RETTENS DOM (Tredje Udvidede Afdeling)

7. juni 2006 (*)

»Statsstøtte – postsektoren – offentlig virksomhed, der har fået overdraget at udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse – logistisk og forretningsmæssig bistand ydet til et datterselskab, som ikke driver virksomhed på et forbeholdt område – appel – hjemvisning fra Domstolen«

I sag T-613/97,

Union française de l’express (UFEX), Roissy-en-France (Frankrig),

DHL International SA, Roissy-en-France,

Federal express international (France) SNC, Gennevilliers (Frankrig),

CRIE SA, Asnières (Frankrig),

ved avocats É. Morgan de Rivery og J. Derenne,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Rozet og D. Triantafyllou, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

støttet af:

Den Franske Republik ved G. de Bergues, R. Abraham og F. Million, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

af

Chronopost SA, Issy-les-Moulineaux (Frankrig), ved avocats V. Bouaziz Torron og D. Berlin,

og af

La Poste, Paris (Frankrig), ved avocat H. Lehman, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenienter,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 98/365/EF af 1. oktober 1997 om Frankrigs påståede støtte til SFMI-Chronopost (EFT 1998 L 164, s. 37),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Jaeger, og dommerne V. Tiili, J. Azizi, E. Cremona og O. Czúcz,

justitssekretær: fuldmægtig K. Andová,

på grundlag af Domstolens dom af 3. juli 2003,

på grundlag af den skriftlige forhandling efter hjemvisning og efter retsmødet den 15. juni 2005,

afsagt følgende

Dom

1        Denne dom afsiges, efter at Domstolen ved dom af 3. juli 2003 (forenede sager C-83/01 P, C-93/01 P og C-94/01 P, Chronopost m.fl. mod UFEX m.fl., Sml. I, s. 6993, herefter »Domstolens dom«) og efter ophævelse af Rettens dom af 14. december 2000 (sag T-613/97, UFEX m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4055, herefter »Rettens dom«) hjemviste sagen til Retten.

 Faktiske omstændigheder

2        Det franske postvæsen (herefter »La Poste«), der har et lovbeskyttet monopol på almindelig postbesørgelse, var indtil udgangen af 1990 en del af den franske forvaltning. Fra den 1. januar 1991 blev La Poste en offentligretlig juridisk person i overensstemmelse med bestemmelserne i lov nr. 90-568 af 2. juli 1990 om organisation af det offentlige post- og telekommunikationsvæsen (JORF af 8.7.1990, s. 8069, herefter »lov 90-568«). Denne lov tillader, at La Poste udøver visse aktiviteter i fri konkurrence, navnlig forsendelse af kurerpost.

3        Société française de messagerie internationale (herefter »SFMI«) er et privatretligt selskab, der siden udgangen af 1985 har været overladt driften af La Postes kurertjeneste. Virksomheden blev etableret med en egenkapital på 10 mio. franske franc (FRF) (ca. 1 524 490 EUR), fordelt mellem finansieringsselskabet Sofipost (66%), der er 100% ejet af La Poste, og TAT Express (34%), som er et datterselskab af luftfartsselskabet Transport aérien transrégional (herefter »TAT«).

4        De nærmere bestemmelser om drift og markedsføring af den kurertjeneste, som SFMI forestår under navnet EMS Chronopost, er fastlagt i en instruks fra Ministeriet for Postvæsen og Telekommunikation af 19. august 1986. Ifølge denne instruks skulle La Poste yde SFMI logistisk og forretningsmæssig bistand. De kontraktmæssige forhold mellem La Poste og SFMI er reguleret af overenskomster, hvoraf den første er fra 1986.

5        I 1992 blev den af SFMI drevne kurertjeneste ændret. Sofipost og TAT stiftede et nyt selskab, Chronopost SA, hvoraf de fortsat ejede henholdsvis 66% og 34% af aktierne. Chronopost, der havde eksklusiv adgang til La Postes faciliteter indtil den 1. januar 1995, koncentreredes om national kurerpost. SFMI blev købt af GD Express Worldwide France, der er datterselskab af et internationalt joint venture mellem det australske selskab TNT og postvæsener i fem lande; en fusion, der blev godkendt af Kommissionen ved beslutning af 2. december 1991 (sag IV/M.102 – TNT/Canada Post, DBP Postdienst, La Poste, PTT Poste & Sweden Post) (EFT C 322, s. 19). SFMI beholdt de internationale aktiviteter og benyttede Chronopost som repræsentant og tjenesteydende virksomhed i Frankrig med hensyn til internationale forsendelser (herefter »SFMI-Chronopost«).

6        Syndicat français de l’express international (SFEI), hvis efterfølger er Union française de l’express (UFEX), og som de tre andre sagsøgere er medlem af, er en fagforening i henhold til fransk ret, der omfatter næsten alle de virksomheder, der driver kurertjeneste i konkurrence med SFMI-Chronopost.

7        Den 21. december 1990 indgav SFEI en klage til Kommissionen bl.a. med den begrundelse, at den logistiske og forretningsmæssige bistand, som La Poste ydede SFMI, indebar statsstøtte i EF-traktatens artikel 92’s forstand (efter ændring nu artikel 87 EF). I klagen blev det hovedsageligt gjort gældende, at SFMI’s betaling for den af La Poste ydede bistand ikke svarede til normale markedsvilkår. Forskellen mellem markedsprisen for sådanne tjenesteydelser og den pris, som SFMI reelt betalte, hævdedes at udgøre statsstøtte. En økonomisk undersøgelse, der blev foretaget af konsulentvirksomheden Braxton efter anmodning fra SFEI, blev vedlagt klagen med henblik på bedømmelse af støttebeløbet i perioden 1986-1989.

8        Kommissionen meddelte ved skrivelse af 10. marts 1992 SFEI, at dens klage var henlagt. Den 16. maj 1992 anlagde SFEI sammen med andre virksomheder sag ved Domstolen med påstand om annullation af denne beslutning. Domstolen fastslog, at det var ufornødent at træffe afgørelse i sagen (Domstolens kendelse af 18.11.1992, sag C-222/92, SFEI m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser), idet Kommissionen ved beslutning af 9. juli 1992 besluttede at ophæve beslutningen af 10. marts 1992.

9        Den Franske Republik fremsendte efter anmodning fra Kommissionen oplysninger ved skrivelse af 21. januar 1993, ved telefax af 3. maj 1993 og ved skrivelse af 18. juni 1993.

10      Den 16. juni 1993 anlagde SFEI med andre virksomheder sag ved tribunal de commerce de Paris mod SFMI, Chronopost, La Poste m.fl. En yderligere undersøgelse fra selskabet Braxton, der var vedlagt stævningen, ajourførte oplysningerne fra den første undersøgelse og udvidede bedømmelsesperioden for støtte indtil udgangen af 1991. Tribunal de commerce de Paris forelagde ved dom af 5. januar 1994 Domstolen flere præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 92 og EF-traktatens artikel 93 (nu artikel 88 EF), hvoraf et vedrørte begrebet statsstøtte under omstændighederne i den foreliggende sag. Den franske regering fremlagde som bilag til sit indlæg af 10. maj 1994 for Domstolen en økonomisk undersøgelse foretaget af selskabet Ernst & Young. Domstolen udtalte ved dom af 11. juli 1996 (sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547, herefter »SFEI-dommen«), at »en offentlig virksomheds ydelse af logistisk og forretningsmæssig bistand til privatretlige datterselskaber, som driver virksomhed underlagt den frie konkurrence, kan udgøre statsstøtte i den i traktatens artikel 92 anførte betydning, hvis vederlaget herfor er lavere end det, som ville være blevet forlangt under sædvanlige markedsbetingelser« (præmis 62).

11      I mellemtiden meddelte Kommissionen ved skrivelse af 20. marts 1996 Den Franske Republik, at den indledte proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2. Den 30. maj 1996 fremkom Den Franske Republik med sine bemærkninger hertil til Kommissionen.

12      Den 17. juli 1996 offentliggjorde Kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende en meddelelse om, at den havde indledt en procedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, vedrørende den påståede støtte, som Frankrig har ydet SFMI-Chronopost (EFT C 206, s. 3).

13      Den 17. august 1996 indgav SFEI sine bemærkninger til meddelelsen til Kommissionen. SFEI vedlagde en ny økonomisk undersøgelse foretaget af kontoret Bain & Cy. SFEI udvidede i øvrigt området for sin klage af december 1990 med visse nye elementer, navnlig udnyttelsen af La Postes image, privilegeret adgang til Radio Frances frekvenser, told- og afgiftsprivilegier samt La Postes investering i platforme til kurerpostvirksomhed.

14      Kommissionen oversendte SFEI’s bemærkninger til Den Franske Republik i september 1996. Den Franske Republik fremsendte som svar en skrivelse til Kommissionen, hvori var vedlagt en økonomisk undersøgelse foretaget af konsulentvirksomheden Deloitte Touche Tomatsu (herefter »Deloitte-undersøgelsen«).

15      Ved skrivelse af 7. november 1996 insisterede SFEI over for Kommissionen på at blive hørt vedrørende alle sagens elementer. SFEI anmodede af den grund om fremsendelse af de svar, som den franske regering allerede havde afgivet til Kommissionen, og som SFEI endnu ikke havde modtaget (nemlig skrivelserne af 21.1.1993 og 18.6.1993), og, efterhånden som de indgik, de yderligere oplysninger, den franske regering meddelte Kommissionen.

16      Kommissionen afviste ved skrivelse af 13. november 1996 at give SFEI aktindsigt i de ovennævnte elementer i sagen.

17      Den 21. april 1997 rettede SFEI en ny skrivelse til Kommissionen og anmodede om en præcis status over sagens forberedelse og især oplysninger, dels om den franske regerings svar på skrivelsen vedrørende indledning af proceduren og på SFEI’s bemærkninger af 17. august 1996, dels om Kommissionens reaktion og hensigter. Den 30. april 1997 afviste Kommissionen at udlevere de dokumenter, den var i besiddelse af, idet den henviste til dokumenternes strengt fortrolige karakter.

18      Den 1. oktober 1997 vedtog Kommissionen beslutning 98/365/EF om Frankrigs påståede støtte til SFMI-Chronopost (EFT 1998 L 164, s. 37, herefter »den anfægtede beslutning«), der blev meddelt SFEI ved skrivelse af 22. oktober 1997.

19      Kommissionen fastslog i den anfægtede beslutning, at der skal sondres mellem to kategorier af foranstaltninger. Den første kategori består af dels La Postes logistiske bistand, hvorved La Postes infrastruktur blev stillet til rådighed for SFMI-Chronopost med henblik på indsamling, sortering, transport, omdeling og overbringelse af forsendelser, dels den forretningsmæssige bistand, dvs. SFMI-Chronoposts adgang til La Postes kundekreds og overdragelse af La Postes goodwill til fordel for SFMI-Chronopost. Den anden kategori består af særlige foranstaltninger, såsom den privilegerede adgang til Radio France samt told- og afgiftsprivilegier.

20      Kommissionen var derfor af den opfattelse, at det relevante spørgsmål var, »om betingelserne for transaktionen mellem det franske postvæsen og SFMI-Chronopost [kunne] sammenlignes med betingelserne for en tilsvarende transaktion mellem et privat moderselskab, der meget vel kan have monopol (f.eks. hvis selskabet har enerettigheder), og dets datterselskab«. Ifølge Kommissionen var der ingen økonomisk fordel, hvis de interne afregningspriser for varer og tjenester, der udveksles mellem selskaber tilhørende samme koncern, afspejlede »samtlige omkostninger (dvs. de samlede omkostninger plus egenkapitalforrentning)«.

21      Kommissionen bemærkede i denne forbindelse, at SFMI-Chronoposts betalinger i de to første driftsår ikke dækkede de samlede omkostninger, men alle omkostninger eksklusive omkostninger til hovedsæde og regionalkontorer. Kommissionen fandt for det første, at det ikke var unormalt, at betalingerne fra en ny virksomhed, nemlig SFMI-Chronopost, i startfasen kun dækkede de variable omkostninger. For det andet havde Den Franske Republik, fortsat ifølge Kommissionen, påvist, at fra 1988 dækkede det vederlag, SFMI-Chronopost betalte, alle de udgifter, La Poste havde, samt en del af egenkapitalforrentningen. Kommissionen beregnede endvidere, at den interne rentesats for La Postes investering som aktionær var større end selskabets kapitalomkostninger i 1986, dvs. den normale rente, som en privat investor ville kræve under lignende forhold. La Poste havde således ydet logistisk og forretningsmæssig bistand til sit datterselskab på normale markedsvilkår, og bistanden udgjorde derfor ikke statsstøtte.

22      Hvad angår den anden kategori, nemlig de forskellige særlige foranstaltninger, var Kommissionen af den opfattelse, at SFMI-Chronopost ikke havde nogen fordel af toldproceduren, stempelafgiften, lønafgiften eller betalingsfristerne. Anvendelsen af La Postes køretøjer i reklameøjemed skulle ifølge Kommissionen anses for normal forretningsmæssig bistand fra et moderselskab til et datterselskab, og SFMI-Chronopost fik ingen fortrinsbehandling med hensyn til reklamering i Radio France. Kommissionen kunne ligeledes fastslå, at de betingelser, La Poste forpligtede sig til at overholde i forbindelse med Kommissionens godkendelse af joint venture-selskabet den 2. december 1991, gjorde, at der ikke forelå statsstøtte.

23      Kommissionen har i den anfægtede beslutnings artikel 1 fastslået, at

»[d]en logistiske og forretningsmæssige bistand, som det franske postvæsen har ydet sit datterselskab, SFMI-Chronopost, de øvrige transaktioner mellem de to selskaber, forholdet mellem SFMI-Chronopost og Radio France, den fortoldningsprocedure, der gælder for det franske postvæsen og SFMI-Chronopost, den lønskat og stempelafgift, der gælder for det franske postvæsen, og det franske postvæsens investering på […] i platforme til kurerpostvirksomhed udgør ikke statsstøtte til fordel for SFMI-Chronopost«.

24      Den 2. december 1997 opfordrede SFEI Kommissionen til inden den 17. december 1997 at tilstille SFEI telefax af 3. maj 1993, notat af 30. maj 1996 og Deloitte-undersøgelsen, der alle var omtalt i den anfægtede beslutning. Samme dag anmodede sagsøgerne ligeledes økonomi-, finans- og industriministeriet om at få tilstillet Deloitte-undersøgelsen. De fremsatte samme begæring til udvalget for aktindsigt i administrative dokumenter den 9. december 1997.

25      Kommissionen afviste ved skrivelse af 15. december 1997 SFEI’s begæring under henvisning til adfærdskodeks for aktindsigt i Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 1993 L 340, s. 41). Kommissionen gjorde gældende, at når anmodningen vedrører et dokument, som en institution ligger inde med, men som har en fysisk eller juridisk person eller en medlemsstat som ophavsmand, skal begæringen stiles direkte til dokumentets ophavsmand. Endvidere henviste Kommissionen til undtagelserne på grund af beskyttelsen af drifts- og forretningshemmelighed og beskyttelsen af fortrolighed.

26      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. december 1997 har sagsøgerne anlagt nærværende sag.

27      Den 12. marts 1998 har sagsøgerne fremsat en selvstændig påstand om fremlæggelse af dokumenter med henblik på, at Kommissionen fremlægger de i beslutningen anførte dokumenter, som sagsøgerne ikke havde adgang til før beslutningens vedtagelse, nemlig telefax af 3. maj 1993, notat af 30. maj 1996, notat med besvarelse af SFEI’s bemærkninger af august 1996 og Deloitte-undersøgelsen, alle dokumenter rettet til Kommissionen fra den franske regering. Ved notat af 7. maj 1998 anmodede Retten Kommissionen om at fremlægge de to sidstnævnte dokumenter. Disse dokumenter blev fremsendt den 26. maj 1998.

28      Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 2. juni 1998 har Den Franske Republik anmodet om tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande. Ved dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor den 5. juni 1998 har Chronopost og La Poste ligeledes anmodet herom.

29      Ved kendelser afsagt den 7. juli 1998 af formanden for Rettens Fjerde Udvidede Afdeling fik Den Franske Republik, Chronopost og La Poste tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

30      Den 23. juli 1998 har sagsøgerne fremsat endnu en selvstændig påstand om fremlæggelse af dokumenter. Retten meddelte ved skrivelse af 10. november 1998 sagsøgerne sin beslutning om ikke på nuværende tidspunkt i sagen at imødekomme denne påstand.

31      Sagsøgerne har i replikken anmodet om fortrolighed for alle de dokumenter, der var vedlagt som bilag 10 til replikken, og om, at alene Retten kan få adgang til disse dokumenter. Sagsøgerne har ved skrivelse af 5. januar og 10. februar 1999 præciseret, at denne anmodning kun vedrørte La Poste og Chronopost. Ved kendelse afsagt den 5. marts 1999 af formanden for Rettens Fjerde Udvidede Afdeling blev denne anmodning om fortrolighed for visse oplysninger i forhold til La Poste og Chronopost imødekommet.

32      Sagsøgerne har fremsat fire anbringender til støtte for annullationspåstanden. Med anbringenderne gøres det gældende, at der for det første »er sket en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, navnlig retten til aktindsigt«, for det andet, »at begrundelsen er mangelfuld«, for det tredje, »at der foreligger faktiske fejl og åbenbart urigtige skøn« og for det det fjerde, »at der er sket en tilsidesættelse af begrebet statsstøtte«. Det fjerde anbringende omfatter to led, hvormed det gøres gældende, at Kommissionen har tilsidesat begrebet statsstøtte, dels ved ikke at tage hensyn til de normale markedsvilkår i analysen af betalingen for den bistand, La Poste har ydet SFMI-Chronopost, dels ved fra dette begreb at have undtaget forskellige foranstaltninger, som SFMI-Chronopost har draget fordel af.

33      Retten annullerede delvist den anfægtede beslutnings artikel 1 og tog det fjerde anbringendes første led til følge. Af sagsøgerens øvrige anbringender og argumenter undersøgte Retten kun det første anbringende vedrørende den påståede tilsidesættelse af retten til kontradiktion og de argumenter, der blev anført i forbindelse med det tredje anbringende om faktiske fejl og åbenbart urigtige skøn, som ikke var sammenfaldende med dem, der allerede var blevet undersøgt i forbindelse med det fjerde anbringende. I begge tilfælde blev de klagepunkter, som sagsøgerne havde gjort gældende, forkastet.

34      Ved appelskrifter indleveret til Domstolens Justitskontor henholdsvis den 19. og den 23. februar 2001 har Chronopost, La Poste og Den Franske Republik i medfør af artikel 56 i statutten for Domstolen iværksat appel af denne dom.

35      Chronopost, La Poste og Den Franske Republik har gjort forskellige anbringender gældende til støtte for deres appel. Det første anbringende vedrørte en tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 1, som følge af en fejlagtig fortolkning af begrebet »sædvanlige markedsbetingelser«.

36      Ved dom af 3. juli 2003 ophævede Domstolen Rettens dom, tog det første anbringende til følge, hjemviste sagen til Retten og udsatte afgørelsen om sagens omkostninger.

 Proceduren efter hjemvisning

37      Sagen er henvist til Rettens Fjerde Udvidede Afdeling. Da sammensætningen af Rettens afdelinger blev ændret ved Rettens afgørelse af 13. september 2004 (EUT C 251, s. 12), er den refererende dommer blevet tilknyttet Tredje Udvidede Afdeling, som den foreliggende sag følgelig er blevet henvist til.

38      I henhold til artikel 119, stk. 1, i Rettens procesreglement har sagsøgerne og Kommissionen indgivet et skriftligt indlæg. I henhold til artikel 119, stk. 3, i procesreglementet gav Retten sagsøgerne og Kommissionen tilladelse til at indgive yderligere skriftlige indlæg. Intervenienterne indgav i henhold til artikel 119, stk. 1, i Rettens procesreglement deres skriftlige indlæg, efter at hovedparternes supplerende skriftlige indlæg var indgivet.

39      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er omhandlet i artikel 64 i Rettens procesreglement, anmodet parterne om at fremlægge visse dokumenter og skriftligt at besvare visse spørgsmål. Parterne har fremsendt deres besvarelser og fremlagt dokumenterne inden for den fastsatte frist.

40      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet den 15. juni 2005. Efter retsmødet blev Kommissionen og La Poste anmodet om at indlevere visse dokumenter. Endvidere blev der fastsat en frist for de øvrige parter til at indgive deres bemærkninger om disse sidste dokumenter. Sagsøgerne indgav deres bemærkninger inden for den fastsatte frist.

41      Den mundtlige forhandling blev afsluttet den 23. august 2005.

42      Ved skrivelser indgivet den 30. september og den 4. oktober 2005 anmodede Chronopost og La Poste om tilladelse til at indgive et svar på sagsøgernes bemærkninger om de dokumenter, der var blevet fremlagt på Rettens anmodning under retsmødet.

43      Ved kendelse af 27. oktober 2005 har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at genåbne den mundtlige forhandling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 62.

44      Retten vedtog desuden en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64, hvorefter de bemærkninger, som Chronopost og La Poste indgav henholdsvis den 30. september og den 4. oktober 2005, tilføres sagsakterne. De øvrige parters bemærkninger er tillige blevet tilført sagsakterne.

45      Herefter blev den mundtlige forhandling på ny afsluttet den 19. december 2005.

 Parternes påstande efter hjemvisningen

46      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede beslutning annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i sag T-613/97.

–        Den Franske Republik, Chronopost og La Poste tilpligtes in solidum at betale sagens omkostninger i de forenede sager C-83/01 P, C-93/01 P og C-94/01 P samt i sag T-613/97 efter hjemvisningen.

47      Kommissionen har, støttet af Den Franske Republik og La Poste, nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger i begge instanser.

48      Chronopost har nedlagt følgende påstande:

–        Principalt afvisning af sagen, subsidiært frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger i begge instanser.

 Retlige bemærkninger

1.     Indledende bemærkninger

49      Efter Domstolens dom og hjemvisning af den foreliggende sag til Retten har sagsøgerne i det væsentlige fastholdt det andet, tredje og fjerde anbringende, der er gjort gældende under den sag, der har givet anledning til Rettens dom, nemlig anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten, anbringendet vedrørende faktiske fejl og åbenbart urigtige skøn i undersøgelsen af vederlaget for La Postes bistand, og anbringendet vedrørende fejlagtig anvendelse af begrebet statsstøtte. Det sidstnævnte anbringende består af to led, dels om tilsidesættelse af begrebet sædvanlige markedsbetingelser som omhandlet i Domstolens dom, dels om manglende hensyntagen til visse aspekter af begrebet statsstøtte.

50      Indledningsvis bemærkes, at Domstolen ophævede Rettens dom på grund af en retlig fejl, da Retten fortolkede traktatens artikel 92, stk. 1. Ifølge Domstolen består denne fejl i, at Retten fastslog, at Kommissionen i forbindelse med sin undersøgelse af, hvorvidt La Postes logistiske og forretningsmæssige bistand til SFMI-Chronopost udgjorde statsstøtte, skulle have undersøgt, om La Postes samtlige omkostninger for ydelsen af denne logistiske bistand svarede til de faktorer, som en virksomhed, der opererer på normale markedsvilkår, skulle have taget i betragtning ved fastsættelse af betalingen for de ydede tjenester. Retten havde herom konkluderet, at Kommissionen således i det mindste skulle have efterprøvet, at den modydelse, som La Poste modtog, kunne sammenlignes med den, der blev opkrævet af et privat finansieringsselskab eller en privat virksomhedskoncern på et ikke-monopoliseret område, som følger en global eller sektorbestemt strukturpolitik, og som lader sig lede af mere langsigtede rentabilitetsudsigter. Domstolen fastslog, at denne vurdering, som ikke tager hensyn til, at en virksomhed som La Poste befinder sig i en situation, som er væsentlig anderledes end den, som en privat virksomhed, der driver virksomhed på sædvanlige markedsbetingelser, befinder sig i, og præciserede i denne forbindelse følgende (præmis 34-40 i Domstolens dom):

»34      La Poste har således fået overdraget at udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, i den forstand, hvori begrebet anvendes i EF-traktatens artikel 90, stk. 2 (nu artikel 86, stk. 2, EF) (jf. dom af 19.5.1993, sag C-320/91, Corbeau, Sml. I, s. 2533, præmis 15). Tjenesteydelsen består nærmere bestemt i en pligt til i forhold til samtlige brugere på hele en medlemsstats område at sørge for indsamling, befordring og omdeling af post til ensartede takster og efter ensartede kvalitetskrav.

35      La Poste har med dette formål skullet skaffe sig (eller har fået overdraget) infrastruktur og de vigtigste midler (»postnettet«), der gjorde det muligt for virksomheden at levere de grundlæggende posttjenester til alle brugerne, herunder i tyndt befolkede områder, hvori taksterne ikke dækker de omkostninger, der er forbundet med leveringen af de pågældende ydelser.

36      På grund af arten af de tjenesteydelser, som La Postes net skal sikre, følger oprettelsen og vedligeholdelsen af dette net ikke en rent forretningsmæssig logik. Som det er bemærket i nærværende doms præmis 22, har UFEX m.fl. i øvrigt erkendt, at et net som det, selskabet SFMI-Chronopost har kunnet benytte, tydeligvis ikke er et markedsnet. Dette net ville således aldrig være blevet oprettet af et privat selskab.

37      I øvrigt er ydelsen af logistisk og forretningsmæssig bistand uløseligt forbundet med La Postes net, eftersom den netop består i tilrådighedsstillelse af dette net, som ikke har sit lige på markedet.

38      Under disse omstændigheder bemærkes, at da det ikke er muligt at sammenligne La Postes situation med den situation, som en privat koncern på et ikke-monopoliseret område befinder sig i, skal de »sædvanlige markedsbetingelser«, som nødvendigvis er hypotetiske, bedømmes i forhold til de tilgængelige objektive oplysninger, der kan efterprøves.

39      I det foreliggende tilfælde kan de omkostninger, La Poste har afholdt i forbindelse med ydelse af logistisk og forretningsmæssig bistand til datterselskabet, udgøre sådanne objektive oplysninger, der kan efterprøves.

40      På denne baggrund kan det udelukkes, at SFMI-Chronopost er tildelt statsstøtte, hvis det for det første godtgøres, at det krævede vederlag dækker alle de variable yderligere omkostninger, der følger af ydelsen af den logistiske og forretningsmæssige bistand og et passende tilskud til de faste omkostninger, der følger af anvendelsen af postnettet samt en passende egenkapitalforrentning, for så vidt som omkostningerne er knyttet til SFMI-Chronoposts konkurrencemæssige aktiviteter, og hvis der for det andet ikke er noget, der tyder på, at disse faktorer er undervurderet eller vilkårligt fastsat.«

51      På baggrund af Domstolens ovenstående vurdering mener Retten, at anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten skal undersøges først. Anbringendet om materielle fejl og åbenbart urigtige skøn samt om fejlagtig anvendelse af begrebet statsstøtte, som er sammenfaldende, vil efterfølgende blive behandlet samlet.

2.     Anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten

 Parternes argumenter

52      Sagsøgerne har kritiseret, at Kommissionen i den anfægtede beslutning blot har henvist til de økonomiske rapporter, som den har anvendt som grundlag, uden at præcisere de elementer i rapporterne, der har gjort det muligt at drage den slutning, at der ikke var tale om statsstøtte til SFMI-Chronopost, og som kan prøves af Fællesskabets retsinstanser.

53      Sagsøgerne har for det første anført, at det ikke kan bestrides, at den anfægtede beslutning hovedsageligt er baseret på konklusionerne i Deloitte-undersøgelsen, som Kommissionen har afvist at udlevere til dem, og som alene kunne begrunde indholdet af den anfægtede beslutning. Deloitte-undersøgelsen, der er en væsentlig bestanddel af begrundelsen for den anfægtede beslutning, skulle have været meddelt sagsøgerne senest samtidig med den for dem bebyrdende beslutning for at give dem mulighed for at udøve deres rettigheder.

54      For det andet har sagsøgerne bemærket, at begrundelsen vedrørende den logistiske bistand er utilstrækkelig. Kommissionen har på ingen måde angivet i den anfægtede beslutning, hvordan »samtlige omkostninger« for alle ydelserne i forbindelse med kurertjenesten er fordelt. Kommissionens begrundelse på dette punkt er åbenbart utilstrækkelig med henblik på at kunne forstås af sagsøgerne og prøves af Retten, for så vidt som den ikke nævner de faktiske elementer, der ligger til grund for Kommissionens slutning, at »det samlede vederlag ydet af SFMI-Chronopost for den af La Poste ydede logistiske støtte var højere end det samlede beløb for driftsudgifterne i løbet af perioden 1986-1995«, og det var således ikke muligt at konkludere, at der forelå støtte.

55      For det tredje mener sagsøgerne, at begrundelsen vedrørende den forretningsmæssige bistand er utilstrækkelig. Kommissionen har på ingen måde angivet, hvilken del af »samtlige omkostninger« der modsvarer omkostningerne til den forretningsmæssige bistand, og heller ikke, hvilke specifikke tjenester inden for rammerne af den forretningsmæssige bistand der modsvares af nævnte del. En sådan efterprøvelse ville i øvrigt være vanskelig i mangel af en definition på begrebet »markedsføringsomkostninger«. Endvidere mener sagsøgerne, at Kommissionen kun har svaret med vag kritik på deres meget præcise bedømmelse af udgifterne til salgsfremme af SFMI’s produkter og værdien af anvendelsen af La Postes image.

56      Ifølge sagsøgerne skulle Kommissionen i den anfægtede beslutning have medtaget de omkostningstabeller, den har modtaget fra den franske regering, og den kan ikke begrunde den mangelfulde begrundelse med bekymringen for at tynge den anfægtede beslutning eller med forretningshemmeligheden. De bemærker, at referenceperioden for den oprindelige klage (1986-1990) allerede var forretningsmæssigt »gammel«. Kommissionens vurdering var derfor abstrakt og begrundelsen utilstrækkelig.

57      For det fjerde bemærker sagsøgerne, at der er en uoverensstemmelse i den anfægtede beslutnings begrundelse – som kan sidestilles med manglende begrundelse – vedrørende den såkaldte »retropolations-metode«. Kommissionen har nemlig for det første forklaret, at prisen for den logistiske bistand er beregnet ved at gange antallet af behandlede forsendelser eller deres vægt med enhedsprisen for de forskellige transaktioner og konstaterer derefter, at indtil 1992 havde La Poste ikke noget analytisk regnskab.

58      Sagsøgerne har desuden anført, at begrundelsen for den anfægtede beslutning skal vurderes i forhold til de faktiske omstændigheder, som i den foreliggende sag kræver en særligt dybtgående begrundelse. Sådanne omstændigheder udgøres af manglende anmeldelse, den alt for lange varighed af den administrative procedure (beslutning truffet 81 måneder efter indgivelsen af den oprindelige klage), de af Kommissionen anerkendte store vanskeligheder, bl.a. med hensyn til hvorvidt de kritiserede foranstaltninger kunne kvalificeres som statsstøtte, sandsynligheden for, at der foreligger støtte – som er anerkendt af Kommissionen – tilbagetrækningen af en første beslutning om afslag, efter at den havde været genstand for et annullationssøgsmål, Kommissionens manglende påpasselighed i tre års tid (fra tilbagetrækningen af dens beslutning den 9.7.1992 til det offentlige retsmøde for Domstolen i den sag, der gav anledning til SFEI-dommen, dvs. den 24.10.1995), retningslinjerne i SFEI-dommen, afvisningen af at give aktindsigt – selv uden eventuelt fortrolige oplysninger – og indføringen af de omtvistede foranstaltninger i registret over ikke anmeldt støtte. Sagsøgerne har tilføjet, at de har fremsendt mere og mere præcise økonomiske undersøgelser til Kommissionen.

59      Kommissionen har gjort gældende, at den, i modsætning til hvad sagsøgerne hævder, i den anfægtede beslutning (under punkt D.1) har anført, hvordan samtlige omkostninger er fordelt. Den har anført, at den af La Poste fulgte metode, som er godkendt af Kommissionen, er beskrevet i de forskellige faser ligesom resultatet, dvs. dækningsgraden af samtlige udgifter, som La Poste har afholdt i de forskellige år. Ifølge Kommissionen er det tilstrækkeligt med henblik på kontrollen af, om der foreligger støtte at angive, hvilken metode der er fulgt, og de opnåede resultater uden at gengive de hertil svarende tabeller, som i for høj grad ville tynge Kommissionens beslutning. Kommissionen har tilføjet, at retspraksis ikke kræver, at begrundelsen specificerer alle de relevante faktiske og retlige elementer, bl.a. når der er tale om tekniske valg.

60      Kommissionen har bemærket, at de franske myndigheder stillede en opdeling af disse fuldstændige udgifter til dens rådighed den 30. maj 1996. Denne opdeling viste, med små variationer fra år til år, i det væsentlige de forskellige transaktioner hos La Postes postkontorer, sorteringscentre og ansatte. De nævnte tabeller henviste altid til samtlige omkostninger og sammenlignede disse udgifter med enhedsprisen for underleverance for hver ydelse for at fastslå en årlig dækningsgrad. Disse taloplysninger havde imidlertid karakter af forretningshemmelighed, for så vidt som de viser omkostningsstrukturen og de finansielle strømme mellem et moderselskab og dets datterselskab.

61      Chronopost har understreget, at Kommissionen er forpligtet til at give klageren meddelelse om grundene til, at de i klagen nævnte faktiske og retlige omstændigheder ikke har været tilstrækkelige til, at det kan anses for godtgjort, at der foreligger statsstøtte. Kommissionen er dog ikke forpligtet til at tage stilling til hvert af de tekniske valg eller til forhold, der er åbenbart uvedkommende, uden betydning eller klart af underordnet relevans.

62      Chronopost har anført, at begrundelsen for den anfægtede beslutning er tilstrækkelig og understreger, at Kommissionen ikke er forpligtet til i den anfægtede beslutning at medtage alle de analytiske beregninger. Chronopost har desuden anført, at den påståede manglende begrundelse for den anfægtede beslutning ikke er påtalt af hverken Retten eller Domstolen, selv om manglende begrundelse er et spørgsmål om ufravigelig procesforudsætning og derfor kan prøves ex officio. I modsætning til den konklusion, som sagsøgerne har draget af retspraksis, er det tilstrækkeligt, at Kommissionen anfører, hvilke beregninger den har anvendt.

 Rettens bemærkninger

 Retspraksis vedrørende begrundelse

63      Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

64      Hvad nærmere angår en beslutning fra Kommissionen, hvori det fastslås, at der ikke som anført af en klager foreligger en statsstøtte, bemærkes, at Kommissionen under alle omstændigheder er forpligtet til på tilstrækkeligt uddybende måde at give klageren meddelelse om grundene til, at de i klagen nævnte faktiske og retlige omstændigheder ikke har været tilstrækkelige til, at det kan anses for godtgjort, at der foreligger en statsstøtte. Kommissionen er dog ikke forpligtet til at tage stilling til forhold, der er åbenbart uvedkommende, uden betydning eller klart af underordnet relevans (dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, præmis 64).

65      Det bemærkes i øvrigt, at overholdelsen af de garantier, som fællesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, er endnu vigtigere i de tilfælde, hvor Kommissionen med henblik på at kunne udføre sine opgaver råder over en skønsmæssig beføjelse. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag og forsyne sine afgørelser med en tilstrækkelig begrundelse (Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14).

66      Selv om Kommissionen i sin begrundelse for de beslutninger, den træffer for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, ikke har pligt til at komme ind på samtlige faktiske og retlige omstændigheder eller gøre rede for de overvejelser, der har ført til beslutningen, er den dog i henhold til traktatens artikel 190 forpligtet til i hvert fald at nævne de omstændigheder og overvejelser, der har væsentlig betydning for beslutningen, og dermed give Fællesskabets retsinstanser og de berørte parter oplysning om, hvorledes den har anvendt traktaten (jf. i denne retning Rettens dom af 15.9.1998, forenede sager T-374/94, T-375/94, T-384/94 og T-388/94, European Night Services m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3141, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).

67      Det fremgår ligeledes af retspraksis, at medmindre der foreligger særlige omstændigheder, skal begrundelsen for en beslutning findes i selve dens tekst, og den kan ikke først fremgå af forklaringerne under en efterfølgende retssag (jf. Rettens dom af 14.5.1998, sag T-295/94, Buchmann mod Kommissionen, Sml. II, s. 813, præmis 171, og dommen i sagen European Night Services m.fl. mod Kommissionen, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis). Begrundelsen skal derfor principielt meddeles den berørte part samtidig med den beslutning, der indeholder et klagepunkt i forhold til parten. Manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes gennem den omstændighed, at den berørte part erfarer grundene til afgørelsen under sagen for Fællesskabets retsinstanser (Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 463). Hvis en kommissionsbeslutning om anvendelse af traktatens artikel 92 er behæftet med væsentlige udeladelser, kan Kommissionen ikke afhjælpe denne mangel ved for første gang under sagen for Retten at fremlægge de oplysninger og andre undersøgelsesdata, der gør det muligt at fastslå, at betingelserne for at anvende artikel 92 foreligger, medmindre der er tale om undersøgelsesdata, som ingen af parterne har bestridt under den forudgående administrative procedure (jf. i denne retning dommen i sagen European Night Services m.fl. mod Kommissionen, præmis 96).

68      Herefter kan den af Kommissionens befuldmægtigede for Retten fremførte argumentation ikke afhjælpe den utilstrækkelige begrundelse af den anfægtede beslutning (jf. Rettens dom af 18.1.2005, sag T-93/02, Confédération nationale du Crédit mutuel mod Kommissionen, Sml. II, s. 143, præmis 126 og den deri nævnte retspraksis).

69      Den dispositive del af en beslutning, der skal begrundes i medfør af traktatens artikel 190, og dens begrundelse udgør et udeleligt hele, hvorfor det i medfør af kollegialitetsprincippet udelukkende tilkommer Kommissionen som kollegial enhed samtidig at vedtage begge dele, og enhver ændring af begrundelsen ud over rent ortografiske eller grammatiske ændringer henhører under den kollegiale enheds enekompetence (dommen i sagen Confédération nationale du Crédit mutuel mod Kommissionen, præmis 124, med henvisning til Domstolens dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, præmis 66-68).

70      Det bemærkes, at Fællesskabets retsinstanser i forbindelse med et annullationssøgsmål, der er anlagt i henhold til EF-traktatens artikel 173 (nu artikel 230 EF), skal begrænse sig til en prøvelse af lovligheden af den anfægtede retsakt. Retten skal således ikke udbedre en eventuel manglende begrundelse eller supplere Kommissionens begrundelse ved at tilføje eller erstatte elementer, som ikke fremgår af den anfægtede beslutning selv.

71      Det skal således undersøges, om den anfægtede beslutning, som er baseret på komplekse økonomiske vurderinger, er truffet under overholdelse af de ovennævnte principper. Navnlig i lyset af den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 66-70, skal det undersøges, om Kommissionen har overholdt begrundelsespligten – kun i forhold til de grunde, der er anført i selve teksten til den anfægtede beslutning.

 Rækkevidden af prøvelsen af overholdelsen af begrundelsespligten i det foreliggende tilfælde

72      Det skal bemærkes, at Retten skal undersøge, om Kommissionen har overholdt sin begrundelsespligt i henhold til traktatens artikel 190 med hensyn til dens konklusion om, at SFMI-Chronopost ikke har modtaget statsstøtte. Dette indebærer på baggrund af de principper, som Domstolen fastslog i sin dom, som er gengivet ovenfor i præmis 50, bl.a. en undersøgelse af, om den anfægtede beslutning er tilstrækkeligt begrundet, dels med hensyn til spørgsmålet, om den modydelse, der kræves af SFMI-Chronopost, for det første dækker alle de variable yderligere omkostninger, der følger af ydelsen af den logistiske og forretningsmæssige bistand, og for det andet et passende tilskud til de faste omkostninger, der følger af anvendelsen af postnettet samt for det tredje en passende egenkapitalforrentning, for så vidt som omkostningerne er knyttet til SFMI-Chronoposts konkurrencemæssige aktiviteter, dels med hensyn til spørgsmålet, om der er noget, der tyder på, at disse faktorer er undervurderet eller vilkårligt fastsat.

73      Retten mener, at hvis grundene til, at Kommissionen forkastede den af sagsøgerne foreslåede metode til beregning af omkostningerne, klart fremgår af de grunde, der er anført i betragtning 49-56 til den anfægtede beslutning, skal denne begrundelse ligeledes indeholde en tilstrækkelig forklaring med hensyn til den måde, hvorpå Kommissionen ved anvendelse af den såkaldte metode med »samtlige omkostninger« har beregnet og vurderet La Postes omkostninger – herunder de omkostninger, der er anerkendt som relevante i denne forbindelse af Domstolen i dens dom i appelsagen – samt med hensyn til den modydelse, der i denne forbindelse blev krævet af SFMI-Chronopost, for at gøre det muligt for Retten at efterprøve lovligheden af Kommissionens skøn med hensyn til, om der foreligger en statsstøtte. I denne sammenhæng må Chronoposts argument om, at den anfægtede beslutning er tilstrækkeligt begrundet, fordi hverken Retten eller Domstolen har påberåbt sig manglende begrundelse, som udgør en ufravigelig procesforudsætning, forkastes. Hverken Retten eller Domstolen var nemlig forpligtet til at tage stilling til manglende begrundelse i denne forbindelse under hensyn til Rettens annullation i første instans af den anfægtede beslutning alene på grund af fejlagtig anvendelse af traktatens artikel 92 (Rettens dom, præmis 64-79) og begrænsningen af Domstolens prøvelse til lovligheden af den vurdering, Retten foretog til støtte for denne konklusion (Domstolens dom, præmis 31-42).

74      Retten finder det derfor nødvendigt at undersøge, hvorvidt Kommissionen har begrundet sin bedømmelse tilstrækkeligt, for det første med hensyn til dækningen af de variable yderligere omkostninger som følge af ydelsen af logistisk og forretningsmæssig bistand, for det andet vedrørende passende bidrag til de faste omkostninger som følge af anvendelsen af postnettet, og for det tredje med hensyn til passende egenkapitalforrentning.

 Den anfægtede beslutnings begrundelse vedrørende de variable yderligere omkostninger som følge af ydelsen af logistisk og forretningsmæssig bistand

75      Hvad angår de variable yderligere omkostninger som følge af La Postes ydelse af logistisk og forretningsmæssig bistand til SFMI-Chronopost hedder det i betragtning 33 til den anfægtede beslutning:

»For at anslå det samlede beløb for det franske postvæsens bistand til SFMI-Chronopost beregner postvæsenet først de direkte driftsomkostninger, eksklusive omkostninger til hovedsæde og regionalkontorer, i forhold til produktsortimentet (kæde af basistransaktioner), svarende til tjenesteydelsen og den faktiske trafikmængde. Omkostningerne til hovedsæde og regionalkontorer lægges derefter til i forhold til kostprisen for hver enkelt tjeneste.

Med hensyn til produktsortimentet havde det franske postvæsen ikke et analytisk regnskabssystem, der gav mulighed for at beregne de faktiske omkostninger for denne logistiske bistand til SFMI-Chronopost. Indtil 1992 blev disse omkostninger beregnet på basis af skøn. De tjenester, der blev ydet til SFMI-Chronopost, blev opdelt i en række basistransaktioner, hvis tidsforbrug aldrig var blevet målt før 1992. For at beregne omkostningerne sidestillede det franske postvæsen disse tjenester med eksisterende posttjenester af samme art, hvor de forskellige transaktioner allerede var blevet tidsmålt og vurderet (f.eks. aflevering af et anbefalet brev). I 1992 blev tidsforbruget og omkostningerne ved de omhandlede transaktioner beregnet på basis af den faktiske trafikmængde inden for kurerpostvirksomhed. Disse beregninger betød, at postvæsenet kunne anslå den faktiske pris for den logistiske bistand.«

76      Kommissionen drog i betragtning 57 til den anfægtede beslutning følgende konklusion:

»Kommissionen mener ikke, at de interne afregningspriser for varer og tjenester, der udveksles mellem selskaber tilhørende samme koncern, medfører nogen som helst finansielle fordele, hvis priserne afspejler samtlige omkostninger (dvs. de samlede omkostninger plus egenkapitalforrentning). I det konkrete tilfælde dækkede SFMI-Chronoposts betalinger i de to første driftsår ikke de samlede omkostninger, men de dækkede alle omkostninger eksklusive omkostninger til hovedsæde og regionalkontorer. Kommissionen finder ikke denne situation anormal, da de indtægter, som en ny virksomhed tilhørende en koncern måtte få i opstartsfasen, kun kan dække de variable omkostninger. Når først virksomheden har stabiliseret sin position på markedet, skal indtægterne være større end de variable omkostninger, således at den kan bidrage til at dække koncernens faste omkostninger. I de to første regnskabsår (1986 og 1987) dækkede SFMI-Chronoposts betalinger ikke blot de variable omkostninger, men også visse faste omkostninger (f.eks. bygninger og køretøjer). Frankrig har påvist, at fra 1988 dækkede det vederlag, SFMI-Chronopost betalte for den ydede bistand, alle de udgifter, det franske postvæsen havde, plus en del af egenkapitalforrentningen. Følgelig er det franske postvæsens logistiske og forretningsmæssige bistand til sit datterselskab ydet på normale markedsvilkår, og bistanden udgør ikke støtte.«

77      Disse grunde angiver ikke i tilstrækkelig grad, hvilken nøjagtig rækkevidde Kommissionen har ment, at de økonomiske og regnskabsmæssige begreber, der er anvendt i denne sammenhæng, har, eller den nøjagtige karakter af de af den undersøgte omkostninger for at begrunde, at der ikke forelå statsstøtte. Dette medfører, at Retten ikke kan efterprøve, om disse omkostninger faktisk svarer til de variable yderligere omkostninger som følge af ydelsen af den logistiske og forretningsmæssige bistand i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens dom.

78      Hvad angår begrebet direkte driftsomkostninger – nævnt i betragtning 33 til den anfægtede beslutning – har Kommissionen i sin skrivelse af 27. maj 2005 som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten anført, at det drejede sig om henførbare omkostninger. Kommissionen tilføjede i denne skrivelse, at inden for La Poste omfattede disse henførbare omkostninger ligeledes en del af de faste omkostninger eksklusive omkostninger til hovedsæde og regionalkontorer.

79      Henset til den anfægtede beslutning alene kan man imidlertid ikke vide, hvor store de direkte driftsomkostninger var, eller hvilke omkostninger der i La Postes regnskab direkte kan henføres til de forskellige aktiviteter. De henførbare omkostninger varierer nemlig i de forskellige virksomheder i forhold til det anvendte regnskabssystem.

80      Retten mener herudover, at dette spørgsmål heller ikke er afklaret i de skriftlige indlæg, Kommissionen har indleveret under retssagen, og som Retten under alle omstændigheder ikke kan tage hensyn til i forbindelse med undersøgelsen af den anfægtede beslutnings begrundelse som sådan (jf. ovenfor i præmis 66-70). I sine indlæg forklarer Kommissionen, at på basis af det analytiske regnskab, der indebærer en rimelig opdeling af de forskellige poster, var den fremgangsmåde, der var anvendt i den anfægtede beslutning, at opdele de forskellige udgifter (eksterne køb af varer og tjenesteydelser, personale, afskrivning og vedligeholdelse af anlægsaktiver) beroende på, om de var driftsudgifter (kontoraktiviteter, transport, uddeling, sortering, finansiel aktivitet) – bestående i direkte omkostninger (variable omkostninger, dvs. som kan henføres til en behandlet forsendelse, og faste omkostninger) – eller strukturelle omkostninger (regionale eller nationale administrative strukturer for postvirksomheden eller de finansielle tjenesteydelser, fælles strukturer) – bestående i indirekte omkostninger (kun faste). Derefter blev de indirekte udgifter (faste) til strukturer (både de fælles udgifter og dem, der var specielle for postforsendelsen eller de finansielle tjenesteydelser) henført til »postforsendelses«aktiviteterne proportionalt i forhold til de (direkte) driftsomkostninger for hver af aktiviteterne. For de fire »postforsendelses«aktiviteter (indsamling, omdeling, sortering og transport) blev de indirekte omkostninger (ikke driftsmæssige strukturer, der også omfattede centrale og regionale reklame- og markedsføringsudgifter) henført proportionalt til de omkostninger, der var direkte impliceret i hver af de nævnte aktiviteter. Omkostningerne for de forskellige værkenheder (arbejdsminutter eller transporteret ton) fremkom ved at dividere de samlede faktiske omkostninger vedrørende hver aktivitet med det præcise antal tidsmålte arbejdsminutter (eller transporteret ton). Ved at gange disse enhedsomkostninger med den tid, der var brugt til tjenesteydelserne til SFMI-Chronopost (eller til den transporterede vægt), kom man frem til de samlede omkostninger for La Postes ydelser til sit datterselskab.

81      Retten mener, at disse forklaringer blot styrker den slutning, at den anfægtede beslutnings begrundelse som sådan er alt for generel til, at Retten kan efterprøve lovligheden af Kommissionens vurdering med hensyn til spørgsmålet, om alle omkostningerne i forbindelse med La Postes logistiske og forretningsmæssige bistand til SFMI-Chronopost er dækket. Begrundelsens utilstrækkelighed betones yderligere ved, at Kommissionen i den anfægtede beslutning anvender forskellige økonomiske og regnskabsmæssige begreber på en upræcis måde. Det er således ikke muligt ved hjælp af betragtning 57 til den anfægtede beslutning, hvori det anføres, at »[i] de to første regnskabsår (1986 og 1987) dækkede SFMI-Chronoposts betalinger ikke blot de variable omkostninger, men også visse faste omkostninger (f.eks. bygninger og køretøjer)«, præcist at afgøre, hvilke omkostninger der menes med disse »visse faste omkostninger«, som SFMI-Chronopost skulle have dækket.

82      Endvidere indeholder den anfægtede beslutning ingen forklaring på, hvorledes tjenesterne til SFMI-Chronopost var opdelt i en række basistransaktioner, og hvorledes La Poste har sidestillet disse tjenester med de eksisterende posttjenester af tilsvarende karakter. Eftersom tidsforbruget af de tjenester, der blev ydet SFMI-Chronopost, ikke var blevet målt før 1992, og de faktiske omkostninger i forbindelse med ydelsen af La Postes logistiske og forretningsmæssige bistand til SFMI-Chronopost indtil 1992 var beregnet på grundlag af skøn, ville det have været nødvendigt i den anfægtede beslutning at forklare, hvordan denne sidestilling var foretaget, for at adressaten for den anfægtede beslutning, de øvrige berørte personer og Retten kan efterprøve, om der var begået faktiske eller vurderingsmæssige fejl i forbindelse med denne fremgangsmåde.

83      Nøjagtige forklaringer ville have været særligt nødvendige for at gøre det muligt at efterprøve, hvordan der blev taget hensyn til La Postes forretningsmæssige bistand til SFMI-Chronopost ved beregningen af samtlige omkostninger. Ligesom de tjenester til SFMI-Chronopost, der var forbundet med et bestemt produkt, ifølge Kommissionen blev holdt adskilt fra La Postes øvrige aktiviteter, ville det have været nødvendigt med en begrundelse for forekomsten og størrelsen af omkostningerne i tilknytning til den forretningsmæssige bistand. Det fremgår imidlertid på ingen måde af de forklaringer, der er indeholdt i den anfægtede beslutning, hvordan der er taget hensyn til en sådan bistand ved beregningen af samtlige omkostninger.

84      I den anfægtede beslutning ville det følgelig have været nødvendigt med en tilstrækkelig begrundelse i den henseende og i det mindste en generel sammenfatning af de analytiske regnskabsberegninger vedrørende tjenesterne til SFMI-Chronopost, eventuelt efter at hemmelige oplysninger var fjernet.

85      Det følger af ovenstående, at den anfægtede beslutning ikke indeholder en tilstrækkelig begrundelse for Kommissionens bedømmelse med hensyn til de variable yderligere omkostninger som følge af ydelsen af den logistiske og forretningsmæssige bistand.

 Begrundelsen vedrørende et tilstrækkeligt bidrag til de faste omkostninger som følge af anvendelsen af postnettet

86      Hvad angår bidraget til de faste omkostninger som følge af anvendelsen af postnettet hedder det i betragtning 33 til den anfægtede beslutning, at »[o]mkostningerne til hovedsæde og regionalkontorer lægges derefter til i forhold til kostprisen for hver enkelt tjeneste«.

87      Det skal bemærkes, at i lyset af den anfægtede beslutning alene er det ikke muligt at fastslå, hvilke typer omkostninger der indgår i disse omkostninger til hovedsæde og regionalkontorer. Navnlig kan Retten ikke efterprøve, om Kommissionen er af den opfattelse, at en del af omkostningerne til hovedsæde og regionalkontorer udgør omkostninger, der kan kvalificeres som faste omkostninger som følge af anvendelsen af postnettet, der således skulle have været taget i betragtning ved beregningen af den modydelse, der blev krævet af SFMI-Chronopost. Denne kvalificering har en særlig betydning, da Kommissionen ligeledes har konstateret i den anfægtede beslutning, at La Postes omkostninger til hovedsæde og regionalkontorer ikke er dækket 100% af det vederlag, der er betalt af SFMI-Chronopost i 1986 og 1987. Det fremgår derimod af betragtning 33 til den anfægtede beslutning, at dækningsgraden for samtlige omkostninger kun var 70,3% for 1986 og 84,3% for 1987.

88      Kommissionen har navnlig ikke fastslået præcist, hvilke omkostninger der efter dens opfattelse udgjorde de faste omkostninger som følge af SFMI-Chronoposts anvendelse af La Postes net. Den anfægtede beslutning præciserer bl.a. ikke, om der findes andre faste omkostninger end omkostningerne til hovedsæde og regionalkontorer, som skulle have været anset for faste omkostninger som følge af anvendelsen af postnettet, og som i teorien ikke kunne henføres til kategorien variable yderligere omkostninger som følge af ydelsen af den logistiske og forretningsmæssige bistand til SFMI-Chronopost. Retten er derfor ikke i stand til at efterprøve, om dette bidrag til de faste omkostninger blev foretaget korrekt i forhold til de krav, som Domstolen opstillede i sin dom.

89      Under disse omstændigheder er den anfægtede dom følgelig ikke tilstrækkeligt begrundet, for så vidt som den ikke giver Retten mulighed for at efterprøve, dels om omkostningerne til hovedsæde og regionalkontorer omfatter de faste omkostninger som følge af anvendelsen af postnettet, dels om La Poste havde andre faste omkostninger i tilknytning til anvendelsen af postnettet, som det af SFMI-Chronopost krævede vederlag skulle have dækket i overensstemmelse med de af Domstolen opstillede krav i dommen i appelsagen.

 Begrundelsen vedrørende passende egenkapitalforrentning

90      Hvad angår egenkapitalforrentningen anfører Kommissionen i betragtning 57 til den anfægtede beslutning, at »Frankrig har påvist, at fra 1988 dækkede det vederlag, SFMI-Chronopost betalte for den ydede bistand, alle de udgifter, som det franske postvæsen havde, plus en del af egenkapitalforrentningen«. Den anfægtede beslutning angiver imidlertid ikke, hvor stort et bidrag SFMI-Chronopost gav som vederlag til La Postes egenkapitalforrentning.

91      Det fremgår ganske vist af den anfægtede beslutning, at Kommissionen har beregnet den interne rente. Den anfægtede beslutning præciserer imidlertid ikke, om denne beregning af den interne rente er foretaget for at påvise, at kriteriet om den private investor var opfyldt, og/eller for at beregne egenkapitalforrentningen. Det er kun anført i betragtning 58 til den anfægtede beslutning, at »Kommissionen har ligeledes undersøgt, om det franske postvæsens adfærd som aktionær i SFMI-Chronopost kan retfærdiggøres kommercielt ud fra princippet om den private investor [...]«, og at »[f]or at afgøre, om det franske postvæsen har optrådt som en privat investor, skal Kommissionen undersøge moderselskabets forrentning i form af udbytte og kapitalgevinst«.

92      Selv hvis det antages, at beregningen af den interne rente, som det fremgår af den anfægtede beslutning, har tjent til at efterprøve den egenkapitalforrentning, der kan henføres til SFMI-Chronoposts konkurrencevirksomhed, fremgår det ikke af den anfægtede beslutning, hvilken kapital Kommissionen faktisk mener kan henføres til denne aktivitet for at fastslå, at der ikke var tale om statsstøtte. I denne henseende begrænser Kommissionen sig til i betragtning 59 til den anfægtede beslutning at udtale, at »[f]or at beregne den interne rente har Kommissionen dels taget højde for det franske postvæsens kapitalindskud i 1986, og dels det udbytte, som SFMI-Chronopost udbetalte i perioden 1986-1991 samt selskabets værdi i 1991«. Kommissionen har i betragtning 62 til den anfægtede beslutning tilføjet at have »beregnet den interne rente og sammenlignet den med SFMI-Chronoposts egenkapitalomkostninger i 1986 (13,65%), der var det år, hvor selskabet blev oprettet og påbegyndte sin virksomhed, hvilket giver mulighed for at kontrollere, om investeringen i sin helhed har været tilstrækkelig rentabel« for at konkludere, at »[d]en interne rente, som Kommissionen har beregnet, ligger langt over kapitalomkostningerne i 1986«, og at »[d]e finansielle transaktioner, der fandt sted mellem det franske postvæsen og SFMI-Chronopost i perioden 1986-1991, indebar derfor ingen støtteelementer«. Den anfægtede beslutning anfører således kun, at Kommissionen har taget hensyn dels til La Postes kapitalindskud i 1986, dels til finansielle transaktioner mellem La Poste og dets datterselskab i perioden 1986-1991, uden at Kommissionen med tilstrækkelig præcision har identificeret, hvilke finansielle transaktioner det drejer sig om.

93      Selv hvis det antages, at den interne rente med tilstrækkelig præcision afspejler forrentningen af egen kapital, der kan henføres til SFMI-Chronoposts konkurrencevirksomhed, er Retten under alle omstændigheder ikke i stand til at kontrollere, om denne eventuelle egenkapitalforrentning har været passende som omhandlet i præmis 40 i Domstolens dom, da udregningen af den interne rente ikke fremgår af den anfægtede beslutning.

 Begrundelsen vedrørende dækningen af omkostningerne generelt

94      Hvad angår Kommissionens slutninger, som de fremgår af betragtning 57 til den anfægtede beslutning, hvori det hedder, at »[i] de ti første regnskabsår (1986 og 1987) dækkede SFMI-Chronoposts betalinger ikke blot de variable omkostninger, men også visse faste omkostninger (f.eks. bygninger og køretøjer)«, og »Frankrig har påvist, at fra 1988 dækkede det vederlag, SFMI-Chronopost betalte for den ydede bistand, alle de udgifter, det franske postvæsen havde, plus en del af egenkapitalforrentningen«, er der grund til at anse dem for almene påstande. Den anfægtede beslutning indeholder nemlig hverken en detaljeret undersøgelse af de forskellige faser af beregningen af vederlaget for den pågældende bistand eller de infrastrukturomkostninger, der kan henføres til denne bistand, eller taloplysninger for analysen af de dermed forbundne omkostninger. Kommissionen nøjes med at hævde, at La Postes samtlige omkostninger var dækket af SFMI-Chronoposts vederlag uden at præcisere de tal og beregninger, som den støtter sin analyse og sine slutninger på.

95      Under disse omstændigheder er det umuligt for Retten at efterprøve, om den af Kommissionen anvendte metode og de i Kommissionens analyse anvendte analysefaser er fejlfrie og forenelige med de principper, der er opstillet i Domstolens dom, for at fastslå, om der foreligger statsstøtte.

 Nødvendigheden af en detaljeret begrundelse

96      Endvidere skal det bemærkes, at rækkevidden af begrundelsespligten skal bedømmes i forhold til den konkrete sags omstændigheder, som i givet fald kan gøre en mere detaljeret begrundelse nødvendig.

97      I det foreliggende tilfælde er en mere indgående begrundelse nødvendig, fordi det for det første drejede sig om en af de første beslutninger, der vedrørte det komplekse spørgsmål inden for rammerne af statsstøttereglerne om beregning af omkostningerne for et moderselskab, der opererer på et forbeholdt marked og yder logistisk og handelsmæssig bistand til sit datterselskab, der ikke opererer på et forbeholdt marked. For det andet skulle tilbagetrækningen af Kommissionens første beslutning om afslag af 10. marts 1992, efter at der var anlagt et annullationssøgsmål og efter Domstolens SFEI-dom, have fået Kommissionen til at begrunde sin fremgangsmåde med så meget desto større omhu og præcision med hensyn til de bestridte punkter. Endelig burde den omstændighed, at sagsøgerne har fremlagt flere økonomiske analyser under den administrative procedure, ligeledes have fået Kommissionen til at forberede en omhyggelig begrundelse og svare på sagsøgernes væsentlige argumenter, som blev støttet af disse økonomiske analyser.

98      Under disse omstændigheder mener Retten, at den anfægtede beslutnings begrundelse ikke opfylder kravene i traktatens artikel 190. Begrundelsen indeholder nemlig kun en meget generel forklaring på Kommissionens metode til bedømmelse af omkostningerne og det opnåede endelige resultat, uden med den krævede præcision at fordele La Postes forskellige omkostninger som følge af ydelsen af den logistiske og forretningsmæssige bistand til SFMI-Chronopost samt de faste omkostninger som følge af anvendelsen af postnettet, og har heller ikke præciseret egenkapitalforrentningen.

99      Med hensyn til Kommissionens argument om, at de taloplysninger, der er forbundet med de nævnte beregninger, har karakter af forretningshemmelighed, er det tilstrækkeligt at konstatere, at Kommissionen kunne have givet en yderligere forklaring på de anvendte metoder og de foretagne beregninger uden at afsløre eventuelle forretningshemmeligheder. Denne mulighed bekræftes i øvrigt af Kommissionens forklaringer under sagsbehandlingen, bl.a. i dens skriftlige indlæg og svar på Rettens mundtlige og skriftlige spørgsmål. Under alle omstændigheder havde Kommissionen kunnet levere rensede data og ikke fortrolige versioner af disse analyser.

100    Den anfægtede beslutning giver således ikke Retten mulighed for at efterprøve forekomsten og størrelsen af de forskellige omkostninger, som falder ind under begrebet samtlige omkostninger som defineret af Kommissionen i den anfægtede beslutning. Begrundelsen for den anfægtede beslutning gør det således ikke muligt for Retten at efterprøve lovligheden af Kommissionens bedømmelse i denne henseende eller dens forenelighed med de krav, som i henhold til Domstolens dom i appelsagen skal være opfyldt for at fastslå, at der ikke foreligger statsstøtte.

101    Heraf følger, at den anfægtede beslutning skal annulleres på grund af en begrundelsesmangel, for så vidt som den fastslår, at La Postes ydelse af logistisk og forretningsmæssig bistand til SFMI-Chronopost ikke udgør statsstøtte.

3.     Anbringendet om tilsidesættelse af begrebet statsstøtte

 Indledende bemærkninger

102    I lyset af det ovenstående er det ikke muligt at gennemgå de af sagsøgerne påberåbte argumenter under det fjerde anbringendes første led om SFMI-Chronoposts påståede manglende dækning af omkostningerne, Kommissionens undervurdering og vilkårlige behandling af visse faktorer, fejl i de regnskabsmæssige justeringer i bilag 4 til Deloitte-undersøgelsen og den anormalt høje interne rente og årsagerne til SFMI-Chronoposts rentabilitet.

103    De øvrige argumenter, som sagsøgerne har fremført under det fjerde anbringendes første led, nemlig de påståede åbenbare fejl i forbindelse med den såkaldte lineære »retropolations«-metode og La Postes manglende analytiske regnskabssystem i den relevante periode, bliver behandlet i det følgende.

 Tilsidesættelse af begrebet sædvanlige markedsvilkår

 Anvendelsen af retropolations-metoden

–       Parternes argumenter

104    Sagsøgerne har gjort gældende, at da La Poste ikke havde et analytisk regnskabssystem i 1992, var anvendelsen af retropolations-metoden i forbindelse med beregninger vedrørende perioden 1986-1992 ikke begrundet. Sagsøgerne har understreget, at Kommissionen havde kendskab til manglen på et analytisk regnskabssystem før vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Sagsøgerne erindrer om, at i 1996 havde det franske konkurrenceråd allerede påpeget, at La Postes regnskabssystem ikke muliggjorde en fordeling af omkostningerne for nettet. Kommissionen skulle derfor ifølge sagsøgerne have afvist at godkende en metode til vurdering af La Postes omkostninger baseret på et sådant regnskabssystem.

105    Sagsøgerne har heraf konkluderet, at Kommissionen ikke kunne fordele La Postes driftsomkostninger for underleverancer.

106    Sagsøgerne har påpeget tre fejl. For det første var de samlede enhedsomkostninger for produktionen inden for kurertjenesten ikke konstant, men faldt betydeligt med den øgede produktionsmængde. Den af Kommissionen valgte metode tog ikke hensyn til de stigende stordriftsfordele. Denne metode ville følgelig medføre en undervurdering af de omkostninger, der opstod som følge af tjenesteydelserne til SFMI-Chronopost i den indledende periode, og dette så meget mere som det drejede sig om en form for tjenesteydelse, som fra aktivitetens begyndelse gav anledning til store faste omkostninger. Sagsøgerne mener, at valget af den lineære retropolations-metode har ført til en sænkning af omkostningerne i forholdet 3 til 1.

107    For det andet er den valgte »deflator«, nemlig den samlede lønsums stigningstakt, ikke relevant fra et økonomisk synspunkt. Sagsøgerne hævder, at lønsummens udvikling ikke kan tjene som »deflator« for La Postes omkostninger, idet omkostningerne til behandling af en forsendelse fra SFMI-Chronopost ikke afhænger af udviklingen af antallet af La Postes ansatte. Der kunne være foretaget væsentlige ansættelser af konjunkturmæssige grunde eller af hensyn til andre aktiviteter uden nogen forbindelse med SFMI-Chronoposts aktiviteter. For at beregne omkostningerne for en enkelt aktivitet (underleveranceopgave udført i SFMI-Chronopost), skulle stigningstakten for omkostningerne for et minuts arbejde i postkontorerne og sorteringscentralerne have været anvendt. Ifølge sagsøgerne ville anvendelsen af »punkt 539«, nemlig stigningstakten for omkostningerne for et minuts arbejde, have været mere relevant.

108    For det tredje er sagsøgerne af den opfattelse, at Kommissionen skulle have anvendt de fakturaer, der var baseret på afståelsesprislisterne, i stedet for retropolations-metoden. Sagsøgerne har præciseret, at anvendelsen af retropolations-metoden ikke er begrundet, eftersom La Poste og SFMI-Chronopost fra 1986 havde indgået kontrakter, som præcist definerede en metode til fastsættelse af samtlige omkostninger til underleverance, og at disse faktisk blev anvendt.

109    Sagsøgerne mener under disse omstændigheder, at de har fremlagt bevis for, at der findes en alternativ og mere præcis metode end retropolations-metoden.

110    Hvad angår Kommissionens påstand om, at argumentet vedrørende den lineære retropolations-metode er et nyt klagepunkt, har sagsøgerne gjort gældende, at indholdet af begrebet »sædvanlige markedsvilkår« er blevet ændret ved fortolkningen i Domstolens dom, og ikke ved sagsøgernes anbringende. De har gjort gældende, at deres anbringende altid har taget sigte på spørgsmålet, om La Postes omkostninger til ydelsen af den logistiske bistand var blevet dækket. Et argument, som sagsøgerne har omformuleret siden stævningen, kan antages til realitetsbehandling. Sagsøgerne havde kun ændret fremstillingen af anbringenderne for at tage hensyn til Domstolens dom.

111    Sagsøgerne har tilføjet, at de ikke har kunnet få kendskab til detaljerne i retropolations-metoden på grundlag af den anfægtede beslutning, da de først har fået adgang til Deloitte-undersøgelsen efter Rettens foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, og at det derfor kun er i replikken, at de har kunnet præcisere deres argumentation vedrørende retropolations-metoden.

112    Kommissionen har principalt gjort gældende, at kritikken vedrørende den lineære retropolations-metode, der ifølge sagsøgerne skulle have taget hensyn til stordriftsfordele, udgør et nyt klagepunkt, som derfor ikke kan realitetsbehandles.

113    Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at argumentationen vedrørende stordriftsfordele kun ville have mening, hvis virksomheden havde etableret et nyt net. SFMI-Chronopost er kun et produkt af La Postes diversificering, der således takket være sit net gennemførte effektive stordriftsfordele ved at udøve en aktivitet, der var meget nært beslægtet med dens hovedaktivitet. Kommissionen har erindret om, at Chronoposts transaktionsmængde i forhold til La Postes var i størrelsesordenen 1 : 3000 i 1992.

114    Kommissionen har erkendt, at det først er efter 1992, at tidsforbruget for samtlige postforsendelsestransaktioner blev målt præcist og ensartet, og at et troværdigt analytisk regnskabssystem med mere eksakt beregning af omkostningerne til »arbejdsenhederne« på selve det tidspunkt, hvor de opstod, så dagens lys inden for La Poste. Kommissionen har anført, at det er grunden til, at den har måttet godkende den af eksperterne foreslåede retropolations-metode for fortiden. Den har endvidere gjort gældende, at denne metode var baseret på pålidelige data for 1992 og var blevet anvendt på SFMI-Chronoposts tidligere transaktioner, som var blevet taget op hvert år i regnskabssystemet fra 1986 og kontrolleret af revisorerne.

115    Kommissionen har anført, at dens anvendelse af princippet i en sådan »globaliserende« metode var blevet godkendt af Retten i dommen af 27. februar 1997 (sag T-106/95, FFSA m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 229, præmis 103 ff.), ligesom de regnskabsmæssige data, på grundlag af hvilke den var blevet anvendt.

116    Kommissionen har, støttet af Den Franske Republik, fastholdt, at sagsøgerne ikke har fremlagt bevis på, at der findes en alternativ og mere nøjagtig metode, og at Kommissionen har baseret sin afgørelse på materielt unøjagtige forhold eller har overskredet sin skønsbeføjelse i sagen.

117    Hvad angår oplysningerne vedrørende 1992 har Kommissionen understreget, at de franske myndigheder den 24. maj 1996 meddelte berigtigelsen for 1992 samt beregningerne vedrørende 1986-1991, som siden da var baseret på de »retropolerede« faktiske priser og enhedsomkostninger for 1992, samt beregningerne vedrørende 1993, 1994 og 1995, som var baseret på de analytiske regnskabsdata for det pågældende år.

118    Kommissionen gør opmærksom på, at Domstolen i sin dom har understreget, at de »sædvanlige markedsbetingelser« skal vurderes ved henvisning til de tilgængelige objektive oplysninger, som kan efterprøves. Kommissionen har deraf udledt, at da det regnskabssystem, der fandtes i 1992, var det eneste tilgængelige, havde den ingen grund til at rejse tvivl om disse oplysninger i mangel af andre mere præcise oplysninger.

119    Med hensyn til den til retropolationen anvendte »deflator«, nemlig udviklingen i lønsummen, har Kommissionen anført, at den blev anvendt som indicium for udviklingen af omkostningerne, fordi den blev anset for at være den mest repræsentative af La Postes samlede omkostninger med henblik på at muliggøre en ajourføring af omkostningerne siden 1992, idet lønsummen udgjorde ca. 75% af La Postes omkostninger. Efter Kommissionens opfattelse har sagsøgerne ikke kunnet foreslå et mere relevant indicium for den pågældende periode. Punkt 539 var et alt for partielt indicium, for der fandtes to punkter 539, et for kontorerne og et for sortering, hvortil kommer »statistik 742« for fordeling og omkostningerne for transporterede tons. Kommissionen har gjort gældende, at det ikke kan udgøre en åbenbar skønsfejl at have valgt en mere global deflator. Den har desuden bemærket, at sagsøgerne end ikke har forsøgt at påvise kost-plus-priserne efter den alternative metode for perioden 1986-1992.

120    Kommissionen har bemærket, at de prisaftaler, der er indgået mellem La Poste og SFMI, er fuldstændigt uegnede til at fastslå samtlige omkostninger, da formålet hermed var at fastsætte vederlaget for La Postes driftstjenester samt forretningsmæssige vederlag. Kommissionen er af den opfattelse, at de faktisk påløbne samtlige omkostninger skulle beregnes på en anden måde for derefter at blive sammenlignet med det betalte vederlag for at fastslå, om der var tale om støtte.

121    Den Franske Republik har præciseret, at La Poste ikke skulle opfylde samme krav til regnskab som kommercielle virksomheder før 1991 i forbindelse med den generelle reform, der blev iværksat med lov 90-568. Den har tilføjet, at La Poste har udviklet metoder til beregning af tilstrækkelig præcise og ensartede omkostninger, som fra 1992 gav selskabet mulighed for at gøre vurderingen af de faktiske omkostninger som følge af dets datterselskabs aktiviteter mere eksakt. Den Franske Republik mener derfor, at den af Kommissionen anvendte metode i den anfægtede beslutning er støttet på de mest pålidelige faktorer til analyse af omkostningerne under samtidig behørig hensyntagen til den særlige situation for en virksomhed som La poste.

–       Rettens bemærkninger

122    Indledningsvis skal Kommissionens påstand om, at sagsøgernes klagepunkt om at retropolations-metoden er ny og derfor ikke kan realitetsbehandles, prøves.

123    I medfør af artikel 48, stk. 2, første afsnit, i Rettens procesreglement må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

124    I det foreliggende tilfælde er det tilstrækkeligt at fastslå, at sagsøgerne allerede i punkt 212-220 i deres stævning har kritiseret retropolations-metoden, hvorefter omkostningerne for perioden 1986-1991 er vurderet på grundlag af omkostningerne for 1992. Sagsøgerne har navnlig gjort gældende, at »ekstrapolation før i tiden [...] forudsatte, at omkostningerne og priserne for underleverance udviklede sig konstant og sideløbende«. Ved at præcisere deres argumentation om den lineære retropolation har sagsøgerne således ikke fremsat et nyt eller særskilt anbringende, men har udbygget deres argumentation om dette emne, som er indeholdt i stævningen.

125    Det skal desuden bemærkes, at sagsøgerne har måttet anlægge sag uden at have haft aktindsigt i hverken Deloitte-rapporten eller den franske regerings svar. Disse dokumenter er nemlig først blevet fremsendt til sagsøgerne efter de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der blev truffet i maj 1998.

126    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at retropolations-metoden er blevet forklaret kortfattet i betragtning 33 og 43 til den anfægtede beslutning. Det fremgår imidlertid ikke utvetydigt af disse betragtninger, at retropolationen var lineær.

127    Under disse omstændigheder kan det ikke bebrejdes sagsøgerne, at de ikke detaljeret har kritiseret retropolations-metodens lineære karakter i deres stævning. Heraf følger, at argumentationen vedrørende retropolations-metodens lineære karakter kan realitetsbehandles.

128    Med hensyn til formaliteten bemærkes, at Kommissionens vurdering af spørgsmålet om, hvorledes La Postes omkostninger som følge af ydelsen af logistisk og forretningsmæssig bistand til dets datterselskab beregnes, når der ikke foreligger et analytisk regnskab, indebærer en kompliceret økonomisk bedømmelse. Når Kommissionen udsteder en retsakt, der indebærer en så kompliceret økonomisk bedømmelse, råder den over et vidt skøn, og domstolsprøvelsen af retsakten må derfor, selv om der som udgangspunkt skal ske en fuldstændig prøvelse af, om en foranstaltning er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 92, stk. 1, begrænses til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning. Navnlig kan Retten ikke sætte sit skøn med hensyn til økonomiske forhold i stedet for det, der er anlagt af ophavsmanden til beslutningen (Rettens dom af 15.9.1998, forenede sager T-126/96 og T-127/96, BFM og EFIM mod Kommissionen, Sml. II, s. 3437, præmis 81, af 12.12.2000, sag T-296/97, Alitalia mod Kommissionen, Sml. II, s. 3871, præmis 105, og af 6.3.2003, forenede sager T-228/99 og T-233/99, Westdeutsche Landesbank Girozentrale og Land Nordrhein-Westfalen mod Kommissionen, Sml. II, s. 435, præmis 282).

129    Det skal for det første erindres, at den lineære retropolations-metode i det foreliggende tilfælde bestod i at deflatere omkostningerne for hvert produkt ved for basisåret at anvende omkostningerne, der svarede til 1992, og som deflator lønsummens stigningstakt og dernæst at gange de således opnåede deflaterede omkostninger med det givne produkts aktivitetsmængde for det pågældende år.

130    Sagsøgerne har bestridt retropolationens lineære karakter, hovedsageligt med den begrundelse, at denne metode ikke tager hensyn til de voksende stordriftsfordele. Ifølge sagsøgerne skulle de samlede enhedsomkostninger for produktion af kurertjenestens aktiviteter mindskes med produktionsmængdens stigning.

131    Denne argumentation vedrører en privat virksomhed, der påbegynder sin aktivitet, og især hvis den skaber et nyt distributionsnet. Den finder ikke anvendelse på iværksættelsen af en ny aktivitet, som kun udgør en lille del af en allerede eksisterende aktivitet, for hvilken størstedelen af de faste omkostninger allerede er afholdt. I en sektor som den i det foreliggende tilfælde omhandlede, hvor de faste omkostninger er meget store, men skyldes eksistensen af La Postes net og er uafhængig af datterselskabets aktivitet, kan sagsøgernes opfattelse ikke godtages.

132    Endvidere modsiger sagsøgerne ikke Kommissionens forklaringer, hvorfor det ikke er muligt at opnå egentlige stordriftsfordele, fordi bl.a. andelen af transaktioner for SFMI-Chronopost er forblevet marginal i forhold til La Postes globale trafik.

133    Det må således konkluderes, at sagsøgerne ikke har påvist en åbenbar skønsfejl i forbindelse med valget af en lineær retropolations-metode.

134    Hvad angår sagsøgernes kritik med hensyn til valget af det år, fra hvilket retropolationen blev anvendt, skal det bemærkes, at indtil 1991 var La Poste del af den franske forvaltning og var ikke forpligtet til at føre et analytisk regnskab. Det er først efter lov 90-568’s ikrafttrædelse, at La Poste blev regnskabspligtig på samme vilkår som en privat virksomhed.

135    Med hensyn til valget af år 1992 som udgangspunkt for retropolation af omkostningerne har Kommissionen anført, uden at blive modsagt af sagsøgerne, at det først er fra 1992, at målingen af det præcise tidsforbrug og det analytiske regnskabssystem har muliggjort en nøjagtig beregning af omkostningerne til ydelserne til SFMI-Chronopost.

136    Kommissionen skulle nemlig finde en erstatning for det manglende analytiske regnskabssystem i La Poste før år 1992. Da regnskabet for 1992 var det første, der blev udført på grundlag af et analytisk regnskabssystem, havde Kommissionen ret til at henvise dertil. Dette så meget desto mere som de sædvanlige markedsbetingelser, som Domstolen har gjort gældende i sin dom, skal bedømmes i forhold til de tilgængelige objektive oplysninger, der kan efterprøves. Sagsøgerne har i øvrigt ikke kunnet godtgøre, at der fandtes andre mere præcise oplysninger.

137    At Kommissionen desuden har afhjulpet manglen på analytisk regnskabssystem i La Poste før 1992 ved at anvende retropolations-metoden, falder ind under den omfattende skønsbeføjelse, den har på området.

138    I lyset af ovenstående finder Retten ikke, at sagsøgerne har godtgjort, at der foreligger en åbenbar skønsfejl i forbindelse med valget af det år, hvorefter retropolationen blev anvendt.

139    Hvad angår de argumenter, som sagsøgerne har udledt af den franske revisionsrets rapport, skal det bemærkes, at sagsøgerne ikke har påvist, hvilket objektivt grundlag Kommissionen skulle have anvendt i stedet for La Postes regnskaber fra 1992. Selv hvis det antages, at La Postes regnskab i 1992 ikke var analytisk, kan der ikke påpeges nogen åbenbar fejl fra Kommissionens side, da Kommissionen lovligt kunne anvende La Postes regnskab, som var det eneste, der muliggjorde en vurdering af de pågældende støttetjenester i forhold til de faktiske omkostninger som omhandlet i Domstolens dom.

140    Hvad angår den valgte deflator, dvs. lønsummens stigningstakt, idet lønsummen svarer til samtlige lønninger og arbejdsgivernes sociale bidrag, har Kommissionen forklaret, at der var tale om et logisk valg, da lønningerne udgjorde 75% af omkostningerne til La Postes driftsnet.

141    Det er korrekt, at lønsummens stigningstakt er forbundet med den globale udvikling af La Postes antal ansatte, og at anvendelsen af arbejdsenhedsomkostninger ville have givet bedre mulighed for at opnå omkostningerne for en enkelt aktivitet. Som det fremgår af Deloitte-undersøgelsen fra 1996, sættes de retropolerede omkostninger fra 1991 til 95,2, hvis en omkostning fastsættes til 100 i 1992, og lønsummen har udviklet sig 5% mellem 1991 og 1992.

142    Sagsøgerne har imidlertid ikke godtgjort, at Kommissionens påstand om, at lønnen udgør det vigtigste element af La Postes omkostninger, er fejlagtig, og at Kommissionen således har begået en åbenbar skønsfejl med valget af lønsummen som deflator. Sagsøgerne har heller ikke bevist, at anvendelsen af en anden deflator ville have ført til den stigning i La Postes omkostninger, som fremgår af retropolationen.

143    Som svar på sagsøgernes påstande, der er fremsat under retsforhandlingerne for Retten, fremlagde La Poste desuden to supplerende analyser fra Deloitte-kontoret, nemlig en rapport fra 1999 og en rapport fra 2004, hvori der er foretaget en retropolations-beregning ved anvendelse af punkt 539 (kontor) og gennemsnitsomkostningerne for en ansat. Resultaterne af disse beregninger, som præsenteres i bilag 4 til rapporten fra 1999 og på s. 17 i rapporten fra 2004, viser, at anvendelsen af disse to koefficienter ville medføre en let nedsættelse af La Postes samtlige omkostninger for perioden 1986-1992 i forhold til anvendelsen af lønsummen som deflator. Beregningerne viser således, at den af sagsøgerne foreslåede deflator ikke ville medføre en forhøjelse af La Postes samlede omkostninger for ydelsen af logistisk og forretningsmæssig bistand til datterselskabet.

144    Det må derfor fastslås, at sagsøgerne ikke har påvist, at retropolationen ville have ført til andre resultater – og i endnu mindre grad til resultater, der forhøjer La Postes omkostninger – hvis Kommissionen havde valgt en anden deflator. Heraf følger, at det må fastslås, at sagsøgerne ikke har påvist, at Kommissionen har begået en åbenbar skønsfejl i forbindelse med valget af deflator.

145    Hvad angår sagsøgernes argumenter om, at Kommissionen skulle have anvendt de eksisterende aftaler mellem La Poste og SFMI-Chronopost i stedet for retropolations-metoden, er det tilstrækkeligt, som Kommissionen gør, at fastslå, at aftalerne mellem La Poste og SFMI-Chronopost er uegnede til at fastsætte samtlige omkostninger, idet deres formål er at fastsætte vederlaget for driftstjenesterne og La Postes kommercielle vederlag. Kommissionen har med rette understreget, at en prisaftale ikke kan sidestilles med et analytisk regnskab og således mangler relevans for beregningen af omkostningerne.

146    Sagsøgerne har således ikke forklaret, hvordan anvendelsen af disse aftaler kunne have medført en mere nøjagtig vurdering af omkostningerne som følge af den ydede logistiske og forretningsmæssige bistand til SFMI-Chronopost end anvendelsen af retropolations-metoden.

147    På baggrund af ovenstående må det fjerde anbringendes første led forkastes, for så vidt som dette led omhandler retropolations-metoden.

 Manglende hensyntagen til bestemte aspekter af begrebet statsstøtte

 Overførslen af Postadex

–       Parternes argumenter

148    Sagsøgerne er af den opfattelse, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at vurdere, at den gratis overførsel af Postadex indgår i forholdet mellem selskaber fra samme koncern. For det første begik Kommissionen en fejl ved at anse den gratis overførsel af et immaterielt aktiv, såsom goodwill, for at være en normal handling, der er karakteristisk for et forhold mellem et moderselskab og dets datterselskab. Ifølge sagsøgerne giver overførsel af et aktiv fra et moderselskab til et datterselskab generelt anledning til et vederlag, enten i form af et kapitalindskud, eller ved at moderselskabet får en fordring på datterselskabet. Det er sjældent i et moderselskabs interesse at overføre et aktiv vederlagsfrit.

149    Sagsøgerne mener, at en uafhængig ekspert ville have fastsat Postadex’ værdi til over 38 mio. FRF (ca. 5 793 062 EUR). Dette svarer nemlig til Postadex’ sidste årsomsætning på tidspunktet for overførslen.

150    Sagsøgerne har gjort gældende, at hvis Kommissionen anser Postadex’ anslåede værdi (38 mio. FRF) som et kapitalindskud fra La Poste til SFMI, ville TAT, der har tegnet aktier til en værdi af 3,4 mio. FRF (518 326,66 EUR) af den samlede kapital på 10 mio. FRF (1 524 490,17 EUR), ikke råde over 34%, men kun 7% af SFMI’s kapital.

151    For det andet har Kommissionen ikke taget hensyn til, at i modsætning til hvad der er situationen for en privat koncern, er det med midler fra et lovbestemt monopol, at La Poste har kunnet oprette, finansiere og udvikle Postadex-tjenesten, der ikke hører til den forbeholdte sektor. Kommissionen har i den foreliggende sag tilsidesat sin beslutningspraksis inden for telekommunikationssektoren. Sagsøgerne henviser i den forbindelse til retningslinjer for EF’s konkurrenceregler på telekommunikationssektoren (EFT 1991 C 233, s. 2). I disse retningslinjer står følgende: »[m]en at subsidiere konkurrencebaserede aktiviteter – hvad enten der er tale om tjenester eller udstyr – ved at overføre udgifterne hertil til monopoliserede aktiviteter indebærer [...] en konkurrencefordrejning i strid med artikel 86«.

152    For det tredje mener sagsøgerne, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at antage, at overførslen af Postadex, da den ikke medfører kontante fordele for SFMI-Chronopost, ikke udgør statsstøtte til sidstnævnte. Sagsøgerne har gjort opmærksom på, at begrebet statsstøtte defineres på grundlag af den omtvistede foranstaltnings virkninger og ikke på grundlag af den ydede fordels karakter.

153    Kommissionen har anført, at overførslen af Postadex ikke har medført nogen omkostninger for La Poste, og at der i Domstolens dom kun henvises til det vederlag, der er bestemt til at dække omkostningerne.

154    Kommissionen mener, at overførslen af Postadex til SFMI-Chronopost er en direkte følge af, at dette datterselskab blev skabt for at varetage kurertjenesten i La Poste. Kommissionen har endvidere gjort gældende, at Postadex’ kundekreds ikke havde nogen værdi i bogføringsmæssig forstand, og at det ikke var muligt at måle den økonomiske fordel, som dette element indebar. Af disse grunde mener Kommissionen ikke, at der er tale om statsstøtte.

155    Subsidiært har Kommissionen gjort gældende, at den har anerkendt sagsøgernes vurdering af Postadex til 38 mio. FRF (ca. 5 793 062 EUR) for at vise, at den interne rente stadig var højere end kapitalomkostningerne.

156    Kommissionen har endelig anført, at da tilførslen af Postadex var i overensstemmelse med forholdene i koncernen, og vederlaget herfor var tilstrækkeligt for La Poste som investor, har den ikke fundet det nødvendigt at foretage yderligere vurderinger ud over dem, der findes i klagen.

157    Kommissionen har tilføjet, at argumentet vedrørende den påståede omvurdering af TAT’s andel i SFMI’s kapital er et nyt klagepunkt, som ikke er foranlediget af forhold, der er opstået under sagen, og som derfor åbenbart ikke kan realitetsbehandles. Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at for så vidt som den anfægtede beslutning drejede sig om, hvorvidt SFMI-Chronopost har modtaget statsstøtte fra La Poste, bør en eventuel støtte til TAT principielt omfattes af en anden beslutning, som har en anden genstand end den i den anfægtede beslutning.

–       Rettens bemærkninger

158    Ifølge fast retspraksis har begrebet statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 92 et meget omfattende anvendelsesområde. Denne bestemmelse har til formål at undgå, at samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes af fordele, indrømmet af offentlige myndigheder, som under forskellige former fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner (Domstolens dom af 2.7.1974, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 709, præmis 26, og af 15.3.1994, sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. I, s. 877, præmis 12). Støttebegrebet omfatter positive ydelser såsom selve tilskuddene, men ligeledes de indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har samme virkninger (dommen i sagen Banco Exterior de España, præmis 13).

159    Det skal bemærkes, at indirekte fordele med tilsvarende virkninger som tilskud omfatter levering af varer eller tjenesteydelser på præferencevilkår (jf. Domstolens dom af 20.11.2003, sag C-126/01, GEMO, Sml. I, s. 13769, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

160    I henhold til fast retspraksis sondres der i traktatens artikel 92, stk. 1, nemlig ikke efter grundene til eller formålet med de statslige interventioner, men bestemmelsen definerer dem alene efter deres virkninger (jf. GEMO-dommen, præmis 34, og den deri nævnte retspraksis).

161    Hvad angår overførslen af Postadex har Kommissionen i det væsentlige gjort gældende, at denne overførsel ikke har medført nogen omkostninger, og at det således ikke drejer sig om statsstøtte, da Domstolen i sin dom kun har henvist til vederlag bestemt til dækning af omkostningerne.

162    Kommissionens argumentation om, at overførslen af Postadex’ kundekreds var en logisk følge af oprettelsen af et datterselskab, og at der af denne grund ikke var tale om statsstøtte, kan ikke tiltrædes.

163    Det skal for det første bemærkes, at foranstaltningen adskiller sig fra logistisk og forretningsmæssig bistand.

164    Det er nemlig ubestridt, at La Poste har overført Postadex-produktets kundekreds til SFMI-Chronopost uden nogen modydelse. Det fremgår af Kommissionens svar på Rettens spørgsmål, at SFMI-Chronopost ikke har betalt vederlag for overførslen af Postadex-kundekredsen.

165    Postadex-kundekredsen repræsenterede imidlertid et immaterielt aktiv, som havde en økonomisk værdi. Desuden skal det bemærkes, at det er med det lovbestemte monopol, at La Poste har kunnet oprette Postadex-tjenesten. Overførslen af et sådant immaterielt aktiv udgør en fordel for modtageren.

166    Beslutningen om at overføre Postadex til SFMI-Chronopost kan desuden tilskrives staten. De nærmere bestemmelser om drift og markedsføring af den kurertjeneste, som SFMI forestår under navnet EMS Chronopost, er fastlagt i en instruks fra Ministeriet for Postvæsen og Telekommunikation af 19. august 1986.

167    Det må således fastslås, at overførslen af Postadex til SFMI-Chronopost udgør statsstøtte, da La Poste ikke fik nogen modydelse fra SFMI-Chronopost.

168    Denne konstatering kan ikke afkræftes ved Kommissionens påstand om, at Postadex’ kundekreds ikke havde nogen bogføringsmæssig modværdi.

169    Selv om det drejer sig om en faktor, det er vanskeligt at sætte tal på, betyder det ikke, at den er uden værdi. Det bemærkes, at fremstilling og markedsføring af adresselister for visse aktiviteter udgør en økonomisk virksomhed.

170    I det foreliggende tilfælde er det, som det i øvrigt fremgår af de franske myndigheders skrivelse af 21. januar 1993, ubestridt, at aftaler med Postadex-kunder blev overført til SFMI. Endvidere er det anført i rapporten fra SFMI’s styrelsesråd af 12. maj 1987, at »overførslen af Postadex-aktiviteten til Chronopost gennemførtes gradvist mellem den 1. januar og den 30. juni 1986«, og at »overførslen hidtil kan anses for at være sket uden mærkbare kundetab«.

171    Det følger heraf, at Kommissionen har begået en retlig fejl, da den fandt, at overførslen af Postadex-kundekredsen ikke udgjorde statsstøtte, fordi den ikke indebar en kontant fordel. Den anfægtede beslutning skal derfor annulleres, for så vidt som Kommissionen heri har fastslået, at La Postes overførsel af Postadex til SFMI-Chronopost ikke udgør statsstøtte.

 La Postes image

–       Parternes argumenter

172    Sagsøgerne mener, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at antage, at La Postes image ikke udgør et element, der er adskilt fra overførslen af Postadex-tjenesten eller adgangen til nettet. Sagsøgerne har understreget, at La Postes image udgør et immaterielt aktiv med selvstændig økonomisk værdi, som er et resultat af samtlige de faktorer, som er kendetegnende for La Poste (gul farve, logo og motto). Sagsøgerne har understreget, at den økonomiske værdi af La Postes image udgør en stor konkurrencemæssig fordel, som kan være afgørende for at erobre et marked. Sagsøgerne mener i øvrigt, at når virksomheden først har erobret en betydelig markedsandel takket være imagefordelen, er denne fordel endegyldig.

173    Den gratis overførsel til SFMI-Chronopost af La Postes image, der har en betydelig økonomisk værdi og er finansieret af indtægter fra monopolvirksomheden, udgør ifølge sagsøgerne statsstøtte.

174    Sagsøgerne har anført, at selv om anvendelsen af La Postes image som sådan ikke har kostet La Poste noget, skal der alligevel tages hensyn til »offeromkostninger«. Ifølge sagsøgerne henviser Domstolens dom kun til de faktiske omkostninger i den udstrækning, det drejer sig om adgang til nettet, som ikke følger en rent forretningsmæssig logik. Men i en situation, hvor La Poste lader sit datterselskab anvende f.eks. sine køretøjer til reklameformål, bør det kræve et vederlag herfor.

175    Kommissionen har gjort gældende, at et image ikke medfører nogen omkostninger eller indtægtstab for La Poste, som ikke allerede er taget i betragtning ved metoden med samtlige omkostninger. Den anfører, at sagsøgerne fortsat ræsonnerer i merfordele i stedet for omkostningstermer og søger at fastslå det »korrekte« vederlag for SFMI-Chronoposts aktivitet. En sådan fremgangsmåde er ikke i overensstemmelse med metoden med »samtlige omkostninger«, som er en global metode, der går så langt som til at tage hensyn til afskrivninger og vedligeholdelse af moderselskabets lokaler.

176    Kommissionen har tilføjet, at der ikke er noget marked eller nogen interesse for hverken reklameplads eller La Postes image.

–       Rettens bemærkninger

177    Hvis det antages, at La Postes image er et immaterielt aktiv, har det ikke nødvendigvis til følge, at dets anvendelse adskiller sig fra La Postes logistiske og forretningsmæssige bistand til SFMI-Chronopost. I mangel af indicier, der viser, at La Postes image er et resultat af en sådan særskilt overførsel, er brugen af La Postes image snarere et resultat af ydelsen af denne logistiske og forretningsmæssige bistand og udgør et accessorisk element hertil. Denne konklusion bestrides ikke af de indicier, sagsøgerne har fremlagt i bilag 4 til deres skriftlige indlæg. Sagsøgerne henviser kun til La Postes reklame, der præsenterer Chronopost som en af dens tjenester og til SFMI-Chronoposts erklæringer, der bevidner dets ønske om »at anvende La Postes kontakter med de store leverandører for at nærme sig visse potentielle kunder under bedst mulige forhold«. Disse elementer bekræfter derimod den accessoriske karkater af brugen af La Postes image i forhold til den logistiske og forretningsmæssige bistand, som La Poste hævder at have ydet for en modydelse, der mindst svarer til La Postes samlede omkostninger.

178    Heraf følger, at Kommissionen ikke begik en fejl, da den fastslog, at datterselskabets anvendelse af La Postes image ikke udgjorde en statsstøtte, der var adskilt fra vederlaget for La Postes samlede omkostninger. Det skal dog også bemærkes, at det under hensyn til hvad der er anført ovenfor i præmis 72-85 i forbindelse med vurderingen af anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten, ikke er muligt for Retten at efterprøve, om betingelserne for begrebet statsstøtte er opfyldt, når det drejer sig om ydelsen af den logistiske og forretningsmæssige bistand til SFMI-Chronopost, herunder anvendelsen af La Postes image.

179    I lyset af ovenstående skal det fjerde anbringendes andet led tages til følge, for så vidt som det vedrører overførslen af Postadex-tjenesten, og forkastes, for så vidt som det vedrører anvendelsen af La Postes image.

4.     Anbringendet om åbenbare skønsfejl og materielle unøjagtigheder

 Almene bemærkninger

180    Hvad angår det tredje anbringende om åbenbare skønsfejl og materielle unøjagtigheder er en del af klagepunkterne i forbindelse med dette anbringende allerede blevet forkastet ved Rettens dom og var ikke genstand for appellen til Domstolen. Det drejer sig bl.a. om klagepunkterne vedrørende reklamering i Radio France, fortoldningsproceduren for SFMI-Chronoposts forsendelser og stempelafgift (Rettens dom, præmis 95-124). Med hensyn til de øvrige argumenter fremgår det af præmis 92 og 93 i Rettens dom og af sagsøgernes skriftlige indlæg, at de falder sammen med de anbringender, der allerede er behandlet i denne dom. Dette fremgår udtrykkeligt af sagsøgernes skriftlige indlæg (punkt 84). Den eneste del af det foreliggende anbringende til støtte for annullationssøgsmålet, som ikke er blevet behandlet, er den del, der vedrører den påståede fordel for SFMI-Chronopost af, at La Poste ikke er momspligtig og kun skal betale en begrænset lønafgift.

 Parternes argumenter

181    Sagsøgernes argumentation går i det væsentlige ud på, at La Poste betalte lønafgift efter en enhedssats 4,25%, mens andre virksomheder betalte en gennemsnitssats på 9,15%. Ifølge sagsøgerne var denne fordel blevet overført til SFMI-Chronopost, idet disse omkostninger – selv hvis SFMI-Chronopost havde betalt La Postes samtlige omkostninger – var lavere, end hvad en normal virksomhed skulle erlægge.

182    Sagsøgerne har bestridt Kommissionens bedømmelse, hvorefter La Postes fordel på grund af den nedsatte lønafgift mere end opvejes af ulempen ved, at den betaler moms af sine indkøb. La Poste skal ikke uden videre betale lønafgift på samme måde som alle de andre virksomheder, der ikke betaler moms på mindst 90% af deres omsætning. Sagsøgerne har anført, at den normale lønafgift er på 4,25%, men at denne sats forhøjes til 8,50% for den andel af den årlige individuelle indtjening, der ligger mellem 40 780 FRF (6 216,87 EUR) og 81 490 FRF (12 423,07 EUR), og til 13,60% for den del af indtjeningen, der ligger over 81 490 FRF (12 423,07 EUR). Indtil den 1. september 1994 havde La Poste imidlertid været omfattet af anvendelsen af en nedsat lønafgift på 4,25% beregnet af lønnen alene (eksklusive præmier og naturalydelser). Fordelen ved denne nedsatte afgift i forhold til den vægtede gennemsnitssats på 9,15% (på grundlag af lønsummens struktur) er åbenbar. Under disse omstændigheder kan der ikke være tale om opvejning af den manglende momspligt, hvorimod anvendelsen af den nedsatte afgift medfører et indtægtstab for staten.

183    Sagsøgerne har ligeledes understreget den manglende sammenlignelighed og manglen på fælles målestok for La Postes skattesituation for så vidt angår lønafgift og moms. Grundlaget for lønafgiften udgøres af virksomhedens lønsum, mens beskatningsgrundlaget for moms er sammensat af levering af varer og tjenesteydelser. Den normale momssats på 20,6% kan heller ikke sammenlignes med lønafgiftssatsen på 4,25, 8,50 og 13,60%. Sagsøgerne har således bestridt størrelsen af La Postes skattebyrde på grund af virksomhedens momsfritagelse.

184    Sagsøgerne har desuden gjort gældende, at opvejningen af en skattefordel ved andre skatteomkostninger i øvrigt ikke ændrer fordelens karakter af statsstøtte. Kommissionens opfordring til de franske myndigheder om at afskaffe den viser også, at der er tale om en skattefordel. Sagsøgerne har endvidere bemærket, at i det foreliggende tilfælde er de »meromkostninger«, som opstår på grund af La Postes momsfritagelse, ikke knyttet til en offentlig almennyttig tjeneste for så vidt angår SFMI-Chronoposts aktiviteter, som er underlagt konkurrence.

185    Kommissionen har for det første bemærket, at La Poste beskattes hårdere end dens konkurrenter. Denne argumentation bekræftes ifølge Kommissionen af oplysningerne fra de franske myndigheder, som vurderer den af La Poste betalte moms, der ikke skal refunderes, til 274 mio. FRF (41 771 030,72 EUR) og den betalte lønafgift til 74 mio. FRF (11 281 227,28 EUR) i 1993, og når på denne måde frem til en samlet skattebyrde på 352 mio. FRF (53 662 054,07 EUR) for La Poste. Der er ikke noget, der svarer til denne byrde hos konkurrenterne, der ikke betaler lønafgift, og som kan fradrage den moms, de betaler.

186    For det andet er den påståede forretningsmæssige fordel ved, at La Postes kunder ikke skal betale moms af La Postes tjenester, ifølge Kommissionen ikke reel. Kommissionen mener, at La Postes manglende momspligt opvejer den fordel, det har med hensyn til lønafgift. Ifølge de af de franske myndigheder fremsendte oplysninger foregår størstedelen af La Postes omsætning (83,4%) med momspligtige kunder, som da kan trække den moms fra, som de betaler til La Postes konkurrenter, men ikke lønafgiften, der lægges på La Postes priser. Denne endegyldige omkostningsbestanddel er meget tungere end forpligtelsen til at lægge et momsbeløb ud, der refunderes, og det udgør en forretningsmæssig ulempe for La Poste.

187    Den Franske Republik har i modsætning til, hvad sagsøgerne hævder, når de anfører, at »den almene lønafgiftssats er et resultat af den franske regerings præcise fiktive beregninger, som giver mulighed for at realisere en ligevægt [...]«, gjort gældende, at lønafgiftssatsen og de modsvarende tærskelværdier ikke er blevet fastsat med henblik på at opnå en ligevægt med de momspligtige virksomheder. Den Franske Republik har tilføjet, at en sådan løsning ikke vil være mulig at gennemføre i praksis i betragtning af disse to afgifters meget forskellige mekanismer. For at opretholde økonomisk ligevægt ville enhver ændring af momssatsen kræve en modsvarende ændring af lønafgiftssatsen, hvilket ikke vil være realistisk.

188    Endvidere har Den Franske Republik tilsluttet sig Kommissionens argumentation om, at La Poste ikke er omfattet af en konkurrencemæssig fordel på grund af momsfritagelsen. Den bemærker, at lønafgiften delvis udgør en endegyldig belastning (som kan trækkes fra beskatningsgrundlaget for selskaberne), mens moms fuldt ud kan trækkes fra (skat på skat), og i givet fald skal refunderes. Den Franske Republik slutter heraf, at La Postes udgifter øges af betalingen af lønafgift, og af at den ikke har ret til at fradrage moms på udgifterne.

 Rettens bemærkninger

189    Sagsøgerne har i det væsentlige anført, at selv om det ville være tilstrækkeligt kun at tage hensyn til La Postes samtlige omkostninger for ydelsen af den logistiske og forretningsmæssige bistand til SFMI-Chronopost, hvilket de bestrider, ville disse omkostninger være lavere end dem, som en privat virksomhed ville have betalt, da La Poste kan levere de samme tjenesteydelser til lavere omkostninger, da virksomheden er momsfritaget og kun betaler en nedsat lønafgift.

190    Det er tilstrækkeligt at fastslå, at det i Domstolens dom kun kræves, at datterselskabet refunderer den offentlige virksomheds omkostninger. Domstolen tager således ikke hensyn til, om disse omkostninger er mindre end omkostningerne for et selskab, der handler på sædvanlige markedsvilkår. I lyset af Domstolens dom påvirkes undersøgelsen af, om der foreligger statsstøtte, ikke, heller ikke, hvis det antages, at en del af La Postes omkostninger støttes gennem de skatteforanstaltninger, der kritiseres af sagsøgerne, idet det ifølge Domstolen er tilstrækkeligt, at omkostningerne til ydelsen af den logistiske og forretningsmæssige bistand er dækket.

191    Heraf følger, at det tredje anbringende skal forkastes, for så vidt som det vedrører den indirekte fordel, som SFMI-Chronopost skulle være omfattet af i kraft af La Postes påståede skattefordele.

 Sagens omkostninger

192    I Rettens dom blev Kommissionen tilpligtet at bære sine egne omkostninger og 90% af sagsøgernes omkostninger. Intervenienterne blev tilpligtet at bære deres egne omkostninger.

193    I Domstolens dom blev det besluttet at udsætte afgørelsen om sagens omkostninger. Retten skal således i denne dom træffe afgørelse om samtlige omkostninger i forbindelse med de forskellige sager i overensstemmelse med procesreglementets artikel 121.

194    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. I det foreliggende tilfælde er størstedelen af sagsøgernes påstande blevet taget til følge af Retten efter hjemvisningen af sagen til denne.

195    Retten finder således under hensyn til sagens omstændigheder, at Kommissionen bør bære sine egne omkostninger og betale 75% af sagsøgernes omkostninger, bortset fra omkostningerne i forbindelse med interventionerne for Retten og Domstolen. Sagsøgerne bærer resten af deres egne omkostninger for Retten og Domstolen.

196    Den Franske Republik, Chronopost og La Poste, som har interveneret i tvisten, bærer deres egne omkostninger for Retten og Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, første og tredje afsnit.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling)

1)      Kommissionens beslutning 98/365/EF af 1. oktober 1997 om Frankrigs påståede støtte til SFMI-Chronopost annulleres, for så vidt som den fastslår, at hverken den logistiske og forretningsmæssige bistand, som La Poste har ydet sit datterselskab SFMI-Chronopost, eller overførslen af Postadex udgør statsstøtte til SFMI-Chronopost.

2)      Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler 75% af sagsøgernes omkostninger, bortset fra omkostningerne i forbindelse med interventionerne for Retten og Domstolen.

3)      Sagsøgerne bærer resten af deres omkostninger for Retten og Domstolen.

4)      Den Franske Republik, Chronopost SA og La Poste bærer deres egne omkostninger for Retten og Domstolen.

Jaeger Tiili Azizi

Cremona       Czúcz

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. juni 2006.

E. Coulon       M. Jaeger

Justitssekretær       Afdelingsformand

Indhold

Faktiske omstændigheder

Proceduren efter hjemvisning

Parternes påstande efter hjemvisningen

Retlige bemærkninger

1.  Indledende bemærkninger

2.  Anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Retspraksis vedrørende begrundelse

Rækkevidden af prøvelsen af overholdelsen af begrundelsespligten i det foreliggende tilfælde

Den anfægtede beslutnings begrundelse vedrørende de variable yderligere omkostninger som følge af ydelsen af logistisk og forretningsmæssig bistand

Begrundelsen vedrørende et tilstrækkeligt bidrag til de faste omkostninger som følge af anvendelsen af postnettet

Begrundelsen vedrørende passende egenkapitalforrentning

Begrundelsen vedrørende dækningen af omkostningerne generelt

Nødvendigheden af en detaljeret begrundelse

3.  Anbringendet om tilsidesættelse af begrebet statsstøtte

Indledende bemærkninger

Tilsidesættelse af begrebet sædvanlige markedsvilkår

Anvendelsen af retropolations-metoden

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

Manglende hensyntagen til bestemte aspekter af begrebet statsstøtte

Overførslen af Postadex

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

La Postes image

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

4.  Anbringendet om åbenbare skønsfejl og materielle unøjagtigheder

Almene bemærkninger

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Sagens omkostninger

* Processprog: fransk.