Language of document : ECLI:EU:T:2003:201

Sommaires

Sag T-219/01


Commerzbank AG
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber


»Annullationssøgsmål – begæring om aktindsigt – afgørelse truffet af høringskonsulenten – formaliteten«


Sammendrag af kendelse

1.
Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – retsakter, der fremkalder bindende retsvirkninger – administrativ procedure om anvendelse af konkurrencereglerne – høringskonsulentens afslag på en anmodning om aktindsigt, der er fremsat i henhold til artikel 8, stk. 1, i afgørelse 2001/462 – foreløbig foranstaltning – ikke omfattet – ret til kontradiktion – mulig tilsidesættelse, der kan påberåbes til støtte for et søgsmål, der er anlagt til prøvelse af Kommissionens endelige beslutning

(Art. 230 EF; Kommissionens afgørelse 2001/462, art. 8, stk. 1)

Der foreligger retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold artikel 230 EF, når foranstaltningerne fremkalder bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser på grund af en væsentlig ændring af dennes retsstilling. Retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, kan i princippet kun anfægtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på proceduren, modsat foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige beslutning.

Hvis det antages, at høringskonsulentens afslag på en begæring, der er indgivet i medfør af artikel 8, stk. 1, i afgørelse 2001/462 om høringskonsulentens kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager, om at give sagsøgeren adgang til oplysninger om de omstændigheder, der har ført til afslutning af de administrative procedurer, der er indledt mod andre personer end den, der indgiver begæringen, kan indebære en tilsidesættelse af den begærendes ret til kontradiktion, ændrer denne tilsidesættelse, der medfører, at hele den administrative procedure er ugyldig, imidlertid kun dennes retsstilling, såfremt der vedtages en endelig beslutning, hvorved dennes overtrædelse af artikel 81 EF fastslås. Da dette afslag i sig selv kun har de begrænsede virkninger, som er karakteristiske for en forberedende foranstaltning, der indgår i den administrative procedure, som Kommissionen har indledt, kan det ikke begrunde, at der anlægges et søgsmål, allerede før den administrative procedure er afsluttet.

Det er i forbindelse med et søgsmål anlagt til prøvelse af Kommissionens endelige beslutning, hvorved der fastslås en tilsidesættelse, at den, der begærer aktindsigt, kan gøre et klagepunkt gældende vedrørende en påstået tilsidesættelse af retten til kontradiktion.

(jf. præmis 53, 58, 63)