RETTENS DOM (Appelafdelingen)

8. juni 2011

Sag T-20/09 P

Europa-Kommissionen

mod

Luigi Marcuccio

»Appel – personalesag – tjenestemænd – invalidepension – søgsmål, som sagsøgeren fik delvis medhold i i første instans på grund af utilstrækkelig begrundelse for den anfægtede afgørelse – tjenestemandsvedtægtens artikel 78 – pensionering som følge af invaliditet – invaliditetsudvalg«

Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 4. november 2008 i sag F-41/06, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 339, og II-A-1, s. 1851, med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald: Dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 4. november 2008 i sag F-41/06, Marcuccio mod Kommissionen, ophæves, for så vidt som Personaleretten annullerede Europa-Kommissionens afgørelse af 30. maj 2005 om at pensionere Luigi Marcuccio som følge af invaliditet og om at tildele ham invalidepension, for så vidt som Personaleretten tilpligtede Kommissionen at betale Luigi Marcuccio 3 000 EUR, og for så vidt som den fordelte sagsomkostningerne i forhold hertil (punkt 1, 2, 4 og 5 i domskonklusionen). Sagen hjemvises til Personaleretten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – invaliditet – invaliditetsudvalg – domstolsprøvelse – rækkevidde – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 78)

2.      Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – Rettens kompetence – prøvelse af rækkevidden af begrundelsespligten i den anfægtede afgørelse

(Art. 253 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)

3.      Tjenestemænd – bebyrdende afgørelse – begrundelsespligt – afgørelse vedtaget i en sammenhæng, som er bekendt for adressaten

(Art. 253 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – annullation af anfægtet ulovlig retsakt – passende genoprettelse af ikke-økonomisk skade

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

5.      Appel – anbringender – urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder og af beviserne – afvisning – Rettens prøvelse af bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og af beviserne – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)

1.      I tilfælde af anvendelse af vedtægtens artikel 78 har Unionens retsinstanser kompetence til at undersøge lovligheden af invaliditetsudvalgets udtalelse, dvs. om denne udtalelse indeholder en begrundelse, der gør det muligt at bedømme det grundlag, hvorpå de konklusioner, som udtalelsen indeholder, hviler, og om det er godtgjort, at der foreligger en rationel sammenhæng mellem de lægelige vurderinger, som udtalelsen indeholder, og de konklusioner, som udvalget er nået frem til.

Den retslige prøvelse af lovligheden af disse udvalgs nedsættelse og virksomhed samt af lovligheden af de udtalelser, som disse udvalg afgiver, er en følge af den manglende domstolskontrol med de rent lægelige vurderinger, som må anses for definitive, når de er blevet til efter de forskriftsmæssige betingelser herom. Eftersom formålet med bestemmelserne vedrørende lægeudvalg og invaliditetsudvalg er at overlade den endelige vurdering af alle lægelige spørgsmål til lægelige eksperter, skal beskyttelsen af de pågældende tjenestemænds rettigheder imidlertid sikres ved udøvelsen af domstolskontrol.

(jf. præmis 45 og 54)

Henvisning til: Domstolen, 4. oktober 1991, sag C-185/90 P, Kommissionen mod Gill, Sml. I, s. 4779, præmis 4; Retten, 27. februar 1992, sag T-43/89, Plug mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, præmis 75; Retten, 23. marts 1993, sag T-43/89 RV, Gill mod Kommissionen, Sml. II, s. 303, præmis 36; Retten, 21. marts 1996, sag T-376/94, Otten mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 129, og II, s. 401, præmis 47; Retten, 16. juni 2000, sag T-84/98, C mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 113, og II, s. 497, præmis 43, og den deri nævnte retspraksis; Retten, 23. november 2004, sag T-376/02, O mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 349, og II, s. 1595, præmis 29

2.      Spørgsmålet vedrørende begrundelsespligtens rækkevidde er et retsspørgsmål, som er undergivet Rettens kontrol i forbindelse med en appel. Kontrollen med en beslutnings lovlighed, der i denne forbindelse udøves af Retten, må nemlig nødvendigvis tage de faktiske omstændigheder i betragtning, som Personaleretten har lagt til grund for at nå sin konklusion om, at begrundelsen var tilstrækkelig eller utilstrækkelig.

(jf. præmis 62)

Henvisning til: Domstolen, 20. november 1997, sag C-188/96 P, Kommissionen mod V, Sml. I, s. 6561, præmis 24

3.      En retsakt, der er bebyrdende, er tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne.

(jf. præmis 68)

Henvisning til: Retten, 14. oktober 2009, sag T-390/08, Bank Melli Iran mod Rådet, Sml. II, s. 3967, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis

4.      Annullation af en ulovlig retsakt kan i sig selv udgøre en passende og i princippet tilstrækkelig erstatning for hele den ikke-økonomiske skade, som denne retsakt kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren kan påvise, at han har lidt en ikke-økonomisk skade, der kan adskilles fra den ulovlighed, som ligger til grund for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud derved.

I denne forbindelse hviler konstateringen af en vedvarende invaliditet, som anses for fuldstændig, og medfører, at den pågældende er ude af stand til at gøre tjeneste i en stilling i hans stillingsgruppe, jf. vedtægtens artikel 78, på rent lægelige betragtninger fra lægelige eksperter i forbindelse med invaliditetsproceduren. Denne konstatering er en objektiv og neutral beskrivelse af den pågældendes helbredstilstand, som bl.a. i alles øjne er totalt uafhængig af hans vilje eller intentioner. En sådan beskrivelse indeholder derfor ikke i sig selv en negativ bedømmelse af den pågældende, medmindre der foreligger specielle omstændigheder.

En sådan konstatering i den anfægtede afgørelse indeholder således ikke en negativ bedømmelse af en tjenestemands kvalifikationer, således at en annullation af denne afgørelse i sig selv udgør en passende og tilstrækkelig erstatning for hele den ikke-økonomiske skade, som denne retsakt har forvoldt.

(jf. præmis 73, 75 og 76)

Henvisning til: Retten, 18. september 2002, sag T-29/01, Puente Martín mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 157, og II, s. 833, præmis 65; Retten, 6. juni 2006, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 129, og II-A-2, s. 609, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis

5.      Det er alene førsteinstansen, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, førsteinstansen har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Førsteinstansens vurdering af de faktiske omstændigheder er følgelig ikke et retsspørgsmål og er dermed ikke undergivet Rettens prøvelsesret, medmindre beviserne herfor er gengivet forkert. En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne.

(jf. præmis 81 og 82)

Henvisning til: Domstolen, 28. maj 1998, sag C-8/95 P, New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. I, s. 3175, præmis 72; Domstolen, 6. april 2006, sag C-551/03 P, General Motors mod Kommissionen, Sml. I, s. 3173, præmis 54; Domstolen, 21. september 2006, sag C-167/04 P, JCB Service mod Kommissionen, Sml. I, s. 8935, præmis 108; Retten, 8. september 2008, sag T-222/07 P, Kerstens mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 37, og II-B-1, s. 267, præmis 60 og 61 og den deri nævnte retspraksis, og præmis 62