Language of document : ECLI:EU:T:2007:321

RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

25. oktober 2007

Sag T-27/05

Carmela Lo Giudice

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – karriereudviklingsrapport – bedømmelsesåret 2003 – proceduremæssige uregelmæssigheder – vedtægtens artikel 43 – retten til at blive hørt – sygeorlov – lægeattest«

Angående: Søgsmål med påstand om annullation af bedømmelsen for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2003 og, subsidiært, annullation af afgørelsen af 4. maj 2004 om endelig udfærdigelse af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for den omhandlede periode.

Udfald: Kommissionens afgørelse af 4. maj 2004 om endelig udfærdigelse af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for bedømmelsesåret 2003 annulleres. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – klage – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – bedømmelse af personalet – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – udfærdigelse uden nogen form for deltagelse af den berørte

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

3.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – tjenestemanden ude af stand til at deltage i udfærdigelsesproceduren

4.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – indsigelsesfrist

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

1.      Der foreligger kun akter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, når foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som berører sagsøgerens interesser ved en væsentlig ændring af hans retsstilling, og institutionens standpunkt derved endeligt fastlægges.

En bedømmelse udgør ikke en akt, der indeholder et klagepunkt som omhandlet i vedtægtens artikel 90 og 91, da den ikke har nogen retsvirkninger, der direkte berører en tjenestemands interesser. Den omhandlede bedømmelse udgør en række forberedende akter, der udmøntes i en karriereudviklingsrapport, men som i forhold til denne ikke afføder retsvirkninger for sagsøgeren.

(jf. præmis 27 og 28)

Henvisning til: Retten, 24. juni 1993, sag T-69/92, Seghers mod Rådet, Sml. II, s. 651, præmis 28; Retten, 28. september 1993, forenede sager T-57/92 og T-75/92, Yorck von Wartenburg mod Parlamentet, Sml. II, s. 925, præmis 36; Retten, 25. oktober 2005, sag T-43/04, Fardoom og Reinard mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 329, og II, s. 1465, præmis 26 og 27.

2.      En karriereudviklingsrapport kan ikke vedtages endeligt, uden at den berørte tjenestemand har haft mulighed for at blive forskriftsmæssigt hørt. En proceduremæssig uregelmæssighed ved udfærdigelsen af karriereudviklingsrapporten, der skyldes en manglende dialog med tjenestemanden, udgør en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, idet denne dialog udgør kernen i bedømmelsesordningen.

Det følger heraf, at den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden gennemfører hele proceduren i forbindelse med udfærdigelsen af en karriereudviklingsrapport og afslutter denne i løbet af en periode, hvor den bedømte tjenestemand var totalt uarbejdsdygtig, og i mangel af enhver deltagelse fra dennes side udgør en tilsidesættelse af vedkommendes ret til kontradiktion og dermed af vedtægtens artikel 43.

Denne konklusion kan ikke ændres af, at de af Kommissionen vedtagne generelle gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43 ikke indeholder nogen bestemmelse, der gør det muligt for en tjenestemand, der er på sygeorlov, men som har adgang til Kommissionens edb-system, at opnå en suspension af fristerne med henblik på at muliggøre dennes deltagelse i proceduren ved udfærdigelsen af karriereudviklingsrapporten. Selv om de nævnte gennemførelsesbestemmelser har været fortolket korrekt, kan de ikke fravige vedtægtens bestemmelser og retten til at blive hørt.

(jf. præmis 46-48, 52, 74 og 75)

Henvisning til: Retten, 30. september 2004, sag T-16/03, Ferrer de Moncada mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 261, og II, s. 1163, præmis 40; Retten, 14. september 2006, sag T-115/04, Laroche mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36; Retten, 25. oktober 2006, sag T-173/04, Carius mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 69.

3.      Når Kommissionen har anerkendt, at en tjenestemand i hele den periode, hvor vedkommendes karriereudviklingsrapport blev udfærdiget, var fuldt uarbejdsdygtig, kan den ikke – uden at føre bevis for det modsatte – bestride, at den pågældende tjenestemand ligeledes var ude af stand til at udføre de specifikke opgaver, der er forbundet med bedømmelsen, og at dette har berøvet vedkommende muligheden for at udøve sin ret til at blive forskriftsmæssigt hørt. Disse opgaver er tæt knyttet til de funktioner, som tjenestemanden udfører på sin arbejdsplads, og forudsætter i det væsentlige de samme fysiske og mentale færdigheder som dem, der er nødvendige for at udføre sit daglige arbejde.

Herved kan den omstændighed, at den bedømte tjenestemand havde åbnet den e-post, der vedrørte bedømmelsesproceduren, og var gået ind på Kommissionens edb-system, ikke godtgøre, at vedkommende var i stand til at deltage i proceduren ved udfærdigelse af karriereudviklingsrapporten.

Den omstændighed, at tjenestemanden havde de nødvendige fysiske og mentale færdigheder til at udføre disse edb-manøvrer, der hverken indebærer nogen vurdering af vedkommendes erhvervsmæssige situation eller nogen kommunikation med dennes overordnede med henblik på at varetage sine interesser, kan nemlig ikke i tilstrækkeligt omfang godtgøre, at den pågældende var i stand til at udfærdige sin personlige vurdering, til at deltage i en dialog eller til at begrunde en ansøgning om genoptagelse af sin karriereudviklingsrapport som omhandlet i artikel 8, stk. 9, i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43.

(jf. præmis 59, 60, 63 og 65)

Henvisning til: Retten, 26. januar 1995, sag T-527/93, O mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 9, og II, s. 29.

4.      De frister for at appellere en karriereudviklingsrapport under procedurens forskellige stadier, der er fastsat i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, har ikke blot til formål at sikre en behørig forvaltning af de mange karriereudviklingsrapporter, som Kommissionen hvert år skal udfærdige, men ligeledes at sikre, at den bedømte tjenestemand råder over en overvejelsestid, der er tilstrækkelig til, at han efter en gennemgang af sin karriereudviklingsrapport kan samtykke heri eller bestride indholdet heraf for den relevante myndighed. Fristen på fem hverdage til at ansøge om en ændring af karriereudviklingsrapporten i tilfælde af tjenestemandens berettigede fravær skal derfor suspenderes for ikke at berøve vedkommende retten til en sådan overvejelsestid.

(jf. præmis 68)

Henvisning til: Retten, 15. december 2005, sag T-154/04, Bauwens mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 425, og II, s. 1933, præmis 40 og 42.