KENDELSE AFSAGT AF DOMSTOLENS VICEPRÆSIDENT
17. august 2022 (*)
»Appel – intervention – statsstøtte – støtteordning gennemført af Kongeriget Belgien – interventionsbegæring fremsat efter udløbet af den frist på seks uger, der er fastsat i artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement – formaliteten – artikel 40 og 45 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«
I sag C-4/22 P(I),
angående appel i henhold til artikel 57, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 3. januar 2022,
St. Jude Medical Coordination Center BV, Zaventem (Belgien), ved avocats É. Bruc og F. Louis,
appellant,
de øvrige parter i appelsagen:
Magnetrol International NV, Zele (Belgien),
sagsøger i første instans,
Europa-Kommissionen ved P.-J. Loewenthal og F. Tomat, som befuldmægtigede,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLENS VICEPRÆSIDENT,
efter at have hørt generaladvokat M. Szpunar,
afsagt følgende
Kendelse
1 Ved appellen har St. Jude Medical Coordination Center BV nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af formanden for Den Europæiske Unions Rets Anden Afdeling den 21. december 2021, Magnetrol International mod Kommissionen (T-263/16 RENV, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede kendelse«, EU:T:2021:947), hvorved formanden for Anden Afdeling afviste appellantens begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for de af sagsøger i første instans i sag T-263/16 RENV, Magnetrol International NV, nedlagte påstande.
Tvistens baggrund
2 Ved afgørelse (EU) 2016/1699 af 11. januar 2016 om den af Belgien gennemførte støtteordning vedrørende skattefritagelse for overskydende fortjeneste SA.37667 (2015/C) (ex 2015/NN) (EUT 2016, L 260, s. 61, herefter »den omtvistede afgørelse«) fastslog Europa-Kommissionen, at en række fritagelser indrømmet af Kongeriget Belgien udgjorde en støtteordning som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, som var uforenelig med det indre marked, og som var blevet gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF. Kommissionen påbød, at den således ydede støtte skulle tilbagesøges fra modtagerne, over hvilke en endelig liste senere skulle udfærdiges af Kongeriget Belgien.
Retsforhandlingerne for Retten og Domstolen og den appellerede kendelse
3 Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 22. marts og den 25. maj 2016 anlagde Kongeriget Belgien og Magnetrol International sager med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, der blev registreret under henholdsvis sagsnr. T-131/16 og sagsnr. T-263/16.
4 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. juli 2016 anlagde St. Jude Medical Coordination Center sag med påstand om annullation af den nævnte afgørelse; sagen blev registreret under sagsnr. T-420/16.
5 Ved skrivelse af 20. februar 2018 meddelte Rettens justitssekretær St. Jude Medical Coordination Center, at formanden for den afdeling, der behandlede sagen ved Retten, havde besluttet at udsætte behandlingen af sag T-420/16, indtil tvisten i sag T-131/16 og i sag T-263/16 var blevet afgjort.
6 Ved kendelse af 17. maj 2018 besluttede formanden for Rettens Syvende Udvidede Afdeling at forene sagerne T-131/16 og T-263/16 med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del og den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.
7 Ved dom af 14. februar 2019, Belgien og Magnetrol International mod Kommissionen (T-131/16 og T-263/16, EU:T:2019:91), annullerede Retten den omtvistede afgørelse.
8 Den 24. april 2019 iværksatte Kommissionen appel til prøvelse af denne dom. Appellen blev registreret under sagsnr. C-337/19 P.
9 Ved Domstolens dom af 16. september 2021, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, EU:C:2021:741), blev:
– Rettens dom af 14. februar 2019, Belgien og Magnetrol International mod Kommissionen (T-131/16 og T-263/16, EU:T:2019:91), ophævet
– det første og det andet anbringende i sag T-131/16 samt det første anbringende og det tredje anbringendes første led i sag T-263/16 forkastet
– sagen hjemvist til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om det tredje til det femte anbringende i sag T-131/16 samt det andet anbringende, det tredje anbringendes andet og tredje led og det fjerde anbringende i sag T-263/16
– afgørelsen om sagsomkostningerne udsat.
10 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 8. oktober 2021 fremsatte St. Jude Medical Coordination Center begæring om tilladelse til at intervenere i sag T-263/16 RENV til støtte for Magnetrol Internationals påstande.
11 Ved den appellerede kendelse afviste formanden for Rettens Anden Afdeling interventionsbegæringen.
12 Hvad dette angår bemærkedes det i kendelsens præmis 2, at en anmodning om intervention i henhold til artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement skal fremsættes inden for en frist på seks uger, som løber fra offentliggørelsen af den i procesreglementets artikel 79 nævnte meddelelse.
13 Det bemærkedes i kendelsens præmis 3, at eftersom meddelelsen med angivelse af datoen for indlevering af stævningen var blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 1. august 2016, var interventionsbegæringen blevet fremsat efter udløbet af den nævnte frist, forlænget med afstandsfristen. Følgelig blev begæringen afvist i kendelsens præmis 4.
Parternes påstande
14 I appelskriftet har St. Jude Medical Coordination Center nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede kendelse ophæves.
– Appellantens begæring om tilladelse til at intervenere i sag T-263/16 RENV til støtte for Magnetrol Internationals påstande tages til følge.
– Det pålægges Retten at tilstille appellanten en kopi af alle de processkrifter, som er blevet meddelt parterne, og at genåbne den skriftlige procedure eller, som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, at anmode appellanten om at fremsætte skriftlige bemærkninger.
15 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Subsidiært, for det tilfælde at Domstolen ophæver den appellerede kendelse, afvises St. Jude Medical Coordination Centers begæring om tilladelse til at intervenere i sag T-263/16 RENV.
– St. Jude Medical Coordination Center tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Om appellen
Argumenter
16 Til støtte for appellen har appellanten fremsat to anbringender, hvorefter, for det første, Retten undlod at træffe afgørelse, og den appellerede kendelse er behæftet med mangel på begrundelse, og, for det andet, appellantens ret til at intervenere i sagen i første instans blev tilsidesat.
17 Ved det første anbringendes andet led, som det er hensigtsmæssigt at behandle først, har appellanten gjort gældende, at den appellerede kendelse ikke indeholder nogen begrundelse, hvori der tages stilling til de anbringender og argumenter, der blev fremsat i interventionsbegæringen. Navnlig har formanden for Rettens Anden Afdeling ikke truffet afgørelse om de argumenter, som appellanten havde fremført på grundlag af artikel 40 og 45 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og princippet om god retspleje.
18 Kommissionen har gjort gældende, at den appellerede kendelse er tilstrækkeligt begrundet, eftersom formanden for Rettens Anden Afdeling klart bemærkede, at appellantens interventionsbegæring i sag T-263/16 RENV var blevet fremsat for sent.
Bedømmelse
19 Det bemærkes dels, at formålet med Domstolens efterprøvelse under en appelsag bl.a. er at undersøge, om Retten i tilstrækkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, som appellanten har fremført, dels, at anbringendet vedrørende Rettens manglende besvarelse af de argumenter, som er blevet fremført i første instans, i det væsentlige svarer til at påberåbe sig en tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der følger af artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der finder anvendelse på Retten i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, og artikel 117 i Rettens procesreglement (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 17.5.2022, Shanghai Panati mod EUIPO, C-103/22 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2022:399, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).
20 Begrundelsespligten indebærer ikke, at det påhviler Retten at give en redegørelse, som udtømmende og et for et følger alle de ræsonnementer, som tvistens parter har fremført, og begrundelsen kan således være implicit på betingelse af, at den gør det muligt for de berørte parter at få kendskab til, hvorfor Retten ikke har taget deres argumenter til følge, og for Domstolen at have tilstrækkeligt grundlag for at udøve sin prøvelsesret (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 17.5.2022, Shanghai Panati mod EUIPO, C-103/22 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2022:399, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
21 I det foreliggende tilfælde begrænsede formanden for Rettens Anden Afdeling sig i den appellerede kendelse til at konstatere, at interventionsbegæringen var blevet fremsat efter udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement.
22 Kendelsen indeholder således ikke nogen begrundelse for at forkaste de argumenter, som appellanten havde fremført i første instans, og hvorefter for det første fristen skulle have været fraveget i den foreliggende sag i medfør af artikel 40 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og chartrets artikel 47, og for det andet fremsættelsen af interventionsbegæringen efter fristens udløb skyldtes en omstændighed, der ikke kunne forudses, force majeure eller en undskyldelig fejl.
23 Den appellerede kendelse er således behæftet med mangel på begrundelse og skal følgelig ophæves.
Den over for Retten fremsatte interventionsbegæring
24 I medfør af artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan denne, hvis den af Retten trufne afgørelse ophæves, enten hjemvise sagen til Retten til afgørelse eller selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
25 I det foreliggende tilfælde er der anledning til, at Domstolen træffer endelig afgørelse om appellantens interventionsbegæring.
26 Det er ubestridt, at begæringen blev fremsat efter udløbet af den frist på seks uger, der er fastsat i artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement.
27 Ikke desto mindre har appellanten gjort gældende, at begæringen skulle have været anset for at kunne antages til realitetsbehandling af tre grunde, som vedrører for det første artikel 40 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og chartrets artikel 47, for det andet samme statuts artikel 45 og for det tredje adgangen til effektive retsmidler, retten til forsvar, princippet om processuel ligestilling og princippet om god retspleje.
Den første grund vedrørende artikel 40 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og chartrets artikel 47
Argumenter
28 St. Jude Medical Coordination Center er af den opfattelse, at Rettens procesreglement ikke indeholder nogen regel, der gælder for den eventuelle intervention i en »prøvesag« af sagsøgeren i en sag, som er blevet udsat, indtil den nævnte »prøvesag« er blevet afgjort, når Domstolen hjemviser »prøvesagen« til Retten.
29 I denne sammenhæng bør det være tilladt for en sådan part at fremsætte en interventionsbegæring i den samme »prøvesag«, når Domstolen har hjemvist denne sag til Retten. I modsat fald ville parten være nægtet adgang til domstolsprøvelse i strid med artikel 40 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvori der ikke fastsættes nogen betingelse om en frist, og chartrets artikel 47.
30 Den foreslåede løsning ville i øvrigt ligeledes være i overensstemmelse med artikel 71, stk. 4, i Rettens procesreglement, hvori det bestemmes, at de afbrudte procesfrister erstattes med nye frister, som løber fra datoen for genoptagelsen af sagen.
31 Endvidere bør der drages en analogi med artikel 129, stk. 4, i Domstolens procesreglement, hvorefter en interventionsbegæring fremsat efter udløbet af den frist, som i dette øjemed er fastsat i samme procesreglements artikel 130, men før der er truffet beslutning om at åbne retsforhandlingernes mundtlige del, kan tages i betragtning.
32 Retten burde derfor have genåbnet den skriftlige forhandling eller i henhold til artikel 89, stk. 3, litra b), i Rettens procesreglement have opfordret appellanten til at udtale sig skriftligt som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse.
Bedømmelse
33 Det bemærkes indledningsvis, at Rettens procesreglement, i modsætning til hvad appellanten har gjort gældende, indeholder regler, som også omfatter intervention i en »prøvesag« af sagsøgeren i en anden sag, som er blevet udsat, indtil der er truffet afgørelse i »prøvesagen«, når Domstolen hjemviser denne sag til Retten.
34 Selv om, for det første, artikel 142-145 i Rettens procesreglement ikke omhandler den status, der skal indrømmes de personer, som af Domstolen har fået tilladelse til at intervenere i en sag på appelstadiet, når Domstolen har givet medhold i appellen, har ophævet Rettens afgørelse og har hjemvist sagen til Retten til afgørelse, fastsættes der imidlertid i reglementet regler for fremsættelse af interventionsbegæringer for Retten og for prøvelsen af sådanne (jf. i denne retning kendelse af 1.8.2022, Atlas Copco Airpower og Atlas Copco mod Kommissionen, C-31/22 P(I), EU:C:2022:620, præmis 69).
35 Det skal fremhæves i denne forbindelse, at den regel, som er indeholdt i det nævnte procesreglements artikel 143, stk. 1, og hvorefter en anmodning om intervention skal fremsættes inden for en frist på seks uger, som løber fra offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af den oprindelige meddelelse om, at stævningen i den pågældende sag er indgivet, finder anvendelse, når Domstolen hjemviser en sag til Retten (jf. i denne retning kendelse af 1.8.2022, Atlas Copco Airpower og Atlas Copco mod Kommissionen, C-31/22 P(I), EU:C:2022:620, præmis 40).
36 For det andet fastsættes det i samme procesreglements artikel 71, hvilken varighed og hvilke virkninger en udsættelse af sagen har, uden at der indrømmes sagsøgeren i en udsat sag særlige processuelle rettigheder i andre sager.
37 Heraf følger, at en sådan part er omfattet af de regler, der er fastsat i procesreglementets artikel 142-145, herunder den, som er indeholdt i reglementets artikel 143, stk. 1, når parten fremsætter en interventionsbegæring i en anden sag.
38 Den af appellanten påberåbte omstændighed, at der ikke fastsættes en frist for fremsættelse af en interventionsbegæring i artikel 40 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, kan ikke føre til, at artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement ikke skal anvendes, eftersom det fremgår af statuttens artikel 53, stk. 2, at rettergangsmåden ved Retten i nødvendigt omfang udfyldes i dens procesreglement.
39 Endvidere er en streng overholdelse af den i den nævnte artikel 143, stk. 1, fastsatte frist i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 5.7.2018, Müller m.fl. mod QH, C-187/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:543, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
40 Eftersom appellanten i realiteten har hævdet, at afvisningen af dennes interventionsbegæring strider imod chartrets artikel 47, bemærkes følgelig, at retten til at blive hørt og retten til en effektiv retsbeskyttelse ifølge fast retspraksis ikke påvirkes af en streng overholdelse af EU-bestemmelserne vedrørende procesfrister (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 17.5.2022, Shanghai Panati mod EUIPO, C-103/22 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2022:399, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).
41 Desuden er den i Rettens procesreglements artikel 71, stk. 4, fastsatte regel, hvorefter de afbrudte procesfrister fra den dato, hvor sagens behandling genoptages efter en udsættelse, erstattes med nye frister, som løber fra datoen for denne genoptagelse, irrelevant i det foreliggende tilfælde, eftersom denne regel finder anvendelse på procesfrister vedrørende udsatte sager og ikke på procesfrister vedrørende »prøvesager«.
42 Endvidere må det argument forkastes, som appellanten har fremført om, at der skal foretages en analog anvendelse af artikel 129, stk. 4, i Domstolens procesreglement, hvorefter en interventionsbegæring fremsat efter udløbet af den frist på seks uger, der er fastsat i reglementets artikel 130, stk. 1, men før den i reglementets artikel 60, stk. 4, omhandlede beslutning om at åbne retsforhandlingernes mundtlige del er truffet, kan tages i betragtning.
43 En sådan mulighed var faktisk fastsat i artikel 115, stk. 1, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991, som ændret den 19. juni 2013, sammenholdt med artikel 116, stk. 6, heri. I artikel 143 i Rettens nye procesreglement, som er klart og ubetinget affattet, gentages denne mulighed imidlertid ikke, hvorfor den ikke kan anvendes analogt (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 5.7.2018, Müller m.fl. mod QH, C-187/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:543, præmis 27).
44 På baggrund af det ovenstående er der ikke anledning til at genåbne den skriftlige forhandling eller til at anordne en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 89, stk. 3, litra b), i Rettens procesreglement, og under alle omstændigheder er det ikke tredjeparter, men sagens parter, som denne bestemmelse gør det muligt at opfordre til at udtale sig.
45 Følgelig godtgør den første grund, som appellanten har påberåbt sig, ikke, at dennes interventionsbegæring skal tages til følge.
Den anden grund vedrørende artikel 45 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol
Argumenter
46 St. Jude Medical Coordination Center har gjort gældende, at selv om Domstolen finder, at artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, skal appellantens interventionsbegæring alligevel anses for at kunne admitteres i medfør af artikel 45 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
47 For det første ville det have været praktisk umuligt for appellanten at fremsætte begæringen inden udløbet af den i Rettens procesreglement fastsatte frist, eftersom appellanten ikke kunne forudse, at sag T-420/16 ville blive udsat, og at beslutningen om at udsætte denne sag ville blive meddelt appellanten efter udløbet af fristen.
48 For det andet ville der, hvis St. Jude Medical Coordination Center skulle anses for at have begået en fejl ved ikke at fremsætte interventionsbegæring inden udløbet af fristen, være tale om en undskyldelig fejl i betragtning af omstændighederne i forbindelse med udsættelsen af sag T-420/16 og det forhold, at der ikke findes processuelle regler for den særlige situation, som appellanten befandt sig i.
Bedømmelse
49 For det første fremgår det af Domstolens faste praksis, at EU-bestemmelserne vedrørende procesfrister kun kan fraviges, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure i overensstemmelse med artikel 45, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (jf. i denne retning dom af 14.12.2016, SV Capital mod EBA, C-577/15 P, EU:C:2016:947, præmis 56, og kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 5.7.2018, Müller m.fl. mod QH, C-187/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:543, præmis 21).
50 Begreberne force majeure og omstændigheder, som ikke kunne forudses, omfatter dels et objektivt element, hvorefter der skal foreligge usædvanlige omstændigheder, som den berørte ikke har indflydelse på, dels et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik på at undgå konsekvenserne af de usædvanlige begivenheder skal træffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kræves, at vedkommende træffer urimeligt belastende foranstaltninger (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 5.7.2018, Müller m.fl. mod QH, C-187/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:543, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
51 I det foreliggende tilfælde skal det erindres, at det bestemmes i artikel 69, litra d), i Rettens procesreglement, at en verserende sag kan udsættes i særlige tilfælde, når retsplejehensyn tilsiger dette.
52 Eftersom udpegelsen af en sag som en »prøvesag« netop skyldes et ønske om at sikre god retspleje, er der anledning til at anse beslutningen om at udsætte retsforhandlingerne i sag T-420/16 for at udgøre en anvendelse af nævnte artikel 69, litra d).
53 Denne beslutning kan, skønt den er uden for appellantens kontrol, følgelig ikke anses for at være en usædvanlig omstændighed (jf. analogt kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 5.7.2018, Müller m.fl. mod QH, C-187/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:543, præmis 41).
54 Idet det er ufornødent at afgøre, om appellanten kunne undgå konsekvenserne af beslutningen, kan selskabet følgelig ikke anses for at have godtgjort, at der forelå force majeure eller en omstændighed, som ikke kunne forudses.
55 Skønt, for det andet, anvendelsen af EU-bestemmelserne vedrørende procesfrister ligeledes kan fraviges, hvis en part har begået en undskyldelig fejl, henviser dette begreb, som skal fortolkes strengt, kun til usædvanlige omstændigheder, hvorunder, bl.a., den pågældende institution har udvist en adfærd, der i sig selv eller i afgørende udstrækning har kunnet fremkalde en berettiget vildfarelse hos borgeren, som har været i god tro, og som har udvist en sådan agtpågivenhed, som kræves af en normalt påpasselig person (jf. i denne retning dom af 14.12.2016, SV Capital mod EBA, C-577/15 P, EU:C:2016:947, præmis 59, og kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 5.7.2018, Müller m.fl. mod QH, C-187/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:543, præmis 42).
56 I det foreliggende tilfælde har appellanten ganske vist gjort gældende, at Rettens procesreglement ikke indeholder regler, som direkte finder anvendelse på dennes situation, men det fremgår af prøvelsen af det første anbringende, at denne situation er omfattet af procesreglementets artikel 143, stk. 1.
57 Affattelsen af denne bestemmelse er klar og ubetinget og giver ikke anledning til nogen fortolkningsvanskeligheder.
58 Endvidere har appellanten ikke vist, at der forelå en af Retten udvist adfærd, som kunne fremkalde en vildfarelse vedrørende vurderingen af den frist, som er fastsat i denne bestemmelse.
59 Under disse omstændigheder har appellanten ikke vist, at denne begik en undskyldelig fejl.
60 Følgelig godtgør den anden grund, som appellanten har påberåbt sig, ikke, at dennes interventionsbegæring skal tages til følge.
Den tredje grund vedrørende adgangen til effektive retsmidler, retten til forsvar, princippet om processuel ligestilling og princippet om god retspleje
Argumenter
61 St. Jude Medical Coordination Center har gjort gældende, at det fremgår af Domstolens praksis, at en dom afsagt i en »prøvesag« kan have uforholdsmæssigt store konsekvenser for parallelle sager, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en og samme retsakt. Parterne i sådanne parallelle sager har derfor interesse i at intervenere i »prøvesagen« i overensstemmelse med artikel 40 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
62 En sådan løsning er ligeledes påkrævet i medfør af princippet om processuel ligestilling, som er en integrerende del af princippet om effektiv retsbeskyttelse.
63 Den nævnte løsning bør ifølge appellanten anvendes på St. Jude Medical Coordination Center, navnlig i betragtning af at selskabet ville kunne fremlægge afgørende faktiske omstændigheder og retlige argumenter, der støtter Magnetrol Internationals påstande. Et af de vigtigste anbringender, som er blevet fremsat i sag T-420/16, er således ikke blevet påberåbt i sagerne T-131/16 og T-263/16. Hvis det ikke tillades appellanten at blive part i retsforhandlingerne i sag T-263/16 RENV, vil appellanten derfor være berøvet enhver reel mulighed for at gøre disse anbringender gældende.
Bedømmelse
64 Alle de argumenter, der knytter sig til den tredje grund, som St. Jude Medical Coordination Center har påberåbt sig, har i det væsentlige til formål at påvise, at denne havde en klar interesse i at intervenere i sag T-263/16 RENV, og at appellanten ikke kunne frakendes denne interesse, uden at appellantens adgang til effektive retsmidler, appellantens ret til forsvar samt princippet om processuel ligestilling og princippet om god retspleje blev tilsidesat.
65 Det fremgår imidlertid af præmis 44, 49 og 55 i denne kendelse, at en begæring om intervention for Retten skal være fremsat inden udløbet af den frist, som er fastsat i artikel 143, stk. 1, i dennes procesreglement, undtagen når den regel, der er fastsat i denne bestemmelse, skal fraviges på grund af en omstændighed, som ikke kan forudses, force majeure eller en undskyldelig fejl.
66 Eftersom det er ubestridt, at interventionsbegæringen ikke blev fremsat inden udløbet af den nævnte frist, og da det følger af prøvelsen af de af St. Jude Medical Coordination Center fremførte argumenter vedrørende den anden grund, som appellanten har påberåbt sig, at denne ikke har vist, at der forelå en omstændighed, som ikke kunne forudses, force majeure eller en undskyldelig fejl, kan den omstændighed – forudsat at den kan påvises – at en interventionsbegæring, som appellanten havde fremsat inden fristens udløb, skulle have været taget til følge, fordi appellanten havde interesse i at intervenere, ikke anses for at godtgøre, at den interventionsbegæring, som appellanten fremsatte for Retten, kunne admitteres.
67 Følgelig godtgør den tredje grund, som appellanten har påberåbt sig, ikke, at dennes interventionsbegæring skal tages til følge.
68 Da ingen af de argumenter, som St. Jude Medical Coordination Center har påberåbt sig, giver anledning til at tage den interventionsbegæring til følge, som appellanten fremsatte efter udløbet af den frist på seks uger, der er fastsat i artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement, må begæringen afvises.
Sagsomkostninger
69 I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.
70 I henhold til samme reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af dets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
71 For så vidt angår omkostningerne vedrørende appelsagen har Kommissionen ganske vist tabt denne, men St. Jude Medical Coordination Center har ikke nedlagt påstand om, at Kommissionen betaler sagsomkostningerne. Hver part bærer følgelig sine egne omkostninger i nærværende appelsag.
72 Med hensyn til omkostningerne vedrørende sagen i første instans bemærkes, at den appellerede kendelse blev afsagt, uden at interventionsbegæringen var blevet meddelt parterne i sag T-263/16 RENV, som derfor ikke har haft nogen omkostninger i forbindelse med denne sag. Appellanten, hvis interventionsbegæring er blevet afvist, bærer følgelig sine egne omkostninger vedrørende den nævnte sag.
På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolens vicepræsident:
1) Kendelse afsagt af formanden for Den Europæiske Unions Rets Anden Afdeling den 21. december 2021, Magnetrol International mod Kommissionen (T-263/16 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:947), ophæves.
2) Den interventionsbegæring, som St. Jude Medical Coordination Center BV har fremsat i sag T-263/16 RENV, afvises.
3) St. Jude Medical Coordination Center BV og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger vedrørende appelsagen.
4) St. Jude Medical Coordination Center BV bærer sine egne omkostninger vedrørende sagen i første instans.
Underskrifter