FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
H. SAUGMANDSGAARD ØE
fremsat den 9. september 2021 (1)
Sag C-242/20
HRVATSKE ŠUME d.o.o., Zagreb, indtrådt i rettighederne efter HRVATSKE ŠUME javno poduzeće za gospodarenje šumama i šumskim zemljištima u Republici Hrvatskoj p.o., Zagreb,
mod
BP EUROPA SE, indtrådt i rettighederne efter DEUTSCHE BP AG, indtrådt i rettighederne efter THE BURMAH OIL (Deutschland), GmbH
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (appeldomstol i handelsretlige sager, Kroatien))
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde på det civil- og handelsretlige område – forordning (EF) nr. 44/2001 – søgsmål om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse – kvalificering – artikel 5, nr. 1) og 3) – specielle kompetenceregler i »sager om kontraktforhold« og i »sager om erstatning uden for kontrakt««
I. Indledning
1. Med denne anmodning om præjudiciel afgørelse har Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (appeldomstol i handelsretlige sager, Kroatien) forelagt Domstolen to spørgsmål om fortolkningen af forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2) (herefter »Bruxelles I-forordningen«).
2. Disse spørgsmål er blevet rejst i forbindelse med en tvist mellem det kroatiske selskab HRVATSKE ŠUME d.o.o., Zagreb, og selskabet BP EUROPA SE, der har hjemsted i Hamburg (Tyskland), vedrørende et pengebeløb på det førstnævnte selskabs bankkonto, som blev gjort til genstand for udlæg og overført til det sidstnævnte selskabs ejendom i forbindelse med en tvangsfuldbyrdelsesprocedure. Da denne procedure efterfølgende er blevet erklæret ugyldig, har appellanten i hovedsagen krævet det pågældende beløb tilbagebetalt som følge af ugrundet berigelse.
3. Den forelæggende ret skal på et tidligt trin i hovedsagen fastslå, om de kroatiske retter har kompetence til at træffe afgørelse om dette krav om tilbagebetaling, eller om det skal behandles af de tyske retter, dvs. retterne i den medlemsstat, på hvis område BP EUROPA har bopæl. Svaret afhænger bl.a. af, om et sådant krav henhører under »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3).
4. Det er ikke første gang, at Domstolen skal tage stilling til kvalificeringen af krav, der støttes på ugrundet berigelse, henset til Bruxelles I-forordningen. Den har imidlertid endnu ikke svaret entydigt på spørgsmålet om, hvorvidt den kompetenceregel i »sager om erstatning uden for kontrakt«, der er fastsat i denne forordnings artikel 5, nr. 3), finder anvendelse på denne type krav. Da denne bestemmelse i systematisk henseende er forbundet med bestemmelsen vedrørende »sager om kontraktforhold« i den nævnte forordnings artikel 5, nr. 1), får Domstolen i den foreliggende sag lejlighed til at give et samlet svar, der gælder for begge disse regler.
5. Jeg vil i dette forslag til afgørelse forklare, at krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse for det første ikke vedrører »sager om kontraktforhold« som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1), medmindre de er snævert forbundet med et kontraktforhold, der eksisterer eller formodes at eksistere mellem parterne i tvisten, og for det andet ikke henhører under »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i denne forordnings artikel 5, nr. 3).
II. Retsforskrifter
A. Bruxelles I-forordningen
6. 11. og 12. betragtning til Bruxelles I-forordningen lyder således:
»(11) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. […]
(12) Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.«
7. Denne forordnings artikel 2, stk. 1, bestemmer:
»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
8. Den nævnte forordnings artikel 5, nr. 1) og 3), fastsætter:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat
1) a) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes
[…]
3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå.«
9. Bruxelles I-forordningen er blevet erstattet af forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (3) (herefter »Bruxelles Ia-forordningen«). I henhold til den sidstnævnte forordnings artikel 66 finder denne forordning dog kun anvendelse på retssager, som er anlagt på eller efter den 10. januar 2015. Da søgsmålet i hovedsagen blev anlagt den 1. oktober 2014, finder Bruxelles I-forordningen tidsmæssig anvendelse på dette søgsmål.
B. Kroatisk ret
10. I kroatisk ret findes reglerne om ugrundet berigelse i artikel 1111-1120 i zakon o obveznim odnosima (lov om retsforhold, Narodne novine, br. 35/05, 41/08, 125/11, 78/15 og 29/18).
11. Denne lovs artikel 1111 bestemmer:
»(1) Hvis en del af en persons ejendom på nogen måde overgår til en anden persons ejendom, og denne overførsel ikke har noget grundlag i en retlig handling, retsafgørelse eller afgørelse truffet af et andet kompetent organ eller i en lov, er den, der opnåede fordelen, forpligtet til at tilbagebetale den, eller – hvis dette ikke er muligt – udligne værdien af den opnåede fordel.
(2) Ved overførsel af ejendom forstås ligeledes den omstændighed, at der drages fordel af fuldbyrdelsen af en afgørelse.
(3) Forpligtelsen til tilbagebetaling eller udligning af værdien består, selv om fordelen er opnået på et retsgrundlag, der er uvirksomt eller senere er bortfaldet.«
III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
12. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Trgovački sud u Zagrebu (handelsretten i Zagreb, Kroatien) på et givet tidspunkt efter begæring fra THE BURMAH OIL (Deutschland), GmbH, iværksatte tvangsfuldbyrdelse af en forpligtelse, der påhvilede FUTURA d.o.o., Zagreb (Kroatien), ved til fordel for det første selskab at gøre udlæg i et pengekrav, som det andet selskab havde mod et tredje selskab, nemlig HRVATSKE ŠUME (4).
13. Det sidstnævnte selskab anlagde et ekstraordinært søgsmål ved Vrhovni sud Republike Hrvatske (øverste domstol, Kroatien) med påstand om, at det blev fastslået, at de fuldbyrdelsesforanstaltninger, der var blevet iværksat over for dette selskab, var ugyldige. Da dette søgsmål ikke havde opsættende virkning, blev der iværksat tvangsfuldbyrdelse den 11. marts 2003, hvor et beløb på 3 792 600,87 kroatiske kuna (HRK) (ca. 503 331 EUR) blev hævet fra selskabets bankkonto og overført til DEUTSCHE BP AG – som i mellemtiden var trådt i stedet for THE BURMAH OIL (Deutschland) – med henblik på at inddrive det pågældende krav.
14. I det søgsmål, som HRVATSKE ŠUME havde anlagt, fastslog Vrhovni sud (øverste domstol) ved en dom af 21. maj 2009, at de fuldbyrdelsesforanstaltninger, der var blevet iværksat over for dette selskab, var ugyldige.
15. Ved stævning af 1. oktober 2014 anlagde HRVATSKE ŠUME et søgsmål ved Trgovački sud u Zagrebu (handelsretten i Zagreb) med påstand om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse (5) mod BP EUROPA, der i mellemtiden var trådt i stedet for DEUTSCHE BP. I denne forbindelse gjorde appellanten i hovedsagen i det væsentlige gældende, at den dom, som Vrhovni sud (øverste domstol) havde afsagt den 21. maj 2009, fjernede retsgrundlaget for overførslen af det krav, hvori der var gjort udlæg, til DEUTSCHE BP’s ejendom, og at dette selskab således havde opnået en ugrundet berigelse. BP EUROPA var derfor forpligtet til at tilbagebetale det pågældende beløb til HRVATSKE ŠUME i hovedsagen med tillæg af renter efter loven.
16. BP EUROPA gjorde heroverfor gældende, at de kroatiske retter savner kompetence. Ved kendelse af 20. marts 2019 afviste Trgovački sud u Zagrebu (handelsretten i Zagreb) HRVATSKE ŠUME’s søgsmål med denne begrundelse. Denne ret fastslog i det væsentlige, at eftersom Bruxelles Ia-forordningen ikke indeholder en speciel kompetenceregel vedrørende ugrundet berigelse, er det alene den almindelige regel i denne forordnings artikel 4, stk. 1, hvorefter kompetencen tilkommer retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, der finder anvendelse. Appellanten i hovedsagen burde derfor have indbragt sagen for de tyske retter.
17. HRVATSKE ŠUME har appelleret denne kendelse til Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (appeldomstol i handelsretlige sager). Denne domstol har påpeget, at Trgovački sud u Zagrebu (handelsretten i Zagreb) fejlagtigt henviste til Bruxelles Ia-forordningen, eftersom det er Bruxelles I-forordningen, der finder tidsmæssig anvendelse på det søgsmål, som appellanten i hovedsagen har anlagt (6). Appeldomstolen er desuden i tvivl om, hvorvidt det kan udledes af Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), eller artikel 22, nr. 5), at de kroatiske retter har kompetence til at påkende dette søgsmål. I denne forbindelse ønsker denne domstol for det første oplyst, om et søgsmål om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse henhører under »sager om erstatning uden for kontrakt« i den førstnævnte bestemmelses forstand. Den ønsker for det andet oplyst, om det pågældende søgsmål vedrører »sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser« i den sidstnævnte bestemmelses forstand, eftersom den hævdede berigelse skete i forbindelse med en tvangsfuldbyrdelsessag.
18. På denne baggrund har Visoki trgovački sud (appeldomstol i handelsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse omfattet af kompetencereglen i [Bruxelles I-forordningen] for sager om »erstatning uden for kontrakt« under hensyntagen til, at forordningens artikel 5, nr. 3), bl.a. bestemmer, at »[e]n person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat […] i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«?
2) Er civile søgsmål, der er anlagt på grund af, at der fandtes tidsbegrænsninger inden for rammerne af en tvangsfuldbyrdelsesprocedure for tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld inden for rammerne af samme tvangsfuldbyrdelsesprocedure, omfattet af enekompetencen i henhold til artikel 22, nr. 5), i [Bruxelles I-forordningen], som bestemmer, at i sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser er retterne i den medlemsstat, på hvis område fuldbyrdelsesstedet er beliggende, enekompetente, uden hensyn til bopæl?«
19. Anmodningen om præjudiciel afgørelse, der er dateret den 6. maj 2020, er indgået til Domstolens Justitskontor den 8. juni 2020. Den kroatiske og den tjekkiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Der er ikke afholdt retsmøde i sagen.
IV. Bedømmelse
20. De to spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, vedrører EU-medlemsstaternes retters kompetence i medfør af Bruxelles I-forordningen (7) til at påkende et søgsmål, der støttes på ugrundet berigelse. Jeg vil i overensstemmelse med Domstolens anmodning fokusere på det første spørgsmål i dette forslag til afgørelse.
21. Det skal indledningsvis påpeges, at der i denne forordnings artikel 2, stk. 1, er fastsat en hovedregel om, at kompetencen tilkommer retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl. Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at BP EUROPA’s bopæl med henblik på anvendelsen af denne forordning befinder sig i Tyskland (8). Ifølge denne bestemmelse ligger kompetencen derfor hos de tyske retter.
22. Bruxelles I-forordningen indeholder imidlertid også regler, som i visse tilfælde gør det muligt for sagsøgeren at indstævne sagsøgte for retterne i en anden medlemsstat (9). Denne forordning indeholder bl.a. i artikel 5 specielle kompetenceregler, der gælder i forskellige »sager«, hvor sagsøgeren kan vælge at anlægge sag ved en eller flere andre retter.
23. Der findes især sådanne regler, som gælder i »sager om kontraktforhold« og i »sager om erstatning uden for kontrakt«. I forbindelse med søgsmål, der henhører under den første kategori, gør Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1), det muligt for sagsøgeren at anlægge sag ved retten på det »sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«. I forbindelse med søgsmål i den anden kategori fremgår det af denne forordnings artikel 5, nr. 3), at der kan anlægges sag ved retten på det »sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«.
24. Sagsøgerens adgang til at vælge mellem disse muligheder med hensyn til kompetence afhænger af, hvordan det anlagte søgsmål kvalificeres. Den forelæggende ret har imidlertid netop rejst et spørgsmål om kvalificeringen. Den ønsker nærmere bestemt oplyst, om et søgsmål om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse som det, der er anlagt af HRVATSKE ŠUME, når der ikke findes nogen specifik regel i Bruxelles I-forordningen, er knyttet til »erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i denne forordnings artikel 5, nr. 3). Det drejer sig i sidste ende om at fastslå, om den kroatiske ret, som dette selskab har indbragt sagen for, kan udlede sin kompetence af denne bestemmelse.
25. Som jeg har nævnt i indledningen til dette forslag til afgørelse, er kvalificeringen af krav, der støttes på ugrundet berigelse, henset til Bruxelles I-forordningen ikke et helt nyt spørgsmål i Domstolens praksis(10). Den har nemlig allerede behandlet en række sager, hvori denne problematik blev rejst i forhold til forskellige bestemmelser i denne forordning (11). Den har imidlertid endnu ikke taget entydig stilling til det spørgsmål, der er rejst i den foreliggende sag (12).
26. Den forelæggende ret hælder i lighed med den tjekkiske regering og Kommissionen til den opfattelse, at et søgsmål, der støttes på ugrundet berigelse, henhører under Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3). Jeg er enig med den kroatiske regering i, at dette ikke er tilfældet. Det bør i denne forbindelse præciseres, at selv om det første præjudicielle spørgsmål udelukkende vedrører den nævnte artikel 5, nr. 3), er denne bestemmelse, som det vil fremgå af det følgende, i systematisk henseende forbundet med denne forordnings artikel 5, nr. 1). Der kan nemlig ikke tages stilling til den første bestemmelse uden først at have fastslået, at den anden ikke gælder. Jeg vil derfor undersøge dem hver for sig (afsnit B). Først vil jeg i korte træk gennemgå retsinstituttet ugrundet berigelse, således som det fremgår af medlemsstaternes nationale retssystemer (afsnit A).
A. De overordnede principper for begrebet ugrundet berigelse
27. Retsinstituttet ugrundet berigelse (også kaldet »uretmæssig«, »uberettiget« eller »ulovlig« berigelse) optræder tilsyneladende i en eller anden form i samtlige medlemsstaters nationale retssystemer (13). Ifølge dette institut er en person, der har opnået en ugrundet berigelse på en anden persons bekostning, forpligtet til at afgive berigelsen til denne anden person (14). Det nævnte institut anses generelt for at være et udtryk for billighedsprincippet, hvorefter ingen må beriges på andres bekostning (15).
28. Retsinstituttets omfang varierer fra medlemsstat til medlemsstat. Visse nationale lovgivninger, herunder den ungarske og den polske, indeholder et begreb, som indbefatter ugrundet berigelse, og som svarer til et enkelt søgsmål, der historisk betegnes som »de in rem verso«. I andre nationale lovgivninger, herunder den danske, den spanske, den franske og den østrigske, opdeles dette institut i forskellige varianter og tilsvarende søgsmål, hvor der bl.a. sondres mellem tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti) og andre former for ugrundet berigelse. Der er desuden forskel på, hvilken retlig kategori dette institut og dets eventuelle varianter henføres til. I fransk ret falder ugrundet berigelse (og tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld) ind under begrebet »quasi-contrats« (kvasikontrakter), der i øvrigt er ukendt i andre retsordener såsom den tyske, hvorimod det nævnte institut i Common law tilhører en nyere juridisk disciplin, den såkaldte law of restitution (16).
29. Disse teknikaliteter er imidlertid ikke afgørende for anvendelsen af EU-reglerne om international privatret. Jeg anser det navnlig ikke for nødvendigt at sondre mellem tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld og ugrundet berigelse, eftersom det sidstnævnte begreb i sin videste betydning indbefatter det førstnævnte. Den præcise klassificering af det sidstnævnte institut i de enkelte medlemsstaters nationale lovgivning er mindre vigtig end den omstændighed, at det generelt tilhører en særlig kategori, da det f.eks. hverken er knyttet til aftaleretten eller til reglerne om erstatningsansvar.
30. I medlemsstaternes nationale retssystemer er ugrundet berigelse en selvstændig forpligtelseskilde. Opnåelsen af en sådan berigelse giver nærmere bestemt anledning til en tilbagebetalingsforpligtelse Den berigede person er forpligtet til over for skadelidte at afgive den formuefordel (eller eventuelt at betale et tilsvarende beløb), som den førstnævnte person uberettiget har opnået på den sidstnævntes bekostning. Loven sigter således mod at afhjælpe en urimelig situation ved at kræve, at den tidligere status quo genoprettes. Sagsøgeren påberåber sig denne forpligtelse i forbindelse med et søgsmål vedrørende ugrundet berigelse (17). I den følgende del af dette forslag til afgørelse vil jeg derfor for nemheds skyld tale om søgsmål eller krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse.
31. I de forskellige nationale lovgivninger forudsætter anvendelsen af et sådant søgsmål som regel, at fire betingelser er opfyldt, nemlig 1) at sagsøgte har opnået en berigelse, 2) at sagsøgeren har lidt et tab, 3) at der er en sammenhæng mellem berigelsen og tabet, og 4) at der ikke foreligger nogen »begrundelse« (med andre ord et retsgrundlag) herfor (18).
32. HRVATSKE ŠUME har anført, at disse betingelser, således som de fremgår af kroatisk ret, er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Som den forelæggende ret har forklaret, resulterede den omstændighed, at der blev gjort udlæg i flere millioner kroatiske kuna på appellanten i hovedsagens bankkonto, og at dette beløb blev overført til THE BURMAH OIL’s (Deutschland) ejendom, i en berigelse for det sidstnævnte selskab og et tab for det førstnævnte. Selv om denne værdioverførsel oprindeligt var »begrundet« i den tvangsfuldbyrdelsesprocedure, som THE BURMAH OIL (Deutschland) havde indledt mod FUTURA, og mere specifikt i de fuldbyrdelsesforanstaltninger, som Trgovački sud u Zagrebu (handelsretten i Zagreb) havde iværksat over for HRVATSKE ŠUME, erklærede Vrhovni sud Republike Hrvatske (øverste domstol) disse foranstaltninger ugyldige og fjernede dermed denne »begrundelse« med tilbagevirkende kraft (19).
B. Kvalificeringen af krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse, henset til Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1), og artikel 5, nr. 3)
33. Efter at have beskrevet de overordnede principper for begrebet ugrundet berigelse vil jeg nu undersøge kvalificeringen af de krav, der støttes på dette begreb, henset til Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1), og artikel 5, nr. 3). Jeg vil i denne forbindelse gennemgå visse aspekter af den relevante metode.
34. Som følge af de manglende definitioner i Bruxelles I-forordningen har Domstolen gentagne gange fastslået, at »kontraktforhold« i den førstnævnte bestemmelses forstand og »erstatning uden for kontrakt« i den sidstnævnte bestemmelses forstand udgør selvstændige EU-retlige begreber, der først og fremmest (20) skal fortolkes ud fra denne forordnings opbygning og mål med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af de kompetenceregler, som den indeholder, i alle medlemsstaterne. Et kravs tilknytning til den ene eller den anden kategori afhænger derfor hverken af de løsninger, der er angivet i domstolslandets lovgivning (»lex fori«), eller af den kvalificering, der er foretaget i den gældende lovgivning (»lex causae«) (21).
35. Hvad for det første angår Bruxelles I-forordningens opbygning har Domstolen gentagne gange fastslået, at denne er baseret på hovedreglen i denne forordnings artikel 2, stk. 1, hvorefter kompetencen tilkommer retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, mens de specielle kompetenceregler, der er fastsat i dens artikel 5, udgør undtagelser fra denne hovedregel og som sådan skal fortolkes strengt (22).
36. Hvad for det andet angår Bruxelles I-forordningens mål fremgår det af 12. betragtning til denne forordning, at de specielle kompetenceregler i forordningens artikel 5, nr. 1) og 3), navnlig forfølger (23) et formål om nærhed og god retspleje. Domstolen har i denne forbindelse gentagne gange fastslået, at den valgmulighed, som sagsøgeren har i henhold til disse bestemmelser, er blevet indført af hensyn til retssagens tilrettelæggelse, fordi der i de »sager«, som de omhandler, foreligger en særlig snæver tilknytning mellem kravet og den ret, som det kan indbringes for (24).
37. På baggrund af disse generelle betragtninger har Domstolen gennem sin praksis fastlagt definitioner af »kontraktforhold« og »erstatning uden for kontrakt«.
38. Det fremgår for det første af Domstolens faste praksis siden Handte-dommen (25), at anvendelsen af Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1), »forudsætter […], at det fastslås, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person, og at denne forpligtelse ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg« (26). Begrebet »kontraktforhold« i denne bestemmelse omfatter med andre ord ethvert krav, der støttes på en sådan forpligtelse (27).
39. For det andet fremgår det af en lige så fast praksis, der stammer fra Kalfelis-dommen og netop er blevet præciseret i Wikingerhof-dommen, at begrebet »erstatning uden for kontrakt« i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), omfatter »ethvert krav om, at en sagsøgt pålægges et erstatningsansvar, som ikke er knyttet til et »kontraktforhold«« som omhandlet i denne forordnings artikel 5, nr. 1), »dvs. at det ikke støttes på, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person« (28).
40. Som jeg forklarede i mit forslag til afgørelse i Wikingerhof-sagen (29), og som Domstolen fastslog i dommen i denne sag (30), følger det af en samlet fortolkning af disse definitioner, at et kravs tilknytning til et »kontraktforhold« som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1), eller til »erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i denne forordnings artikel 5, nr. 3), afhænger af, hvilken forpligtelse dette krav er baseret på.
41. I det væsentlige går »kriteriet« for kvalificeringen ud på at identificere den forpligtelse, som sagsøgeren påberåber sig over for den sagsøgte, og dernæst at fastlægge denne forpligtelses karakter, som igen afhænger af den handling eller retsakt, der er kilden til denne forpligtelse. Hvis den pågældende forpligtelse udspringer af en kontrakt eller en anden form for frivilligt tilsagn, som en person har afgivet over for en anden – hvilket jeg vender tilbage til senere – er denne forpligtelse og dermed kravet relateret til »kontraktforhold« som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1). Hvis den pågældende forpligtelse udspringer af en »skadevoldende handling«, er forpligtelsen og kravet derimod relateret til »erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i denne forordnings artikel 5, nr. 3) (31). Det skal endelig påpeges, at hvis dens kilde findes et andet sted, kan ingen af de to bestemmelser anvendes.
42. I denne sammenhæng indeholder både forordning (EF) nr. 593/2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (32) (herefter »Rom I-forordningen«) og forordning (EF) nr. 864/2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II) (33) (herefter »Rom II-forordningen«) anvisninger, der kan medvirke til at fastlægge en forpligtelses karakter og dermed tage stilling til kvalificeringen af det krav, der er baseret på denne forpligtelse. Selv om disse forordninger ikke har helt det samme anvendelsesområde som Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1), og dens artikel 5, nr. 3) (34), modsvarer de ikke desto mindre disse bestemmelser for så vidt angår lovvalgsregler, og disse tre forordninger skal så vidt muligt fortolkes på en sammenhængende måde (35).
43. Efter denne gennemgang vil jeg i de følgende afsnit forklare, hvorfor krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse principielt kun i visse tilfælde er knyttet til »kontraktforhold« (afsnit 1), og hvorfor de ikke henhører under »sager om erstatning uden for kontrakt« (afsnit 2).
1. Krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse henhører principielt ikke under »sager om kontraktforhold«
44. Som jeg har forklaret i punkt 38 i dette forslag til afgørelse, omfatter »sager om kontraktforhold« som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1), ethvert krav, der støttes på en »frivilligt indgået retlig forpligtelse«, dvs. på en »kontraktlig forpligtelse« som selvstændigt begreb i EU-reglerne om international privatret (36). En sådan forpligtelse udspringer af en kontrakt eller en anden form for frivilligt tilsagn, som en person har afgivet over for en anden (37).
45. I forbindelse med et krav, der støttes på ugrundet berigelse, følger den tilbagebetalingsforpligtelse, som sagsøgeren påberåber sig, dog oftest ikke af et sådant frivilligt tilsagn, som sagsøgte har afgivet over for vedkommende. Denne forpligtelse er tværtimod opstået uafhængigt af den berigede persons vilje. Selv om BP EUROPA’s forgænger iværksatte den tvangsfuldbyrdelsesprocedure, der resulterede i en berigelse, var selskabets vilje begrænset til dette. Det havde ikke til hensigt at forpligte sig over for HRVATSKE ŠUME. Den nævnte tilbagebetalingsforpligtelse følger i virkeligheden direkte af lovgivningen, hvori den manglende »begrundelse« for en sådan berigelse af billighedshensyn tillægges retsvirkninger.
46. Følgelig udgør den forpligtelse, der udspringer af en ugrundet berigelse, som regel ikke en »frivilligt indgået retlig forpligtelse« som omhandlet i retspraksis vedrørende Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1). Krav om tilbagebetaling som følge af en sådan berigelse er derfor principielt ikke knyttet til de »kontraktforhold«, der er nævnt i denne bestemmelse (38).
47. En gennemgang af Rom II-forordningen bekræfter denne fortolkning. Det fremgår nemlig af denne forordnings artikel 2, stk. 1, at den tilbagebetalingsforpligtelse, der udspringer af en ugrundet berigelse, betragtes som en »forpligtelse uden for kontrakt«, som er omfattet af den nævnte forordning(39) og ifølge dens artikel 10 er genstand for særlige lovvalgsregler.
48. Det er alligevel nødvendigt at modificere ovenstående fortolkning. Som Kommissionen ganske rigtigt har påpeget, kan krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse nemlig indgå i forskellige sammenhænge. Hvis et sådant krav eksempelvis fremsættes mellem personer, der i øvrigt ikke er bundet af et kontraktforhold, hvilket umiddelbart er tilfældet for HRVATSKE ŠUME og BP EUROPA (40), kan det ligeledes være snævert forbundet med et kontraktforhold, der eksisterer eller formodes at eksistere mellem parterne i tvisten.
49. Som Domstolen fastslog i dommen i sagen Profit Investment SIM (41), henhører et krav om tilbagebetaling af ydelser erlagt i henhold til en kontrakt, som er ugyldig (ophørt osv.), under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1). Den samme fortolkning må efter min opfattelse gælde for krav om tilbagebetaling, efter at en kontrakt er blevet ophævet på grund af misligholdelse, eller efter at der er foretaget en betaling i urigtig formening om skyld i forbindelse med en kontrakt, f.eks. når en kontraktskyldner betaler en gæld, der er højere end det skyldige beløb.
50. Selv om sådanne krav om tilbagebetaling undertiden (men ikke altid) i materiel ret hviler på reglerne om ugrundet berigelse (42), skal de nemlig med henblik på anvendelsen af kompetencereglerne i Bruxelles I-forordningen anses for at udspringe af en kontrakt. Sagsøgeren påberåber sig i det væsentlige en »kontraktlig forpligtelse«, som efter vedkommendes opfattelse er ugyldig eller ikke er opfyldt af sagsøgte, eller som sagsøgeren mener at have »overopfyldt«, til støtte for sin ret til tilbagebetaling, som er det »middel« (remedy), der benyttes. Et sådant krav er således grundlæggende støttet på den pågældende »kontraktlige forpligtelse«, da den tilbagebetalingsforpligtelse, som sagsøgeren påberåber sig, ikke har et selvstændigt grundlag (43).
51. Det er desuden i overensstemmelse med det formål om nærhed og god retspleje, der forfølges med Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1), at den ret, der skal træffe afgørelse om kontraktforholdet, kan udtale sig om virkningerne af, at kontrakten er ugyldig, ikke er blevet opfyldt eller er blevet »overopfyldt«, og navnlig om den heraf følgende tilbagebetaling (44). Kompetencen bør i særdeleshed ikke afhænge af, om sagsøgeren med henvisning til sagsøgtes manglende opfyldelse af en kontraktlig forpligtelse kræver erstatning eller ophævelse af kontrakten og tilbagebetaling af de udvekslede ydelser (45). Når den ret, for hvilken sagen er indbragt, behandler sådanne krav om tilbagebetaling, skal den i øvrigt først og fremmest tage stilling til kontraktmæssige spørgsmål – f.eks. alt efter omstændighederne om den pågældende kontraktlige forpligtelses indhold, dens gyldighed eller den måde, hvorpå sagsøgte skulle opfylde den – ud fra en vurdering af de tilsvarende beviser. Det foreligger derfor en særlig snæver tilknytning mellem kravet og retten på det »sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«, i denne bestemmelses forstand (46).
52. Det bestemmes desuden for det første i Rom I-forordningens artikel 12, stk. 1, litra c) og e), at den lov, der skal anvendes på en aftale (»lex contractus«), finder anvendelse på spørgsmål om henholdsvis virkningerne af, at de kontraktlige forpligtelser ikke opfyldes, og virkningerne af aftalens ugyldighed. EU-lovgiver har derfor givet udtryk for, at krav om tilbagebetaling, efter at en kontrakt er blevet ophævet eller erklæret ugyldig, og de forpligtelser, der ligger til grund herfor, er af »kontraktmæssig« karakter. For det andet fremgår det af Rom II-forordningens artikel 10, stk. 1, at hvis en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af uberettiget berigelse, vedrører et forudgående kontraktforhold mellem parterne (typisk når en kontraktskyldner betaler en gæld, der er højere end det skyldige beløb), anvendes den lov, som dette kontraktforhold er underlagt, dvs. lex contractus, på denne forpligtelse. Sammenhængen mellem disse to forordninger og Bruxelles I-forordningen sikres således i videst muligt omfang.
2. Krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse henhører ikke under »sager om erstatning uden for kontrakt«
53. Hvad dernæst angår Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), skal der henvises til to kumulative betingelser i den retspraksis, som følger af Kalfelis-dommen, og som er nævnt i punkt 39 i dette forslag til afgørelse: Et krav henhører under »sager om erstatning uden for kontrakt« i denne bestemmelses forstand, såfremt det dels sigter mod, at »en sagsøgt pålægges et erstatningsansvar«, dels »ikke er knyttet til en »[sag] om kontraktforhold«« som omhandlet i denne forordnings artikel 5, nr. 1).
54. Det følger af det foregående punkt, at krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse ikke vedrører »sager om kontraktforhold«, eftersom de ikke er støttet på en »frivilligt indgået retlig forpligtelse«, men på en »forpligtelse uden for kontrakt« – medmindre de er snævert forbundet med et tidligere kontraktforhold, der eksisterer eller formodes at eksistere mellem parterne i tvisten.
55. Det skal derfor også undersøges, om et sådant krav sigter mod, at »en sagsøgt pålægges et erstatningsansvar« som omhandlet i den retspraksis, der følger af Kalfelis-dommen.
56. Jeg er som tidligere nævnt enig med den kroatiske regering i, at dette ikke er tilfældet (47).
57. Jeg vil for det første påpege, at ifølge Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), tilkommer kompetencen i »sager om erstatning uden for kontrakt« retten på det »sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«. Det er derfor nødvendigt at identificere en sådan »skadetilføjelse« for at kunne anvende denne bestemmelse. Der er således tale om en forudsætning for ethvert krav vedrørende »erstatning uden for kontrakt«.
58. Domstolen har siden Bier-dommen (48) opdelt begrebet »skadetilføjelse« i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), i to separate begreber, nemlig »skaden« (eller »tabet«) og »den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for denne skade« (49). Domstolen har i denne forbindelse henvist til de faktorer i forbindelse med ansvar uden for kontraktforhold, som følger af de almindelige principper, der kan udledes af medlemsstaternes nationale retssystemer (50). Den har således fastslået, at »statuering af et ansvar uden for [kontraktforhold] kun [kan] komme på tale, såfremt der kan påvises årsagsforbindelse mellem skaden og den handling, hvori denne skade har sin årsag« (51).
59. Et krav sigter som følge heraf mod, at »en sagsøgt pålægges et erstatningsansvar« som omhandlet i Kalfelis-dommen, såfremt det er støttet på en »skadevoldende handling«, der kan tilregnes sagsøgte og har forvoldt skade på sagsøgeren (52). I henhold til Domstolens praksis og de almindelige principper, der er nævnt i det foregående punkt, er en sådan »skadevoldende handling« et ulovligt forhold, dvs. en handling eller en undladelse, som strider mod en forpligtelse eller et forbud, der er fastsat ved lov og gælder for alle, og som forvolder skade på en anden (53).
60. Den forelæggende ret er imidlertid usikker på, om den sondring, der i flere sprogversioner af Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), foretages mellem forsætlige og uforsætlige ansvarspådragende handlinger, kræver en bredere fortolkning af denne bestemmelses anvendelsesområde. Den synes i denne forbindelse at antage, at det sidstnævnte begreb i modsætning til det førstnævnte kan omfatte andre retlige omstændigheder end »skadevoldende handlinger«.
61. Dette er efter min opfattelse ikke tilfældet. Domstolen har med rette aldrig sondret mellem ikke-forsætlige ansvarspådragende handlinger (o.a.: på fransk »quasi délits«) og forsætlige ansvarspådragende handlinger (o.a: på fransk »délits«) i sin praksis vedrørende Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3). Bortset fra at denne sondring ikke forekommer i alle sprogversioner af denne forordning (54), anvendes udtrykket »quasi délit« i nogle versioner kun med det formål at udvide denne bestemmelses anvendelsesområde. Der er reelt tale om en inspiration fra fransk ret, hvori der sondres mellem erstatningsansvar for henholdsvis forsætlige handlinger (délits) og skadevoldende handlinger som følge af uforsigtighed eller uagtsomhed (quasi délits) (55). Det må heraf konkluderes, at det nævnte udtryk i de pågældende versioner blot angiver, at denne bestemmelse omfatter »skadevoldende handlinger«, uanset om de er begået forsætligt eller uagtsomt (56). Disse »délits« og »quasi délits« er to aspekter af de samme »handlinger«. Den forelæggende ret har i øvrigt selv anført, at selv om begrebet »quasi délit« indbefatter andre former for retlige omstændigheder, indeholder den nævnte artikel 5, nr. 3), ikke noget kompetencekriterium for de pågældende krav.
62. Det følger af det ovenfor anførte, at et krav, der sigter mod, at »en sagsøgt pålægges et erstatningsansvar« som omhandlet i Kalfelis-dommen, derfor er knyttet til en sag om »erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), når den støttes på en forpligtelse uden for kontrakt, der som nævnt i punkt 41 i dette forslag til afgørelse udspringer af en (forsætlig eller uforsætlig) »skadevoldende handling« som defineret i punkt 59 i dette forslag til afgørelse (57). Et krav, der støttes på en forpligtelse uden for kontrakt og udspringer af en anden retlig omstændighed end en »skadevoldende handling«, falder derimod ikke ind under denne bestemmelse. Det må heraf konkluderes, at den nævnte bestemmelse ikke omfatter alle forpligtelser uden for kontrakt, men en underkategori, som jeg vil betegne som »forpligtelser i forbindelse med erstatning uden for kontrakt«.
63. Selv om kategorien »sager om erstatning uden for kontrakt« som fortolket i Kalfelis-dommen omfatter en lang række forskellige former for ansvar (58), er der således i modsætning til det af Kommissionen anførte ikke tale om en »restkategori«, som dækker alle krav, der støttes på en civil- eller handelsretlig forpligtelse uden for »kontraktforhold« som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1) (59). I denne dom bemærkede Domstolen blot, at denne bestemmelse og artikel 5, nr. 3), i denne forordning gensidigt udelukker hinanden, da det samme erstatningskrav ikke kan falde ind under begge bestemmelser på samme tid (60). Der findes imidlertid krav, som ikke er knyttet til nogen af de to bestemmelser, fordi de er baseret på forpligtelser, der hverken vedrører »kontraktforhold« eller »erstatning uden for kontrakt«.
64. Det bør imidlertid og for det andet påpeges, at hvis et krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse principielt hviler på en forpligtelse uden for kontrakt (61), udspringer denne forpligtelse ikke af en »skadevoldende handling«, der kan tilregnes sagsøgte som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3) (62). Som den forelæggende ret i det væsentlige har fremhævet, kan ugrundet berigelse nemlig ikke betragtes som en sådan »handling«. Der er derfor i modsætning til det af den tjekkiske regering og Kommissionen anførte ikke tale om en »quasi délit« i denne bestemmelses forstand.
65. Den tilbagebetalingsforpligtelse, der ligger til grund for et sådant krav, følger nemlig af den omstændighed, at sagsøgte har opnået en berigelse, og at der ikke (eller i dette tilfælde ikke længere) foreligger en »begrundelse« herfor (63). Som den kroatiske regering med rette har gjort gældende, forudsætter et sådant krav som følge heraf ikke nogen som helst skadelig handling eller undladelse fra sagsøgtes side. Den pågældende forpligtelse er opstået spontant uafhængigt af sagsøgtes adfærd (64).
66. Den tjekkiske regering har hertil i det væsentlige anført, at den begivenhed, der udløser berigelsen (dvs. i det foreliggende tilfælde den sagsøgte i hovedsagens iværksættelse af den tvangsfuldbyrdelsesprocedure, der senere blev erklæret ulovlig), bør sidestilles med en »skadevoldende handling« som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3).
67. Efter min opfattelse er en sådan sidestilling imidlertid ikke mulig. Det skal indledningsvis anføres, at den forpligtelse, der ligger til grund for et krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse, strengt taget ikke udspringer af den begivenhed, der har udløst denne berigelse, men af selve berigelsen. Desuden kan denne udløsende begivenhed ikke altid tilregnes sagsøgte. Den vil tværtimod ofte kunne tilregnes sagsøgeren, der f.eks. fejlagtigt har erlagt et beløb i urigtig formening om skyld. Det skal endelig anføres, at selv om tvangsfuldbyrdelsesproceduren i det foreliggende tilfælde blev indledt på initiativ af indstævnte i hovedsagen, kan dette ikke betragtes som en »skadevoldende handling«, idet en sådan handling slet ikke er ulovlig og ikke, i ordets retlige bemærkelse, har påført sagsøgeren i hovedsagen en »skade«.
68. Kommissionen har hertil anført, at den »skadevoldende handling« som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), var den omstændighed, at indstævnte i hovedsagen undlod at afgive den omtvistede berigelse til appellanten i hovedsagen, hvilket var i strid med artikel 1111 i loven om retsforhold (65).
69. Dette argument kan ikke tiltrædes. Den formodede tilbagebetalingsforpligtelse fandtes nemlig teoretisk set, før indstævnte i hovedsagen nægtede at opfylde den. At antage, at den nævnte forpligtelse følger af en adfærd, som indstævnte i hovedsagen har udvist, fører således til en cirkelslutning. Kilden til den pågældende forpligtelse skal findes på et tidligere stadium: Den opstod som bekendt, allerede da den ugrundede berigelse blev opnået (eller da tvangsfuldbyrdelsesproceduren i det foreliggende tilfælde blev erklæret ugyldig ex tunc).
70. Hvis den omstændighed, at en sagsøgt ikke har opfyldt en forudgående forpligtelse, i sig selv opfattes som en »skadevoldende handling«, vil Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), i øvrigt få et meget omfattende anvendelsesområde, eftersom en civil- og handelsretlig sag som oftest er begrundet i sagsøgtes manglende opfyldelse af en formodet forpligtelse (66).
71. Denne situation kan i modsætning til det af Kommissionen anførte ikke sammenlignes med situationen i den sag, der gav anledning til Austro-Mechana-dommen (67), hvortil den forelæggende ret ligeledes har henvist. Omstændighederne i denne sag er nemlig efter min opfattelse af ganske særlig karakter.
72. Det skal påpeges, at Domstolen i denne dom fastslog, at et krav om betaling af en »rimelig kompensation« i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (68), som det, der var fremsat af Austro-Mechana, et administrationsselskab for ophavsrettigheder, mod Amazon-selskaberne, henhører under »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3) (69). Dette krav var støttet på en forpligtelse til at betale denne »kompensation«, som påhvilede Amazon i henhold til østrigsk ret, som følge af markedsføring af optagelsesmedier på det østrigske område (70). Der var i dette tilfælde ikke tale om en ulovlig handling. Denne adfærd var imidlertid medvirkende årsag til den skade, der blev påført rettighedshaverne ved fremstilling af private kopier af deres beskyttede frembringelser. Ifølge Domstolens faste praksis er formålet med den nævnte »kompensation« at erstatte dette tab. Austro-Mechana opkrævede som administrationsselskab denne »kompensation« på vegne af de rettighedshavere, som det repræsenterede. Den skade, som dette selskab gjorde gældende, var derfor reelt den skade, som disse rettighedshavere havde lidt. Det må heraf udledes, at den forpligtelse, der lå til grund for kravet, alt taget i betragtning udsprang af en »skadevoldende handling« (71). De østrigske retter havde i øvrigt de bedste forudsætninger for at vurdere den skade, som disse rettighedshavere havde lidt som følge af de østrigske forbrugeres fremstilling af private kopier (hvilket afhang af, hvor mange optagelsesmedier Amazon-selskaberne havde solgt i Østrig), og dermed for at tage stilling til størrelsen af den »rimelige kompensation«, som disse selskaber skulle betale (72).
73. For det tredje bekræftes fortolkningen om, at et krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse ikke henhører under Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), efter min opfattelse af en anden passage i Kalfelis-dommen. Det skal påpeges, at en borger i den sag, der gav anledning til denne dom, havde anlagt sag i forlængelse af urentable børshandler og i denne forbindelse havde fremsat kumulative krav baseret på de regler, der gælder på tre områder, nemlig erstatningsansvar i kontraktforhold, ansvar uden for kontrakt og endelig ugrundet berigelse. Den forelæggende ret havde i denne sammenhæng bl.a. anmodet Domstolen om at oplyse, om den ret, som i henhold til Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), havde kompetence til at træffe afgørelse om et krav om erstatning uden for kontrakt, ligeledes accessorisk havde kompetence med støtte i reglerne om ansvar i kontraktforhold og om ugrundet berigelse.
74. Domstolen besvarede dette spørgsmål med, at »en ret, der i henhold til [Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3)] har kompetence til at påkende den del af et krav, der støttes på reglerne om erstatning uden for kontrakt, ikke har kompetence til at påkende andre dele af samme krav, der støttes på andre regler« (73). Set i den sammenhæng, der er beskrevet i det foregående punkt, henviser udtrykket »andre regler« imidlertid implicit, men nødvendigvis til ansvar i kontraktforhold og til ugrundet berigelse.
75. Jeg vil for det fjerde og i modsætning til det af den tjekkiske regering og Kommissionen anførte påpege, at en gennemgang af Rom II-forordningen ikke afkræfter, men understøtter den fortolkning, der foreslås i dette forslag til afgørelse.
76. Selv om de »forpligtelser uden for kontrakt«, der henhører under denne forordnings anvendelsesområde, som jeg har nævnt i punkt 47 i dette forslag til afgørelse, omfatter forpligtelser, der udspringer af en ugrundet berigelse, indgår de nemlig i en særlig kategori i den nævnte forordning (74).
77. Dels indeholder Rom II-forordningens kapitel II nærmere bestemt regler om forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af en »skadevoldende handling«. Dette begreb har efter min opfattelse samme betydning som det tilsvarende begreb i Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3) (75). Der er således tale om de »forpligtelser i forbindelse med erstatning uden for kontrakt«, der er nævnt i punkt 62 i dette forslag til afgørelse (76). Rom II-forordningens kapitel II omfatter sammenfattende de samme forpligtelser som den nævnte artikel 5, nr. 3) (77).
78. Dels er der i Rom II-forordningens kapitel III fastsat regler om forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af »andet end en skadevoldende handling« (78). De krav, der støttes på de pågældende forpligtelser, henhører teoretisk set ikke under Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3) (79). Rom II-forordningens kapitel III omfatter imidlertid uberettiget berigelse. Denne klassificering bekræfter således, at den tilbagebetalingsforpligtelse, som ligger til grund for et krav, der støttes på en sådan berigelse, ikke udspringer af en »skadevoldende handling« som omhandlet i den nævnte artikel 5, nr. 3) (80).
79. Jeg må på baggrund af det ovenfor anførte konkludere, at krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse ikke henhører under Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3) (81).
80. Denne fortolkning resulterer ikke, som den tjekkiske regering har anført, i manglende adgang til domstolsprøvelse. I situationer, hvor denne forordnings artikel 5, nr. 1), ikke finder anvendelse (82), følger det blot heraf, at en borger ikke kan vælge værneting i forbindelse med et krav, der støttes på ugrundet berigelse, eftersom dette skal indbringes for retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, i overensstemmelse med hovedreglen i denne forordnings artikel 2, stk. 1 (83).
81. Desuden er dette resultat for det første i fuld overensstemmelse med Bruxelles I-forordningens opbygning. Denne er jo netop baseret på princippet om kompetence for retterne på det sted, hvor sagsøgte har sin bopæl (84). Domstolen har i denne henseende gentagne gange fastslået, at denne hovedregel, som er udtryk for sentensen actor sequitur forum rei (85), forklares med, at sagsøgte normalt har lettere ved at forsvare sig ved retterne på det sted, hvor vedkommende har sin bopæl (86). Valget om at tilgodese sagsøgte begrundes med, at sagsøgte i almindelighed er den svageste part i sagen, eftersom vedkommende ikke er initiativtageren og påtvinges sagsøgerens søgsmål (87).
82. Kommissionen kan således ikke med rette gøre gældende, at der med hensyn til civil- og handelsretlige forpligtelser ikke bør være et »retligt tomrum« mellem Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1), og artikel 5, nr. 3), og at der som følge heraf altid bør være et alternativ til reglen om, at kompetencen tilkommer retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl. Hvis de andre kompetencemuligheder, der er fastsat i disse bestemmelser, altid var til rådighed, ville hovedreglen få mindre betydning, og sagsøgeren ville i vid udstrækning blive tilgodeset i strid med EU-lovgivers ønske (88).
83. Som jeg netop har forklaret, har Domstolen tværtimod flere gange fastslået, at Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3), udgør en undtagelse fra denne hovedregel, og at denne bestemmelse derfor skal fortolkes strengt og ikke kan undergives en »fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, [som den] udtrykkeligt har for øje« (89). Hvis udtrykket »skadevoldende handling« fortolkes så bredt, som den tjekkiske regering og Kommissionen har foreslået, vil det imidlertid netop indebære, at denne bestemmelse anvendes på et tilfælde, som den ikke udtrykkeligt har for øje, nemlig ugrundet berigelse (90).
84. For det andet er jeg ikke overbevist om at det formål om nærhed og god retspleje, der ligger til grund for Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3) (91), kræver en anden fortolkning.
85. Bortset fra at dette formål under alle omstændigheder ikke gør det muligt at fravige ordlyden af denne forordnings artikel 5, nr. 3), er jeg i tvivl om, hvorvidt der i det foreliggende tilfælde består en »særlig snæver« tilknytning mellem det krav, der er omhandlet i hovedsagen, og den kroatiske ret, som appellanten i hovedsagen har indbragt kravet for, og dermed, om denne ret nødvendigvis er bedre egnet end de tyske retter til at tage stilling til dette selskabs anbringender, dvs. til at afgøre, om betingelserne for en sådan berigelse er opfyldt (92), bl.a. med hensyn til indsamling og vurdering af de i denne henseende relevante beviser.
86. Den forelæggende ret har – hvilket den tjekkiske regering og Kommissionen er enige i – anført, at dette er tilfældet, eftersom den begivenhed, der udløste berigelsen, dvs. den tvangsfuldbyrdelsesprocedure, der blev iværksat af forgængeren til BP EUROPA, fandt sted i Kroatien. Alle de relevante omstændigheder er således forbundet med dette land, hvorimod det kun er indstævnte i hovedsagens bopæl, der befinder sig i Tyskland.
87. For at kunne tage stilling til et tilbagebetalingskrav, der støttes på ugrundet berigelse, skal det imidlertid først og fremmest afgøres, om der netop er sket en sådan berigelse. Det er således ikke retterne på det sted, hvor den begivenhed, der udløser berigelsen, finder sted, men retterne på det sted, hvor sagsøgte angiveligt opnår denne berigelse, der synes at være bedst egnede til at behandle et sådant krav.
88. Det fremgår analogt af Rom II-forordningens artikel 10, stk. 3, at når der er indtrådt uberettiget berigelse, uden at der er et forudgående retsforhold mellem parterne, og parterne ikke har sædvanligt opholdssted i samme land, er den heraf følgende forpligtelse uden for kontrakt underlagt loven i det land, hvor »den uberettigede berigelse fandt sted«. Der er således ikke tale om det land, hvor den begivenhed, der udløser berigelsen, finder sted, men det land, hvor sagsøgte opnår den pågældende økonomiske fordel. I en sag, der i lighed med den foreliggende vedrører overførsel af penge til en bankkonto, er det land, hvor berigelsen er indtrådt, det land, hvor denne konto er oprettet (93).
89. Det er imidlertid sandsynligt, at dette sted i det foreliggende tilfælde befinder sig i Tyskland (94). Retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, har derfor de bedste forudsætninger for at vurdere denne berigelses eksistens (95). Det følger efter min opfattelse heraf, at der ikke generelt set er nogen »særlig snæver« tilknytning mellem krav, der støttes på ugrundet berigelse, og et andet kompetencekriterium end sagsøgtes bopæl (96).
90. Den praktiske ulempe, der er forbundet med, at HRVATSKE ŠUME skal sagsøge BP EUROPA ved retterne i den medlemsstat, på hvis område det sidstnævnte selskab har bopæl (denne ulempe er som nævnt udtryk for EU-lovgivers vilje (97)) opvejes i øvrigt af en processuel fordel: Hvis det antages, at kravet tages til følge, og at indstævnte i hovedsagen har sin ejendom i Tyskland, vil appellanten i hovedsagen allerede være i besiddelse af et fuldbyrdelsesgrundlag, som gør det muligt at inddrive det omtvistede beløb – den tyske rets fremtidige afgørelse – og behøver ikke at benytte exequatur-proceduren, for at en eventuel kroatisk retsafgørelse kan erklæres eksigibel i denne medlemsstat (98).
V. Forslag til afgørelse
91. Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer det første spørgsmål, som Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (appeldomstol i handelsretlige sager, Kroatien) har forelagt, således:
»Artikel 5, nr. 1) og 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at et krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse
– ikke henhører under »sager om kontraktforhold« i den førstnævnte bestemmelses forstand, medmindre det er snævert forbundet med et tidligere kontraktforhold, der eksisterer eller formodes at eksistere mellem parterne i tvisten, og
– ikke henhører under »sager om erstatning uden for kontrakt« i den sidstnævnte bestemmelses forstand.«