Sag C-434/15

Asociación Profesional Elite Taxi

mod

Uber Systems Spain SL

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado Mercantil n^o 3 de Barcelona)

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 56 TEUF – artikel 58, stk. 1, TEUF – tjenesteydelser på transportområdet – direktiv 2006/123/EF – tjenesteydelser på det indre marked – direktiv 2000/31/EF – direktiv 98/34/EF – informationssamfundstjenester – formidlingstjeneste, hvorved ikke-erhvervsdrivende chauffører, som anvender egne køretøjer, ved hjælp af en applikation til en smartphone, mod vederlag sættes i forbindelse med personer, som ønsker at foretage en køretur i byområder – krav om en tilladelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 20. december 2017

1.        Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – den nationale rets kompetence – fastlæggelse og vurdering af sagens faktiske omstændigheder – Domstolens kompetence til i henhold til EU-retten at kvalificere de faktiske omstændigheder, som den nationale ret har fastlagt

(art. 267 TEUF)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – elektronisk handel – direktiv 2000/31 – anvendelsesområde – informationssamfundstjeneste – begreb – formidlingstjeneste såsom som UberPop, hvorved ikke-erhvervsdrivende chauffører, som anvender egne køretøjer, ved hjælp af en applikation til en smartphone, mod vederlag sættes i forbindelse med personer, som ønsker at foretage en køretur i byområder – ikke omfattet

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34, som ændret ved direktiv 98/48, art. 1, nr. 2), direktiv 2000/31, art. 2, litra a), og direktiv 2006/123, art. 2, stk. 2, litra d)]

3.        Fri udveksling af tjenesteydelser – tjenesteydelser på det indre marked – direktiv 2006/123 – anvendelsesområde – tjenesteydelser på transportområdet – begreb – formidlingstjeneste såsom som UberPop, hvorved ikke-erhvervsdrivende chauffører, som anvender egne køretøjer, ved hjælp af en applikation til en smartphone, mod vederlag sættes i forbindelse med personer, som ønsker at foretage en køretur i byområder – ikke omfattet

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34, som ændret ved direktiv 98/48, art. 1, nr. 2), direktiv 2000/31, art. 2, litra a), og direktiv 2006/123, art. 2, stk. 2, litra d)]

4.        Fri udveksling af tjenesteydelser – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – tjenesteydelser på transportområdet som omhandlet i artikel 58, stk. 1, TEUF – begreb – formidlingstjeneste såsom som UberPop, hvorved ikke-erhvervsdrivende chauffører, som anvender egne køretøjer, ved hjælp af en applikation til en smartphone, mod vederlag sættes i forbindelse med personer, som ønsker at foretage en køretur i byområder – omfattet – virkning – tjenesteydelsen er ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 56 TEUF, direktiv 2006/123 eller direktiv 2000/31

[Art. 56 TEUF og art. 58, stk. 1, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34, som ændret ved direktiv 98/48, art. 1, nr. 2), direktiv 2000/31, art. 2, litra a), og direktiv 2006/123, art. 2, stk. 2, litra d)]

1.      I denne forbindelse bemærkes, at den forelæggende ret, således som det fremgår af nærværende doms præmis 17, utvetydigt har anført, at dens spørgsmål ikke vedrører fastlæggelsen eller vurderingen af de faktiske omstændigheder i hovedsagen, men udelukkende den retlige kvalificering af den omhandlede tjenesteydelse. En kvalificering i henhold til EU-retten af de faktiske omstændigheder, som den forelæggende ret har fastlagt, vil netop indebære en fortolkning af EU-retten, som Domstolen har kompetence til inden for rammerne af proceduren i artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 3.12.2015, Banif Plus Bank, C-312/14, EU:C:2015:794, præmis 51 og 52). Følgelig har Domstolen kompetence til at tage stilling til de forelagte spørgsmål.

(jf. præmis 20 og 21)

2.      En formidlingstjeneste, som gør det muligt ved hjælp af en applikation til en smartphone at sende oplysninger om reservation af en transportydelse mellem passageren og den ikke-erhvervsdrivende chauffør, der anvender eget køretøj, og som foretager befordringen, opfylder således i princippet kriterierne for at kunne kvalificeres som en »informationssamfundstjeneste« som omhandlet i artikel 1, nr. 2), i direktiv 98/34, som artikel 2, litra a), i direktiv 2000/31 henviser til. Denne formidlingstjeneste udgør, således som det fastsættes ved definitionen i denne bestemmelse i direktiv 98/34, en »tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager«.

Det skal imidlertid bemærkes, at en tjenesteydelse som den i hovedsagen omhandlede ikke blot er en formidlingstjeneste, som består i, at en ikke-erhvervsdrivende chauffør, som anvender eget køretøj – ved hjælp af en applikation til en smartphone – sættes i forbindelse med en person, som ønsker at foretage en køretur i et byområde. I en situation som den, der er beskrevet af den forelæggende ret, hvor befordring af passagerer foretages af ikke-erhvervsdrivende chauffører, som anvender egne køretøjer, tilbyder leverandøren af formidlingstjenesten samtidig en bytransporttjeneste, som denne bl.a. gør tilgængelig ved it-værktøjer såsom den i hovedsagen omhandlede applikation, og hvis generelle funktionsmåde leverandøren tilrettelægger til fordel for personer, som ønsker at gøre brug af dette tilbud for at foretage en køretur i et byområde. I denne henseende fremgår det af de oplysninger, som Domstolen råder over, at Ubers formidlingstjeneste omfatter en udvælgelse af ikke-erhvervsdrivende chauffører, som anvender eget køretøj, og over for hvilke dette selskab stiller en applikation til rådighed, uden hvilken disse chauffører ikke vil levere transportydelser, og uden hvilken de personer, som ønsker at foretage en køretur i et byområde, ikke vil benytte sig af disse chaufførers tjenesteydelser. Endvidere udøver Uber en afgørende indflydelse på de betingelser, under hvilke disse chauffører udbyder disse tjenesteydelser. I forbindelse hermed fremgår det bl.a., at Uber ved hjælp af applikationen »Uber« i det mindste fastsætter en maksimalpris for turen, at selskabet opkræver denne pris hos kunden, inden det betaler en del heraf til den ikke-erhvervsdrivende chauffør, som fører køretøjet, og at selskabet udøver en vis kontrol med kvaliteten af køretøjerne og af chaufførerne samt med chaufførernes optræden, idet chaufførerne på grundlag af denne kontrol i givet fald kan ekskluderes.

Denne formidlingstjeneste skal således anses for at udgøre en integrerende del af en samlet tjeneste, hvor hovedelementet er en transportydelse, og kan derfor ikke kvalificeres som en »informationssamfundstjeneste« som omhandlet i artikel 1, nr. 2), i direktiv 98/34, som artikel 2, litra a), i direktiv 2000/31 henviser til, men som en »tjenesteydelse på transportområdet« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra d), i direktiv 2006/123. Direktiv 2000/31 finder derfor ikke anvendelse på en formidlingstjeneste som den i hovedsagen omhandlede.

(jf. præmis 35, 37-40 og 42)

3.      Det skal imidlertid bemærkes, at en tjenesteydelse som den i hovedsagen omhandlede ikke blot er en formidlingstjeneste, som består i, at en ikke-erhvervsdrivende chauffør, som anvender eget køretøj – ved hjælp af en applikation til en smartphone – sættes i forbindelse med en person, som ønsker at foretage en køretur i et byområde. I en situation som den, der er beskrevet af den forelæggende ret, hvor befordring af passagerer foretages af ikke-erhvervsdrivende chauffører, som anvender egne køretøjer, tilbyder leverandøren af formidlingstjenesten samtidig en bytransporttjeneste, som denne bl.a. gør tilgængelig ved it-værktøjer såsom den i hovedsagen omhandlede applikation, og hvis generelle funktionsmåde leverandøren tilrettelægger til fordel for personer, som ønsker at gøre brug af dette tilbud for at foretage en køretur i et byområde. I denne henseende fremgår det af de oplysninger, som Domstolen råder over, at Ubers formidlingstjeneste omfatter en udvælgelse af ikke-erhvervsdrivende chauffører, som anvender eget køretøj, og over for hvilke dette selskab stiller en applikation til rådighed, uden hvilken disse chauffører ikke vil levere transportydelser, og uden hvilken de personer, som ønsker at foretage en køretur i et byområde, ikke vil benytte sig af disse chaufførers tjenesteydelser. Endvidere udøver Uber en afgørende indflydelse på de betingelser, under hvilke disse chauffører udbyder disse tjenesteydelser. I forbindelse hermed fremgår det bl.a., at Uber ved hjælp af applikationen »Uber« i det mindste fastsætter en maksimalpris for turen, at selskabet opkræver denne pris hos kunden, inden det betaler en del heraf til den ikke-erhvervsdrivende chauffør, som fører køretøjet, og at selskabet udøver en vis kontrol med kvaliteten af køretøjerne og af chaufførerne samt med chaufførernes optræden, idet chaufførerne på grundlag af denne kontrol i givet fald kan ekskluderes.

Denne formidlingstjeneste skal således anses for at udgøre en integrerende del af en samlet tjeneste, hvor hovedelementet er en transportydelse, og kan derfor ikke kvalificeres som en »informationssamfundstjeneste« som omhandlet i artikel 1, nr. 2), i direktiv 98/34, som artikel 2, litra a), i direktiv 2000/31 henviser til, men som en »tjenesteydelse på transportområdet« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra d), i direktiv 2006/123. Eftersom en sådan tjenesteydelse er omfattet af begrebet »tjenesteydelse på transportområdet«, er den heller ikke underlagt direktiv 2006/123, eftersom denne form for tjenesteydelse i henhold til dette direktivs artikel 2, stk. 2, litra d), udtrykkeligt er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.

(jf. præmis 37-40 og 43)

4.      Artikel 56 TEUF, sammenholdt med artikel 58, stk. 1, TEUF, samt artikel 2, stk. 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked og artikel 1, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. juli 1998, og som artikel 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) henviser til, skal fortolkes således, at en formidlingstjeneste som den i hovedsagen omhandlede, der har til formål – ved hjælp af en applikation til en smartphone – mod vederlag at sætte ikke-erhvervsdrivende chauffører, som anvender egne køretøjer, i forbindelse med personer, som ønsker at foretage en køretur i byområder, skal anses for at være uløseligt forbundet med en transportydelse, hvorfor den er omfattet af begrebet »tjenesteydelse på transportområdet« som omhandlet i artikel 58, stk. 1, TEUF. En sådan tjenesteydelse skal derfor udelukkes fra anvendelsesområdet for artikel 56 TEUF, direktiv 2006/123 og direktiv 2000/31.

I en situation som den, der er beskrevet af den forelæggende ret, hvor befordring af passagerer foretages af ikke-erhvervsdrivende chauffører, som anvender egne køretøjer, tilbyder leverandøren af formidlingstjenesten samtidig en bytransporttjeneste, som denne bl.a. gør tilgængelig ved it-værktøjer såsom den i hovedsagen omhandlede applikation, og hvis generelle funktionsmåde leverandøren tilrettelægger til fordel for personer, som ønsker at gøre brug af dette tilbud for at foretage en køretur i et byområde. I denne henseende fremgår det af de oplysninger, som Domstolen råder over, at Ubers formidlingstjeneste omfatter en udvælgelse af ikke-erhvervsdrivende chauffører, som anvender eget køretøj, og over for hvilke dette selskab stiller en applikation til rådighed, uden hvilken disse chauffører ikke vil levere transportydelser, og uden hvilken de personer, som ønsker at foretage en køretur i et byområde, ikke vil benytte sig af disse chaufførers tjenesteydelser. Endvidere udøver Uber en afgørende indflydelse på de betingelser, under hvilke disse chauffører udbyder disse tjenesteydelser. I forbindelse hermed fremgår det bl.a., at Uber ved hjælp af applikationen »Uber« i det mindste fastsætter en maksimalpris for turen, at selskabet opkræver denne pris hos kunden, inden det betaler en del heraf til den ikke-erhvervsdrivende chauffør, som fører køretøjet, og at selskabet udøver en vis kontrol med kvaliteten af køretøjerne og af chaufførerne samt med chaufførernes optræden, idet chaufførerne på grundlag af denne kontrol i givet fald kan ekskluderes.

Denne formidlingstjeneste skal således anses for at udgøre en integrerende del af en samlet tjeneste, hvor hovedelementet er en transportydelse, og kan derfor ikke kvalificeres som en »informationssamfundstjeneste« som omhandlet i artikel 1, nr. 2), i direktiv 98/34, som artikel 2, litra a), i direktiv 2000/31 henviser til, men som en »tjenesteydelse på transportområdet« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra d), i direktiv 2006/123.

(jf. præmis 38-40 og 48 samt domskonkl.)