DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
6. oktober 2021 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – rammeafgørelse 2005/214/RIA – fuldbyrdelse af bødestraffe – princippet om gensidig anerkendelse – artikel 5, stk. 1 – lovovertrædelser, der giver anledning til anerkendelse og fuldbyrdelse af sanktionsafgørelser uden kontrol af dobbelt strafbarhed – artikel 5, stk. 3 – lovovertrædelser, for hvilke medlemsstaten har mulighed for at gøre anerkendelse og fuldbyrdelse af sanktionsafgørelser betinget af dobbelt strafbarhed – den fuldbyrdende medlemsstats kontrol af den retlige kvalificering af lovovertrædelsen, som den udstedende medlemsstat har givet i den attest, der ledsager sanktionsafgørelsen«
I sag C-136/20,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Zalaegerszegi Járásbíróság (distriktsdomstolen i Zalaegerszeg, Ungarn) ved afgørelse af 12. marts 2020, indgået til Domstolen den 12. marts 2020, i sagen vedrørende anerkendelse og fuldbyrdelse af en bødestraf pålagt over for
LU,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, Domstolens vicepræsident, R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), og dommerne L. Bay Larsen, C. Toader og N. Jääskinen,
generaladvokat: J. Richard de la Tour,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den ungarske regering ved M.Z. Fehér og R. Kissné Berta, som befuldmægtigede,
– den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og T. Machovičová, som befuldmægtigede,
– den spanske regering ved S. Jiménez García, som befuldmægtiget,
– den østrigske regering ved A. Posch, J. Schmoll og C. Leeb, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved M. Wasmeier og L. Havas, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 20. maj 2021,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe (EUT 2005, L 76, s. 16), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2005/214«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en procedure, der er blevet indledt af Bezirkshauptmannschaft Weiz (administrativ myndighed i distriktet Weiz, Østrig), og som vedrører anerkendelsen og fuldbyrdelsen i Ungarn af en afgørelse om bødestraf, som LU, der er ungarsk statsborger, er blevet pålagt, fordi hun begik en lovovertrædelse i Østrig.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Første, anden og fjerde betragtning til rammeafgørelse 2005/214 har følgende ordlyd:
»(1) Det Europæiske Råd godkendte på sit møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 princippet om gensidig anerkendelse, der bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige område.
(2) Princippet om gensidig anerkendelse bør anvendes på bødestraffe, der idømmes af retlige eller administrative myndigheder, med henblik på at lette fuldbyrdelsen i en anden medlemsstat end den, hvor bøden pålægges.
[…]
(4) Denne rammeafgørelse bør også omfatte bødestraffe, der er idømt for færdselsforseelser.«
4 Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definitioner« fastsætter:
»I denne rammeafgørelse forstås ved:
a) »afgørelse«: en endelig afgørelse, der pålægger en fysisk eller juridisk person en bødestraf, for så vidt afgørelsen er truffet af:
[…]
ii) en anden myndighed i udstedelsesstaten end en domstol, for en handling, der er strafbar efter udstedelsesstatens lovgivning, forudsat at den pågældende person har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager
iii) en anden myndighed i udstedelsesstaten end en domstol, for handlinger, der er strafbare i henhold til udstedelsesstatens lovgivning, i og med de er overtrædelser af almindelige retsregler, forudsat at den pågældende person har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager
[…]«
5 Rammeafgørelsens artikel 4, stk. 1, er sålydende:
»En afgørelse kan, hvis den ledsages af en attest som omhandlet i denne artikel, sendes til de kompetente myndigheder i en medlemsstat, hvor den fysiske eller juridiske person, der er genstand for afgørelsen, har ejendom eller indtægt, har fast bopæl eller, for juridiske personers vedkommende, vedtægtsmæssigt hjemsted.«
6 Artikel 5 i rammeafgørelse 2005/214, der har overskriften »Anvendelsesområde«, bestemmer følgende i stk. 1, 33. led, og i stk. 3:
»1. Følgende lovovertrædelser som defineret i udstedelsesstatens lovgivning medfører anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed, hvis de er strafbare i udstedelsesstaten:
[…]
– overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen, herunder overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelser og bestemmelser om transport af farligt gods
[…]
3. For andre end de i stk. 1 nævnte lovovertrædelser kan fuldbyrdelsesstaten lade anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse være betinget af, at den adfærd, der ligger til grund for afgørelsen, ville være en overtrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse af lovovertrædelsen.«
7 Rammeafgørelsens artikel 6 fastsætter:
»De kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten anerkender uden yderligere formaliteter en afgørelse, der er fremsendt i henhold til artikel 4, og træffer straks alle de nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelsen, medmindre den kompetente myndighed beslutter at påberåbe sig en af de i artikel 7 nævnte grunde til at undlade anerkendelse eller fuldbyrdelse.«
8 Nævnte rammeafgørelses artikel 7 med overskriften »Grunde til at undlade anerkendelse og fuldbyrdelse« er affattet på følgende måde:
»1. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelsen, hvis den i artikel 4 omhandlede attest ikke foreligger, er mangelfuldt udfærdiget eller er i åbenlys uoverensstemmelse med afgørelsen.
2. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan ligeledes afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelsen, hvis det fastslås,
[…]
b) at afgørelsen i et af de i artikel 5, stk. 3, omhandlede tilfælde vedrører handlinger, der ikke udgør en lovovertrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning
[…]
3. I de i stk. 1 og stk. 2, litra c), g), i) og j), omhandlede tilfælde hører den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten den kompetente myndighed i udstedelsesstaten på en hvilken som helst relevant måde, inden den beslutter ikke at anerkende og fuldbyrde en afgørelse enten helt eller delvis, og beder den om nødvendigt straks meddele alle fornødne yderligere oplysninger.«
9 Artikel 20 i rammeafgørelse 2005/214 med overskriften »Gennemførelse« bestemmer følgende i stk. 3:
»Hvis den i artikel 4 omhandlede attest giver anledning til at formode, at der er sket en krænkelse af grundlæggende rettigheder eller grundlæggende retsprincipper som fastsat i traktatens artikel 6, kan en medlemsstat afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelser. Den i artikel 7, stk. 3, omhandlede procedure finder anvendelse.«
10 Den attest, der er omhandlet i artikel 4 i rammeafgørelse 2005/214, og som er indeholdt i bilaget hertil, omfatter bl.a. rubrik g), hvori udstedelsesmyndigheden skal angive sanktionsafgørelsen nærmere (punkt 1), kort fremstille de faktiske omstændigheder og beskrive de omstændigheder, under hvilke den strafbare handling er begået (punkt 2), og, for så vidt som denne strafbare handling udgør en af de strafbare handlinger, der er nævnt i rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1, sætte kryds i den relevante boks (punkt 3).
Ungarsk ret
11 § 112 i az Európai Unió tagállamaival folytatott bűnügyi együttműködésről szóló 2012. évi CLXXX. törvény (lov nr. CLXXX af 2012 om samarbejde i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater) bestemmer følgende i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen:
»Retlig bistand på fuldbyrdelsesområdet [omfatter:]
[…]
c) retlig bistand med hensyn til fuldbyrdelse af bødestraffe eller andre økonomiske forpligtelser
[…]«
12 Det fremgår af nævnte lovs § 113, at fuldbyrdelsen af den pågældende straf eller foranstaltning gennemføres, for så vidt som der kan tages hensyn til den dom, der er afsagt i en anden medlemsstat.
13 Lovens § 140/A, stk. 3 og 4, fastsætter:
»3. For så vidt angår de former for strafbare forhold, som er opregnet i bilag 12, kan retten ikke nægte at fuldbyrde den bødestraf, der er blevet pålagt af en anden medlemsstat, med den begrundelse, at den af den pågældende medlemsstat afsagte sanktionsafgørelse ikke kan tages i betragtning på grund af manglende opfyldelse af kravet vedrørende dobbelt strafbarhed.
4. Indholdet i stk. 3 finder tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor myndigheden i den anden medlemsstat anmoder om fuldbyrdelse af en bødestraf pålagt i den pågældende medlemsstat i forbindelse med en handling, der udgør en administrativ overtrædelse i samme medlemsstat. […]«
Østrigsk ret
14 § 103, stk. 2, i Bundesgesetz vom 23. Juni 1967 über das Kraftfahrwesen (Kraftfahrgesetz 1967 – KFG. 1967) (lov om motorkøretøjer 1967) af 23. juni 1967 (BGBl. 267/1967) fastsætter følgende i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »KFG 1967«):
»Myndigheden kan anmode om oplysninger vedrørende den person, som på et givet tidspunkt førte et køretøj, der er blevet identificeret ved hjælp af dets registreringsnummer, eller som har anvendt en påhængsvogn, der er blevet identificeret ved hjælp af dens registreringsnummer, eller vedrørende den person, som sidst parkerede køretøjet eller påhængsvognen på et bestemt sted før et bestemt tidspunkt. Disse oplysninger, der skal omfatte den pågældende persons navn og adresse, skal meddeles af den person, i hvis navn køretøjet er registreret – i tilfælde af prøvekørsel eller kørsel i forbindelse med en køretøjsoverdragelse skal disse meddeles af indehaveren af tilladelsen; såfremt den pågældende ikke er i stand til at give disse oplysninger, skal vedkommende udpege den person, der er i stand til dette, og som derfor pålægges oplysningspligten; de oplysninger, som er tilvejebragt af den person, der har oplysningspligten, fritager ikke myndigheden for at kontrollere disse, såfremt dette anses for nødvendigt, henset til omstændighederne i sagen. Oplysningerne skal fremsendes omgående og, ved skriftlig anmodning, inden for to uger fra meddelelsen; hvis disse oplysninger ikke kan gives uden dertil svarende registreringer, skal disse registreringer foretages. Myndighedens beføjelse til at kræve sådanne oplysninger har forrang for retten til ikke at udtale sig.«
15 § 134, stk. 1, i KFG 1967 har følgende ordlyd:
»Overtrædelse af denne forbundslov […] udgør en administrativ forseelse, der straffes med bøde på op til 5 000 EUR eller – såfremt det ikke er muligt at inddrive denne bøde – med frihedsstraf på op til seks uger.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
16 Ved bødeforlæg af 6. juni 2018, der blev retskraftig den 1. januar 2019, pålagde Bezirkshauptmannschaft Weiz (administrativ myndighed i distriktet Weiz, Polen) LU en bødestraf på 80 EUR i henhold til § 103, stk. 2, i KFG 1967, sammenholdt med denne lovs § 134, stk. 1, med den begrundelse, at hun i sin egenskab af indehaver af registreringen af et køretøj, der havde været involveret i en færdselsforseelse begået den 28. december 2017 i Gleisdorf kommune (Østrig), havde gjort sig skyldig i en administrativ lovovertrædelse, idet hun ikke inden for den i østrigsk lovgivning fastsatte frist havde efterkommet myndighedens anmodning om at oplyse navnet på den person, som havde ført eller parkeret køretøjet.
17 Nævnte administrative myndighed i distriktet Weiz fremsendte i sin egenskab af kompetent myndighed i udstedelsesstaten afgørelsen om bødestraf til Zalaegerszegi Járásbíróság (distriktsdomstolen i Zalaegerszeg, Ungarn), som er den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten, med henblik på fuldbyrdelsen af denne afgørelse. I den i artikel 4 i rammeafgørelse 2005/214 omhandlede attest, som blev vedlagt den nævnte afgørelse, havde den administrative myndighed i udstedelsesstaten angivet, at den administrative lovovertrædelse, der havde givet anledning til bødeforlægget af 6. juni 2018, var omfattet af kategorien »overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen« som fastsat i artikel 5, stk. 1, 33. led, i rammeafgørelse 2005/214.
18 Zalaegerszegi Járásbíróság (distriktsdomstolen i Zalaegerszeg) har rejst tvivl om muligheden for at efterkomme den udstedende myndigheds anmodning om fuldbyrdelse af sanktionsafgørelsen i Ungarn, henset til den af denne myndighed foretagne retlige kvalificering af den lovovertrædelse, der gav anledning til bødeforlægget af 6. juni 2018 for »overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen«. Den nævnte ret ønsker således oplyst, om denne lovovertrædelse faktisk henhører under kategorien af de lovovertrædelser, som er fastsat i artikel 5, stk. 1, 33. led, i rammeafgørelse 2005/214.
19 Den forelæggende ret har erkendt, at Domstolen i dom af 5. december 2019, Centraal Justitieel Incassobureau (Anerkendelse og fuldbyrdelse af bødestraffe) (C-671/18, EU:C:2019:1054), fastslog, at den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten ikke kan afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om pålæggelse af en bødestraf for overtrædelser af færdselslovgivningen som omhandlet i den nævnte bestemmelse i denne rammeafgørelse, når en sådan sanktion er blevet pålagt den person, i hvis navn det pågældende køretøj er indregistreret, på grundlag af en ansvarsformodning, som er fastsat i den udstedende stats lovgivning, forudsat at denne formodning kan afkræftes.
20 Den forelæggende ret har imidlertid anført, at sanktionen i den sag, der førte til den nævnte dom, var blevet pålagt som følge af en tilsidesættelse af bestemmelser i færdselslovgivningen.
21 I hovedsagen forholder det sig dog anderledes, eftersom de forhold, som LU er beskyldt for, snarere udgør en nægtelse af at efterkomme de kompetente østrigske myndigheders ordre om at angive navnet på den person, der førte køretøjet på tidspunktet for begåelsen af lovovertrædelsen, end en »overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen« som fastsat i artikel 5, stk. 1, 33. led, i rammeafgørelse 2005/214.
22 På denne baggrund er det muligt, at den i hovedsagen omhandlede lovovertrædelse ikke henhører under nogen af de lovovertrædelser, der giver anledning til anerkendelse og fuldbyrdelse af sanktionsafgørelser uden kontrol af dobbelt strafbarhed.
23 Endvidere ville den omstændighed at anse den nævnte lovovertrædelse for en »overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen« udgøre en for bred fortolkning af artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/214 og være i strid med sidstnævntes formål.
24 Henset til disse betragtninger har Zalaegerszegi Járásbíróság (distriktsdomstolen i Zalaegerszeg) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal reglen i artikel 5, stk. 1, i [rammeafgørelse 2005/214] fortolkes således, at myndigheden i fuldbyrdelsesstaten ikke har nogen supplerende beføjelser til at nægte fuldbyrdelsen [af afgørelsen om bødestraf], såfremt udstedelsesstaten har angivet en af de i bestemmelsen opregnede former for adfærd, og at den derfor skal fuldbyrde [denne afgørelse]?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, kan myndigheden i fuldbyrdelsesstaten da gøre gældende, at den i udstedelsesstatens afgørelse angivne adfærd ikke stemmer overens med den adfærd, der er beskrevet i opregningen?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Formaliteten
25 Den østrigske regering har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den ikke gør det muligt for Domstolen at fastslå, om en besvarelse af de præjudicielle spørgsmål er nødvendig for at afgøre tvisten i hovedsagen.
26 Ifølge den nævnte regering har disse spørgsmål nemlig til formål at afgøre, om den forelæggende ret kan afslå at fuldbyrde den i hovedsagen omhandlede sanktionsafgørelse i henhold til artikel 5, stk. 3, og artikel 7, stk. 2, litra b), i rammeafgørelse 2005/214, hvilket indebærer, at det forinden undersøges, om den lovovertrædelse, som LU foreholdes, henhører under en af de lovovertrædelser, der er nævnt i rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1, og, i benægtende fald, om den udgør en lovovertrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning som omhandlet i nævnte rammeafgørelses artikel 5, stk. 3.
27 Anmodningen om præjudiciel afgørelse gør det imidlertid ikke muligt at efterprøve, om denne sidstnævnte betingelse er opfyldt, eftersom den forelæggende ret ikke har præciseret, om den af LU begåede lovovertrædelse udgør en lovovertrædelse i henhold til ungarsk ret.
28 I denne henseende er det korrekt, således som det fremgår af selve ordlyden af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, skal være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer for den (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 45).
29 Inden for rammerne af det samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, der er indført i artikel 267 TEUF, tilkommer det imidlertid udelukkende den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, som den forelægger Domstolen. Eftersom de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 12.5.2021, Altenrhein Luftfahrt, C-70/20, EU:C:2021:379, præmis 25).
30 Det følger heraf, at der gælder en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (dom af 12.5.2021, Altenrhein Luftfahrt, C-70/20, EU:C:2021:379, præmis 26).
31 I det foreliggende tilfælde forholder det sig for det første således, at de præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i EU-retten.
32 For det andet skal det bemærkes, at eftersom formålet med den præjudicielle procedure ikke er fortolkning af nationale ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, medfører den omstændighed, at forelæggelsesafgørelsen ikke indeholder en fuldstændig præcis beskrivelse af national ret, ikke, at Domstolen ikke er kompetent til at besvare den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål (jf. i denne retning dom af 1.12.2005, Burtscher, C-213/04, EU:C:2005:731, præmis 33).
33 For det tredje skal det fastslås, at Domstolens besvarelse – uanset spørgsmålet vedrørende betingelserne for anvendelse af artikel 5, stk. 3, i rammeafgørelse 2005/214 – vil gøre det muligt at afklare spørgsmålet om, hvorvidt myndigheden i fuldbyrdelsesstaten råder over et skøn med henblik på at rejse tvivl om den retlige kvalificering af en lovovertrædelse, som er blevet foretaget af den udstedende myndighed, og hvorefter den nævnte lovovertrædelse er omfattet af den liste, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1.
34 På denne baggrund, og henset til den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i denne doms præmis 28-30, kan anmodningen om præjudiciel afgørelse antages til realitetsbehandling.
Realiteten
35 Med sine præjudicielle spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/214 skal fortolkes således, at den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan afslå at anerkende og fuldbyrde en afgørelse, hvorved der endeligt er blevet pålagt en bødestraf, når myndigheden er af den opfattelse, at den pågældende lovovertrædelse – således som myndigheden i den udstedende medlemsstat har kvalificeret og beskrevet lovovertrædelsen i den attest, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4 – ikke henhører under en af de kategorier, for hvilke nævnte artikel 5, stk. 1, ikke fastsætter kontrol af dobbelt strafbarhed.
36 I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at rammeafgørelse 2005/214, således som det særligt fremgår af rammeafgørelsens artikel 1 og 6 samt første og anden betragtning hertil, har til formål at indføre en effektiv mekanisme til grænseoverskridende anerkendelse og fuldbyrdelse af de afgørelser, hvorved en fysisk eller juridisk person endeligt er blevet pålagt en bødestraf for at have begået en af de i rammeafgørelsens artikel 5 opregnede lovovertrædelser (dom af 5.12.2019, Centraal Justitieel Incassobureau (Anerkendelse og fuldbyrdelse af bødestraffe), C-671/18, EU:C:2019:1054, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
37 Uden at foretage en harmonisering af medlemsstaternes strafferetlige lovgivning tager denne rammeafgørelse således sigte på at sikre, at bødestraffe fuldbyrdes i medlemsstaterne takket være princippet om gensidig anerkendelse (dom af 4.3.2020, Bank BGŻ BNP Paribas, C-183/18, EU:C:2020:153, præmis 49).
38 Det er derfor princippet om gensidig anerkendelse, der ligger til grund for opbygningen af rammeafgørelse 2005/214. Sidstnævnte princip indebærer i medfør af rammeafgørelsens artikel 6, at medlemsstaterne i princippet har pligt til uden yderligere formaliteter at anerkende en afgørelse, hvorved der er blevet pålagt en bødestraf, og som er fremsendt i henhold til rammeafgørelsens artikel 4, og til straks at træffe alle de nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelsen, idet grundene til at afslå at anerkende eller fuldbyrde en sådan afgørelse skal fortolkes restriktivt (jf. i denne retning dom af 5.12.2019, Centraal Justitieel Incassobureau (Anerkendelse og fuldbyrdelse af bødestraffe), C-671/18, EU:C:2019:1054, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
39 Det skal i øvrigt bemærkes, at både princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse, der selv hviler på den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser (dom af 10.1.2019, ET, C-97/18, EU:C:2019:7, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).
40 I denne sammenhæng er den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten principielt forpligtet til at anerkende og fuldbyrde en fremsendt afgørelse og kan kun som en undtagelse til hovedreglen afslå dette, når en af de grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse, der udtrykkeligt er fastsat i rammeafgørelse 2005/214, foreligger (jf. i denne retning dom af 5.12.2019, Centraal Justitieel Incassobureau (Anerkendelse og fuldbyrdelse af bødestraffe), C-671/18, EU:C:2019:1054, præmis 33).
41 Hvad angår kvalificeringen af den lovovertrædelse, som har givet anledning til den pågældende sanktion, skal det bemærkes, at det fremgår af ordlyden af artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/214, at de lovovertrædelser, der er indeholdt i den liste, som er fastsat i denne bestemmelse, medfører anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser uden kontrol af dobbelt strafbarhed, hvis de er strafbare i udstedelsesstaten, og således »som defineret i udstedelsesstatens lovgivning«.
42 Myndigheden i fuldbyrdelsesstaten er følgelig principielt bundet af den kvalificering af den pågældende lovovertrædelse, som myndigheden i udstedelsesstaten har foretaget, navnlig for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt lovovertrædelsen henhører under en af de lovovertrædelseskategorier, der er indeholdt i den liste, som er fastsat i artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/214.
43 For så vidt som myndigheden i udstedelsesstaten kvalificerer en lovovertrædelse som henhørende under en af de lovovertrædelseskategorier, der er indeholdt i den liste, som er fastsat i artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/214, og fremsender den afgørelse, hvorved der er blevet pålagt en sanktion for lovovertrædelsen, i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 4, er myndigheden i fuldbyrdelsesstaten følgelig principielt forpligtet til at anerkende og fuldbyrde afgørelsen.
44 En sådan konklusion bekræftes af en analyse af den sammenhæng, hvori artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/214 indgår. For det første fremgår det nemlig af rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, at grundene til at undlade anerkendelse og fuldbyrdelse er udtrykkeligt fastsat heri. For det andet følger det af rammeafgørelsens artikel 7, stk. 3, at i de i rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, omhandlede tilfælde skal den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten, inden den beslutter ikke at anerkende og fuldbyrde en afgørelse, høre den kompetente myndighed i udstedelsesstaten på en hvilken som helst relevant måde og om nødvendigt straks bede den om at meddele alle fornødne yderligere oplysninger.
45 En fortolkning af artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/214, som gør det muligt for myndigheden i fuldbyrdelsesstaten selv at kvalificere den omhandlede lovovertrædelse i henhold til national ret, ville desuden være i strid med det princip om gensidig tillid, hvorpå rammeafgørelsen er støttet, og som er af grundlæggende betydning i EU-retten, og med de krav, der er knyttet til funktionsdygtigheden og effektiviteten af den ordning om gensidig bistand, som er fastsat i rammeafgørelsen.
46 I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret rejst tvivl om, hvorvidt den af LU begåede lovovertrædelse kan henføres under kategorien af de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, 33. led, i rammeafgørelse 2005/214. Den nævnte ret er navnlig af den opfattelse, at myndigheden i udstedelsesstaten har anlagt en for bred fortolkning af den nævnte kategori, som ikke kan omfatte lovovertrædelser, der kun har en indirekte tilknytning til færdselssikkerheden, og som – ligesom det er tilfældet for den i hovedsagen omhandlede lovovertrædelse – snarere udgør en nægtelse af at efterkomme en ordre fra myndigheden end en »overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen«.
47 Det fremgår imidlertid af de for Domstolen fremlagte oplysninger, at myndigheden i udstedelsesmedlemsstaten på grundlag af § 103, stk. 2, i KFG 1967 for det første har anset den i hovedsagen omhandlede lovovertrædelse for en overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen som omhandlet i artikel 5, stk. 1, 33. led, i rammeafgørelse 2005/214.
48 For det andet har den forelæggende ret dels ikke fremlagt nogen oplysning, der kan gøre det muligt at lægge til grund, at den i artikel 4 i rammeafgørelse 2005/214 omhandlede attest er i åbenlys uoverensstemmelse med afgørelsen om at pålægge en sanktion for den færdselsforseelse, som blev begået den 28. december 2017, dels begrænset sig til at anføre, at udstedelsesmyndigheden har anlagt en for bred fortolkning af den kategori af lovovertrædelser, der er indeholdt i rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1, 33. led. Det ser således ikke ud til, at den konkrete situation henhører under en af de situationer, der er fastsat i den nævnte rammeafgørelses artikel 7, stk. 1, og hvori myndighederne i fuldbyrdelsesstaten kan afslå at anerkende og fuldbyrde sanktionsafgørelsen.
49 Under disse omstændigheder kan myndigheden i fuldbyrdelsesmedlemsstaten ikke afslå at anerkende og fuldbyrde den sanktionsafgørelse, som er blevet fremsendt til den.
50 Det skal imidlertid bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 20, stk. 3, i rammeafgørelse 2005/214 kan den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelsen, hvis den i artikel 4 omhandlede attest giver anledning til at formode, at der er sket en krænkelse af grundlæggende rettigheder eller grundlæggende retsprincipper som fastsat i artikel 6 TEU. I en sådan situation skal den forinden anmode myndigheden i udstedelsesmedlemsstaten om at meddele alle fornødne yderligere oplysninger i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 7, stk. 3. For at sikre den nævnte rammeafgørelses effektive virkning, og navnlig overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, har myndigheden i udstedelsesmedlemsstaten pligt til at fremsende disse oplysninger (jf. i denne retning dom af 5.12.2019, Centraal Justitieel Incassobureau (Anerkendelse og fuldbyrdelse af bødestraffe), C-671/18, EU:C:2019:1054, præmis 44 og 45).
51 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/214 skal fortolkes således, at når en af de grunde til at undlade anerkendelse og fuldbyrdelse, som udtrykkeligt er fastsat i rammeafgørelsen, ikke foreligger, kan myndigheden i fuldbyrdelsesstaten principielt ikke afslå at anerkende og fuldbyrde en afgørelse, hvorved der endeligt er blevet pålagt en bødestraf, når myndigheden i den udstedende medlemsstat i den attest, som er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4, har anset den pågældende lovovertrædelse for at henhøre under en af de lovovertrædelseskategorier, for hvilke nævnte artikel 5, stk. 1, ikke fastsætter kontrol af dobbelt strafbarhed.
Sagsomkostninger
52 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 5, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at når en af de grunde til at undlade anerkendelse og fuldbyrdelse, som udtrykkeligt er fastsat i rammeafgørelsen, ikke foreligger, kan myndigheden i fuldbyrdelsesstaten principielt ikke afslå at anerkende og fuldbyrde en afgørelse, hvorved der endeligt er blevet pålagt en bødestraf, når myndigheden i den udstedende medlemsstat i den attest, som er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4, har anset den pågældende lovovertrædelse for at henhøre under en af de lovovertrædelseskategorier, for hvilke nævnte artikel 5, stk. 1, ikke fastsætter kontrol af dobbelt strafbarhed.
Underskrifter