Language of document : ECLI:EU:T:2010:205

Sag T-21/05

Chalkor AE Epexergasias Metallon

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – sektoren for VVS-rør af kobber – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – vedvarende og forskelligartet overtrædelse – bøder – begrænset deltagelse i kartellet – det relevante markeds geografiske udstrækning – overtrædelsens varighed – samarbejde«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – bøder – retningslinjer for beregning af bøder – beregningsmetode, hvorved der tages hensyn til en række fleksible faktorer

(Art. 229 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, og nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

2.      Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – påstået tvungen deltagelse

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, og nr. 1/2003, art. 23, stk. 3; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

4.      Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelsen påhviler Kommissionen

(Art. 81, stk. 1, EF)

5.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens varighed – overtrædelser af lang varighed – forhøjelse af udgangsbeløbet med 10% pr. år

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, og nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 B)

6.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – formildende omstændigheder – overtrædelsens ophør inden Kommissionens indgriben

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, og nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

7.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – betingelser

(Rådets forordning nr. 17, art. 11, og nr. 1/2003, art. 18; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens varighed – overtrædelser af lang varighed – forhøjelse af udgangsbeløbet med 10% pr. år – følger

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, og nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

1.      Selv om retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten ikke kan anses for retsregler, som Kommissionen under alle omstændigheder er forpligtet til at overholde, fastsætter de dog vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som Kommissionen ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. Det tilkommer således Retten inden for rammerne af legalitetskontrollen af bøder pålagt ved en beslutning fra Kommissionen at efterprøve, om denne har udøvet sin skønsbeføjelse i henhold til den i disse retningslinjer fastsatte metode, og, i det omfang den skulle fastslå, at Kommissionen har overskredet denne beføjelse, at efterprøve, om overskridelsen er berettiget og tilstrækkeligt retligt begrundet.

Kommissionens begrænsning af sin egen skønsbeføjelse som følge af vedtagelsen af retningslinjer er ikke uforenelig med opretholdelsen af en væsentlig skønsmargen til Kommissionen. Retningslinjerne indeholder således forskellige fleksible omstændigheder, som giver Kommissionen mulighed for at udøve sit skøn i overensstemmelse med, hvad der er fastsat i bestemmelserne i forordning nr. 17 og nr. 1/2003, således som disse bestemmelser er fortolket i retspraksis. På de områder, hvor Kommissionen har bibeholdt en skønsmargen, er legalitetskontrollen af disse bedømmelser derfor begrænset til, om der er tale om et åbenbart urigtigt skøn. Kommissionens skønsmargen og de grænser, den har fastsat herfor, er i øvrigt i princippet ikke til hinder for, at Fællesskabets retsinstanser udøver deres fulde prøvelsesret, og de kan ophæve, nedsætte eller forhøje den af Kommissionen pålagte bøde.

(jf. præmis 60-64)

2.      Pres, der udøves af virksomheder og tilsigter at tilskynde andre virksomheder til at deltage i en overtrædelse af konkurrencereglerne, uanset dets størrelse, fritager ikke den pågældende virksomhed for dens ansvar for den begåede overtrædelse, ændrer ikke ved kartellets grovhed og kan ikke være en formildende omstændighed med henblik på udregningen af bøderne, eftersom den pågældende virksomhed kunne have angivet det eventuelle pres til de kompetente myndigheder og indgivet en klage til dem.

(jf. præmis 72)

3.      En virksomhed, hvis ansvar er fastslået for så vidt angår flere led i et kartel, bidrager faktisk i højere grad til dette kartels effektivitet og grovhed end en lovovertræder, der alene er involveret i et enkelt led i dette samme kartel. Den første virksomhed begår følgelig en grovere overtrædelse end den, der begås af den anden.

Kommissionen er forpligtet til i henhold til princippet om individuelle straffe og personligt ansvar ved vurderingen af hver lovovertræders forholdsmæssige andel i et kartel at tage hensyn til den omstændighed, at visse lovovertrædere i givet fald ikke kan holdes ansvarlige for dette kartels samlede elementer.

I forbindelse med anvendelsen af retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten skal denne vurdering nødvendigvis finde sted i forbindelse med fastsættelsen af det særlige udgangsbeløb, eftersom hensyntagen til de formildende omstændigheder alene gør det muligt at fastsætte bødens grundbeløb på grundlag af de fremgangsmåder, lovovertræderen har anvendt ved gennemførelsen af kartellet. En lovovertræder, der ikke kan holdes ansvarlig for visse led i dette kartel, kan imidlertid ikke have haft en rolle i gennemførelsen af nævnte elementer. Tilsidesættelsen af konkurrencereglerne er på grund af den begrænsede udstrækning af den overtrædelse, som lovovertræderen hævdes at have begået, mindre grov end den, der tilskrives de lovovertrædere, der har deltaget i overtrædelsens samlede elementer.

Kommissionen har ved udregningen af bøderne således overtrådt ligebehandlingsprincippet ved at undlade at tage den omstændighed, at en virksomhed til forskel fra de øvrige karteldeltagere kun havde deltaget i et kartelelement, i betragtning, idet den dermed har behandlet forskellige situationer ens, uden at en sådan behandling er objektivt begrundet.

(jf. præmis 99-101 og 104)

4.      Det er tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at den pågældende virksomhed har deltaget i åbenbart konkurrencestridige møder mellem konkurrenter for i tilstrækkelig grad at bevise, at denne virksomhed deltog i kartellet. Når deltagelsen i sådanne møder er blevet bevist, påhviler det virksomheden at fremføre indicier af en sådan beskaffenhed, at de kan påvise, at dens deltagelse i nævnte møder ikke var sket for at begrænse konkurrencen, og herved påvise, at den over for konkurrenterne havde oplyst, at den deltog i møderne med et andet formål end deres.

(jf. præmis 130)

5.      Det fremgår af retningslinjerne for beregning af bøderne i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, at Kommissionen ikke har indført nogen overlapning eller gensidig afhængighed mellem bedømmelsen af overtrædelsens grovhed og af dens varighed. Den omstændighed, at Kommissionen har forbeholdt sig muligheden for at foretage en forhøjelse for hvert års overtrædelser, som for så vidt angår overtrædelser af lang varighed kan være op til 10% af det beløb, der er fastsat for overtrædelsens grovhed, forpligter på ingen måde Kommissionen til at fastsætte denne sats ud fra intensiteten af kartellets aktiviteter eller dets virkninger, dvs. overtrædelsens grovhed. Det tilkommer nemlig Kommissionen inden for rammerne af dens vide skønsbeføjelse at vælge satsen for den forhøjelse, den ønsker at anvende på baggrund af overtrædelsens varighed.

(jf. præmis 141 og 143)

6.      Kommissionen er ikke forpligtet til inden for rammerne af sin skønsbeføjelse at indrømme en nedsættelse af bøden som følge af ophøret af en overtrædelse af konkurrencereglerne, der allerede er ophørt inden tidspunktet for Kommissionens første indgreb.

(jf. præmis 151)

7.      I forbindelse med bedømmelsen af kartelmedlemmers samarbejde har Kommissionen et vidt skøn for at vurdere kvaliteten og brugbarheden af en virksomheds samarbejde, navnlig i forhold til andre virksomheders bidrag. Kun et åbenbart urigtigt skøn fra Kommissionen kan således anfægtes. Kommissionen kan dog i forbindelse med nævnte bedømmelse ikke tilsidesætte ligebehandlingsprincippet.

Retten gennemfører en fuldstændig efterprøvelse af spørgsmålet, om en virksomheds samarbejde går ud over den pligt til at svare på Kommissionens begæringer om oplysninger, der påhviler selskabet i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 og artikel 18 i forordning nr. 1/2003.

(jf. præmis 162 og 168)

8.      Det fremgår af opbygningen af retningslinjerne for beregning af bøderne i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, at de virksomheder, der deltager længst i et kartel, vil blive pålagt de mindste bøder, hvis beløbene bliver divideret med antallet af måneders karteldeltagelse eller antallet af møder, som virksomheden har deltaget i, eftersom Kommissionen i retningslinjerne har begrænset sig til at fastsætte, at bødernes udgangsbeløb bliver forhøjet med maksimalt 10% for hvert år, overtrædelsen har varet. En virksomhed kan ikke påberåbe sig denne selvpålagte begrænsning med henblik på at opnå en nedsættelse af den bøde, der er pålagt den.

(jf. præmis 179 og 180)