Language of document :

Sag anlagt den 4. januar 2017 – Coedo Suárez mod Rådet

(Sag T-4/17)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Ángel Coedo Suárez (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne S. Rodrigues og C. Bernard-Glanz)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Sagen fremmes til realitetsbehandling.

Annullation af afgørelsen af 4. marts 2016 fra Rådets generalsekretær og, om fornødent, af afgørelsen af 27. september 2016 fra Rådets generalsekretær om afslag på klagen.

Sagsøgte tilpligtes at betale et beløb, fastsat efter ret og billighed, på 5 000 EUR, eller et hvilket som helst andet beløb, som Retten finder rimeligt, i erstatning for det ikke-økonomiske tab, med tillæg af morarenter efter den lovbestemte sats at regne fra afsigelsen af dommen i denne sag.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 78, stk. 5, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, for så vidt som Rådet fejlagtigt kvalificerede skrivelsen af 20. november 2015 som en klage og følgelig fandt, at den skulle afvises. I øvrigt vil ansøgningen af 20. november 2015 om anerkendelse af invaliditeten som en erhvervssygdom heller ikke kunne afvises fra realitetsbehandling på grund af overskridelse af en rimelig frist.

Andet anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten, for så vidt som Rådet ved at forkaste ansøgningen om, at sagsøgerens invaliditet anerkendes som en erhvervssygdom med en fejlagtig begrundelse og i strid med de principper, der er udledt af retspraksis, forlænger sagens varighed og således tilsidesætter princippet om en rimelig frist og, mere generelt, princippet om god forvaltning.

____________