RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

10. juni 2008

Sag T-282/03

Paul Ceuninck

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – udnævnelse – stilling som konsulent i OLAF – afslag på ansøgning – OLAF-generaldirektørens beføjelser – lovligheden af meddelelsen om ledig stilling – tilsidesættelse af reglerne for udnævnelse af tjenestemænd i lønklasse A4 og A5 – magtfordrejning – åbenbart urigtigt skøn«

Angående: Påstand om annullation dels af meddelelsen om ledig stilling KOM/051/02 og hele den udvælgelsesprocedure, som blev afholdt efter denne meddelelse, dels af den af ansættelsesmyndigheden trufne afgørelse af 13. september 2002 om at ansætte S. og af den stiltiende afvisning af sagsøgerens ansøgning.

Udfald: Kommissionen frifindes. Paul Ceuninck og Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.

Sammendrag

1.      De Europæiske Fællesskaber – institutioner og fællesskabsorganer – udøvelse af beføjelser – delegationer

(Tjenestemandsvedtægten, art. 2, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – klage – søgsmålsgrunde

3.      Tjenestemænd – ansættelse – meddelelse om ledig stilling – gennemgang af ansøgningerne i forhold til de stillede krav – administrationens skønsbeføjelse – grænser – overholdelse af betingelserne i meddelelsen om ledig stilling – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

1.      Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) er integreret i Kommissionens administrative og budgetmæssige struktur, og da Kommissionen har uddelegeret de beføjelser, der er tillagt ansættelsesmyndigheden, til OLAF-generaldirektøren, er denne beføjet til at træffe afgørelse om ansættelser inden for OLAF.

(jf. præmis 22)

Henvisning til: Domstolen, 10. juli 2003, sag C-15/00, Kommissionen mod EIB, Sml. I, s. 7281, præmis 106.

2.      Begrebet magtfordrejning indebærer, at en administrativ myndighed under udøvelsen af beføjelser forfølger et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet. En beslutning er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet for at forfølge andre formål end dem, der er angivet. Det er således ikke tilstrækkeligt at påberåbe sig visse faktiske omstændigheder til støtte for sin påstand; det er nødvendigt at fremlægge præcise, objektive og samstemmende indicier til støtte for deres rigtighed eller i det mindste deres sandsynlighed.

(jf. præmis 48)

Henvisning til: Domstolen, 6. marts 2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 113; Retten, 5. juli 2000, sag T-111/99, Samper mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 135, og II, s. 611, præmis 64; Retten, 19. september 2001, sag T-152/00, E mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 179, og II, s. 813, præmis 68; Retten, 26. november 2002, sag T-103/01, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 229, og II, s. 1137, præmis 18 og 29.

3.      Det skøn, ansættelsesmyndigheden har ved udnævnelser, forudsætter, at den omhyggeligt og objektivt undersøger ansøgningerne og nøje overholder de i stillingsopslaget opstillede betingelser, således at den skal se bort fra enhver ansøgning, der ikke opfylder disse betingelser. Stillingsopslaget udgør en retlig ramme, ansættelsesmyndigheden selv har opstillet, og som den nøje skal overholde.

Med henblik på at efterprøve, om ansættelsesmyndigheden ikke havde overskredet grænserne for denne retlige ramme, påhviler det Fællesskabets retsinstanser at undersøge de betingelser, der er opstillet i stillingsopslaget, derefter at efterprøve, om den ansøger, som ansættelsesmyndigheden har udvalgt til at bestride den ledige stilling, faktisk opfylder disse betingelser, og endelig at undersøge, om ansættelsesmyndigheden ikke i betragtning af sagsøgerens kvalifikationer har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at foretrække den valgte ansøger frem for en anden ansøger. Undersøgelsen heraf skal imidlertid begrænses til spørgsmålet, om administrationen på baggrund af de forhold, den har lagt til grund for sin vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser på grundlag af en procedure, der ikke er forbundet med uregelmæssigheder, og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt eller til uvedkommende formål. Retten kan altså ikke sætte sin egen vurdering af disse fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.

(jf. præmis 65-67)

Henvisning til: Domstolen, 18. marts 1993, sag C-35/92 P, Parlamentet mod Frederiksen, Sml. I, s. 991, præmis 15 og 16; Retten, 12. maj 1998, sag T-159/96, Wenk mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 193, og II, s. 593, præmis 64 og 72; E mod Kommissionen, præmis 29; Retten, 14. oktober 2003, sag T-174/02, Wieme mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 241, og II, s. 1165, præmis 38; Retten, 3. februar 2005, sag T-137/03, Mancini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 7, og II, s. 27, præmis 92; Retten, 5. juli 2005, sag T-370/03, Wunenburger mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 189, og II, s. 853, præmis 51; Retten, 4. juli 2006, sag T-45/04, Tzirani mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 46, 48 og49.