RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
7. februar 2007
Forenede sager T-118/04 og T-134/04
Giuseppe Caló
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Tjenestemænd – omplacering af en direktør til en stilling som ledende rådgiver – tjenestens interesse – stillingernes ækvivalens – omstrukturering af Eurostat – udnævnelse til en stilling som direktør – stillingsopslag – begrundelsespligt – bedømmelse af ansøgernes fortjenester – annullationssøgsmål – erstatningssøgsmål«
Angående: Dels en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 9. juli 2003 om at omplacere sagsøgeren fra en stilling som direktør til en stilling som ledende rådgiver, af Kommissionens afgørelse af 1. oktober 2003 om omstrukturering af Eurostat, for så vidt som sagsøgerens omplacering herved stadfæstes, og en påstand om erstatning for det ikke-økonomiske tab, sagsøgeren angiveligt har lidt, dels en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 30. marts 2004 om udnævnelse af N til stillingen som direktør for Direktoratet »Statistikker over Landbrug, Fiskeri, Strukturfondene og Miljø« i Eurostat og om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning til denne stilling.
Udfald: I sag T-118/04 tilpligtes Kommissionen at betale sagsøgeren 1 EUR i erstatning for tjenstlig fejl. I sag T-134/04 tilpligtes Kommissionen at betale sagsøgeren 5 000 EUR i erstatning for tjenstlig fejl. I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. I sag T-118/04 bærer Kommissionen sine egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler ved Retten, og betaler en femtedel af de af sagsøgeren afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler ved Retten. I sag T-118/04 bærer sagsøgeren fire femtedele af sine egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler ved Retten. I sag T-134/04 betaler Kommissionen samtlige omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler ved Retten.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – forflyttelse – omplacering – kriterium for sondringen
(Tjenestemandsvedtægten, art. 4, art. 7, stk. 1, og art. 29)
2. Tjenestemænd – ansættelsesmyndigheden – udøvelse af kompetence
(Tjenestemandsvedtægten, art. 2, stk. 1)
3. Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering
(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)
4. Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering
(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)
5. Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering
(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)
6. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – tjenestefejl
7. Tjenestemænd – meddelelse om ledig stilling – formål
(Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 1)
8. Tjenestemænd – ledig stilling – sammenligning af ansøgernes fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 1)
9. Tjenestemænd – ansættelse – stilling, der er omfattet af kommissærkollegiets ansættelseskompetence
(Tjenestemandsvedtægten, art. 14)
10. Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – afslag på ansøgning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 2 og 4)
1. Det fremgår af vedtægtens opbygning, at der kun sker ansættelse i egentlig forstand, når en tjenestemand overflyttes til en ledig stilling. Heraf følger, at enhver egentlig forflyttelse er underkastet de i vedtægtens artikel 4 og 29 fastsatte formkrav. Disse formkrav gælder derimod ikke i tilfælde, hvor en tjenestemand omplaceres med sin stilling, idet en sådan overflyttelse ikke medfører, at der opstår en ledig stilling.
Med hensyn til beskyttelsen af de pågældende tjenestemænds rettigheder og berettigede interesser gælder imidlertid reglerne i vedtægtens artikel 7, stk. 1, for afgørelser om omplacering på samme måde som for forflyttelser, navnlig i den forstand, at omplacering af tjenestemænd kun kan ske i tjenestens interesse og på betingelse af, at der er tale om tilsvarende stillinger.
(jf. præmis 49, 53 og 99)
Henvisning til: Domstolen, 24. februar 1981, forenede sager 161/80 og 162/80, Carbognani og Coda Zabetta mod Kommissionen, Sml. s. 543, præmis 21; Domstolen, 23. marts 1988, sag 19/87, Hecq mod Kommissionen, Sml. s. 1681, præmis 6; Domstolen, 7. marts 1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, Sml. I, s. 599, præmis 11; Domstolen, 9. august 1994, sag C-398/93 P, Rasmussen mod Kommissionen, Sml. I, s. 4043, præmis 11; Retten, 22. januar 1998, sag T-98/96, Costacurta mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 21, og II, s. 49, præmis 36; Retten, 15. september 1998, sag T-23/96, De Persio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 483, og II, s. 1413, præmis 79; Retten, 6. marts 2001, sag T-100/00, Campoli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 71, og II, s. 347, præmis 29; Retten, 26. november 2002, sag T-103/01, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 229, og II, s. 1137, præmis 30.
2. Uddelegering eller fravigelse fra kriterierne for fordeling af de beføjelser, som ifølge vedtægten tilkommer ansættelsesmyndigheden, kan kun bevirke ugyldighed af en retsakt, der er udfærdiget af myndigheden, når der er fare for, at en sådan uddelegering eller fravigelse tilsidesætter de garantier, der er indrømmet tjenestemændene i henhold til vedtægten eller i henhold til princippet om god forvaltningsskik med hensyn til personaleadministration.
I en situation, hvor der formodes at foreligge grove uregelmæssigheder begået af administrationen, indebærer det forhold, at en afgørelse om omplacering af en tjenestemand er blevet truffet af kommissærkollegiet, skønt dette kollegium havde delegeret en sådan kompetence til den pågældendes generaldirektør i henhold til vedtægtens artikel 2, ikke, at denne afgørelse bliver ugyldig. Vedtagelsen af afgørelsen af den delegerende myndighed, som oprindeligt havde denne kompetence, skal i en sådan sammenhæng anses for at sikre, at den berørte tjenestemands interesser gives en særligt omfattende beskyttelse. Desuden er det i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik, at én og samme myndigheder vedtager såvel de administrative foranstaltninger, der er nødvendige, henset til situationens alvor, som de afgørelser vedrørende personaleadministrationen, som ifølge myndigheden var påkrævet. Endelig begrunder særlige hensyn, såsom en formodning om uregelmæssigheder, fuldt ud den særlige fravigelse af det hensyn til god forvaltningsskik og en rationel udnyttelse af de menneskelige ressourcer, der forfølges med delegationen i henhold til vedtægtens artikel 2, hvis formål er, at ansvaret for imødekommelse af forvaltningens behov placeres på det niveau, der er mest direkte berørt heraf.
(jf. præmis 66-68, 70 og 71)
Henvisning til: Domstolen, 30. maj 1973, sag 46/72, De Greef mod Kommissionen, Sml. s. 543, præmis 18 og 21; Domstolen, 30. maj 1973, sag 49/72, Drescig mod Kommissionen, Sml. s. 565, præmis 10 og 13; De Persio mod Kommissionen, præmis 110-112.
3. Når det viser sig, at der er blevet begået uregelmæssigheder i et generaldirektorat, anlægger administrationen ikke et åbenbart urigtigt skøn ved at antage, at tjenestens interesse begrunder, at direktørerne fratages alle de ledelsesfunktioner, de har været tillagt, og omplaceres til stillinger som ledende rådgivere for at sikre ro omkring og korrekt afvikling af undersøgelserne af disse uregelmæssigheder, og navnlig undersøgelserne af direktørernes eventuelle rolle i disse uregelmæssigheder. Henset til dette formål, som ikke er at straffe direktørerne eller at hindre de fortsatte uregelmæssigheder, er det herved uden betydning, at undersøgelserne viser, at der ikke kan foreholdes nogen af direktørerne fejl, idet denne omstændighed under alle omstændigheder ikke kan gøres gældende af dem for at anfægte afgørelsen om omplacering, der skal vurderes på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, således som de forelå på tidspunktet for dens vedtagelse.
Denne vurdering ændres ikke af den påståede selvstændige interesse for Kommissionen og nærmere bestemt visse af kommissærerne, som skulle have gjort sig skyldige i ikke rettidigt at have truffet de nødvendige foranstaltninger, efter at være blevet gjort bekendt de alvorlige mistanker om uregelmæssigheder i forvaltningen af det pågældende generaldirektorat, idet der, når en afgørelse ikke er fundet i strid med tjenestens interesser, ikke kan være tale om magtfordrejning.
(jf. præmis 108, 110, 111, 114 og 115)
Henvisning til: Retten, 10. juli 1992, forenede sager T-59/91 og T-79/91, Eppe mod Kommissionen, Sml. II, s. 2061, præmis 57; Retten, 19. juni 1997, sag T-73/96, Forcat Icardo mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 159, og II, s. 485, præmis 39; Campoli mod Kommissionen, præmis 63; Retten, 4. juni 2003, forenede sager T-124/01 og T-320/01, Del Vaglio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 157, og II, s. 767, præmis 77.
4. Lovligheden af en afgørelse om omplacering, der er vedtaget i overensstemmelse med tjenestens interesser, kan ikke i sig selv ændres af den omstændighed, at bekendtgørelsen heraf for offentligheden, der er foretaget af administrationen, kan have skabt det fejlagtige indtryk, at den omplacerede tjenestemand kunne være skyldig eller i det mindste mistænkes for at have deltaget i uregelmæssigheder. Dette forhold kan imidlertid udgøre en relevant omstændighed ved vurderingen af en påstand om erstatning, der er fremsat af den pågældende.
(jf. præmis 120 og 121)
5. Når en foranstaltning vedrørende rent intern organisation, der er truffet i tjenestens interesse, hverken skader sagsøgerens tjenesteretlige stilling eller tilsidesætter princippet om ækvivalens mellem lønklasse og stilling, påhviler det ikke administrationen forinden at høre den pågældende tjenestemand eller at begrunde en sådan afgørelse.
(jf. præmis 122, 126 og 142)
Henvisning til: Domstolen, 7. marts 1990, Hecq mod Kommissionen, præmis 14; Cwik mod Kommissionen, præmis 62.
6. Administrationen begår en ansvarspådragende fejl, når den i en pressemeddelelse, der er frit tilgængelig for offentligheden, giver det indtryk, at en tjenestemand, der omplaceres i tjenestens interesse, skulle være indblandet i visse uregelmæssigheder, også selv om beslutningen om omplacering ikke i sig selv er ulovlig. En sådan fejl påfører den pågældende tjenestemand en ikke-økonomisk skade, fordi han stilles i den situation, at han kontinuerligt skal forklare sig over for såvel sine kolleger som over for personer uden for tjenesten.
(jf. præmis 155-157)
7. Selv om en meddelelse om ledig stilling så nøjagtigt som muligt skal informere interesserede om betingelserne for at kunne bestride den stilling, der skal besættes, kan der i en meddelelse om ledig stilling i lønklasse A2 overlades ansættelsesmyndigheden et vist skøn vedrørende disse betingelser på grund af stillingens betydning. Heraf følger, at når en meddelelse om ledig stilling vedrørende stillingen som direktør i lønklasse A2 fastsætter betingelser, der er tilstrækkeligt præcise til, at ansættelsesmyndigheden kan foretage en sammenligning af de forskellige ansøgeres fortjenester, medfører den omstændighed, at meddelelsen er formuleret i identiske termer som andre meddelelser, der er offentliggjort den samme dag vedrørende andre stillinger i samme lønklasse men som kræver andre kvalifikationer, ikke ulovlighed.
(jf. præmis 180, 181 og 183)
Henvisning til: Retten, 18. marts 1997, forenede sager T-178/95 og T-179/95, Picciolo og Caló mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I-A, s. 51, og II, s. 155, præmis 87; Retten, 20. september 2001, sag T-95/01, Coget m.fl. mod Revisionsretten, Sml. Pers. I-A, s. 191, og II, s. 879, præmis 67.
8. Hvad angår bedømmelsen af en eventuel fejl i valget af en tjenestemand til besættelse af en stilling i lønklasse A2, som indebærer et stort ansvar, skal en sådan fejl være åbenbar og bør overskride det vide skøn, som ansættelsesmyndigheden råder over inden for de rammer, der er fastlagt ved meddelelsen om ledig stilling, ved sammenligningen af ansøgernes fortjenester og ved bedømmelsen af tjenestens interesser. Rettens kontrol bør begrænses til spørgsmålet, om myndigheden, henset til de oplysninger, hvorpå denne har baseret sig ved sin vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt eller til uvedkommende formål. Retten kan således ikke sætte sin vurdering af ansøgernes fortjenester og kvalifikationer i stedet for den vurdering, der er foretaget af ansættelsesmyndigheden og den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter, når ingen oplysninger i sagen gør det muligt at bekræfte, at den pågældende myndighed ved vurderingen af disse fortjenester og kvalifikationer har begået en åbenbar fejl.
Disse principper gælder bl.a., når Retten skal efterprøve, om den valgte ansøger til besættelse af den ledige stilling reelt opfylder de betingelser, der er fastsat i meddelelsen om ledig stilling, og navnlig rådede over den faglige erfaring, som kræves heri. I denne henseende er den omstændighed, at sagsøgeren for sit vedkommende opfylder betingelserne, ikke i sig selv et bevis for, at ansættelsesmyndigheden har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at udnævne en anden ansøger til den pågældende stilling. Den omstændighed, at sagsøgerens faglige erfaring var mere omfattende end den erfaring, som den ansøger, der opnår stillingen, har, er heller ikke bevis herfor.
Ansættelsesmyndigheden overskrider navnlig ikke grænserne for sit skøn, når den fastslår, at en ansøger, der har været kabinetschef for en kommissær, på grund af denne erfaring, og henset til, at et kabinet er en administrativ enhed, der omfatter flere end ti personer, opfylder betingelsen om godtgjorte evner til at lede en stor administrativ enhed, idet denne betingelse ikke vedrører den faktiske ledelse af en sådan enhed, men de godtgjorte lederevner, der følger af erfaringen og forhold, som ikke nødvendigvis består i at lede at stort antal tjenestemænd.
(jf. præmis 205, 209, 212 og 213)
Henvisning til: Picciolo og Caló mod Regionsudvalget, præmis 85; Retten, 29. maj 1997, sag T-6/96, Contargyris mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 119, og II, s. 357, præmis 120; Coget m.fl. mod Revisionsretten, præmis 92 og 124; Retten, 9. juli 2002, sag T-158/01, Tilgenkamp mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 111 og II, s. 595, præmis 59; Retten, 5. november 2003, sag T-240/01, Cougnon mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 263, og II, s. 1283, præmis 97.
9. Det indebærer ikke en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 14, når kabinetschefen for en kommissær, der er ansøger til en stilling, hvis besættelse afgøres af kommissærkollegiet, udebliver fra kabinetschefmødet, der skal forberede vedtagelsen af denne afgørelse, idet han erstattes af et andet medlem fra samme kabinet. Hverken vedtægtens artikel 14 eller andre bestemmelser kræver, at når en tjenestemand afstår fra at tage stilling til et anliggende, i hvis behandling eller afgørelse, han har en personlig interesse, skal alle tjenestemænd under hans ledelse ligeledes afstå fra stillingtagen. Den omstændighed alene, at denne tjenestemand er del af en enhed, der er involveret i forberedelsen af afgørelsen om udnævnelse, er desuden uden betydning og indebærer ikke, at han »skal tage stilling« til vedtagelsen af denne afgørelse som omhandlet i vedtægtens artikel 14, når han ikke har deltaget i forberedelsen heraf, og denne under alle omstændigheder er blevet endeligt vedtaget af kommissærkollegiet.
(jf. præmis 246-248)
10. I det tilfælde, hvor der er anlagt et søgsmål på grundlag af vedtægtens artikel 91, stk. 4, til prøvelse af en afgørelse om at afvise en ansøgning uden begrundelse, kan ansættelsesmyndigheden for at udbedre denne fejl begrunde afgørelsen efter sagens anlæg, så længe sagen er udsat på en udtrykkelig eller stiltiende afvisning af klagen. Efter udløbet af den frist på fire måneder fra indgivelsen af klagen, der er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og som markerer det tidspunkt, hvor der stiltiende træffes afgørelse om afvisning af klagen, og hvor sagen derfor genoptages ved Fællesskabets retsinstanser, kan den manglende begrundelse derimod ikke længere udbedres af ansættelsesmyndighedens forklaringer.
Sagsøgeren befinder sig nemlig i realiteten ved udløbet af denne frist i en situation som den, han ville befinde sig, hvis han – uden at have udnyttet muligheden i artikel 91, stk. 4 – havde anfægtet denne stiltiende afvisning på grundlag af vedtægtens artikel 91, stk. 2, på den dag, hvor afgørelsen blev truffet, og hvorefter besvarelsen af klagen efter sagens anlæg ikke havde kunnet udbedre den manglende begrundelse. Såfremt ansættelsesmyndigheden for så vidt angår et søgsmål på grundlag af vedtægtens artikel 91, stk. 2, kunne begrunde sin afgørelse ikke blot efter sagens anlæg, men også efter udløbet af fristen på fire måneder efter indgivelsen af klagen, ville administrationen befinde sig i en mere favorabel position end i forhold til et søgsmål, der er anlagt på grundlag af artikel 91, stk. 2. Bortset fra, at artikel 91, stk. 4, ikke på nogen måde omtaler denne mulighed, findes der heller ikke nogen objektiv begrundelse for, at der skulle gælde en sådan forskel. Når ansættelsesmyndigheden får oplysning om, at en tjenestemand har udnyttet muligheden i artikel 91, stk. 4, og der således verserer en sag ved Fællesskabets retsinstanser, må det tværtimod i særlig grad kræves, at myndigheden rettidigt begrunder den anfægtede afgørelse.
(jf. præmis 272-274)
Henvisning til: Domstolen, 26. november 1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, præmis 22; Domstolen, 9. december 1993, sag C-115/92 P, Parlamentet mod Volger, Sml. I, s. 6549, præmis 23; Domstolen, 23. september 2004, sag C-150/03 P, Hectors mod Parlamentet, Sml. I, s. 8691, præmis 50; Retten, 3. marts 1993, sag T-25/92, Vela Palacios mod CES, Sml. II, s. 201, præmis 25; Retten, 20. juli 2001, sag T-351/99, Brumter mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 165, og II, s. 757, præmis 33; Retten, 20. februar 2002, sag T-117/01, Roman Parra mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 27, og II, s. 121, præmis 26; Retten, 6. juli 2004, sag T-281/01, Huygens mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 903, præmis 108.