Sag C-720/17
Mohammed Bilali
mod
Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet afVerwaltungsgerichtshof (Østrig))
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 23. maj 2019
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – asylpolitik – subsidiær beskyttelse – direktiv 2011/95/EU – artikel 19 – tilbagekaldelse af subsidiær beskyttelsesstatus – fejl fra administrationens side vedrørende de faktiske omstændigheder«
1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – tilbagekaldelse og afslutning af eller afslag på forlængelse af subsidiær beskyttelsesstatus – fejl fra myndighedens side i forbindelse med de faktiske omstændigheder – pligt til at tilbagekalde den nævnte status
(Genèvekonventionen om flygtningestatus; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 16 og art. 19, stk. 1)
(jf. præmis 40-52, 56, 57 og 64 samt domskonklusion)
2. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – tilbagekaldelse og afslutning af eller afslag på forlængelse af subsidiær beskyttelsesstatus – fortabelse af den nævnte status – virkning – automatisk fortabelse af opholdsretten – foreligger ikke
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 19, stk. 1 og 3, litra b); Rådets direktiv 2003/109, art. 4, stk. 1a, og art. 9, stk. 3a]
(jf. præmis 58-62)
Résumé
I Bilali-dommen (sag C-720/17), afsagt den 23. maj 2019, fastslog Domstolen, at artikel 19, stk. 1, i direktiv 2011/95, sammenholdt med direktivets artikel 16, skal fortolkes således, at en medlemsstat skal tilbagekalde den subsidiære beskyttelsesstatus, som denne har tildelt, uden at betingelserne for tildeling heraf var opfyldt, på grundlag af faktiske omstændigheder, der efterfølgende har vist sig at være urigtige, også selv om den pågældende person ikke kan foreholdes at have vildledt den nævnte medlemsstat i forbindelse hermed (1).
I den foreliggende sag var den subsidiære beskyttelse og den tidsbegrænsede opholdstilladelse, som den pågældende var blevet tildelt, blevet tilbagekaldt ex officio, for så vidt som der var blevet begået en fejl ved fastlæggelsen af den sidstnævntes formodede nationalitet og denne i tilfælde af tilbagesendelse til den pågældendes oprindelsesland eller til det land, hvor vedkommende har sit sædvanlige opholdssted, aldrig havde løbet en reel risiko for at lide alvorlig overlast som omhandlet i artikel 15 i direktiv 2011/95.
Domstolen anførte i denne sammenhæng for det første, at artikel 19, stk. 3, litra b), i direktiv 2011/95 kun fastsætter fortabelse af subsidiær beskyttelsesstatus, såfremt den berørte har givet forkerte oplysninger om eller fortiet faktiske forhold, og dette var afgørende for tildeling af denne status. Desuden indeholder direktivet ingen andre bestemmelser, der udtrykkeligt fastsætter, at den nævnte status kan eller skal tilbagekaldes, når den pågældende tildelingsafgørelse er blevet truffet på grundlag af ukorrekte forhold, uden at den berørte herved har afgivet forkerte oplysninger om eller fortiet faktiske forhold.
Domstolen fastslog imidlertid også, at det ikke udtrykkeligt er udelukket, at denne status kan fortabes, når det går op for værtsmedlemsstaten, at den har tildelt denne status på grundlag af ukorrekte oplysninger, som ikke kan tilskrives den berørte person. Domstolen anførte herved dels, at situationen for en person, som er blevet tildelt subsidiær beskyttelsesstatus på grundlag af ukorrekte oplysninger uden nogensinde at have opfyldt betingelserne for at blive tildelt den, ikke har nogen forbindelse med rationalet bag international beskyttelse. Fortabelse af subsidiær beskyttelsesstatus under sådanne omstændigheder er derfor forenelig med formålet med og den generelle opbygning af direktiv 2011/95 og navnlig med direktivets artikel 18, som fastsætter, at subsidiær beskyttelsesstatus kun kan tildeles de personer, der opfylder de nævnte betingelser. Såfremt det ikke lovligt var tilladt for den pågældende medlemsstat at tildele denne status, må den så meget desto mere være forpligtet til at trække denne tilbage, når dens fejl bliver opdaget.
For det andet fremhævede Domstolen, at artikel 19, stk. 1, i direktiv 2011/95 bestemmer, at med hensyn til ansøgninger om international beskyttelse, der er indgivet efter ikrafttrædelsen af direktiv 2004/83, skal medlemsstaterne tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge den subsidiære beskyttelsesstatus, når en tredjelandsstatsborger eller statsløs ikke længere opfylder betingelserne for at udgøre en person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse i medfør af artikel 16 i direktiv 2011/95, dvs. når de forhold, der førte til tildeling af denne beskyttelsesstatus, ikke længere eksisterer eller har ændret sig i en sådan grad, at beskyttelse ikke længere er påkrævet (2). En ændring i værtsmedlemsstatens viden med hensyn til den berørtes personlige situation kan herved, ligesom en ændring i de faktiske omstændigheder i tredjelandet, have som konsekvens, at den oprindelige frygt for at lide alvorlig overlast ikke længere er velbegrundet, forudsat at denne ændring i viden er af tilstrækkelig væsentlig og endelig karakter med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den berørte opfylder betingelserne for tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus. Når værtsmedlemsstaten råder over nye oplysninger, der i modsætning til medlemsstatens oprindelige vurdering – støttet på ukorrekte oplysninger – af situationen for en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, til hvem den har tildelt subsidiær beskyttelse, godtgør, at personen aldrig har løbet en risiko for alvorlig overlast, skal denne medlemsstat heraf udlede, at de forhold, der lå til grund for tildelingen af den subsidiære beskyttelsesstatus, har ændret sig på en sådan måde, at det ikke længere er velbegrundet at sikre denne status. Den omstændighed, at den fejl, som værtsmedlemsstaten har begået i forbindelse med tildelingen, ikke kan tilskrives den berørte person, er ikke af en sådan art, at den kan ændre ved konstateringen af, at sidstnævnte i realiteten aldrig har opfyldt betingelserne for tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus.
Ifølge Domstolen understøttes denne fortolkning af direktiv 2011/95 af Genèvekonventionen, idet der skal tages hensyn til de krav, som følger af denne konvention, ved fortolkningen af dette direktivs artikel 19 (3). Domstolen bemærkede herved, at dokumenter, som udgives af De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge (UNHCR), har en særlig betydning i betragtning af den rolle, som UNHCR er tillagt ved Genèvekonventionen. Selv om den nævnte konvention ikke indeholder nogen bestemmelse, der udtrykkeligt fastsætter fortabelse af flygtningestatus, når det efterfølgende viser sig, at denne status aldrig skulle have været tildelt, er UNHCR ikke desto mindre af den opfattelse, at det i en sådan situation forholder sig således, at afgørelsen om tildeling af flygtningestatus principielt skal annulleres.
Desuden præciserede Domstolen, at fortabelse af subsidiær beskyttelsesstatus i medfør af artikel 19, stk. 1, i direktiv 2011/95 ikke indebærer en stillingtagen til det særskilte spørgsmål, om den pågældende person mister enhver ret til at opholde sig i den pågældende medlemsstat og kan udvises til sit oprindelsesland. I modsætning til fortabelse af den nævnte status i medfør af artikel 19, stk. 3, litra b), i direktiv 2011/95 er fortabelse af samme status i medfør af dette direktivs artikel 19, stk. 1, dels hverken omfattet af de tilfælde, hvor medlemsstaterne i henhold til artikel 4, stk. 1a, i direktiv 2003/109 kan afslå at tildele status som fastboende udlænding til personer med international beskyttelse, eller de tilfælde, hvor medlemsstaterne i medfør af artikel 9, stk. 3a, i direktiv 2003/109 kan inddrage status som fastboende udlænding fra sådanne personer (4). Dels tillader direktiv 2011/95, at værtsmedlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale lovgivning kan indrømme en national beskyttelse, hvortil er knyttet rettigheder, som gør det muligt for personer, der ikke er indrømmet subsidiær beskyttelsesstatus, at opholde sig på den pågældende medlemsstats område.
Domstolen bemærkede endvidere, at i denne forbindelse er den pågældende medlemsstat forpligtet til navnlig at overholde den berørte persons grundlæggende ret til respekt for privatliv og familieliv, som er sikret ved artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den omstændighed, at det i modsætning til den situation, der er omhandlet i artikel 19, stk. 3, i direktiv 2011/95, forholder sig således, at den person, hvis subsidiære beskyttelsesstatus er blevet tilbagekaldt på grundlag af det nævnte direktivs artikel 19, stk. 1, sammenholdt med direktivets artikel 16, ikke bevidst har vildledt den kompetente nationale myndighed i forbindelse med tildelingen af denne status, udgør i denne henseende et relevant forhold.