Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 16. marts 2004 af Aluminium Silicon Mill Products GmbH mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag T-107/04)

(Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 16. marts 2004 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af Aluminium Silicon Mill Products GmbH, Zug, Schweiz, ved lawyers A. Willems og L. Ruessmann.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Rådets forordning (EF) nr. 2229/2003 annulleres, for så vidt som SKU's og ZAO Kremny's udførsler herved pålægges told.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ved den anfægtede retsakt, Rådets forordning (EF) nr. 2229/2003 1, blev der pålagt en endelig antidumpingtold på import af silicium med oprindelse i Rusland og i den forbindelse pålagt 22,7% told ved indførsel af silicium fra to russiske producenter med ejerskabsforbindelse, nemlig SUAL-Kremny-Ural og ZAO Kremny. Sagsøgeren importerer silicium fra disse to producenter med henblik på videresalg til kunder i Det Europæiske Fællesskab og har på det grundlag nedlagt påstand om annullation af den anfægtede retsakt.

Til støtte for påstandene har sagsøgeren anført, at Rådet har anlagt et åbenbart fejlskøn og tilsidesat artikel 1, stk. 4, og artikel 6, stk. 7, i forordning nr. 384/1996 2, eftersom der i den anfægtede retsakt ikke er taget hensyn til betydningen af de forskellige anvendelsesformål for silicium til den kemiske industri og til metalindustrien. Sagsøgeren har endvidere anført, at Rådet ikke har givet nogen begrundelse i relation til fastsættelsen af eksportprisen og til dets bemærkning om, at skadesindikatorerne viste en positiv udvikling fra 1998 til 2000. Ifølge sagsøgeren er dette udsagn også i strid med artikel 3, stk. 4, i WTO-antidumpingaftalen og med artikel 3, stk. 5, i forordning nr. 384/96. Sagsøgeren har ligeledes påpeget, at Rådet ikke har givet en begrundelse for, at det har fastslået en årsagsforbindelse mellem den påståede dumpingimport og skaden, og at Rådet har anlagt et åbenbart fejlskøn i forbindelse med denne påstand og således har tilsidesat artikel 3, stk. 2, 6 og 7, i forordning nr. 384/96 og artikel 3, stk. 1, og artikel 3, skt. 5, i WTO-antidumpingaftalen. Sagsøgeren har endelig anført, at Rådet har tilsidesat artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 384/96 i relation til anvendelsen af underbud som en metode til beregning af, hvornår der ikke længere er tale om skade, og ikke har givet en passende begrundelse herfor.

____________

1 - EUT L 339 af 24.12.2003, s. 3.

2 - Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22.12.1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1).