Language of document :

Sag anlagt den 10. marts 2008 - PC-Ware Information Technologies mod Kommissionen

(Sag T-121/08)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: PC-Ware Information Technologies BV (Amsterdam, Nederlandene) (ved advocaat L. Devillé)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Sagen antages til realitetsbehandling.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers Generaldirektorats beslutning om afslag på det bud, som sagsøgeren havde indgivet i forbindelse med det offentlige udbud DIGIT/R2/PO/2007/022 - LAR 2007, som sagsøgeren fik meddelelse om ved skrivelse af 11. januar 2008, og om at tildele kontrakten til den valgte budgiver, annulleres.

Det fastslås, at Kommissionens fremgangsmåde udgør en retsstridig handling, for hvilken Kommissionen ifalder ansvar.

Subsidiært, hvis opgaven allerede er udført, når Retten afsiger dom, eller beslutningen ikke længere kan annulleres, tilpligtes Kommissionen at betale et beløb på 654 962,38 EUR i erstatning for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af udbudsproceduren.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren deltog i den offentlige udbudsprocedure DIGIT/R2/PO/2007/022 - LAR 2007 Storforhandler af Microsoft-produkter (Large Account Reseller, LAR) 2007 (EUT 2007 S 183-223062), hvis genstand var oprettelse af en rammekontrakt vedrørende en enkelt indkøbskanal, der dækker indkøb af softwareprodukter og -licenser fra Microsoft. Sagsøgeren anfægter Kommissionens beslutning om at tildele en anden virksomhed denne kontrakt.

Til støtte for søgsmålet gør sagsøgeren for det første gældende, at beslutningen er utilstrækkeligt begrundet. Sagsøgeren anfører, at selskabet i forbindelse med afgivelsen af dets bud udtrykkeligt angav, at det ydede den størst mulige rabat i henhold til artikel 40 i den belgiske lov af 14. juli 1991 om markedsføring samt om oplysning og beskyttelse af forbrugerne, hvorefter salg med tab er forbudt. Kommissionen har ikke givet tilstrækkelig begrundelse for beslutningen for så vidt angår anvendelsen af dette forbud og iagttagelsen af ligebehandlingsprincippet i denne forbindelse.

For det andet gør sagsøgeren gældende, at det bud, der vandt, udgør en tilsidesættelse af artikel 40 i den belgiske lov af 14. juli 1991 om markedsføring samt om oplysning og beskyttelse af forbrugerne. Ifølge sagsøgeren var Kommissionen forpligtet til at afslå det bud, der vandt, i henhold til artikel 55 i direktiv 2004/18/EF 1, artikel 139, stk. 1, og artikel 146, stk. 4, i forordning nr. 2342/2002 2 og princippet om god forvaltningsskik.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31.3.2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT L 134, s. 114).

2 - Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23.12.2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 357, s. 1).