme.
73 Den Tjekkiske Republik mener følgelig, at Kommissionen ved at foretage modregning på grundlag af finansforordningens artikel 73, stk. 1, har gjort sig skyldig i magtfordrejning.
74 Hvad angår det andet anbringende har Den Tjekkiske Republik nærmere bestemt gjort gældende, at hvis det antages, at finansforordningen finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, er de betingelser, som finansforordningen opstiller angående den gensidige karakter af fordringer og om, at den fordring, som er genstand for et modkrav, skal være sikker, ikke opfyldt.
75 Den Tjekkiske Republik mener i denne henseende, at alene det i førtiltrædelsesaftalerne fastsatte voldgiftsorgan kan tage stilling til størrelsen af en eventuel fordring. Ifølge Den Tjekkiske Republik følger det af Rettens dom af 30. september 2003, Cableuropa m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-346/02 og T-347/02, Sml. II, s. 4251, præmis 225), at hverken Kommissionen eller Retten har en sådan beføjelse.
76 Den Tjekkiske Republik har i denne henseende afvist Kommissionens argumentation om, at det ville være selvmodsigende at gøre gældende, at Retten, hvis ikke den havde beføjelse til at tage stilling til eksistensen af og eventuelt beskaffenheden af og størrelsen af fordringen, heller ikke ville kunne tage stilling til spørgsmålet om modregning, og at den dermed heller ikke ville kunne annullere den anfægtede beslutning. Den Tjekkiske Republik mener nemlig, at det – selv om finansforordningen fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde – ikke var muligt at tilsidesætte den i rammeaftalen fra 1996 fastsatte procedure til at fastslå eksistensen og størrelsen af skyldige beløb, nemlig ved en voldgiftsprocedure, idet Kommissionens ensidige beslutning ikke i denne henseende kunne være tilstrækkelig.
77 Den Tjekkiske Republik har tilføjet, at det er nødvendigt at sondre mellem beføjelsen til at vurdere, om den anfægtede beslutning er gyldig, og beføjelsen til at bilægge en tvist i henhold til rammeaftalen fra 1996. Henset til den i rammeaftalen fra 1996 fastsatte procedure for bilæggelse af tvister, kan Retten derfor ikke tage stilling til realiteten af spørgsmålene om, hvorvidt der i henhold til den nævnte aftale er stiftet en fordring.
78 Den Tjekkiske Republik har under alle omstændigheder gjort gældende, at Retten – hvis den antages at være kompetent til at efterprøve, hvorvidt betingelserne for modregning er opfyldt – skal fastslå, at de fordringer, der er genstand for modregningen, reguleres af forskellige retsordener.
79 Den Tjekkiske Republik gør nærmere bestemt gældende, at den fordring, som Kommissionen har gjort gældende, i realiteten er reguleret af folkeretten, og at denne situation ikke har ændret sig med Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen.
80 Derimod er retsgrundlaget for Den Tjekkiske Republiks fordring i forhold til Kommissionen vedrørende mellemliggende betalinger til to operationelle programmer finansieret af strukturfonde artikel 161 EF og Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EFT L 161, s. 1). Den Tjekkiske Republiks fordring er derfor reguleret af Fællesskabets retsorden.
81 I sin dom af 10. juli 2003, Kommissionen mod CCRE (sag C-87/01 P, Sml. I, s. 7617, præmis 61 og 62), fastslog Domstolen dog, at det kun er muligt at modregne fordringer, der er omfattet af forskellige retsordener, hvis betingelserne, som er fastsat i de to retsordener, opfyldes i denne henseende.
82 Den Tjekkiske Republik har i denne forbindelse gjort gældende, at den almindelige folkeret ikke fastsætter betingelserne – og heller ikke muligheden – for modregning af fordringer. På samme måde fastsætter heller ikke rammeaftalen fra 1996, finansprotokollerne eller de andre regler, som udtrykkeligt er aftalt mellem de kontraherende parter eller ændret ved akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene, betingelserne – og heller ikke muligheden – for modregning af fordringer. Fordringen, som Kommissionen gør gældende over for Den Tjekkiske Republik, kan derfor ikke være genstand for modregning.
83 Den Tjekkiske Republik har desuden gjort gældende, at betingelsen om gensidighed som fastsat i finansforordningens artikel 73, stk. 1, ikke alene begrænser sig til fordringshaverens og debitorens identitet. Ifølge Den Tjekkiske Republik skal der også tages hensyn til retsgrundlaget for den fordring, der er foretaget modregning i.
84 Den Tjekkiske Republik tilføjer, at betingelsen om gensidighed også forudsætter, at der tages hensyn til den omstændighed, at de to fordringer, der modregnes, er opgjort i forskellige valutaer. Den Tjekkiske Republik sætter ikke spørgsmålstegn ved muligheden for at foretage modregning i sådanne fordringer, men den gør gældende, at der skal være fastsat klare regler for den pågældende valutaomregning. Dette var dog ikke tilfældet i den foreliggende sag.
85 Hvad angår spørgsmålet, om den omhandlede fordring har en sikker karakter, gør Den Tjekkiske Republik gældende, at fordringen er stiftet inden for rammerne af en rammeaftale mellem parterne. Ingen af parterne kan derfor påtvinge den anden part en beslutning vedrørende tvister, som udspringer af det pågældende forhold. En tvist af denne type kan kun bilægges ved en aftale mellem parterne eller ved en afgørelse fra en uafhængig myndighed inden for rammerne af den voldgiftsprocedure, der er fastsat i rammeaftalen fra 1996.
86 Ifølge Den Tjekkiske Republik har Kommissionen ensidigt fastslået eksistensen og størrelsen af den pågældende fordring. Den Tjekkiske Republik har desuden gjort gældende, at den inden for rammerne af sin udveksling af skrivelser med Kommissionen (skrivelserne til Kommissionen af 9.7.2008 og af 29.7.2008) har rejst tvivl om metoden til fastlæggelsen af størrelsen af det beløb, som skal tilbagebetales, samt om måden, hvorpå vekselkursen blev anvendt. Ifølge Den Tjekkiske Republik var denne udveksling af skrivelser, eftersom den tilsigtede en mindelig bilæggelse af tvisten, i overensstemmelse med rammeaftalen fra 1996. Den Tjekkiske Republik var imidlertid blevet hindret i at anlægge nærværende sag, fordi Kommissionen vedtog den anfægtede beslutning.
87 Den Tjekkiske Republik har desuden gjort gældende, at eftersom fordringens størrelse var bestridt, var den ikke sikker og kunne dermed ikke være genstand for modregning.
88 Den Tjekkiske Republik har i øvrigt gjort gældende, at uregelmæssighederne vedrørende brugen af finansielle midler, som den er blevet tildelt inden for rammerne af Phare-programmet, ikke er blevet endegyldigt fastslået. Hvis Kommissionen nemlig hovedsageligt støtter sig på indledningen af en straffeprocedure samt på OLAF’s undersøgelser, er ingen af disse undersøgelser blevet afsluttet. Ifølge Den Tjekkiske Republik kan den endelige størrelse af det beløb, som den vil skulle tilbagebetale, derfor ikke med sikkerhed afgøres, i hvert fald ikke før resultatet af disse forskellige undersøgelser er bekendt.
89 Den Tjekkiske Republik har i denne henseende gjort gældende, at beslutningen af 28. maj 2008 ikke udgør et bevis for en ulovlig brug af tildelte midler. Den Tjekkiske Republik mener nemlig ikke, at denne skrivelse præciserer grundene til, at de pågældende dispositioner anses for uregelmæssige. Beslutningen oplyser heller ikke detaljerne om de tildelte midler, der er omfattet af disse uregelmæssigheder. Desuden mener Den Tjekkiske Republik, at Kommissionens påstande vedrørende de af OLAF gennemførte undersøgelser er selvmodsigende.
90 Ifølge Den Tjekkiske Republik er den eventuelle konstatering af et strafbart forhold under alle omstændigheder ikke afgørende for at forstå måden, hvorpå de pågældende midler er blevet anvendt, eller for at vurdere eksistensen af og størrelsen af den omtvistede fordring.
91 Den Tjekkiske Republik har desuden bestridt beregningsmetoden for det samlede beløb, som den skal tilbagebetale. Den gør nemlig gældende, at det nævnte beløb opgjort i tjekkiske kroner er 234 480 000 CZK, hvilket udgør 69,98% af de samlede udbetalinger, som Regionální fondy, a.s., Regionální podnikatelský fond, spol. s r.o., og Českomoravský podnikatelský fond, spol. s r.o. har modtaget mellem den 5. oktober 1994 og den 2. august 1996, på i alt 335 087 448,65 CZK. Heraf udleder Den Tjekkiske Republik, at det samlede beløb, som denne opkræves i EUR også bør svare til 69,98% af de pågældende samlede udbetalinger opgjort i euro. Da det samlede beløb af disse udbetalinger beløber sig til 9 839 490 EUR, bør det beløb, som Den Tjekkiske Republik afkræves, fastsættes til 6 885 258,25 EUR. Den Tjekkiske Republik gør dog gældende, at Kommissionen har krævet tilbagebetaling af et samlet beløb på 9 354 130,93 EUR. Ifølge Den Tjekkiske Republik neutraliserer den beregningsmetode, som den forfægter, som er den eneste mulige, desuden udviklingen i den tjekkiske krones vekselkurs over for euroen.
92 Den Tjekkiske Republik har i denne henseende gjort gældende, at den løbende vekselkurs i årene 1994 til 1996, da den modtog førtiltrædelsesbistand, lå mellem 33,00 og 35,00 CZK for 1 EUR. Til beregning af den omhandlede tilbagebetaling har Kommissionen dog anvendt den aktuelle vekselkurs på 25,067 CZK for 1 EUR. Ifølge Den Tjekkiske Republik tager denne tilgang dog ikke hensyn til den eksisterende økonomiske situation på tidspunktet, da førtiltrædelsesstøtten blev modtaget og anvendt. Henset hertil, ville Den Tjekkiske Republik tilbagebetale udviklingen i vekselkursen. Kommissionen kræver således tilbagebetaling af beløb, hvis værdi udtrykt i EUR overstiger den værdi, som skulle kræves i tjekkiske kroner. Kommissionen ville dermed på uretmæssig vis begunstiges af den tjekkiske krones styrkede position i forhold til euroen. Denne situation kunne også karakteriseres som ugrundet berigelse til fordel for Unionen, eftersom Den Tjekkiske Republik ville være forpligtet til at tilbagebetale et beløb, som oversteg den førtiltrædelsesbistand, som den reelt havde modtaget. Ifølge Den Tjekkiske Republik er dette grunden til, at den eneste metode, som gør det muligt at neutralisere virkningen af den tjekkiske krones styrkelse over for euroen, består i for det første at beregne andelen af den krævede tilbagebetaling udtrykt i tjekkiske kroner i forhold til den samlede førtiltrædelsesstøtte, som Regionální fondy, a.s., Regionální podnikatelský fond, spol. s r.o., og Českomoravský podnikatelský fond, spol. s r.o. har modtaget, ligeledes udtrykt i tjekkiske kroner, og for det andet i at anvende denne procentdel af beløbet, udtrykt i euro, svarende til den samlede førtiltrædelsesstøtte, som samme fonde er blevet tildelt.
93 Den Tjekkiske Republik gør endelig gældende, at gennemførelsesforordningen ikke finder anvendelse på de retlige forhold, der udspringer af rammeaftalen fra 1996, således at denne forordning ikke lovligt kan danne grundlag for den af Kommissionen fastsatte vekselkurs i det foreliggende tilfælde.
94 Kommissionen har bestridt alle disse argumenter.
2. Rettens bemærkninger
a) Kommissionens beføjelse og anvendelsen af finansforordningen og gennemførelsesforordningen
95 Det følger af ordlyden af artikel 2 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene, at fra datoen for tiltrædelsen af Unionen er bestemmelserne i de oprindelige traktater og de retsakter, der er vedtaget af institutionerne og Den Europæiske Centralbank (ECB) før tiltrædelsen, bindende for de nye medlemsstater og gælder i disse stater på de vilkår, som er fastsat i disse traktater og i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene.
96 Artikel 10 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene præciserer, at ved anvendelsen af de oprindelige traktater og af institutionernes retsakter gælder de i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene fastsatte undtagelsesbestemmelser som overgangsforanstaltning.
97 Det fremgår af artikel 2 og 10 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene, at denne bygger på et princip om, at fællesskabsrettens bestemmelser straks og fuldt ud gælder for nye medlemsstater, således at undtagelser kun kan forekomme i det omfang, de udtrykkeligt er optaget i overgangsbestemmelserne (jf. i denne retning Domstolens dom af 3.12.1998, sag C-233/97, KappAhl, Sml. I, s. 8069, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).
98 Artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene, som bestemmer, at globale budgetmæssige forpligtelser, der er indgået før tiltrædelsen i henhold til de finansielle førtiltrædelsesinstrumenter, herunder indgåelse og registrering af efterfølgende enkeltstående retlige forpligtelser og aftaler om betalinger, der er indgået efter tiltrædelsen, fortsat skal være omfattet af reglerne og forskrifterne i de finansielle førtiltrædelsesinstrumenter og afholdes over de tilsvarende budgetkapitler, indtil de pågældende programmer og projekter afsluttes, er indeholdt i den omhandlede akts afsnit I om »overgangsforanstaltninger«, i den fjerde del om »midlertidige bestemmelser«.
99 Artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene skal følgelig, i det omfang den fastsætter en undtagelse til fællesskabsrettens anvendelse efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen, fortolkes indskrænkende (jf. i denne retning den ovenfor i præmis 97 nævnte dom i sagen KappAhl, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).
100 Det følger heraf, at undtagelserne til den øjeblikkelige og fuldstændige anvendelse af fællesskabsrettens bestemmelser hvad angår førtiltrædelsesstøtten i henhold til Phare-programmet som omhandlet i artikel 33, stk. 1, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene, kun er mulig i henhold til samme akts artikel 33, stk. 2, for så vidt at de udtrykkeligt er fastsat i de omhandlede bestemmelser.
101 I modsætning til det, Den Tjekkiske Republik gør gældende, skal det dog fastslås, at 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene ikke udtrykkeligt fastsætter en undtagelse til bestemmelserne i artikel 292 EF, der består i, at de i rammeaftalen fra 1996 fastsatte udenretslige metoder til bilæggelse af tvister fortsat finder anvendelse efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen.
102 Følgelig skal det fastslås, at de i rammeaftalen fra 1996 fastsatte udenretslige metoder til bilæggelse af tvister ikke længere finder anvendelse fra og med Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen.
103 Den Tjekkiske Republiks argumentation om, at alene voldgiftsorganet havde beføjelse til inden for rammerne af den foreliggende sag at fastslå eksistensen af en fordring skal følgelig forkastes.
104 Det samme gælder i forhold til Den Tjekkiske Republiks argumentation om, at den retsakt, som Kommissionen tilstillede Den Tjekkiske Republik den 28. maj 2008, udgjorde en første fase i den i rammeaftalen fra 1996 fastsatte forhandlingsprocedure. Da denne procedure ikke længere fandt anvendelse efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen, kan beslutningen af 28. maj 2008 ikke udgøre den første fase.
105 Desuden kan Den Tjekkiske Republik ikke med føje gøre gældende, at hverken finansforordningen eller gennemførelsesforordningen udgør en del af de regler og forordninger om finansielle førtiltrædelsesinstrumenter, som er omhandlet i artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene.
106 Det skal nemlig påpeges, at det følger af ordlyden af artikel 274 EF, at Kommissionen gennemfører budgettet i overensstemmelse med bestemmelserne i det i medfør af artikel 279 EF udstedte regnskabsregulativ.
107 I øvrigt bør artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene fortolkes indskrænkende, idet den fastsætter en undtagelse til fællesskabsrettens anvendelse efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen (jf. præmis 99 ovenfor). Følgelig er undtagelserne til fællesskabsrettens anvendelse – nemlig i det foreliggende tilfælde bestemmelserne i forordninger til gennemførelse af artikel 279 EF, som navnlig omfatter finansforordningen og gennemførelsesforordningen – kun tilladt i det omfang, de udtrykkeligt er fastsat ved de omhandlede overgangsbestemmelser (jf. præmis 97 ovenfor).
108 Med henblik på at efterprøve, hvorvidt artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene fastsætter en undtagelse til anvendelsen af finansforordningen og gennemførelsesforordningen, skal det i denne bestemmelse omhandlede begreb »reglerne og forskrifterne i de finansielle førtiltrædelsesinstrumenter« derfor defineres.
109 Med henblik herpå skal der henses til begrebet »globale budgetmæssige forpligtelser« som fastsat i artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene, som i henhold til ordlyden heraf fortsat reguleres af de nævnte regler og forskrifter.
110 Det skal i denne henseende fastslås, at akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene ikke definerer begrebet globale budgetmæssige forpligtelser.
111 De i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene fastsatte undtagelser giver kun mening i forhold til de bestemmelser, de har til formål at fravige.
112 Følgelig må man henholde sig til fællesskabsretten, og navnlig til dens budgetmæssige bestemmelser, for at præcisere rækkevidden af bestemmelserne i artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene.
113 Det skal i denne forbindelse fastslås, at begrebet globale budgetmæssige forpligtelser fastslås i finansforordningens afdeling 1, om indgåelse af udgiftsforpligtelser, i kapitel 6, om forvaltning af udgifter, i afsnit IV, som omhandler gennemførelsen af budgettet, i første del om fælles bestemmelser.
114 Det følger således af ordlyden af finansforordningens artikel 76, stk. 1, første afsnit, at en budgetmæssig forpligtelse består i at give de bevillinger, der er nødvendige for gennemførelsen af senere betalinger til indfrielse af en retlig forpligtelse.
115 I henhold til samme forordnings artikel 76, stk. 2, andet afsnit, er der tale om en samlet budgetmæssig forpligtelse, hvis mindst ét af de elementer, der er nødvendige for at identificere en specifik forpligtelse, ikke er bestemt.
116 Begrebet budgetmæssig forpligtelse henhører dermed under forvaltning af udgifter i finansforordningens forstand.
117 Derimod henhører begreberne fastlæggelse og inddrivelse af fordringer under afdeling 3-5 i kapitel 5, om forvaltning af indtægter, i afsnit IV i første del af finansforordningen.
118 Det skal følgelig fastslås, at artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene, som har til formål at sikre den fortsatte beståen af de udgifter, der inden tiltrædelsen af Unionen er fastsat inden for rammerne af globale budgetmæssige forpligtelser, og som endnu ikke ved tiltrædelsen er blevet realiseret, fraviger visse bestemmelser i finansforordningen vedrørende forvaltning af udgifter.
119 Derimod har den ikke til formål at fravige reglerne i finansforordningen vedrørende forvaltning af indtægter.
120 I modsætning til det, Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, udelukker artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene med andre ord ikke udtrykkeligt anvendelsen af finansforordningen og gennemførelsesforordningen hvad angår forvaltning af indtægter. Denne forvaltning er dermed reguleret af de omhandlede forordninger fra og med Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen.
121 Desuden er modregningen – som en metode til at inddrive fordringer – som fastsat i finansforordningens artikel 73, stk. 1, samt i gennemførelsesforordningens artikel 81, stk. 1, og artikel 83, ikke udtrykkeligt udelukket ved bestemmelserne i artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene. Det skal følgelig fastslås, at denne forvaltning af indtægter på de betingelser, der er fastsat i de omhandlede forordninger, finder anvendelse på fordringer, der udspringer af førtiltrædelsesstøtte i henhold til Phare-programmet som omhandlet i artikel 33, stk. 1, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene.
122 Det skal følgelig fastslås, at fastlæggelsen og inddrivelsen – herunder ved hjælp af modregning – af en fordring på tilbagebetaling af fondsmidler, som Den Tjekkiske Republik har modtaget inden for rammerne af Phare-programmet, påhviler Kommissionen, som i denne henseende skal anvende og overholde bestemmelserne i finansforordningen og gennemførelsesforordningen.
b) Om overholdelsen af den procedure, der i finansforordningen og gennemførelsesforordningen er fastsat til inddrivelse af fordringer
Indledende bemærkninger
123 Det følger af finansforordningens artikel 71, stk. 2, at enhver fordring, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling, skal fastlægges ved en indtægtsordre, der sendes til regnskabsføreren, efterfulgt af en debetnota, der stiles til debitor, begge udarbejdet af den kompetente anvisningsberettigede.
124 Det følger af finansforordningens artikel 73, stk. 1, andet afsnit, at regnskabsføreren inddriver Unionens fordringer ved modregning i alle tilfælde, hvor debitor selv i forhold til Unionen har en fordring, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling.
125 Ifølge gennemførelsesforordningens artikel 78 udgør fastlæggelsen af en fordring den anvisningsberettigedes anerkendelse af Fællesskabernes rettigheder over for en debitor samt af grundlaget, der giver mulighed for at kræve, at den pågældende debitor betaler sin gæld. I øvrigt er indtægtsordren den transaktion, hvorved den kompetente anvisningsberettigede giver regnskabsføreren instruks om at inddrive den fastlagte fordring. Endelig underretter den debetnota, som den anvisningsberettigede sender til debitor, debitoren om, at Unionen har fastlagt den fordring, at der ikke beregnes morarenter, hvis gælden betales inden den angivne frist, og at hvis betaling ikke har fundet sted inden for denne samme frist, foretager institutionen inddrivelsen enten ved modregning eller ved at kræve eventuelle forhåndsgarantier indfriet.
126 Ifølge gennemførelsesforordningens artikel 79 sikrer den anvisningsberettigede sig ved fastlæggelsen af fordringen bl.a., at fordringen er sikker og ikke undergivet nogen betingelse, at fordringen er opgjort og beløbet nøjagtigt fastsat, og at ordningen er forfalden og ikke undergivet nogen frist.
127 Endelig følger det af gennemførelsesforordningens artikel 83, stk. 1 og 2, at når debitor har en fordring på Unionen, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling og som genstand har et beløb, der er fastlagt ved en betalingsordre, inddriver regnskabsføreren, når den i debetnotaen anførte frist er overskredet, den fastlagte fordring ved modregning, efter mindst ti dage i forvejen at have underrettet debitor – når debitor er en national myndighed eller en af dens administrative enheder – om sin hensigt om at anvende inddrivelse ved modregning.
128 Dermed forudsætter inddrivelsen af en fordring, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling, efter at den kompetente anvisningsberettigede har fastlagt fordringen, med andre ord dels en af den anvisningsberettigede udfærdiget indtægtsordre, som er adresseret til regnskabsføreren, dels en debetnota adresseret til debitor.
129 Regnskabsføreren tager sig af indtægtsordrerne. Hvis debitor selv har en fordring på Unionen, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling, tilkommer det også denne at foretage inddrivelse ved modregning.
130 Det skal understreges, at regnskabsføreren skal foretage denne modregning, hvis debitor ikke frivilligt har betalt.
Beslutningen af 28. maj 2008 og den anfægtede beslutning
131 I det foreliggende tilfælde har Kommissionen underrettet Den Tjekkiske Republik ved en beslutning af 28. maj 2008, hvorefter Den Tjekkiske Republik skulle tilbagebetale beløbet på 234 480 000 CZK, nærmere bestemt på grund af den uredelige forvaltning af visse fondsmidler henhørende under Phare-programmet.
132 Denne beslutning var ledsaget af en debetnota.
133 Det er ubestrideligt, at beslutningen af 28. maj 2008 udgør en retsakt, som har retligt bindende virkninger, som kan berøre Den Tjekkiske Republiks interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (jf. Domstolens dom af 22.6.2000, sag C-147/96, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 4723, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis). Denne beslutning kunne dermed være genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF.
134 Det skal desuden fastslås, at debetnotaens forfald var fastsat til den 7. august 2008.
135 Det er ubestridt, at Den Tjekkiske Republik ikke på denne dato havde tilbagebetalt det beløb, den var blevet afkrævet.
136 Desuden er det ubestridt, at Den Tjekkiske Republik hverken bestrider beslutningen af 28. maj 2008 eller den ledsagende debetnota.
137 Følgelig tilkommer det regnskabsføreren at inddrive fordringen i henhold til finansforordningens og gennemførelsesforordningens bestemmelser, der finder anvendelse i henhold til artikel 274 EF.
138 Henset til eksistensen af to fordringer, som Den Tjekkiske Republik har mod ESF for et samlet beløb på 10 814 475,41 EUR, tilkommer det i det foreliggende tilfælde regnskabsføreren ved modregning at inddrive den i beslutningen af 28. maj 2008 fastlagte fordring efter mindst ti arbejdsdage i forvejen at have underrettet Den Tjekkiske Republik herom i overensstemmelse med bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 83, hvilket regnskabsføreren har gjort i den anfægtede beslutning.
139 Denne konklusion drages ikke i tvivl af de af Den Tjekkiske Republik fremførte argumenter om, at de omhandlede fordringer ikke er gensidige, og om, at Kommissionens fordring ikke er sikker.
– Fordringernes manglende gensidige karakter
140 Det skal fastslås, at Den Tjekkiske Republik i det væsentlige mener, at alene det i rammeaftalen fra 1996 fastsatte voldgiftsorgan er berettiget til at fastslå størrelsen af den fordring, som Den Tjekkiske Republik eventuelt er Unionen skyldig. Ifølge Den Tjekkiske Republik var dette voldgiftsorgan nemlig i henhold til bestemmelserne i artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene fortsat kompetent til at bilægge tvister vedrørende budgetmæssige forpligtelser henhørende under rammeaftalen fra 1996. Den Tjekkiske Republik mener, at den fordring, som Kommissionen gjorde gældende, i realiteten henhørte under folkeretten og ikke under fællesskabsretten. Følgelig henhørte de omhandlede fordringer under to forskellige retsordener, hvilket ifølge retspraksis forudsætter, at det efterprøves, hvorvidt de i de to retsordener fastsatte betingelser er opfyldt (den ovenfor i præmis 81 nævnte dom i sagen Kommissionen mod CCRE, præmis 61 og 62). Disse betingelser er dog ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde, dels for så vidt som folkeretten, ifølge Den Tjekkiske Republik, ikke anerkender modregning, dels for så vidt som rammeaftalen fra 1996, hvis materielle bestemmelser fortsat finder anvendelse i henhold til artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene, ikke fastsætter dette. Betingelsen om den gensidige karakter er således ikke opfyldt.
141 Det skal imidlertid påpeges, at den i rammeaftalen fra 1996 fastlagte mekanisme til bilæggelse af tvister ikke længere fandt anvendelse efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union (jf. præmis 102 ovenfor).
142 Det skal i øvrigt fastslås, at finansforordningen og gennemførelsesforordningen fandt anvendelse på forvaltning af indtægter efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen (jf. præmis 120 og 121 ovenfor).
143 Det følger heraf, at regnskabsføreren skal anvende modregning på fordringer, der udspringer af finansieringer, der er bevilliget inden for rammerne af
Phare-programmet, på de betingelser, som er fastsat i finansforordningen og gennemførelsesforordningen, efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union, når de i den forbindelse fastsatte betingelser efter finansforordningen er opfyldte, eftersom den fællesskabsretlige eller folkeretlige karakter af Kommissionens fordring var uden relevans i denne henseende.
144 Den Tjekkiske Republiks argumenter, hvormed det gøres gældende, dels at førtiltrædelsesaftalen ikke fastsætter modregning, dels at modregning ikke er en rettighed i folkeretten, hvilket hindrede brugen af modregning, fordi fordringerne hidrørte fra forskellige retsordener, skal således forkastes.
– Spørgsmålet, om Kommissionens fordring på Den Tjekkiske Republik er sikker og opgjort
145 Det skal påpeges, at Den Tjekkiske Republik nærmere bestemt er af den opfattelse, at Kommissionens fordring ikke var sikker, for det første fordi forholdet mellem parterne og nødvendigheden af, at et uafhængigt organ inden for rammerne af en voldgiftsprocedure forelægges en eventuel tvist mellem parterne, er aftalefæstet i sammenhængen, for det andet fordi Den Tjekkiske Republik ikke er enig i metoden til fastlæggelse af fordringen eller i den anvendte vekselkurs, og for det tredje på grund af det forhold, at det ikke er muligt at fastlægge det beløb, der uretmæssigt skulle være blevet anvendt og ville skulle tilbagebetales, eftersom OLAF’s undersøgelser ikke er blevet afsluttet.
146 Det følger af gennemførelsesforordningens artikel 79, litra a), at en fordring ikke anses for at være sikker, hvis den er undergivet en betingelse.
147 Imidlertid har Den Tjekkiske Republik ikke gjort gældende, at Kommissionens fordring er undergivet en betingelse. Den Tjekkiske Republik begrænser sig nemlig til at påstå, at den bestrider fordringens størrelse. Det skal under alle omstændigheder fastslås, at fordringen ikke er undergivet nogen betingelse.
148 Følgelig skal fordringen anses for at være sikker som omhandlet i gennemførelsesforordningens artikel 79, litra a).
149 Herefter er det ubestridt, at fordringens størrelse er fastsat i beslutningen af 28. maj 2008, som ikke er blevet anfægtet af Den Tjekkiske Republik.
150 Fordringen skal derfor anses for at være opgjort som omhandlet i gennemførelsesforordningens artikel 79, litra b).
151 Endelig er det ubestridt, at fordringen ikke er underlagt nogen frist, og den er derfor forfalden til betaling.
152 Følgelig skal det fastslås, at de i gennemførelsesforordningens artikel 79 fastsatte betingelser var opfyldt i forhold til Kommissionens fordring, hvorfor regnskabsføreren foretog modregning i den.
153 Denne konklusion drages ikke i tvivl af de af Den Tjekkiske Republik fremførte argumenter til støtte for dennes andet anbringende.
154 Kommissionens påståede manglende beføjelse til at fastsætte fordringens størrelse og voldgiftsorganets påståede beføjelse til i stedet at gøre det, er allerede blevet forkastet i gennemgangen af det første anbringende. Den i rammeaftalen fra 1996 fastsatte mekanisme til bilæggelse af tvister fandt ikke længere anvendelse efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen (jf. præmis 102 ovenfor).
155 Den omstændighed, at størrelsen af fordringen bestrides, eftersom Den Tjekkiske Republik har kritiseret metoden til dens fastlæggelse, den anvendte vekselkurs og det forhold, at Kommissionen ikke har afventet de igangværende undersøgelsers afslutning for at fastsætte denne størrelse, er ikke af en sådan beskaffenhed, at det fratager fordringen dens karakter af at være sikker, opgjort og forfalden til betaling, og er ikke til hinder for modregning ( jf. i denne retning Rettens dom af 17.1.2007, sag T-231/04, Grækenland mod Kommissionen, Sml. II, s. 63, præmis 118).
156 Fordringens størrelse er nemlig blevet fastsat af Kommissionen i dens beslutning af 28. maj 2008, som er blevet endelig, eftersom den ikke er blevet anfægtet inden for søgsmålsfristen. Det følger heraf, at størrelsen af den af Kommissionen fastsatte fordring ikke kan anfægtes inden for rammerne af nærværende sag.
157 Sammenfattende skal både det første og det andet anbringende forkastes.
B – Det tredje anbringende vedrørende manglende begrundelse
1. Parternes argumenter
158 Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, at den anfægtede beslutning ikke indeholder nogen begrundelse. Henvisningen til finansforordningen er ikke tilstrækkelig i denne henseende. Nødvendigheden af en detaljeret begrundelse viser sig så meget desto mere, når den omhandlede beslutning vedrører tekniske eller komplekse forhold. Adressaterne for disse beslutninger skal nemlig klart kunne vide, hvilke omstændigheder Kommissionen støtter sig på, navnlig når de omhandlede beslutninger har alvorlige økonomiske konsekvenser for medlemsstaterne.
159 Den Tjekkiske Republik mener desuden ikke, at dette på nogen måde ændres af den omstændighed, at begrundelsen delvis følger af den med Kommissionen tidligere udvekslede uformelle korrespondance. Under et retssikkerhedssynspunkt eller i forhold til de betingelser, som retspraksis opstiller som begrundelse for retsakter, er en sådan begrundelse ikke tilstrækkelig.
160 Endelig har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, dels at Kommissionen har nægtet at give den medhold i dens anmodning om at få tilsendt resultaterne af OLAF’s undersøgelser, der førte til vedtagelsen af den anfægtede beslutning, dels at den omstændighed, at Den Tjekkiske Republik har fået kendskab til, i hvilken forbindelse beslutningen er blevet vedtaget, ikke i sig selv kan udgøre en tilstrækkelig begrundelse for den omhandlede beslutning.
161 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
2. Rettens bemærkninger
162 Det skal påpeges, at pligten til at begrunde en bebyrdende retsakt, således som den er fastsat i artikel 253 EF, for det første har til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed. Den således fastsatte begrundelsespligt er et væsentligt princip i fællesskabsretten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn. Begrundelsen skal derfor i princippet meddeles den berørte part samtidigt med den bebyrdende retsakt, og manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes gennem den omstændighed, at den berørte part erfarer begrundelsen for retsakten under sagen for Unionens retsinstanser (jf. i denne retning Rettens dom af 12.12.2006, sag T-228/02, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, Sml. II, s. 4665, præmis 138-140 og den deri nævnte retspraksis).
163 Begrundelsen skal imidlertid tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. dommen i sagen Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, præmis 141 og den deri nævnte retspraksis).
164 Det skal fastslås, at den påkrævede begrundelse i tilfælde af en beslutning om modregning skal gøre det muligt præcist at identificere de fordringer, der modregnes i, uden at det kan kræves, at den begrundelse, der oprindeligt blev givet til støtte for fastlæggelsen af hver af disse fordringer, gentages i beslutningen om modregning.
165 I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at grundlaget for beslutningen om modregning er beslutningen af 28. maj 2008, hvilket Den Tjekkiske Republik har erkendt under retsmødet.
166 Beslutningen af 28. maj 2008 indeholder en særligt detaljeret begrundelse for, hvad der fik Kommissionen til at kræve tilbagebetaling af et beløb på 234 480 000 CZK fra Den Tjekkiske Republik.
167 I øvrigt præciseres det i den anfægtede beslutning, at Den Tjekkiske Republik har to fordringer på ESF, og at regnskabsføreren, hvis ikke det krævede beløb i debetnotaen, som ledsagede beslutningen af 28. maj 2008, betales inden for den fastsatte frist, under disse omstændigheder skal foretage modregning i henhold til bestemmelserne i finansforordningens artikel 73, stk. 1.
168 Følgelig skal det fastslås, at den bebyrdende retsakt er truffet under omstændigheder, som er Den Tjekkiske Republik bekendt, og således gør det muligt for Den Tjekkiske Republik at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne, da Den Tjekkiske Republik nemlig kendte grundene til, at regnskabsføreren besluttede at anvende modregning i forhold til de mellem parterne eksisterende gensidige fordringer.
169 Følgelig skal det fastslås, at den anfægtede beslutning var tilstrækkeligt begrundet, og at anbringendet vedrørende manglende begrundelse følgelig skal forkastes.
170 Sammenfattende bør Europa-Kommissionen frifindes.
Sagens omkostninger
171 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Den Tjekkiske Republik har tabt sagen, bør den i overensstemmelse med Kommissionens påstande herom pålægges at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Den Tjekkiske Republik betaler sagens omkostninger.
Azizi Cremona Frimodt Nielsen
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. april 2011.
Underskrifter
Indhold
Retsforskrifter
A – EF-traktaten
B – Akt vedrørende tiltrædelsesvilkårene
C – Rammeaftalen mellem Den Tjekkiske Republiks regering og Europa-Kommissionen angående Den Tjekkiske Republiks deltagelse i Det Europæiske Fællesskabs bistandsprogram
D – Wienerkonventionen om traktatretten
E – Forordning (EF) nr. 1266/1999
F – Finansforordningen
G – Gennemførelsesforordningen
Sagens faktiske omstændigheder
Parternes påstande
Retlige bemærkninger
A – Det første anbringende om, at den anfægtede beslutning er vedtaget på et fejlagtigt retsgrundlag, og det andet anbringende om, at de i finansforordningen og gennemførelsesforordningen fastsatte vilkår for modregning er blevet tilsidesat
1. Parternes argumenter
2. Rettens bemærkninger
a) Kommissionens beføjelse og anvendelsen af finansforordningen og gennemførelsesforordningen
b) Om overholdelsen af den procedure, der i finansforordningen og gennemførelsesforordningen er fastsat til inddrivelse af fordringer
Indledende bemærkninger
Beslutningen af 28. maj 2008 og den anfægtede beslutning
– Fordringernes manglende gensidige karakter
– Spørgsmålet, om Kommissionens fordring på Den Tjekkiske Republik er sikker og opgjort
B – Det tredje anbringende vedrørende manglende begrundelse
1. Parternes argumenter
2. Rettens bemærkninger
Sagens omkostninger