Language of document :

Sag anlagt den 14. september 2007 - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Irland

(Sag C-427/07)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved D. Recchia og D. Lawunmi, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Irland

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2-4, i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet 1 som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF, da det ikke har truffet foranstaltninger til sikring af, at projekter - der kan have en væsentlig indvirkning på miljøet i kategorien for vejanlæg, hvilken kategori er omfattet af gruppe 10, litra e), i bilag II til direktiv 85/337/EØF - før tilladelse udstedes, er genstand for krav om gennemførelsestilladelse og om en vurdering af virkningerne heraf i overensstemmelse med direktivets artikel 5-10.

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, og stk. 3-7, og artikel 4, stk. 1-6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet 2 og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse, da man ikke i overensstemmelse med direktivets artikel 6 har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

Irland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Gennemførelse af direktiv 85/337/EØF

Kommissionen er af den opfattelse, at Irland ikke fuldt ud har gennemført direktiv 85/337/EØF, da man ikke har truffet foranstaltninger til opfyldelse af kravene i direktivets artikel 2, stk. 1, og artikel 4 med hensyn til projekter om private vejanlæg. Kommissionen finder, at projekter om private vejanlæg (planlagt af private bygherrer) er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 85/337/EØF. Hertil kommer, at der ikke er grundlag for at antage, at sådanne projekter ikke vil have en væsentlig indvirkning på miljøet. Det forhold, at projekter om vejanlæg planlagt af private bygherrer ikke er omfattet, betyder at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til de nævnte bestemmelser i direktivet.

Gennemførelse af direktiv 2003/35/EF

Kommissionen har gjort gældende, at Irland har tilsidesat forpligtelsen i artikel 6 i direktiv 2003/35/EF til at vedtage de nødvendige bestemmelser i national ret for at efterkomme direktivets artikel 3 og 4, og til at underrette Kommissionen herom. Nærmere bestemt indeholder direktivets artikel 3, stk. 1, og stk. 3-6 særlige ændringer til flere artikler i direktiv 85/337/EØF. Irland har ikke bestridt, at gennemførelsen kræver ændringer af både irsk planlægningslovgivning og lovgivning, der vedrører andre tilladelsesordninger. Irland har ikke underrettet om ændringer til sin planlægningslovgivning inden for fristen ifølge den supplerende begrundede udtalelse, og man har under alle omstændigheder endnu ikke underrettet om lovgivning, der vedrører andre tilladelsesordninger. Direktivets artikel 3, stk. 7, og artikel 4, stk. 4, indeholder ikke blot krav om indførelse af ordninger til prøvelse af beslutningsproceduren, men også ordninger, der fastlægger bestemte garantier. For så vidt som Irland har gjort gældende, at landets eksisterende klagedomstolssystem opfylder kravene i artikel 3, stk. 7, og artikel 4, stk. 4, har man undladt at indbringe tilstrækkelige oplysninger til at opfylde kravene i direktivets artikel 6, stk. 1, andet punktum.

____________

1 - EFT L 175, s. 40.

2 - EUT L 156, s. 17.