Sag C-427/07

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Irland

»Traktatbrud – vurdering af projekters indvirkning på miljøet – direktiv 85/337/EØF – adgang til klage og domstolsprøvelse – direktiv 2003/35/EF«

Sammendrag af dom

1.        Miljø – vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet – direktiv 85/337

[Rådets direktiv 85/337, som ændret ved direktiv 97/11, art. 2, stk. 1, og art. 4, stk. 2, samt bilag II, gruppe 10, litra e)]

2.        Institutionernes retsakter – direktiver – medlemsstaternes gennemførelse

(Rådets direktiv 85/337, som ændret ved direktiv 2003/35, art. 10a, og direktiv 96/61, som ændret ved direktiv 2003/35, art. 15a)

3.        Traktatbrudssøgsmål – bevis for traktatbruddet – Kommissionens bevisbyrde – formodninger – ulovligt – manglende overholdelse af den meddelelsespligt, som er pålagt medlemsstaterne ved et direktiv – følger

(Art. 10 EF og 226 EF)

1.        Medlemsstaterne afgør i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 85/337 – om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved direktiv 97/11 – for projekter, der er opført i det ændrede direktivs bilag II, ved hjælp enten af en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde eller af grænseværdier eller kriterier, om der skal foretages en vurdering af projektets indvirkninger på miljøet. Det følger af samme bestemmelse, at medlemsstaterne ligeledes kan beslutte at anvende begge de nævnte procedurer.

Selv om medlemsstaterne således har et vidt skøn ved afgørelsen af, hvilke projekttyper der skal underlægges en vurdering eller fastsættelsen af de kriterier og/eller grænseværdier, der skal finde anvendelse, er skønnet dog begrænset af forpligtelsen i artikel 2, stk. 1, i direktiv 85/337, som ændret, til at foretage en sådan vurdering af projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan få væsentlig indvirkning på miljøet. En medlemsstat, som fastsætter kriterierne eller grænseværdierne på et sådant niveau, at en gruppe af projekter i sin helhed i praksis på forhånd bliver holdt uden for forpligtelsen til at undersøge deres indvirkning, overskrider grænserne for det skøn, som tilkommer den, medmindre samtlige udelukkede projekter på grundlag af en samlet vurdering kan anses for ikke at have væsentlig indvirkning på miljøet.

Ved i denne forbindelse alene at underlægge projekter om bygning af private veje en vurdering af deres indvirkninger på miljøet, hvis projekterne indgår i andre projekter omfattet af det nævnte direktivs anvendelsesområde og selv er underlagt forpligtelsen til vurdering, medfører den nationale lovgivning, at alle projekter om bygning af private veje, som gennemføres selvstændigt, undgår vurderingen af indvirkningerne på miljøet, selv hvis projekterne kan have væsentlige indvirkninger.

(jf. præmis 40-42 og 44)

2.        Direktivbestemmelser skal gennemføres ved bestemmelser, hvis bindende virkning er uomtvistelig, og som er tilstrækkelig specifikke, bestemte og klare til, at det er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, som indebærer, at de af direktivet omfattede personer i det omfang, det ved direktivet tilsigtes at skabe rettigheder for den enkelte, sættes i stand til at få fuldt kendskab til deres rettigheder.

Det fremgår herved af artikel 10a i direktiv 85/337 – om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved direktiv 2003/35 – og artikel 15a i direktiv 96/61 – om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening, som ændret ved samme direktiv – at de procedurer, som er indført inden for rammerne af disse bestemmelser, ikke må være uoverkommeligt dyre. I denne henseende er alene de omkostninger, der er foranlediget af deltagelsen i sådanne procedurer, omfattet. En sådan bestemmelse er ikke til hinder for, at domstolene kan træffe afgørelse om fordelingen af omkostningerne, forudsat at størrelsen heraf opfylder kravet. En national retsforskrift, hvorefter domstolene har mulighed for at undlade at pålægge den tabende part at betale sagens omkostninger og endvidere kan tilpligte den vindende part at afholde dennes omkostninger, udgør alene en retspraksis. En sådan retspraksis, som efter sin art ikke er sikker, kan ikke anses for at udgøre en gyldig gennemførelse af de forpligtelser, der følger af de nævnte bestemmelser.

Desuden fastsætter artikel 10a, stk. 6, i direktiv 85/337, og artikel 15a, stk. 6, i direktiv 96/61, en forpligtelse til et præcist resultat, som medlemsstaterne skal sikre opnåelsen af, og som består i at stille praktiske oplysninger om adgang til klage og domstolsprøvelse til rådighed for offentligheden. I mangel af en særlig lovregel eller administrativ bestemmelse vedrørende oplysninger om offentlighedens rettigheder kan offentliggørelse eller elektronisk meddelelse om bestemmelserne vedrørende administrativ klage og domstolsprøvelse samt den mulige adgang til retsafgørelser ikke i sig selv betragtes som en tilstrækkelig klar og præcis garanti for, at den berørte offentlighed er i stand til at kende sine rettigheder og adgangen til domstolsprøvelse på miljøområdet.

(jf. præmis 55, 92-94, 97 og 98)

3.        Selv om det under en traktatbrudssag i medfør af artikel 226 EF påhviler Kommissionen at fremføre de omstændigheder, som er nødvendige for, at Domstolen kan efterprøve, om der foreligger et traktatbrud, og selv om Kommissionen ikke kan påberåbe sig nogen formodning herfor, påhviler det samtidig medlemsstaterne i medfør af artikel 10 EF at lette Kommissionen i gennemførelsen af dens opgave, som i henhold til artikel 211 EF navnlig består i at drage omsorg for gennemførelsen af de i traktaten indeholdte bestemmelser og af de bestemmelser, som med hjemmel i denne træffes af institutionerne. Det er desuden med dette formål for øje, at en række direktiver pålægger medlemsstaterne en meddelelsespligt.

Den meddelelse, som medlemsstaterne er forpligtet til at give Kommissionen, skal være klar og præcis. Den skal utvetydigt anføre de love og administrative foranstaltninger, med hvilke medlemsstaten mener at have opfyldt de forskellige forpligtelser, den er pålagt ved direktivet. Gør den ikke det, er Kommissionen ude af stand til at kontrollere, om medlemsstaten reelt og fuldt ud har gennemført direktivet. En medlemsstats undladelse af at opfylde denne forpligtelse, det være sig ved slet ikke at give nogle oplysninger eller ved ikke at give tilstrækkelig klare og præcise oplysninger, kan i sig selv begrunde, at traktatbrudsproceduren efter artikel 226 EF indledes. Selv om gennemførelsen af et direktiv kan ske ved hjælp af gældende nationale retsforskrifter, fritager dette i øvrigt ikke medlemsstaterne for deres formelle forpligtelse til at oplyse Kommissionen om disse retsforskrifter, således at Kommissionen sættes i stand til at vurdere, om de er i overensstemmelse med direktivet.

(jf. præmis 105-108)