Sag C-201/16

Majid Shiri

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof)

»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EU) nr. 604/2013 – afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne – artikel 27 – retsmiddel – omfanget af domstolsprøvelsen – artikel 29 – fristen for at gennemføre overførslen – manglende overførsel inden for den fastsatte frist – den ansvarlige medlemsstats forpligtelser – ansvarsovergang – krav om en afgørelse fra den ansvarlige medlemsstat«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 25. oktober 2017

1.        Retslig procedure – mundtlig forhandling – genåbning – forpligtelse til at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del med henblik på at give parterne mulighed for at afgive indlæg vedrørende de retlige spørgsmål, der behandles i generaladvokatens forslag til afgørelse – foreligger ikke

(Art. 252, stk. 2, TEUF; Domstolens procesreglement, art. 83)

2.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning (EU) nr. 604/2013 – procedurer for overtagelse og tilbagetagelse – fristen for at gennemføre overførslen af ansøgeren om international beskyttelse – konsekvenserne af den manglende overholdelse af denne frist – ansvaret for at behandle ansøgningen om international beskyttelse overgår til den anmodende medlemsstat

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013, art. 29, stk. 1 og 2)

3.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning (EU) nr. 604/2013 – sag anlagt til prøvelse af en afgørelse om overførsel af en ansøger om international beskyttelse – mulighed for at påberåbe sig den omstændighed, at fristen for at gennemføre overførslen er udløbet efter vedtagelsen af afgørelsen om overførsel – forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre effektive og hurtige retsmidler

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013, 19. betragtning og art. 27, stk. 1, og art. 29, stk. 1 og 2)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 22-25)

2.      Artikel 29, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, skal fortolkes således, at hvis overførslen ikke har fundet sted inden for den frist på seks måneder, der er fastsat i denne forordnings artikel 29, stk. 1 og 2, overgår det fulde ansvar til den anmodende medlemsstat, uden at det er nødvendigt, at den ansvarlige medlemsstat har afvist at overtage eller tilbagetage den pågældende person. Det fremgår af selve ordlyden af denne bestemmelse, at den fastsætter, at det fulde ansvar overføres til den anmodende medlemsstat, uden at denne overførsel er underlagt nogen reaktion fra den ansvarlige medlemsstats side (jf. analogt dom af 26.7.2017, Mengesteab, C-670/16, EU:C:2017:587, præmis 61).

(jf. præmis 30 og 34 samt domskonkl 1)

3.      Artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 604/2013, sammenholdt med 19. betragtning til denne forordning og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at en ansøger om international beskyttelse skal råde over effektive og hurtige retsmidler, som gør det muligt for ham at påberåbe sig den omstændighed, at den frist på seks måneder, der er fastsat i forordningens artikel 29, stk. 1 og 2, er udløbet efter vedtagelsen af afgørelsen om overførsel. Den ret, som i en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede indrømmes ansøgeren om international beskyttelse til at påberåbe sig omstændigheder, der er indtrådt efter vedtagelsen af afgørelsen om overførsel i forbindelse med en sag anlagt til prøvelse af denne afgørelse, opfylder dette krav om at sikre effektive og hurtige retsmidler.

Rækkevidden af de retsmidler, som en ansøger om international beskyttelse har til prøvelse af en afgørelse om overførsel af den pågældende, er præciseret i 19. betragtning til denne forordning, hvoraf det fremgår, at med henblik på at sikre, at folkeretten overholdes, bør adgangen til effektive retsmidler i forbindelse med afgørelser om overførsel, der er indført med nævnte forordning, omfatte både undersøgelsen af anvendelsen af samme forordning og af den retlige og faktiske situation i den medlemsstat, som ansøgeren overføres til (dom af 26.7.2017, Mengesteab, C-670/16, EU:C:2017:587, præmis 43). Det fremgår i øvrigt af Domstolens praksis, at henset til den generelle udvikling, som systemet til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet i en af medlemsstaterne, har undergået som følge af vedtagelsen af Dublin III-forordningen og af denne forordnings målsætninger, skal forordningens artikel 27, stk. 1, fortolkes således, at den sag, der kan anlægges i henhold hertil, bl.a. skal kunne omfatte overholdelsen af de proceduremæssige garantier, der er fastsat heri (jf. i denne retning dom af 26.7.2017, Mengesteab, C-670/16, EU:C:2017:587, præmis 44-48 og den deri nævnte retspraksis).

De procedurer til modtagelse og tilbagetagelse, der er fastsat ved Dublin III-forordningen, skal imidlertid følges under overholdelse af en række bindende frister, herunder den frist på seks måneder, der er fastsat i forordningens artikel 29, stk. 1 og 2. Selv om bestemmelserne tilsigter at regulere disse procedurer, bidrager de ligeledes til afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, sammen med de kriterier, der er fastsat i forordningens kapitel III.

Under disse omstændigheder bemærkes, at med henblik på at sikre, at den påklagede afgørelse om overførsel er blevet truffet efter en korrekt anvendelse af disse procedurer, skal den ret, der behandler en klage over en afgørelse om overførsel, kunne prøve de anbringender, som fremsættes af en ansøger om international beskyttelse, hvorefter afgørelsen er vedtaget i strid med bestemmelserne i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, idet den anmodende medlemsstat allerede er blevet den ansvarlige medlemsstat på tidspunktet for vedtagelsen af den pågældende afgørelse som følge af, at den frist på seks måneder, der er fastsat i forordningens artikel 29, stk. 1 og 2, forinden er udløbet (jf. analogt dom af 26.7.2017, Mengesteab, C-670/16, EU:C:2017:587, præmis 55).

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at til forskel fra de frister, der var genstand for den sag, der gav anledning til dom af 26. juli 2017, Mengesteab (C-670/16, EU:C:2017:587), som angår fremsættelsen af en anmodning om overtagelse, har de frister, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, ikke alene til formål at omfatte vedtagelsen, men ligeledes gennemførelsen af afgørelsen om overførsel. Det følger heraf, at disse frister kan udløbe efter vedtagelsen af afgørelsen om overførsel.

I denne henseende kan de kompetente myndigheder i den anmodende medlemsstat ikke i en sådan situation foretage en overførsel af den pågældende person til en anden medlemsstat og er derimod forpligtet til af egen drift at træffe de nødvendige foranstaltninger for at anerkende den første medlemsstats ansvar og for straks at indlede behandlingen af den anmodning om international beskyttelse, som den pågældende person har indgivet.

(jf. præmis 37-43 og 46 samt domskonkl. 2)