Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Ondernemingsrechtbank Gent, afdeling Gent (Belgien) den 13. april 2023 – Reprobel SCRL mod Copaco Belgium NV

(Sag C-230/23, Reprobel)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Ondernemingsrechtbank Gent, afdeling Gent

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Reprobel SCRL

Sagsøgt: Copaco Belgium NV

Præjudicielle spørgsmål

Er en institution som REPROBEL, for så vidt som den af staten i henhold til kongeligt opdrag har fået til opgave at opkræve og fordele den af staten fastsatte rimelige kompensation som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra a) og b), i direktiv 2001/29 1 , og hvormed staten fører tilsyn, en institution, over for hvilken en borger til sit forsvar kan påberåbe sig, at en national bestemmelse, som denne institution ønsker at gøre gældende over for den pågældende borger, er uforenelig med EU-retten?

Er det ved besvarelsen af dette spørgsmål af betydning, at det tilsyn, som staten fører med denne institution, bl.a. omfatter:

o    Denne institutions forpligtelse til altid at fremsende kopier af sine anmodninger til skyldnerne om oplysninger, som er nødvendige både for opkrævningen og for fordelingen af reprografivederlaget, til den ansvarlige minister, således at denne til stadighed er informeret om, hvordan institutionen udøver sin tilsynsret, og kan afgøre, om det er hensigtsmæssigt at fastsætte indholdet, antallet og hyppigheden af anmodningerne om oplysninger ved ministeriel bekendtgørelse således, at de i mindst muligt omfang hindrer de adspurgte personers aktiviteter.

o    Institutionens forpligtelse til at opfordre ministerens repræsentant til at fremsende en anmodning om oplysninger, som er nødvendig for opkrævning af det forholdsmæssige reprografivederlag, til skyldnere, forhandlere, uanset om der er tale om grossister eller detailhandlere, leasingvirksomheder eller virksomheder, der servicerer apparater, såfremt skyldneren ikke har medvirket ved opkrævningen, idet institutionen også er forpligtet til at fremsende en kopi af denne anmodning til den ansvarlige minister, således at denne kan fastsætte indholdet, antallet og hyppigheden af anmodninger om oplysninger således, at de i mindst muligt omfang hindrer de adspurgte personers aktiviteter.

o    Institutionens forpligtelse til at fremlægge reglerne for fordeling af reprografivederlaget og enhver ændring, den måtte foretage heraf, for den ansvarlige minister til godkendelse.

o    Institutionens forpligtelse til at forelægge den anmeldelsesformular, som den har udfærdiget, for den ansvarlige minister til godkendelse, uden hvilken godkendelse formularen ikke må udstedes.

Er det ved besvarelsen af spørgsmålet også af betydning, at institutionen har følgende beføjelser:

o    En beføjelse til fra alle personer, som er skyldnere, bidragspligtige, forhandlere, uanset om der er tale om grossister eller detailhandlere, leasingvirksomheder eller virksomheder, der servicerer apparater, at anmode om alle oplysninger, der er nødvendige til brug for opkrævning af reprografivederlaget. I den forbindelse skal enhver anmodning altid ledsages af en vejledning om de strafferetlige sanktioner, som idømmes, hvis ikke den fastsatte frist overholdes eller der gives ufuldstændige eller urigtige oplysninger.

o     En beføjelse til fra enhver skyldner at kræve, at denne giver alle oplysninger om de reproducerede værker, som er nødvendige for fordelingen af reprografivederlaget.

o    En beføjelse til at modtage alle oplysninger, der er nødvendige for udførelsen af dens hverv, fra told- og afgiftsmyndigheden, momsmyndigheden og fra Rijksdienst voor Sociale Zekerheid (det nationale kontor for social sikring).

Har artikel 5, stk. 2, litra a) og b), i direktiv 2001/29 direkte virkning?

Er en national ret efter anmodning fra en borger forpligtet til at undlade at anvende en national bestemmelse, såfremt denne bestemmelse, som staten har fastsat, er uforenelig med artikel 5, stk. 2, litra a) og b), i direktiv 2001/29, navnlig fordi den bestemmelse, der er uforenelig med den ovenfor nævnte artikel, forpligter denne borger til at betale afgifter?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.5.2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10).