Sag T-235/18 DEP
Qualcomm Inc.
mod
Europa-Kommissionen
Rettens kendelse (Anden Udvidede Afdeling) af 29. februar 2024
»Retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger«
1. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – begreb – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – relevante kriterier
[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]
(jf. præmis 12 og 27)
2. Retslig procedure – offentliggørelse af afgørelser – udeladelse af fysiske personers personoplysninger i forhold til offentligheden – udeladelse i forhold til offentligheden af andre oplysninger end fysiske personers personoplysninger – betingelser
(Rettens procesreglement, art. 66 og art. 66a)
(jf. præmis 15-18)
3. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter med henblik på sagens behandling – advokatsalærer vedrørende en anden sag end sagen for Retten – ikke omfattet
[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]
(jf. præmis 21-23)
4. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – vederlag til advokater og økonomisk sagkyndige – fastsættelse baseret på detaljerede oplysninger, som sagsøgeren har indgivet, eller, såfremt dette ikke er muligt, på grundlag af en billighedsvurdering foretaget af Unionens retsinstanser
[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]
(jf. præmis 26, 39, 40, 45, 47-49, 58, 59 og 63-69)
5. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – medvirken af flere advokater – ingen betydning – bedømmelse hovedsagelig under hensyn til det samlede antal arbejdstimer, der objektivt set forekommer nødvendige med henblik på sagens behandling – kriterier
[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]
(jf. præmis 34-40, 46 og 53)
6. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – advokaters rejse- og opholdsudgifter med henblik på deltagelse i retsmødet og udgifter til leje af et mødelokale og udstyr – betingelser for erstatning
[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]
(jf. præmis 73, 75, 80, 82 og 85)
7. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – rejse- og opholdsudgifter for andre personer end parternes advokater – betingelser for
[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]
(jf. præmis 74 og 98)
Resumé
Efter modtagelse af en anmodning om fastsættelse af sagsomkostningerne sammenfattede Retten retspraksis vedrørende erstatning af de sagsomkostninger, der vedrørte en hovedsag inden for konkurrenceretten, som var blevet anlagt for den.
Sagsøgeren, Qualcomm Inc., havde anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af Kommissionens afgørelse, hvorved denne havde pålagt sagsøgeren en bøde på knap 1 mia. EUR for misbrug af sin dominerende stilling på verdensmarkedet for chipsæt.
Ved dom af 15. juni 2022 (1) havde Retten annulleret den anfægtede afgørelse i sin helhed og pålagt Kommissionen at betale de omkostninger, som sagsøgeren havde afholdt. Som følge af uenighed mellem parterne om størrelsen af beløbet for de erstatningsberettigede sagsomkostninger havde sagsøgeren indgivet en anmodning til Retten om fastsættelse af sagsomkostningerne, hvorved sagsøgeren krævede erstatning af dels vederlagene til juridisk og økonomisk rådgivning, dels udlæg i forbindelse med deltagelse i retsmødet, til et samlet beløb på over 12 mio. EUR.
Rettens bemærkninger
Indledningsvis påpegede Retten med hensyn til spørgsmålet om fortroligheden af anmodningen om fastsættelse af sagsomkostningerne og bilagene hertil, at forekomsten af angivelsen »fortroligt« indskrevet af sagsøgeren på siderne i disse dokumenter ikke i sig selv kunne fortolkes som en anmodning om udeladelse af oplysninger i forhold til offentligheden, da der ikke forelå en anmodning herom fremsat i et særskilt dokument (2), og idet Retten ikke kan basere sig på hypoteser eller afhjælpe eventuelle mangler i en sådan anmodning.
Med hensyn til bedømmelsen af realiteten forkastede Retten for det første anmodningen om erstatning af de advokatsalærer, der var afholdt i forbindelse med retssagerne i De Forenede Stater. I denne henseende mindede Retten om, at begrebet »sagsomkostninger, der kan kræves erstattet« er begrænset til de af parterne afholdte udgifter, der er nødvendige af hensyn til sagens behandling ved Retten, og ikke kan omfatte omkostningerne ved behandlingen af andre retslige eller administrative sager, der er blevet ført ved andre nationale eller internationale retter eller myndigheder, end ikke når sådanne sager som i den foreliggende sag har tilsigtet at indhente oplysninger eller dokumenter bestemt til at underbygge anbringenderne i et søgsmål for Retten.
For det andet tog Retten for så vidt angik erstatningen af de advokatsalærer, der var afholdt i forbindelse med sagens behandling, hensyn til tvistens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som arbejdsbyrden for de befuldmægtigede og medvirkende rådgivere i forbindelse med sagens behandling, samt til parternes økonomiske interesse i tvisten.
Med henblik på at vurdere omfanget af det arbejde, som sagens behandling har kunnet kræve af en sagsøgers repræsentanter, tager Unionens retsinstanser primært hensyn til det samlede antal arbejdstimer, der objektivt set forekommer nødvendigt af hensyn til behandlingen af denne sag. Selv om det principielt er vederlaget til en enkelt advokat, der kan kræves erstattet, kan det alt efter hver enkelt sags særlige kendetegn, heriblandt især dennes kompleksitet, forekomme, at vederlaget til flere advokater kan anses for nødvendige udgifter. Derfor påhviler det Retten at undersøge, i hvilket omfang de ydelser, der er blevet leveret af alle de pågældende advokater, var nødvendige af hensyn til retssagens forløb, og sikre sig, at der ikke forekommer unødvendig fordobling af udgifterne. Når advokaterne allerede har bistået en part under procedurer eller tiltag forud for den pågældende retssag, skal der i denne forbindelse henses til advokaternes kendskab til de for retssagen relevante forhold, som har kunnet lette deres arbejde og begrænse den tid, de har måttet bruge på sagen. Udgifterne til koordinering af en parts forskellige advokater kan imidlertid ikke anses for nødvendige.
Selv om tvisten i hovedsagen i det foreliggende tilfælde faktisk havde kunnet lægge en stor arbejdsbyrde på sagsøgerens advokater i betragtning af kompleksiteten af de retlige spørgsmål, der var blevet rejst, og de økonomiske interesse, der var på spil, gjorde de af sagsøgeren fremlagte oplysninger det ikke muligt at fastslå det antal arbejdstimer, der svarede til de forskellige opgaver, som var blevet varetaget af sagsøgerens advokater, om de nævnte arbejdstimer var blevet ydet med henblik på sagens behandling ved Retten, eller om de havde været nødvendige i denne forbindelse. Det forhold alene, at sagsøgerens repræsentanter havde indgivet akter med mange sider og mange bilag til Retten, vidnede imidlertid på ingen måde om nødvendigheden af arbejdstimerne og de dertil knyttede beløb, der blev krævet godtgjort.
Endvidere kunne de fremlagte dokumenter ikke danne grundlag for en præcis bestemmelse af timesatsen for de forskellige opgaver, der var blevet udført. Selv om en part ganske vist frit kan benytte advokater, som fakturer meget høje timesatser, kan det ikke anses for nødvendigt at binde sig til sådanne ydelser, især når disse satser, som i den foreliggende sag, ikke er blevet præsenteret i anmodningen som relateret til præcise og klart identificerede opgaver.
I mangel af enhver oplysning om de faktisk afholdte udgifter måtte Retten derfor foretage en billighedsvurdering, men også nødvendigvis en streng vurdering af de advokatsalærer, der kunne kræves erstattet. Med henblik på at bedømme den arbejdstid, der objektivt set var nødvendig af hensyn til sagens behandling, tog Retten i det foreliggende tilfælde hensyn til det antal anbringender, der var fremført, sværhedsgraden af de retlige og faktuelle spørgsmål, der var rejst, antallet og sammenhængen mellem sagsakterne, de beviselementer, der var indeholdt i bilagene hertil og fremlagt for Retten, samt den gradvist mere og mere målrettede og detaljerede argumentation, der var blevet udfoldet. Da der for så vidt angår timesatsen ikke i EU-retten er fastsat en relevant skala herfor, er det kun i det tilfælde, at den gennemsnitlige fakturerede timesats, som i den foreliggende sag, forekommer åbenbart uforholdsmæssig, at Retten kan se bort herfra og efter ret og billighed fastlægge det beløb for advokatsalærerne, der kan kræves erstattet.
For det tredje foretog Retten ligeledes en billighedsvurdering, men en streng vurdering af de udgifter, der kunne kræves erstattet til dækning af vederlagene til de økonomiske rådgivere, hvis deltagelse var objektivt nødvendig af hensyn til sagens behandling ved Retten, idet der ikke forelå konkrete oplysninger om den arbejdsmængde, der var ydet af disse, og den tilhørende timesats.
For det fjerde med hensyn til rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med retsmødet kunne alene rejse- og hoteludgifter for de advokater, der repræsenterede sagsøgeren og procederede for Retten, kræves erstattet. Erstatningen af rejse- og opholdsudgifterne for en af sagsøgerens medarbejdere blev derimod afvist, da der ikke var angivet en begrundelse for nødvendigheden af denne medarbejders tilstedeværelse af hensyn til sagens behandling, idet det var åbenbart, at det forhold, at denne medarbejder arbejdede med sagen i selskabet, i denne forbindelse ikke i sig selv var tilstrækkeligt.
Selv om leje af et mødelokale på sagsøgerens advokaters hotel kunne anses for en reel nødvendighed i betragtning af retsmødets varighed og det involverede antal advokater, forekom tre hele dages leje uforholdsmæssig i fravær af præciseringer i denne forbindelse.
På baggrund af samtlige betragtninger fastsatte Retten det samlede beløb for de sagsomkostninger, der af sagsøgeren kunne kræves erstattet, til knap 800 000 EUR.