Language of document :

Domstolens dom (Store Afdeling) af 12. januar 2010 - Domnica Petersen mod Berufungsausschuss für Zahnärzte für den Bezirk Westfalen-Lippe (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sozialgericht Dortmund - Tyskland)

(Sag C-341/08) 1

(Direktiv 2000/78/EF - artikel 2, stk. 5, og artikel 6, stk. 1 - forbud mod forskelsbehandling på grund af alder - national bestemmelse, hvorved der fastsættes en aldersgrænse på 68 år for udøvelse af hvervet som overenskomsttilknyttet tandlæge - det forfulgte formål - begrebet "nødvendig foranstaltning til beskyttelse af sundheden" - sammenhæng - spørgsmålet, om foranstaltningen er objektiv og rimeligt begrundet)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Sozialgericht Dortmund

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Domnica Petersen

Sagsøgt: Berufungsausschuss für Zahnärzte für den Bezirk Westfalen-Lippe

procesdeltagere: AOK Westfalen-Lippe, BKK-Landesverband Nordrhein-Westfalen, Vereinigte IKK, Deutsche Rentenversicherung Knappschaft-Bahn-See - Dezernat 0.63, Landwirtschaftliche Krankenkasse NRW, Verband der Angestellten-Krankenkassen eV, AEV - Arbeiter-Ersatzkassen-Verband eV og Kassenzahnärtzliche Vereinigung Westfalen-Lippe

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse - Sozialgericht Dortmund - fortolkning af artikel 6 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, s. 16) - forbud mod forskelsbehandling på grund af alder - begreberne "legitimt formål", der kan begrunde forskelsbehandling på grund af alder, og "hensigtsmæssigt og nødvendigt middel" til at opfylde dette formål - national bestemmelse, der med henblik på at beskytte patienternes sundhed fastsætter en maksimal alder for at udøve virksomhed som overenskomsttilsluttet tandlæge

Konklusion

Artikel 2, stk. 5, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at den er til hinder for en national foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorved der fastsættes en øvre aldersgrænse for udøvelsen af hvervet som overenskomsttilsluttet tandlæge, i det foreliggende tilfælde 68 år, når denne foranstaltning som sit eneste formål har at beskytte patienternes sundhed mod faldet i ydeevne hos disse tandlæger over denne alder, når den samme aldersgrænse ikke finder anvendelse på ikke-overenskomsttilsluttede tandlæger.

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en sådan foranstaltning, når der dermed tilstræbes en fordeling mellem generationerne af mulighederne for at opnå beskæftigelse som overenskomsttilsluttet tandlæge, såfremt foranstaltningen under hensyn til situationen på det pågældende arbejdsmarked er hensigtsmæssig og nødvendig for at opnå dette formål.

Det tilkommer den nationale ret at identificere det formål, der forfølges med den foranstaltning, hvorved den pågældende aldersgrænse fastsættes, ved at eftersøge grunden til, at foranstaltningen opretholdes.

I tilfælde, hvor nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, henset til det formål, der forfølges hermed, er i strid med direktiv 2000/78, tilkommer det den nationale ret, for hvilken der verserer en sag mellem en privatperson og et forvaltningsorgan, såsom Berufungsausschuss für Zahnärzte für den Bezirk Westfalen-Lippe, at undlade at anvende disse bestemmelser, selv om de er indført før direktivet, og der efter national ret ikke er adgang til at se bort fra sådanne bestemmelser.

____________

1 - EUT C 260 af 11.10.2008.