Sag T-387/07

Den Portugisiske Republik

mod

Europa-Kommissionen

»EFRU – nedsættelse af en finansiel støtte – globalt tilskud i form af støtte til lokale investeringer i Portugal – annullationssøgsmål – faktisk påløbne udgifter – voldgiftsbestemmelse«

Sammendrag af dom

1.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde

(Art. 253 EF)

2.      Økonomisk og social samhørighed – strukturelle interventioner – globalt tilskud i form af støtte til lokale investeringer

(Rådets forordning nr. 4253/88, art. 21, stk. 1)

3.      Økonomisk og social samhørighed – strukturelle interventioner – EU-finansiering – beløb, som direkte følger af beslutningen om ydelse af støtte – aftale, der er indgået mellem Kommissionen og det organ, som har ansvaret for forvaltningen af den finansielle støtte, og indeholder en voldgiftsbestemmelse – udelukkelse fra anvendelsesområdet for denne voldgiftsbestemmelse af tvister, som omhandler eventuelle uregelmæssigheder vedrørende aftalens opfyldelse

(Rådets forordning nr. 4253/88, art. 20, stk. 1, og art. 21, stk. 1, samt forordning nr. 4254/88, art. 6, stk. 2)

1.      Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret.

Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

(jf. præmis 58)

2.      En aftale indgået mellem Kommissionen og et formidlerorgan, som har ansvaret for forvaltningen af en støtte til lokale investeringer, som fastsætter betingelserne for ydelse og anvendelse af denne støtte, kan ikke fortolkes som værende i strid med de fællesskabsbestemmelser, som regulerer det omhandlede tilskud.

Det fremgår klart af artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 4253/88 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter, at betalingen af en finansiel støtte ydet på grundlag af denne forordnings bestemmelser udelukkende må vedrøre faktisk påløbne udgifter.

Inden for rammerne af et globalt tilskud kan begrebet »faktisk påløbne udgifter« defineres ved særlige bestemmelser inden for de fællesskabsretlige rammer for strukturfonde. I en ordning med rentetilskud betaler formidleren et lån med rentetilskud til den endelige modtager. Rentetilskuddene udgør det beløb, som følger af forskellen mellem markedsrenterne og de renter, som reelt betales af de endelige støttemodtagere. Rentetilskuddene er således faktisk påløbne på det tidspunkt, hvor betalingerne af renterne forfalder, hvilket kan vare flere år. Således følger rentetilskuddene de endelige støttemodtageres betalinger af renter under lånets løbetid. Det følger heraf, alene henset til artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 4253/88, at rentetilskuddene kan anses for faktisk påløbne udgifter på tidspunktet for betalingen af renteafdragene desangående.

Det er således ikke tilstrækkeligt, at der alene foreligger finansielle forpligtelser, som følger af låneaftaler indgået mellem det organ, som har ansvaret for forvaltningen af en støtte, og de endelige støttemodtagere, for at anse de rentetilskud, der skal betales efter den seneste dato for dækning af udgifterne, for faktisk påløbne udgifter som omhandlet i artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 4253/88. På tidspunktet for indgåelsen af disse aftaler eksisterer der for det første kun forpligtelserne mellem parterne i låneaftalen, som skal adskilles fra de faktisk påløbne udgifter med henblik på opfyldelsen af disse forpligtelser. Når det for det andet følger af beslutningen om ydelse af tilskuddet, at dækningen af udgifterne ikke vedrører det ansvar, som følger af låneaftalerne, men de faktisk påløbne udgifter, som følger af disse aftaler, kan disse kun være påløbne rentetilskud på tidspunktet for de endelige støttemodtageres betaling af renteafdragene desangående.

(jf. præmis 81-83, 87 og 98)

3.      Som det fremgår af artikel 20, stk. 1, og artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 4253/88 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter gennemføres betalingen af den finansielle støtte i overensstemmelse med de budgetforpligtelser, der er indgået på grundlag af beslutningen om godkendelse af den pågældende aktion. Når det omhandlede støttebeløb følger af beslutningen om ydelse af støtte, kan en aftale, der er indgået mellem Kommissionen og det organ, der har ansvaret for forvaltningen af støtten, og tilsigter at fastsætte visse fremgangsmåder for dens anvendelse i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 4254/88 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2052/88 hvad angår EFRU, ikke resultere i en finansiel forpligtelse for Fællesskabet.

Under disse betingelser falder en tvist, som omhandler eventuelle uregelmæssigheder vedrørende opfyldelsen af nævnte aftale, ikke inden for anvendelsesområdet for den voldgiftsbestemmelse, som er fastsat i aftalen.

(jf. præmis 115)