Sag T-766/22

Maria Canel Ferreiro

mod

Rådet for Den Europæiske Union

 Rettens dom (Tiende Udvidede Afdeling) af 29. maj 2024

»Personalesag – tjenestemænd – disciplinær forfølgning – disciplinær sanktion – irettesættelse – handlinger, der strider mod den anseelse, som er forbundet med funktionen – vedtægtens artikel 12 og 21 – kompetencen hos udstederen af retsakten – begrundelsespligt – princippet om god forvaltning – uvildighed – artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder«

1.      Tjenestemandssager – akt, der går en person imod – begreb – forberedende akt – administrativ undersøgelsesrapport – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

(jf. præmis 22-24)

2.      Tjenestemandssager – anbringender – anbringende vedrørende ulovligheder i forbindelse med klageproceduren – formaliteten – begrundet anbringende – følger

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

(jf. præmis 30-32)

3.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – administrationens afgørelse – overholdelse af princippet om god forvaltning – krav om uvildighed – rækkevidde – det forhold, at afgørelsen er vedtaget af udstederen af den anfægtede retsakt – lovlighed

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

(jf. præmis 54-59)

4.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – disciplinær sanktion – begrundelsespligt – rækkevidde – ikke tilstrækkelige præciseringer vedrørende de faktiske omstændigheder, der lægges den pågældende til last – ikke tilladt

(Art. 296 TEUF, tjenestemandsvedtægten, art. 25, og bilag IX, art. 9)

(jf. præmis 63-83)

Resumé

I en sag, der var anlagt af en tjenestemand ved Rådet for Den Europæiske Union, annullerede Retten, der traf afgørelse i udvidet afdeling, Rådets afgørelse, hvorved tjenestemanden var blevet pålagt den disciplinære sanktion irettesættelse.

Ved denne lejlighed udtalte Retten sig for det første om det hidtil uafklarede spørgsmål om, hvorvidt afgørelsen om pålæggelse af en disciplinær sanktion og afgørelsen om afslag på klagen over denne sanktion kan træffes af én og samme person. For det andet tog Rettens dom sigte på at gøre op med uoverensstemmelsen i retspraksis vedrørende rækkefølgen af Rettens behandling af de anbringender, der selvstændigt er rettet mod den afgørelse, der vedtages efter en klage.

I den foreliggende sag havde ansættelsesmyndigheden i forbindelse med en administrativ undersøgelse vedrørende sagsøgeren konstateret, at hun havde fremsat injurierende og aggressive ytringer over for sin overordnede, idet hun havde anklaget denne for chikane, og ansættelsesmyndigheden havde derfor pålagt hende den pågældende disciplinære sanktion. Sagsøgeren havde indgivet en klage over denne afgørelse, som dog var blevet afslået af ansættelsesmyndigheden. Sagsøgeren anlagde derfor sag ved Retten med påstand om bl.a. annullation af den afgørelse, hvorved hun var blevet tildelt irettesættelsen, og af afgørelsen om afslag på klagen.

Rettens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Retten, at sagsøgeren skal have mulighed for at lade Unionens retsinstanser efterprøve lovligheden af afgørelsen om afslag på den pågældendes klage, når vedkommende fremsætter et anbringende, der specifikt vedrører klageproceduren. Hvis sagsøgeren kun kunne anfægte den oprindelige afgørelse, ville enhver mulighed for at anfægte omstændighederne ved den administrative procedure nemlig være udelukket. Sagsøgeren ville derved miste muligheden for at anvende en procedure, der har til formål at muliggøre og fremme en mindelig bilæggelse af tvister mellem den ansatte og administrationen og at pålægge den myndighed, som denne ansatte hører under, på ny at overveje sin afgørelse under overholdelse af reglerne og på baggrund af eventuelle indvendinger fra den ansatte. Under disse omstændigheder fandt Retten, at anbringendet om ulovlighed i forbindelse med vedtagelsen af afgørelsen om afslag på klagen først skulle undersøges, inden der blev truffet afgørelse vedrørende de anbringender, der var rettet mod den afgørelse, der var klaget over. Hvis Retten annullerede afgørelsen om afslag på klagen, ville det nemlig tilfalde administrationen at foretage en fornyet prøvelse af klagen og herved sikre en forskriftsmæssig afvikling af den administrative procedure. I et sådant tilfælde skal de påstande, der er rettet mod den oprindelige afgørelse, afvises fra realitetsbehandling, idet de er nedlagt for tidligt, eftersom denne afgørelse kun kan underkastes domstolskontrol, hvis den forudgående har været genstand for en fornyet prøvelse i forbindelse med en forskriftsmæssig administrativ procedure.

Hvad angår den person, der har kompetence til at vedtage afgørelsen om afslag på klagen, bemærkede Retten for det første, at artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtæften«) på ingen måde kræver, at det er en anden myndighed end den ansættelsesmyndighed, der har vedtaget den bebyrdende akt, der behandler klagen over denne akt. Retten præciserede derimod, at det fremgår heraf, at EU-lovgiver har haft den situation i tankerne, at samme myndighed træffer en afgørelse, der går tjenestemanden imod, og herefter træffer afgørelse vedrørende klagen over denne afgørelse.

For det andet bemærkede Retten med hensyn til selve karakteren af klagesagen, at denne ikke er en egentlig anke, men har til formål at pålægge den myndighed, som tjenestemanden hører under, på ny at overveje sin afgørelse på baggrund af eventuelle indvendinger fra denne.

Henset til karakteren af klageproceduren præciserede Retten således, at der ikke kunne fastslås at foreligge en tilsidesættelse af artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der sikrer retten til at få sin sag behandlet uvildigt af EU-institutionerne, på grund af den omstændighed alene, at afgørelsen om afslag på klagen i overensstemmelse med reglerne for Rådets interne organisation var blevet truffet af den samme person som den, der havde vedtaget den påklagede afgørelse.

Hvad angår rækkevidden af pligten til at begrunde den bebyrdende afgørelse præciserede Retten, at denne har til formål dels at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om den akt, der går vedkommende imod, er velbegrundet, og om det tjener noget formål at anlægge sag ved Unionens retsinstanser, dels at gøre det muligt for disse at udøve deres kontrol med hensyn til aktens lovlighed. Spørgsmålet, om begrundelsen er fyldestgørende, skal vurderes ikke blot i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den retlige og faktiske sammenhæng, hvori den anfægtede akt er vedtaget.

I denne henseende fastslog Retten, at fremstillingen af de faktiske omstændigheder, som ansættelsesmyndigheden havde lagt sagsøgeren til last, i den foreliggende sag var begrænset til en delvis gengivelse af et punkt i undersøgelsesrapportens konklusion, der kun udgjorde en kort sammenfatning af undersøgernes betragtninger i de foregående afsnit i undersøgelsesrapporten. Denne passus kunne, citeret uden for kontekst, ikke med sikkerhed bevise de faktiske omstændigheder, der var lagt sagsøgeren til last.

Ansættelsesmyndigheden havde heller ikke givet sagsøgeren nogen forklaring vedrørende de faktiske omstændigheder, der var blevet lagt hende til last i afgørelsen om afslag på klagen, på trods af de argumenter om tilsidesættelse af begrundelsespligten, som hun havde fremført til støtte for sin klage. Denne afgørelse var ligeledes begrænset til en delvis gengivelse af det samme punkt i undersøgelsesrapportens konklusioner.

Retten præciserede imidlertid, at det uanset de forskellige bemærkninger vedrørende sagsøgerens upassende kommunikation under hele sit samarbejde med sin overordnede ikke fremgik klart og objektivt af undersøgelsesrapporten, hvilke elementer der var grundlaget for undersøgernes konklusioner vedrørende overtrædelsen af vedtægten. Selv som den anfægtede afgørelse ikke var blevet truffet på en for sagsøgeren fuldstændig ukendt baggrund, havde hun derfor med rette anført, at den anfægtede afgørelse, sammenholdt med den nævnte undersøgelsesrapport, ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse. De manglende præciseringer af, hvilke faktiske omstændigheder der var blevet foreholdt sagsøgeren, forhindrede Retten i at efterprøve, om den anfægtede afgørelse var velbegrundet, hvilket begrundede annullation af denne afgørelse.