Sag C-87/12

Kreshnik Ymeraga m.fl.

mod

Ministre du Travail, de l’Emploi et de l’Immigration

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour administrative)

»Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF – opholdsret til statsborgere fra tredjelande, som er familiemedlemmer til en unionsborger, der ikke har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed – grundlæggende rettigheder«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 8. maj 2013

1.        Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – berettigede – familiemedlemmer til en unionsborger, som er statsborgere i et tredjeland – betingelse – en unionsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed – anvendelse af direktiv 2003/86 på en unionsborgers familiemedlemmer – ikke omfattet

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 2, nr. 2), og art. 3, stk. 1; Rådets direktiv 2003/86, art. 3, stk. 3]

2.        Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – en unionsborger, der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed – betingelse for at være omfattet – anvendelse af foranstaltninger, der reelt fratager den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som tildeles ved statussen som unionsborger – bedømmelseskriterier – foranstaltninger, der forpligter nævnte borger til at forlade Unionens område – afslag på opholdsret til familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere – utilstrækkelige omstændigheder til at fastslå fratagelsen

(Art. 20 TEUF og 21 TEUF)

3.        Grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – respekt for privatliv og familieliv – afslag på opholdsret til familiemedlemmer til en unionsborger, som er tredjelandsstatsborgere – situation, der ikke er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde – efterprøvelse i forhold til den europæiske menneskerettighedskonvention – efterprøvelse, der tilkommer den nationale ret

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 51, stk. 1)

1.        Direktiv 2003/86 om ret til familiesammenføring og direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område finder ikke anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der ansøger om opholdsret for at slutte sig til deres familiemedlem, der er unionsborger og aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed som unionsborger og altid har opholdt sig i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger.

(jf. præmis 33)

2.        Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat nægter en tredjelandsstatsborger ophold på sit område, når denne tredjelandsstatsborger ønsker at bosætte sig dér med et familiemedlem, som er unionsborger, bosat og statsborger i denne medlemsstat, og som aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed som unionsborger, for så vidt som en sådan nægtelse ikke indebærer, at den pågældende unionsborger fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er tillagt ved status som unionsborger.

I denne forbindelse er den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat, af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område, måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af hans familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med ham på Unionens område, ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at det må antages, at unionsborgeren nødsages til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke meddeles.

(jf. præmis 38 og 45 samt domskonkl.)

3.        Hvis situationen for familiemedlemmer til en unionsborger, som er tredjelandsstatsborgere, hverken reguleres af direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område eller af direktiv 2003/86 om retten til familiesammenføring, og en medlemsstats afslag på at tildele nævnte unionsborgers familiemedlemmer en opholdsret ikke indebærer, at sidstnævnte fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som er tillagt ved status som unionsborger, henhører et sådant afslag ikke under gennemførelsen af EU-retten som omhandlet i artikel 51 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvorfor dette afslags overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder ikke skal prøves i forhold til de rettigheder, der er indført ved chartret.

En sådan konstatering afgør imidlertid ikke spørgsmålet om, hvorvidt det på grundlag af en gennemgang i lyset af bestemmelserne i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som alle medlemsstaterne har tilsluttet sig, må fastslås, at der ikke kan nægtes en opholdsret for de pågældende tredjelandsstatsborgere inden for rammerne af tvisten i hovedsagen.

(jf. præmis 42-44)