Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 5. august 2003 af Galileo International Technology LLC og 13 andre mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag T-279/03)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 5. august 2003 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af selskabet Galileo International Technology LLC og 13 andre selskaber, ved advokaterne Claude Delcorde, Jean-Noël Louis, Julie-Anne Delcorde og Spyros Maniatopoulos, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

(Kommissionen forbydes enhver brug af udtrykket Galileo i forbindelse med projektet om et satellitbaseret radionavigationssystem, og den tilpligtes at ophøre med direkte eller indirekte at anspore tredjemænd til at anvende dette udtryk i forbindelse med nævnte projekt, ligesom den forbydes enhver form for medvirken til, at tredjemand anvender dette udtryk.

(Kommissionen tilpligtes under ét at betale sagsøgerne et beløb på 50 mio. EUR i erstatning af det lidte økonomiske tab.

Subsidiært,

(tilpligtes Kommissionen, såfremt den vedbliver med at anvende udtrykket Galileo, at betale sagsøgerne et beløb på 240 mio. EUR,

(endvidere tilpligtes Kommissionen med virkning fra datoen for stævningens indgivelse at betale sagsøgerne renter, som beregnes på grundlag af ABCE's referencesats, forhøjet med 2 points.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgerne, som er indehavere af flere varemærker og firmanavne, hvori udtrykket "Galileo" udgør det væsentligste element, gør gældende, at Kommissionen krænker deres varemærkerettigheder ved at anvende samme udtryk som betegnelse for et fællesskabsprojekt om etablering af et europæisk satellitbaseret radionavigationssystem.

Sagen er anlagt i henhold til traktatens artikel 288. Sagsøgerne anfører, at der foreligger en risiko for forveksling på grund af ligheden mellem de pågældende mærker og ligheden mellem de produkter og tjenesteydelser, som sagsøgerne tilbyder, og fællesskabsprojektets formål. De anfører endvidere, at Kommissionen har indtaget en utilbørlig og ligegyldig holdning over for deres rettigheder, og at den har tilsidesat proportionalitetsprincippet.

____________