DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
14. september 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde på det civilretlige område – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – specielle kompetenceregler i sager om kontraktforhold – artikel 7, nr. 1), litra b) – begrebet aftale om »levering af tjenesteydelser« – ophævelse af en foreløbig aftale vedrørende en fremtidig indgåelse af en franchiseaftale«
I sag C-393/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik) ved afgørelse af 5. maj 2022, indgået til Domstolen den 15. juni 2022, i sagen
EXTÉRIA s.r.o.
mod
Spravime, s.r.o.,
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M.L. Arastey Sahún, og dommerne F. Biltgen (refererende dommer) og J. Passer,
generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Spravime s.r.o. ved advokát M. Čajka,
– den tjekkiske regering ved M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,
– den portugisiske regering ved P. Barros da Costa, S. Duarte Afonso og J. Ramos, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved S. Noë og K. Walkerová, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, nr. 1), litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1, herefter »Bruxelles Ia-forordningen«).
2 Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem EXTÉRIA s.r.o., stiftet i Ostrava (Den Tjekkiske Republik), og Spravime, s.r.o., stiftet i Ivanovice (Den Slovakiske Republik), om et betalingspåkrav for en konventionalbod på grundlag af misligholdelsen af en foreløbig aftale om fremtidig indgåelse af en franchiseaftale.
Retsforskrifter
3 Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
4 Denne forordnings artikel 7, nr. 1), bestemmer, at:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:
1) a) i sager om kontraktforhold ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes
b) ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:
– ved salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
– ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
c) er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
5 Sagsøgeren i hovedsagen, som leverer rådgivningsydelser inden for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, og sagsøgte i hovedsagen indgik den 28. juni 2018 en foreløbig aftale om fremtidig indgåelse af en franchiseaftale (herefter »den foreløbige aftale«), som gav sidstnævnte ret til at udøve og drive franchisefilialer, som hørte under sagsøgeren i hovedsagen, i Slovakiet. Denne foreløbige aftale indeholdt, foruden forpligtelsen til i fremtiden at indgå i denne aftale, visse kontraktlige forpligtelser samt en forpligtelse for sagsøgte i hovedsagen til på forhånd at betale et beløb på 20 400 EUR med tillæg af merværdiafgift, og en bod på et beløb svarende til forskudsbetalingen i tilfælde af, at sagsøgte ikke overholdt denne forpligtelse (herefter »konventionalboden«).
6 Den nævnte forskudsbetaling, som ikke blot havde til formål at sikre den nævnte forpligtelse, men ligeledes at holde samtlige informationer om sagsøgeren i hovedsagens franchise-model i den foreløbige aftale fortrolige, skulle være betalt inden for ti dage fra undertegnelsen af den foreløbige aftale. I nævnte foreløbige aftale var der i øvrigt fastsat en fortrydelsesret for sagsøgeren i hovedsagen, såfremt sagsøgte i hovedsagen ikke betalte det aftalte beløb til sagsøgeren inden for den fastsatte frist.
7 Den foreløbige aftale fastsatte, at tjekkisk lovgivning fandt anvendelse, idet der ikke var indgået aftale om værneting.
8 Med henvisning til, at sagsøgte i hovedsagen havde misligholdt sin forpligtelse til at betale det omhandlede forskud, trådte sagsøgeren i hovedsagen tilbage fra den foreløbige aftale og rejste krav om betaling af konventionalboden.
9 Med henblik på dette indledte sagsøgeren en procedure om pålæggelse af et europæisk betalingspåkrav ved Okresní soud v Ostravě (kredsdomstolen i Ostravě, Den Tjekkiske Republik).
10 Ved kendelse af 17. december 2020 forkastede retten sagsøgte i hovedsagens påstand om manglende stedlig kompetence og erklærede, at den havde kompetence til at påkende tvisten i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra a), da tvistens genstand var opfyldelsen af en forpligtelse i denne bestemmelses forstand dvs. forpligtelsen til at betale den konventionalbod, som skulle fuldbyrdes på stedet for sagsøgeren i hovedsagens hovedsæde.
11 I forbindelse med appelsagen anlagt til prøvelse af denne kendelse gjorde sagsøgte i hovedsagen gældende, at de slovakiske domstole har kompetence, idet forpligtelsen, som sikres af konventionalboden, der ganske vist udsprang af den foreløbige aftale, ikke desto mindre var forbundet med stedet for fremstilling og levering af varerne inden for rammerne af den franchiseaftale, som skulle indgås.
12 Ved kendelse af 16. februar 2021 stadfæstede Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava, Den Tjekkiske Republik) i sin egenskab af appeldomstol afgørelsen truffet af retten i første instans med den begrundelse, at genstanden for søgsmålet vedrørte forpligtelsen til at betale konventionalboden som følge af sagsøgte i hovedsagens misligholdelse af betingelserne i den foreløbige aftale og dermed ikke var forbundet med fremstillingen eller leveringen af varer, hvorfor Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra b), ikke fandt anvendelse. Den retslige kompetence skulle derfor fastlægges i overensstemmelse med denne forordnings artikel 7, nr. 1), litra a), som fastsætter, at retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, skal opfyldes, er kompetent, og at dette sted skal fastlægges på grundlag af den ret, der finder anvendelse ved den domstol, som sagen er indbragt for, hvilket i det foreliggende tilfælde er tjekkisk ret.
13 Sagsøgte i hovedsagen har iværksat en kassationsanke til prøvelse af denne kendelse til Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik), som er den forelæggende ret, med påstand om, at vurderingen af karakteren af kravet om konventionalbod ikke var blevet foretaget korrekt.
14 Den forelæggende ret har under henvisning til Domstolens praksis om fortolkningen af begrebet »kontraktforhold« (dom af 17.6.1992, Handte, C-26/91, EU:C:1992:268, præmis 15, og af 15.6.2017, Kareda, C-249/16, EU:C:2017:472, præmis 30) anført, at retten er af den opfattelse, at tvisten, som er blevet indbragt for den, om betaling af konventionalboden, udspringer af den foreløbige aftale, således at denne tvist henhører under begrebet »kontraktforhold« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1).
15 Eftersom denne forpligtelse ikke ifølge den nævnte ret er forbundet med fremstillingen eller leveringen af varer, må anvendelsen af artikel 7, nr. 1), litra b), første led, på forhånd være udelukket.
16 Det skal således afgøres, om sagen i stedet vedrører en forpligtelse angående »levering af tjenesteydelser« som omhandlet i den nævnte artikel 7, nr. 1), litra b), andet led.
17 Den forelæggende ret har anført, at der er to tænkelige løsninger i forhold til fastsættelsen af den internationale kompetence, nemlig at den foreløbige aftale betegnes som en selvstændig aftale, eller at karakteren af de forpligtelser, der udspringer fra den foreløbige aftale, fastlægges under hensyn til karakteren af den aftale, som skulle indgås.
18 I lyset af Domstolens praksis udgør selve indgåelsen af en foreløbig aftale ikke levering af tjenesteydelser, således som defineret som et selvstændigt EU-retligt begreb, som en aftale, der indebærer udøvelsen af en virksomhed mod betaling af vederlag til sin medkontrahent (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, Falco Privatstiftung og Rabitsch, C-533/07, EU:C:2009:257, af 14.7.2016, Granarolo, C-196/15, EU:C:2016:559, og af 25.3.2021, Obala i lučice, C-307/19, EU:C:2021:236), således at Nejvyšší soud (øverste domstol) hælder til at konkludere, at selve indgåelsen af denne foreløbige aftale ikke er omfattet af Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra b), andet led.
19 I overensstemmelse med nævnte artikel 7, nr. 1), litra c), hvorefter artikel 7, nr. 1), litra a), finder anvendelse, hvis artikel 7, nr. 1), litra b), ikke er relevant, skal den kompetente ret fastlægges ud fra det sted, hvor forpligtelsen, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.
20 For så vidt som Domstolen endnu ikke udtrykkeligt har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt en pactum de contrahendo kan kvalificeres som en »aftale om tjenesteydelser«, er der en rimelig tvivl om den korrekte fortolkning af Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra b).
21 På denne baggrund har Nejvyšší soud (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 7, nr. 1), litra b), i [Bruxelles Ia-forordningen] fortolkes således, at begrebet »aftaler om levering af tjenesteydelser« ligeledes omfatter foreløbige aftaler (pactum de contrahendo), hvorefter parterne har forpligtet sig til at indgå en endelig aftale i form af en aftale om levering af tjenesteydelser, som omhandlet i denne bestemmelse?«
Det præjudicielle spørgsmål
22 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra b), skal fortolkes således, at en foreløbig aftale om fremtidig indgåelse af en franchiseaftale, som fastsætter en forpligtelse til at betale en konventionalbod i tilfælde af manglende opfyldelse af denne foreløbige aftale, og hvor det er misligholdelsen af denne kontraktlige forpligtelse, der ligger til grund for en retssag, er omfattet af begrebet »levering af tjenesteydelser« i denne bestemmelses forstand.
23 Det bemærkes indledningsvis, at for så vidt som Bruxelles Ia-forordningen har ophævet og erstattet Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1), som erstattede konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 ligeledes for Bruxelles Ia-forordningen, når bestemmelserne i disse to EU-retlige instrumenter kan sidestilles med hinanden. Dette er bl.a. tilfældet for artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 og for artikel 7, nr. 1), i Bruxelles Ia-forordningen (jf. i denne retning dom af 8.5.2019, Kerr, C-25/18, EU:C:2019:376, præmis 19 og 20 samt den deri nævnte retspraksis).
24 Med hensyn til Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, bemærkes for det første, at ordlyden af denne bestemmelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at besvare det forelagte spørgsmål, eftersom denne bestemmelse ikke definerer begrebet aftale om levering af tjenesteydelser (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, Falco Privatstiftung og Rabitsch, C-533/07, EU:C:2009:257, præmis 19).
25 I overensstemmelse med Domstolens faste praksis skal begreberne »kontraktforhold« og »levering af tjenesteydelser« som omhandlet i henholdsvis Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra a), og artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, fortolkes selvstændigt, primært ud fra forordningens mål og opbygning for at sikre forordningens ensartede anvendelse i alle medlemsstaterne. Disse begreber kan derfor ikke forstås således, at der henvises til den kvalificering, som i den nationale lovgivning, der finder anvendelse, gives af det retsforhold, der foreligger i sagen for den nationale ret (jf. i denne retning dom af 14.7.2016, Granarolo, C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).
26 I denne henseende skal det påpeges, at Bruxelles Ia-forordningen tilsigter at gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede ved at fastsætte kompetenceregler, som frembyder en høj grad af forudsigelighed og således tilsigter ud fra hensynet til retssikkerheden at styrke den retslige beskyttelse af personer bosat i Den Europæiske Union ved at gøre det let for en sagsøger at finde den ret, for hvilken sagen kan indbringes, og ved at gøre det muligt for sagsøgte på rimelig vis at forudse, ved hvilken ret vedkommende kan sagsøges (jf. i denne retning dom af 14.7.2016, Granarolo, C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).
27 Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at de fælles regler for kompetencetildelingen, som er opstillet i Bruxelles Ia-forordningens kapitel II, tager udgangspunkt i hovedreglen i forordningens artikel 4, stk. 1, hvorefter personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, skal sagsøges ved retterne i denne stat. Det er således kun som en undtagelse til hovedreglen, hvorefter retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetencen, at Bruxelles Ia-forordningens kapitel II, afdeling 2, indeholder et vist antal specielle kompetenceregler, herunder dem, der er opregnet i nævnte forordnings artikel 7, nr. 1) (jf. i denne retning dom af 14.7.2016, Granarolo, C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).
28 I denne sammenhæng skal det bemærkes, at de specielle kompetenceregler, der er fastsat i Bruxelles Ia-forordningen, skal fortolkes strengt og ikke kan føre til en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, nævnte forordning udtrykkeligt har for øje (dom af 8.5.2019, Kerr, C-25/18, EU:C:2019:376, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
29 Den specielle kompetenceregel for kontraktforhold fastsat i Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), opfylder et formål om nærhed og er begrundet med tilstedeværelsen af en tæt tilknytning mellem den pågældende kontrakt og den ret, som skal dømme i sagen. Således er reglen om værneting ved sagsøgtes bopæl, der er nævnt i denne doms præmis 27, suppleret af en speciel kompetenceregel vedrørende kontraktforhold, hvorefter sagsøgte ligeledes kan sagsøges ved retten på det sted, hvor forpligtelsen, som ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, Falco Privatstiftung og Rabitsch, C-533/07, EU:C:2009:257, præmis 24 og 25).
30 For så vidt angår opfyldelsesstedet for de kontraktuelle forpligtelser, der udspringer af en aftale om salg af tjenesteydelser, definerer Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, selvstændigt dette tilknytningskriterium i forhold til denne aftale – med henblik på at styrke formålet bestående i tilvejebringelse af ensartede kompetenceregler for retterne ud fra et ønske om forudsigelighed og således retssikkerhed – som det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til kontrakten er blevet leveret eller skulle have været leveret. Dette selvstændige tilknytningskriterium anvendes på alle krav, der udspringer af én og samme kontrakt om levering af tjenesteydelser (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, Falco Privatstiftung og Rabitsch, C-533/07, EU:C:2009:257, præmis 26 og 27, og af 11.3.2010, Wood Floor Solutions Andreas Domberger, C-19/09, EU:C:2010:137, præmis 23).
31 Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal afgøres, om en forpligtelse til at betale en konventionalbod på grundlag af en misligholdelse af en foreløbig aftale som den i hovedsagen omhandlede kan anses for at være omfattet af begrebet »levering af tjenesteydelser« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra b), andet led.
32 Det skal indledningsvis fastslås, at forpligtelserne mellem parterne, der udspringer af betingelserne i en foreløbig aftale som den i hovedsagen omhandlede, er omfattet af begrebet »kontraktforhold« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra a).
33 Dernæst bemærkes, at selv om Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra a), bestemmer, at den kompetente ret i sager om kontraktforhold er retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes, følger det af artikel 7, nr. 1), litra b), at for så vidt angår salg af varer eller levering af tjenesteydelser er de særlige kriterier for fastsættelsen af opfyldelsesstedet for forpligtelsen det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret, og det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret.
34 Hvad nærmere bestemt angår kvalificering af en aftale som en aftale om »levering af tjenesteydelser« følger det af retspraksis, at begrebet »tjenesteydelser« som omhandlet i nævnte artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i det mindste indebærer, at den part, som præsterer tjenesteydelserne, udøver en nærmere bestemt virksomhed mod vederlag (jf. bl.a. dom af 23.4.2009, Falco Privatstiftung og Rabitsch, C-533/07, EU:C:2009:257, præmis 29, og af 15.6.2017, Kareda, C-249/16, EU:C:2017:472, præmis 35).
35 Med hensyn til det første kriterium i henhold til denne definition, dvs. om der er tale om virksomhed, har Domstolen præciseret, at det kræves, at der foretages positive handlinger, og at der ikke blot er tale om simple undladelser. Domstolen har i denne henseende med hensyn til en kontrakt om den ene parts distribution af den anden parts produkter fastslået, at dette kriterium svarer til den karakteristiske ydelse, som ydes af den part, som – ved at sikre en sådan distribution – deltager i udviklingen af de pågældende produkternes videreformidling (jf. bl.a. dom af 19.12.2013, Corman-Collins, C-9/12, EU:C:2013:860, præmis 38, og af 14.7.2016, Granarolo, C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 38).
36 For så vidt angår det andet kriterium, dvs. at det vederlag, der betales som modydelse for en virksomhed, skal det bemærkes, at det ikke kan fortolkes strengt som blot betaling af et pengebeløb, men som adgangen til de samlede fordele, som udgør en økonomisk værdi, der kan anses for at udgøre et vederlag (jf. i denne retning dom af 19.12.2013, Corman-Collins, C-9/12, EU:C:2013:860, præmis 39, og af 14.7.2016, Granarolo, C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 40).
37 Selv om genstanden for franchiseaftalen, der skulle have været indgået efter den foreløbige aftale, fuldt ud opfylder de to betingelser som omhandlet i denne doms præmis 35 og 36, er dette imidlertid ikke tilfældet for så vidt angår den foreløbige aftale, hvis formål var at sikre en fremtidig indgåelse af en franchiseaftale samt beskyttelse af de fortrolige oplysninger i den foreløbige aftale. Desuden kan betalingen af konventionalboden ikke i mangel af en faktisk handling udført af medkontrahenten kvalificeres som vederlag.
38 For så vidt som den foreløbige aftale hverken kræver en faktisk handling eller betaling af et vederlag, kan de forpligtelser, som følger af denne foreløbige aftale, herunder navnlig forpligtelsen til at betale en konventionalbod, ikke anses for at være omfattet af begrebet »levering af tjenesteydelser« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra b), andet led.
39 Denne konklusion ændres ikke af argumentet om, at forpligtelsen til at betale konventionalboden er tæt forbundet med den franchiseaftale, som skulle være blevet indgået, og at det på grundlag af denne aftale ville være muligt at bestemme stedet, hvor de pågældende tjenesteydelser skulle have været leveret.
40 Et sådant argument er ikke kun i modstrid med den strenge fortolkning af de særlige kompetenceregler fastsat i Bruxelles Ia-forordningen som beskrevet i denne doms præmis 28, men ligeledes med ønsket om forudsigelighed og retssikkerhed som nævnt i denne doms præmis 26 og 30.
41 Endelig skal det bemærkes, at det følger af opbygningen af Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), at EU-lovgiver har vedtaget særskilte kompetenceregler for aftaler om salg af varer og for aftaler om levering af tjenesteydelser, på den ene side, og alle andre former for aftaler, som ikke er gjort til genstand for særlige bestemmelser i den nævnte forordning, på den anden side (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, Falco Privatstiftung og Rabitsch, C-533/07, EU:C:2009:257, præmis 42).
42 I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår af Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra c), at »er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse«.
43 En udvidelse af anvendelsesområdet for Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, således at den skulle omfatte alle foreløbige aftaler om fremtidig indgåelse af en aftale om levering af tjenesteydelser, ville svare til at omgå EU-lovgivers hensigt hermed og ville påvirke den effektive virkning af artikel 7, nr. 1), litra c) og a) (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, Falco Privatstiftung og Rabitsch, C-533/07, EU:C:2009:257, præmis 43).
44 På baggrund af ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), litra b), skal fortolkes således, at en foreløbig aftale om fremtidig indgåelse af en franchiseaftale, som fastsætter en forpligtelse til at betale en konventionalbod i tilfælde af manglende opfyldelse af denne foreløbige aftale, og hvor det er misligholdelsen af denne kontraktlige forpligtelse, der ligger til grund for en retssag, ikke er omfattet af begrebet »levering af tjenesteydelser« i denne bestemmelses forstand. I et sådant tilfælde skal den kompetente ret i relation til en påstand, der fremsættes med henvisning til denne forpligtelse, i overensstemmelse med samme forordnings artikel 7, nr. 1), litra a), fastlægges med henvisning til opfyldelsesstedet for den nævnte forpligtelse.
Sagsomkostninger
45 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:
Artikel 7, nr. 1), litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område,
skal fortolkes således, at
en foreløbig aftale om fremtidig indgåelse af en franchiseaftale, som fastsætter en forpligtelse til at betale en konventionalbod i tilfælde af manglende opfyldelse af denne foreløbige aftale, og hvor det er misligholdelsen af denne kontraktlige forpligtelse, der ligger til grund for en retssag, ikke er omfattet af begrebet »levering af tjenesteydelser« i denne bestemmelses forstand. I et sådant tilfælde skal den kompetente ret i relation til en påstand, der fremsættes med henvisning til denne forpligtelse, i overensstemmelse med samme forordnings artikel 7, nr. 1), litra a), fastlægges med henvisning til opfyldelsesstedet for den nævnte forpligtelse.
Underskrifter