Language of document : ECLI:EU:T:2009:140

Sag T-116/04

Wieland-Werke AG

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Konkurrence – karteller – markedet for industrielle kobberrør – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – fastsættelse af priser og opdeling af markeder – bøder – det strafferetlige legalitetsprincip – størrelsen af det berørte marked – afskrækkende virkning – overtrædelsens varighed – samarbejde«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – relevante retsregler – retningslinjer vedtaget af Kommissionen

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, § 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

2.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – størrelsen af markedet for de omhandlede varer

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

3.      Konkurrence – bøder – beslutning om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 253 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

4.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – nødvendigt at tage hensyn til de pågældende virksomheders omsætning og sikre, at bøderne er proportionale med denne omsætning – ikke tilfældet

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

5.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – afskrækkende virkning – hensyntagen til den sanktionerede virksomheds størrelse og samlede ressourcer

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

6.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens varighed – overtrædelser af lang varighed – forhøjelse af udgangsbeløbet med 10% pr. år

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 B)

7.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – vurderingen af omfanget af hver enkelt virksomheds samarbejde under den administrative procedure

(Rådets forordning nr. 17, art. 15; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04, afsnit D)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04 og 2002/C 45/03)

1.      Det tilkommer Retten inden for rammerne af legalitetskontrollen af bøder, der pålægges for tilsidesættelse af de fællesskabsretlige konkurrenceregler, at efterprøve, om Kommissionen har udøvet sin skønsbeføjelse i henhold til den i retningslinjerne fastsatte metode for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5 i EKSF-traktaten, og i det omfang den skulle fastslå, at Kommissionen har overskredet denne beføjelse, at efterprøve, om overskridelsen er berettiget og tilstrækkeligt retligt begrundet.

Kommissionens begrænsning af sin egen skønsbeføjelse som følge af vedtagelsen af retningslinjerne er nemlig ikke uforenelig med opretholdelsen af en væsentlig skønsmargen til Kommissionen. Retningslinjerne er på flere punkter fleksible, hvilket giver Kommissionen mulighed for at udøve sit skøn i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 17, således som disse er fortolket af Domstolen.

På områder som f.eks. fastsættelsen af en bøde, der er pålagt i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, hvor Kommissionen har en skønsmargen, f.eks. for så vidt angår satsen for forhøjelse med henblik på den afskrækkende virkning, er legalitetskontrollen af disse bedømmelser desuden begrænset til, om der er tale om et åbenbart urigtigt skøn.

Kommissionens skønsmargen og de grænser, den har fastsat herfor, er i øvrigt i princippet ikke til hinder for, at Fællesskabets retsinstanser udøver deres fulde prøvelsesret, og de kan ophæve, nedsætte eller forhøje den af Kommissionen pålagte bøde.

(jf. præmis 29-33)

2.      I forbindelse med bedømmelsen af grovheden ved tilsidesættelsen af de fællesskabsretlige konkurrenceregler kan Kommissionen ved fastsættelsen af udgangsbeløbet for bøden til en virksomhed tage hensyn til størrelsen af det berørte marked uden at være forpligtet hertil. Kommissionen kan til det formål tage det pågældende markeds omsætning i betragtning. Der ikke er nogen rimelig grund til, at omsætningen på det relevante marked beregnes ved at udelukke bestemte produktionsomkostninger. Der findes nemlig i alle erhvervsgrene omkostninger, der er knyttet til det endelige produkt, og som fabrikanten ikke har kontrol over, men som ikke desto mindre udgør et væsentligt element i dennes samlede aktiviteter, og som følgelig ikke kan udelukkes fra omsætningen ved fastsættelsen af udgangsbeløbet for bøden. Den omstændighed, at prisen på et råmateriale udgør en væsentlig del af den endelige pris på slutproduktet, eller at risikoen for svingningerne i prisen på et bestemt råmateriale er langt større end for andre råmaterialer, anfægter ikke denne konklusion.

(jf. præmis 63, 66 og 69)

3.      Hvad angår en beslutning, der pålægger en bøde for tilsidesættelse af konkurrencereglerne, er begrundelsespligten opfyldt, såfremt Kommissionen giver oplysninger om de hensyn, som har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed. Artikel 253 EF kan ikke fortolkes således, at den pålægger Kommissionen at forklare grunden til, at den for så vidt angår beregningen af bødens størrelse ikke har anvendt en hypotetisk fremgangsmåde frem for den, der faktisk anvendes i den endelige beslutning.

(jf. præmis 78 og 82)

4.      Den omstændighed, at den i retningslinjerne angivne beregningsmetode for beregning af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten ikke er baseret på de berørte virksomheders samlede omsætning, og at den derfor giver mulighed for forskelle på virksomhederne for så vidt angår forholdet mellem deres omsætninger og den bøde, de får pålagt, er uden relevans for bedømmelsen af, om Kommissionen har tilsidesat principperne om proportionalitet, ligebehandling og individuelle straffe. Kommissionen er nemlig, når den fastsætter bøderne under hensyn til den pågældende overtrædelses grovhed og varighed, i en situation, hvor flere virksomheder, der har deltaget i den samme overtrædelse, pålægges bøder, ikke forpligtet til at sikre, at de endelige bødebeløb, som dens beregninger resulterer i for de berørte virksomheder, afspejler enhver forskel på dem for så vidt angår deres samlede omsætning eller deres relevante omsætning. Heraf følger, at Kommissionen ikke på noget tidspunkt i anvendelsen af retningslinjerne kan være forpligtet til at sikre, at de midlertidige bødebeløb, der er fastsat, afspejler enhver forskel på de berørte virksomheders samlede omsætning.

(jf. præmis 86 og 87)

5.      Forhøjelsen af udgangsbeløbet for den bøde, der pålægges en virksomhed, som har deltaget i en overtrædelse af fællesskabsretlige konkurrenceregler, for med henblik på den afskrækkende virkning at tage virksomhedens størrelse og alle dens ressourcer i betragtning, indebærer ikke, at Kommissionen skal nedsætte udgangsbeløbet for den bøde, der pålægges en anden virksomhed, som er mindre og har færre ressourcer, og som har deltaget i samme overtrædelse. Det er nemlig tilladt for Kommissionen inden for rammerne af sin skønsmargen at tilpasse bødernes størrelse i henhold til en standardiseret fremgangsmåde i det omfang, hvori de ikke bliver klart urimelige i forhold til den konkrete sags omstændigheder.

Desuden er Kommissionen, når den vælger forhøjelsessatsen for større virksomheder, begrænset af den omstændighed, at udgangsbeløbet for bøden under alle omstændigheder ikke kan overskride et beløb, som er proportionalt med overtrædelsens grovhed. Følgelig kan det, selv i tilfælde, hvor den største virksomheds omsætning er væsentligt større end de andre berørte virksomheders, forekomme, at Kommissionen på grundlag af den pågældende overtrædelses grovhed kun marginalt kan forhøje udgangsbeløbet for den bøde, som er pålagt den største virksomhed.

(jf. præmis 92, 93 og 95)

6.      Det fremgår af retningslinjerne for beregning af bøderne i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, at Kommissionen ikke har indført nogen overlapning eller gensidig afhængighed mellem bedømmelsen af overtrædelsens grovhed og af dens varighed. Kommissionen er således ikke forpligtet til at tage hensyn til overtrædelsens grovhed, når den vælger den forhøjelsestakst, som anvendes på grundlag af overtrædelsens varighed. Den omstændighed, at Kommissionen har forbeholdt sig muligheden for at foretage en forhøjelse for hvert års overtrædelser, som, for så vidt angår overtrædelser af lang varighed, kan være op til 10% af det beløb, der er fastsat for overtrædelsens grovhed, forpligter på ingen måde Kommissionen til at fastsætte denne sats ud fra intensiteten af kartellets aktiviteter eller dets virkninger, dvs. overtrædelsens grovhed. Det tilkommer nemlig Kommissionen inden for rammerne af dens vide skønsbeføjelse at vælge satsen for den forhøjelse, den ønsker at anvende på baggrund af overtrædelsens varighed.

Desuden kan Kommissionen lægge den samme omstændighed til grund, dvs. at den omhandlede overtrædelse har varet mere end fem år, med henblik på både at begrunde anvendelsen af en forhøjelse og at fastsætte den maksimale forhøjelsessats på 10%, eftersom den omstændighed, at overtrædelsens varighed ikke kun medfører en forhøjelse af bødens grundbeløb som sådan, men også i givet fald den endelige forhøjelsessats, ikke er ulovlig.

(jf. præmis 107, 109 og 110)

7.      Hvad angår vurderingen af omfanget af de to virksomheders samarbejde under den administrative procedure, indledt på grund af et forbudt kartel, kan det kronologiske element ikke tages i betragtning i situationer, hvor oplysningerne fra de berørte parter blev afgivet inden for et ret kort tidsrum og på nogenlunde samme stadium af den administrative procedure. Følgelig indebærer den blotte omstændighed, at en virksomhed kommer en anden virksomhed i forkøbet for så vidt angår samarbejdet med Kommissionen, ikke i sig selv, at Kommissionen i henhold til ligebehandlingsprincippet er forpligtet til at indrømme denne virksomhed en nedsættelse af den pålagte bøde, som er større eller i det mindste identisk med den, der indrømmes den anden virksomhed.

(jf. præmis 124, 127 og 128)

8.      En analog anvendelse af Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager fra 2002 er alene mulig med henblik på at udfylde et normativt tomrum og ikke på en situation, hvor samarbejdet mellem de omhandlede virksomheder reguleres af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager fra 1996.

Det er desuden kun, såfremt der ikke er vedtaget overgangsforanstaltninger, at en ny regel finder umiddelbar anvendelse på fremtidige virkninger af en situation, der er opstået, mens den gamle regel var gældende. Punkt 28 i samarbejdsmeddelelsen af 2002 bestemmer imidlertid klart, at den finder anvendelse fra den 14. februar 2002 i alle sager, hvor der ikke er nogen virksomheder, der har påberåbt sig samarbejdsmeddelelsen af 1996.

(jf. præmis 129 og 130)