Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. CAMPOS SÁNCHEZ-BORDONA
fremsat den 11. april 2024 (1)
Sag C-187/23 [Albausy] (i)
E.V.G.-T.
procesdeltagere:
P.T.,
F.T.,
G.T.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Lörrach (byretten i Lörrach, Tyskland))
»Præjudiciel forelæggelse – civilretligt samarbejde – forordning (EU) nr. 650/2012 – udstedelse af det europæiske arvebevis – anfægtelser, som fremlægges under proceduren for udstedelse«
1. Forordning (EU) nr. 650/2012 (2) har til formål at fjerne hindringer for den frie bevægelighed for personer, som ønsker at gøre deres rettigheder gældende i arvesager med grænseoverskridende virkninger.
2. Med henblik på dette formål indfører arveretsforordningen et europæisk arvebevis (3) for det indre marked og fastsætter detaljerede regler for ordningen for udstedelse heraf og for dets virkninger. Med dette bevis kan arvinger, legatarer, testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere let dokumentere deres status og/eller rettigheder samt beføjelser i alle medlemsstater.
3. Denne anmodning om præjudiciel afgørelse udspringer af en sag, hvor den afdødes ægtefælle, som anser sig for at være enearving til en testamentsarv, har anmodet den kompetente nationale myndighed om at udstede et europæisk arvebevis. Den afdødes søn og børnebørn har bestridt gyldigheden af det fremlagte testamente over for samme myndighed. Parterne er uenige om, hvilken virkning denne anfægtelse har for udstedelsen af arvebeviset.
4. Domstolen har allerede besvaret andre præjudicielle spørgsmål vedrørende denne type beviser (4), men ingen af disse sager vedrørte de tvivlsspørgsmål, som rejses i den foreliggende sag, og som kun skal behandles, hvis anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.
I. Retsforskrifter. EU-retten
A. Arveretsforordningen
5. Artikel 62 (»Indførelse af det europæiske arvebevis«), stk. 1, har følgende ordlyd:
»Med denne forordning indføres et europæisk arvebevis (herefter »beviset«), som udstedes til brug i en anden medlemsstat og har de retsvirkninger, der er anført i artikel 69.«
6. Artikel 63 (»Formålet med beviset«) fastsætter følgende:
»1. Formålet med beviset er, at det skal kunne anvendes af arvinger, legatarer med direkte rettigheder i arvesagen og testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere, som i en anden medlemsstat har behov for at påberåbe sig deres status eller at udøve henholdsvis deres rettigheder som arvinger eller legatarer og/eller deres beføjelser som testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere.
2. Beviset kan navnlig anvendes til at bevise et eller flere af følgende forhold:
a) statussen og/eller arveretten for hver arving eller i givet fald hver legatar, der er nævnt i beviset, og deres respektive arveandele
b) tildelingen af et bestemt gode eller flere bestemte goder, der udgør en del af boet, til den eller de arvinger eller i givet fald den eller de legatarer, der er nævnt i beviset
c) beføjelserne for den person, der er angivet i beviset, til at optræde som testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer.«
7. Artikel 64 (»Kompetence til at udstede beviset«) har denne ordlyd:
»Beviset udstedes i den medlemsstat, hvis retter er kompetente i henhold til artikel 4, artikel 7, artikel 10 eller artikel 11. Den udstedende myndighed skal være:
a) en ret, som defineret i artikel 3, stk. 2, eller
b) en anden myndighed, som i henhold til national lov har kompetence til at behandle arvesager.«
8. Artikel 65 (»Anmodning om et bevis«), stk. 3, litra l), har følgende ordlyd:
»Anmodningen skal indeholde de oplysninger, der er anført nedenfor, i det omfang ansøgeren har kendskab til disse oplysninger, og de er nødvendige for, at den udstedende myndighed kan attestere de forhold, som ansøgeren ønsker bekræftet, og den skal ledsages af alle relevante dokumenter, enten originaler eller genparter, der opfylder betingelserne med hensyn til godtgørelse af deres ægthed, jf. dog artikel 66, stk. 2:
[...]
l) en erklæring om, at der efter ansøgerens bedste vidende ikke verserer nogen sag om de forhold, der skal attesteres.«
9. Artikel 66 (»Gennemgang af anmodningen«) fastsætter følgende:
»1. Efter modtagelse af anmodningen efterprøver den udstedende myndighed de oplysninger og erklæringer samt de dokumenter og andre bevismidler, ansøgeren har fremlagt. Den foretager af egen drift de nødvendige undersøgelser med henblik på denne efterprøvning, når dette er fastsat eller tilladt ifølge dens nationale lov, eller opfordrer ansøgeren til at forelægge yderligere beviser, som den finder nødvendige.
[…]
4. Den udstedende myndighed træffer alle de fornødne foranstaltninger for at underrette de arveberettigede om anmodningen om et bevis. Den skal, hvis det er nødvendigt for at fastslå de forhold, der skal attesteres, høre enhver involveret person og enhver testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer og fremsætte offentlige bekendtgørelser med det formål at give andre eventuelle arveberettigede mulighed for at fremføre deres krav.
[…]«
10. Artikel 67 (»Udstedelse af beviset«) har følgende ordlyd:
»1. Den udstedende myndighed udsteder straks beviset efter proceduren i dette kapitel, når de forhold, der skal attesteres, er fastslået i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til enhver anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold. Den anvender den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.
Den udstedende myndighed udsteder ikke beviset, navnlig hvis:
a) de elementer, der skal attesteres, anfægtes, eller
b) beviset ikke ville være i overensstemmelse med en afgørelse om de samme elementer.
[…]«
11. Artikel 69 (»Retsvirkningerne af beviset«) fastsætter følgende:
»1. Beviset skal være gældende i alle medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.
2. Beviset forudsættes nøjagtigt at godtgøre de elementer, der er fastsat i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til en hvilken som helst anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold. Den person, der i beviset er nævnt som arving, legatar, testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer, forudsættes at have den status, der er nævnt i beviset, og/eller at have de rettigheder eller de beføjelser, som er anført i beviset, uden andre betingelser og/eller begrænsninger i tilknytning til disse rettigheder eller andre beføjelser end dem, der er nævnt i beviset.
3. Enhver person, som på grundlag af de oplysninger, der er attesteret i beviset, foretager udbetalinger eller overdrager ejendele til en person, der i beviset er nævnt som bemyndiget til at modtage betalinger eller ejendom, anses for at have udført en transaktion med en person, der har beføjelse til at modtage betalinger eller ejendom, medmindre personen har kendskab til, at bevisets indhold ikke er korrekt, eller er uvidende om urigtige oplysninger som følge af grov forsømmelse.
4. Hvis en person, der i beviset er nævnt som bemyndiget til at disponere over boets ejendele, disponerer over sådanne ejendele til fordel for en anden person, skal den anden person, hvis denne handler på grundlag af de oplysninger, der er attesteret i beviset, anses for at have udført en transaktion med en person, der har beføjelse til at disponere over de pågældende ejendele, medmindre personen har kendskab til, at bevisets indhold ikke er korrekt, eller er uvidende om urigtige oplysninger som følge af grov forsømmelse.
5. Beviset udgør et gyldigt dokument til optagelse af boets ejendele i det relevante register i en medlemsstat, jf. dog artikel 1, stk. 2, litra k) og l).«
B. Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 1329/2014 (5)
12. Artikel 1, stk. 5, fastsætter følgende:
»Til et europæisk arvebevis, jf. artikel 67, stk. 1, i forordning (EU) nr. 650/2012, anvendes formular V i bilag 5.«
13. I sidste del af formular V i bilag 5 anføres det, at myndigheden bekræfter, at »ingen af forholdene [i beviset] var blevet anfægtet af de arveberettigede på tidspunktet for dets udfærdigelse«.
II. Faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål
14. P.T., som var fransk statsborger og senest havde bopæl i Tyskland, døde den 15. september 2021.
15. Den 23. november 2021 anmodede E.V.G.-T., P.T.s hustru på tidspunktet for dennes død, Amtsgericht Lörrach (byretten i Lörrach, Tyskland) om et europæisk arvebevis med angivelse af sig selv som enearving (6).
16. I denne forbindelse fremlagde hun et testamente, som var underskrevet af de to ægtefæller, med følgende indhold:
»Fælles testamente
Vi, ægtefællerne E.G.-T., født den […] og P.T., født den […], som begge har bopæl i […], erklærer følgende:
1) Vi er ikke bundet af tidligere arveretlige dispositioner og har ikke truffet arveretlige dispositioner. Vi annullerer forebyggende alle dispositioner, der tidligere måtte være truffet af hver af os på egen hånd eller i fællesskab.
2) Vi indsætter gensidigt hinanden som enearvinger. Denne indsættelse som arvinger er korrespektiv og foretages med bindende virkning. Denne bestemmelse indebærer herudover ikke nogen begrænsninger for den længstlevende. Det står således den længstlevende frit for selv at træffe dispositioner vedrørende arven efter sig selv, hvilket allerede kan ske inden førstafdødes død, men alene med virkning for den situation, at den pågældende bliver længstlevende.
3) Vi har begge bopæl i Tyskland og ønsker, at tysk arvelovning finder anvendelse, hvilken lovgivning vi i forbindelse med lovvalg, i det omfang det er lovligt, fastsætter som anvendelig lovgivning. Denne bestemmelse er korrespektiv.
R., den 23. juli 2020. E.G.-T. Jeg er enig heri. P.T.«
17. Der forelå endvidere et ældre testamente med følgende ordlyd:
»Undertegnede, P.M.J.T., født den […] i A., med bopæl i […] Spanien tilbagekalder hermed alle tidligere dødsdispositioner. Jeg tillægger mine to børnebørn, P.s sønner, N.A.J.T., født den […], og J.N.J.T., født den […], den arveandel af mit bo, der udgør friarven, som legatarer. Arven skal deles i lige dele mellem de to. Jeg udpeger min søn P. og kun denne til at organisere min begravelse med en gregoriansk messe og min bisættelse i […] Spanien. A., den 31. maj 2001. Dette er mit testamente. P.T.«
18. E.V.G.-T. anser sig for at være enearving på grundlag af testamentet af 23. juli 2020. P.T.s søn og børnebørn er derimod af den opfattelse, at dette testamente ikke er gyldigt, eftersom arveladeren ved oprettelsen af testamentet ikke længere var ved sin fornufts fulde brug, og underskriften ikke er arveladerens.
19. Ifølge den forelæggende ret var arveladeren fortsat ved sin fornufts fulde brug (7), og underskriften i testamentet er arveladerens (8).
20. Amtsgericht Lörrach (byretten i Lörrach, Tyskland) finder på denne baggrund, at udstedelsen af beviset afhænger af fortolkningen af arveretsforordningen, hvorfor den har udsat sagen (9) og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), fortolkes således, at denne bestemmelse også omfatter anfægtelser, der er forelagt under selve proceduren vedrørende udstedelse af det europæiske arvebevis, at retten ikke kan prøve sådanne anfægtelser, og at bestemmelsen dermed ikke alene omfatter anfægtelser, der er forelagt i en anden sag?
2) Såfremt [det første spørgsmål] besvares bekræftende: Skal arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), fortolkes således, at et europæisk arvebevis end ikke må udstedes, hvis der under proceduren vedrørende udstedelsen af det europæiske arvebevis er forelagt anfægtelser, som imidlertid allerede er blevet prøvet i en sag om udstedelse af arveattest i henhold til tysk lovgivning?
3) Såfremt [det første spørgsmål] besvares bekræftende: Skal arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), fortolkes således, at denne bestemmelse omfatter enhver anfægtelse, selv hvis en sådan er forelagt uden at være underbygget, og der ikke skal optages formelt bevis herom?
4) Såfremt [det første spørgsmål] besvares benægtende: Gælder der formkrav for den forelæggende rets angivelse af de grunde, som har fået retten til at forkaste anfægtelserne og til at udstede det europæiske arvebevis?«
III. Retsforhandlingerne for Domstolen
21. Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 23. marts 2023.
22. Den tyske og den spanske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Alle disse parter samt E.V.G.-T. deltog i retsmødet den 31. januar 2024.
IV. Bedømmelse
23. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvilken rolle der spilles af den myndighed, som udsteder europæiske arvebeviser, og om rækkevidden af denne myndigheds kompetencer inden for rammerne af arveretsforordningens artikel 67.
A. Formaliteten med hensyn til den præjudicielle forelæggelse
24. Den spanske regering har gjort gældende, at forelæggelsen ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom udstedelsen af et europæisk arvebevis ikke indebærer udøvelse af dømmende myndighed som krævet i henhold til artikel 267 TEUF (10).
25. Spørgsmålet om, hvorvidt en anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, afhænger af, om den indgives af en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF, der netop handler under udøvelse af dømmende myndighed (11).
26. For at fastslå, om et bestemt organ opfylder denne dobbelte betingelse, undersøger Domstolen bl.a. »den særlige karakter af de funktioner, det udøver i den specielle lovgivningsmæssige sammenhæng, hvori det forelægger spørgsmål for Domstolen, med henblik på at afklare, om der verserer en tvist for dette organ, og om det skal træffe afgørelse i en sag, der skal afsluttes med en retsafgørelse« (12).
27. Når disse betingelser ikke er opfyldt, kan den forelæggende ret, uanset om den opfylder de øvrige betingelser i henhold til Domstolens praksis, ikke anses for at udøve dømmende myndighed (13).
28. Formalitetsindsigelsen kan være begrundet i lyset af angivelserne i arveretsforordningen om det europæiske arvebevis og den virksomhed, der fører til dets udstedelse. Af disse angivelser følger det af grunde, som jeg vil redegøre for herunder, at den myndighed, der udsteder et bevis ved anvendelse af arveretsforordningens artikel 67, selv om den er en ret, ikke træffer afgørelse efter en procedure, der afsluttes med en retsafgørelse.
1. Formålet med og retsvirkningerne af det europæiske arvebevis
29. Arveretsforordningen indfører et europæisk arvebevis og indfører en ensartet ordning, som er selvstændig i forhold til lignende nationale attester. Denne ordning adskiller sig også fra den, der er fastsat i forordningen vedrørende anerkendelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter (14).
30. Det europæiske arvebevis er tiltænkt personer, der som arvinger, legatarer, testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere har behov for at påberåbe sig denne status eller udøve deres heraf afledte rettigheder eller beføjelser (15). Dets anvendelse er imidlertid ikke obligatorisk (16).
31. For at dække dette behov har beviset følgende retsvirkninger, som er identiske i hele Unionen (17):
– Det kan anvendes til at bevise (18) de forhold, som er anført i det (19). Ved at forelægge beviset kan indehaveren påberåbe sig sine rettigheder og beføjelser i alle medlemsstater, uden at der kan kræves yderligere beviser af vedkommende. Det forudsættes, at den status, der er nævnt i beviset, og de rettigheder eller beføjelser, som er anført i beviset, faktisk foreligger, således som det er angivet (20).
– Det beskytter tredjemænd, som udfører transaktioner med de i beviset angivne personer, og som på baggrund af de heri anførte oplysninger foretager udbetalinger, overdrager ejendele eller erhverver eller modtager ejendele fra boet, »medmindre personen har kendskab til, at bevisets indhold ikke er korrekt, eller er uvidende om urigtige oplysninger som følge af grov forsømmelse« (21).
– Det udgør et gyldigt dokument til optagelse af boets ejendele i et register med de begrænsninger, der er anført i arveretsforordningen som fortolket af Domstolen (22).
32. Beviset har ikke i sig selv andre retsvirkninger: Det har navnlig ikke samme bindende retsvirkning som en retsafgørelse (23). Det præciseres endvidere i 71. betragtning til arveretsforordningen, at det ikke er et eksigibelt dokument.
33. Fraværet af retligt bindende virkninger kommer også til udtryk i ordningen for videregivelse af beviset i forskellige udstedende medlemsstater. Kapitel VI i arveretsforordningen fastsætter ikke, at det kan eller skal »anerkendes« (24). I henhold til artikel 69, stk. 1, skal beviset »være gældende« uden nogen procedure (25). Der er bogstaveligt talt intet grundlag for at anfægte denne videregivelse (26).
2. Foranstaltninger truffet af den myndighed, der udsteder beviset inden for rammerne af arveretsforordningens artikel 67
34. I henhold til artikel 67, stk. 1, første afsnit, udsteder den udstedende myndighed straks beviset, »når de forhold, der skal attesteres, er fastslået […]«. Udstedelsen finder sted efter den gennemgang (af anmodningen), som foreskrives i forordningens artikel 66.
35. I henhold til sidstnævnte bestemmelse skal myndigheden efterprøve de oplysninger og erklæringer samt de dokumenter og andre bevismidler, som er fremlagt af den person, der ansøger om beviset (27).
36. Artikel 66 henviser med henblik på dette formål i) til beføjelser, som denne myndighed er tillagt ved national lovgivning (28), og samme bestemmelse ii) tillægger denne myndighed andre beføjelser (29) og iii) pålægger direkte denne myndighed en forpligtelse til at træffe foranstaltninger til at underrette (bestemte konkrete modtagere) om anmodningen om beviset (30).
37. I forbindelse med denne forpligtelse skal myndigheden »høre enhver involveret person og enhver testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer og fremsætte offentlige bekendtgørelser med det formål at give andre eventuelle arveberettigede mulighed for at fremføre deres krav«, hvis den finder det nødvendigt for at fastslå de forhold, der skal attesteres (31).
38. Hvis myndigheden efter gennemgangen af alle disse elementer anser de elementer, som fremgår af beviset, for at være fastslået, udsteder den det »straks« ved anvendelse af arveretsforordningens artikel 67, stk. 1.
39. Hvis den udstedende myndighed derimod er i tvivl om disse forhold, skal den ikke udstede beviset. Dets indhold er ikke blevet godtgjort, hvorfor det ikke er egnet til at udløse de retsvirkninger, der er fastsat i forordningens artikel 69. Beviset udstedes i henhold til arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), heller ikke, hvis de elementer, der skal attesteres, anfægtes (32).
40. Den udstedende myndigheds funktion er ikke kun passiv: Den består ikke i at modtage erklæringer om faktiske forhold eller viljestilkendegivelser, som mekanisk skal overføres til en ad hoc-formular. Den er forpligtet til at efterprøve, at ansøgerens oplysninger er korrekte, henset til de af denne fremlagte beviser og eventuelt andre oplysninger, som myndigheden råder over, eller som forelægges for den af andre parter med interesse i arvesagen (33).
41. Det tilkommer derimod ikke den myndighed, som anmodes om at udstede beviset, at pådømme eller fastslå rettigheder og beføjelser for personer, der gør krav på eller har interesse i arven, ved at afgøre mulige tvister mellem dem med hensyn til materielle aspekter.
42. Det forholder sig sådan, eftersom bestemmelserne i kapitel VI (»Det europæiske arvebevis«) i arveretsforordningen ikke tillægger de nationale myndigheder, der udsteder beviset, denne kompetence (34). Det kan heller ikke hævdes, at artikel 67 giver mulighed for i de nationale retsordener – som supplement til forordningen – at tillægge disse myndigheder beføjelse til at afgøre tvister. En sådan kompetencetillæggelse vil, såfremt den ikke ledsages af processuelle bestemmelser, være uforenelig med hensigten om at indføre en selvstændig og ensartet ordning for udstedelse af beviset (35).
43. Hvis den udstedende myndighed havde denne kompetence (til at afgøre tvister), ville dens virksomhed føre til en »retsafgørelse« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra g), og kapitel IV i arveretsforordningen. Beviset har imidlertid, i overensstemmelse med EU-lovgivers hensigt, ikke de bindende retsvirkninger, der er typiske for en retsafgørelse.
3. Sammenligning med attester, der er omhandlet i andre instrumenter til retsligt samarbejde
44. Det europæiske arvebevis er ikke sammenligneligt med attester, der er omhandlet i de andre instrumenter til retsligt samarbejde på det civil- og handelsretlige område, som har været genstand for anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er blevet indgivet til og afgjort af Domstolen, efter at tvivlen om formaliteten med hensyn til disse anmodninger var fjernet.
45. Angående det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument (36) har Domstolen fastslået, at »proceduren for attestering af en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument [ikke] forekommer […] som en procedure, der er adskilt fra den forudgående retssag, men som en senere fase heraf, der er nødvendig for at sikre retssagens fulde virkning ved at gøre det muligt for kreditor at inddrive sit krav« (37).
46. Attestering af en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument er således en afgørelse af retslig art, og det nationale organ, der har ansvaret for at udstede den, »kan forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål« (38).
47. Noget tilsvarende gælder den attest, der er omhandlet i artikel 53 i forordning (EU) nr. 1215/2012 (39), og som sikrer, at retsafgørelsen kan bevæge sig fra én medlemsstat til de andre. Det udstedende organ »fortsætter […] den tidligere retssag ved at sikre dennes fulde effektivitet, for så vidt som en retsafgørelse ved manglende attestering ikke opfylder kravene til at kunne bevæge sig frit inden for det europæiske retsområde« (40).
48. En sag om udstedelse af en attest i henhold til artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 er af judiciel karakter, således at en national ret, som en sådan sag indbringes for, kan forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål (41).
49. Udstedelsen af det europæiske arvebevis indebærer derimod som tidligere nævnt ikke udøvelse af dømmende magt og fører heller ikke til en afgørelse af denne (retslige) art med bindende retsvirkning.
50. Situationen er den samme, når bevisets punkter gengiver indholdet af en (tidligere) retsafgørelse vedrørende arven. Selv i dette tilfælde udgør beviset ikke endnu en fase af den retslige procedure, hvor der er truffet materiel afgørelse.
51. Endelig er det europæiske arvebevis ikke et dokument, hvorved en afgørelse truffet af retterne i en medlemsstat kan overføres, og som således fungerer som en art pas i forbindelse med videregivelsen til andre medlemsstater med henblik på anerkendelse eller eventuelt fuldbyrdelse af afgørelsen. Til dette formål har EU-lovgiver allerede fastsat attesten i arveretsforordningens artikel 46, stk. 3, litra b), med en ad hoc-formular (formular I, som er fastsat i bilag 1 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014) (42).
52. Samlet set udfolder beviset retsvirkninger i andre medlemsstater end den udstedende stat, uden at der stilles krav om en procedure, og uden mulighed for indsigelse eller kontrol. Hvis en afgørelse, der er truffet i en retssag, indgår i beviset, vil denne afgørelse i kraft af beviset være omfattet af en anerkendelsesordning, som ikke blot adskiller sig fra den, der er fastsat i kapitel IV, men også er privilegeret, og hvis parallelle eksistens hverken er hjemlet i nogen bestemmelser eller begrundet (43).
4. Betydningen af kendetegnene ved det europæiske arvebevis for spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling
53. Den myndighed, som udsteder et bevis ved anvendelse af arveretsforordningens artikel 67, fastslår i beviset visse forhold vedrørende arven, når den har foretaget den gennemgang, som den er forpligtet til at gennemføre i henhold til samme forordnings artikel 66.
54. Den udstedende myndigheds overbevisning hviler på, at de af ansøgeren fremlagte oplysninger svarer til virkeligheden og er i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på arven. Denne myndighed har imidlertid som før nævnt ikke beføjelse til at afgøre tvister, som opstår i forbindelse med materielle spørgsmål vedrørende arven (44).
55. Hvis den udstedende myndighed ikke kan pådømme rettigheder eller beføjelser ved en procedure, som fører til en afgørelse med bindende retsvirkning, udøver den ikke dømmende myndighed på dette område (45).
56. Ovenstående betragtninger ændres ikke af, at det udstedende organ som anført i arveretsforordningens artikel 64 kan være en »ret« som omhandlet i artikel 3, stk. 2, og også kan være en anden myndighed, som i henhold til national lov har kompetence til at behandle arvesager (46).
57. Det forhold, at den myndighed, der udsteder det europæiske arvebevis, eventuelt kan være en ret, medfører ikke, at den udøver retslige funktioner, når den udsteder beviset. En judiciel myndighed i en medlemsstat kan ud over sine strengt retslige funktioner udøve andre funktioner, som ikke er af retslig natur. I forbindelse med sidstnævnte har den ikke beføjelse til at indgive anmodninger om præjudiciel afgørelse til Domstolen (47).
58. Henvisningen til denne »anden« myndighed tyder efter min vurdering på, at udstedelse af det europæiske arvebevis (ved anvendelse af arveretsforordningens artikel 67) ikke indebærer udøvelse af dømmende myndighed. I modsat fald ville det være overflødigt at nævne denne myndighed særskilt, eftersom forordningens artikel 3, stk. 2, allerede kvalificerer myndigheder, som ikke er formelt knyttet til den dømmende magt, som retter, for så vidt som de udøver den dømmende magts funktioner (48).
59. Det forhold, at arveretsforordningens artikel 64 (»Kompetence til at udstede beviset«) henviser til samme forordnings artikel 4, 7, 10 og 11, bør ikke give anledning til forvirring. Henvisningen til kompetencen fastlægger ikke karakteren af den udstedende myndigheds virksomhed (altså om den er af retslig art eller ikke) (49): Den præciserer blot, hvem anmodningen om beviset skal indgives til (50).
60. Endelig støttes min opfattelse af dette spørgsmål af dom af 16. november 2023 (51), hvori Domstolen afviste argumentet om, at spanske notarer udøver beføjelser, der henregnes til offentlig myndighed, som retter, fordi de udsteder europæiske arvebeviser (52).
61. På baggrund af ovenstående betragtninger bør anmodningen om præjudiciel afgørelse efter min opfattelse ikke antages til realitetsbehandling. For det tilfælde, at Domstolen ikke måtte dele denne vurdering, foreslår jeg dog en besvarelse af de forelagte spørgsmål.
B. Det første præjudicielle spørgsmål
62. Den forelæggende ret anmoder om fortolkning af arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), nærmere bestemt med henblik på at afklare, om denne bestemmelse vedrører anfægtelser, der forelægges under en anden procedure end udstedelsen af beviset, eller om den også omfatter anfægtelser, som forelægges i forbindelse med anmodningen om beviset af personer med interesse i arvesagen. I sidstnævnte tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om det tilkommer den udstedende myndighed at undersøge disse anfægtelser.
63. Det præjudicielle spørgsmål indgives som sagt i en sag, hvor arveladerens søn og børnebørn har anfægtet et centralt element i arvesagen (gyldigheden af selve testamentet). Efter min opfattelse medfører denne anfægtelse, at arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), finder anvendelse, og at det ikke er muligt at udstede beviset.
64. Denne umulighed underbygges af det forhold, at den udstedende myndighed i den formular, som den skal anvende ved udstedelsen af det europæiske arvebevis i henhold til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014, obligatorisk skal fastslå, at ingen af de heri angivne elementer er blevet anfægtet.
65. Jeg medgiver, at det første præjudicielle spørgsmål ikke kan besvares entydigt alene på baggrund af bestemmelsens ordlyd, eftersom den ikke præciserer, ved hvilken instans de aspekter, som skal attesteres, skal anfægtes (53), og eftersom de forskellige sprogversioner muliggør forskellige fortolkninger:
– Det synes at fremgå af visse af sprogversionerne, at anfægtelsen (indsigelsen) behandles på det tidspunkt, hvor der anmodes om beviset, hvilket vil indebære, at den fremlægges under en anden procedure (54).
– Andre kan forstås således, at anfægtelsen finder sted på baggrund af anmodningen om beviset og ved samme instans (55).
66. En systematisk undersøgelse kan kaste en smule mere lys over sagen. Det følger af en samlet læsning af arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), og artikel 65, stk. 3, litra l), at den første af disse bestemmelser omfatter de tvister, som omhandles i artikel 65, dvs. sager, der verserer for en anden instans (56).
67. Artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra b), der omhandler afgørelser, som ligger uden for proceduren for udstedelse af beviset, peger i samme retning. Det kan med rimelighed antages, at disse afgørelser bl.a. kan omfatte afgørelser, som berører elementerne i det senere arvebevis.
68. Henset til arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, første afsnit, hælder jeg til den opfattelse, at andet afsnit, litra a), ligeledes må omfatte anfægtelser, der fremlægges for den udstedende myndighed, eftersom denne i modsat fald kunne udstede beviset i en form, hvor det indeholdt elementer, »som ikke er fastslået«, i strid med, hvad der kræves i henhold til denne bestemmelse (57).
69. Sammenligningen af ordlyden i arveretsforordningens artikel 65, stk. 3, litra l) (som henviser til fraværet af en »sag om de forhold, der skal attesteres«), med ordlyden i artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), som generelt anvender bredere formuleringer, forekommer mig at udgøre et yderligere argument for denne opfattelse (58).
70. Formålet med arveretsforordningen generelt og med det europæiske arvebevis i særdeleshed støtter en fortolkning af artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), hvorefter denne bestemmelse omfatter anfægtelser, som fremlægges under proceduren for udstedelse af beviset.
71. Beviset indføres med henblik på at fremme en »hurtig, gnidningsfri og effektiv afvikling af en arvesag med grænseoverskridende virkninger« (59). Det bidrager således til at fjerne »hindringerne for den frie bevægelighed for personer, der på nuværende tidspunkt har svært ved at gøre deres rettigheder gældende, når det drejer sig om arvesager med grænseoverskridende virkninger« (60).
72. Med henblik på dette formål tillægger EU-lovgiver beviset de ovenfor anførte retsvirkninger, der udfolder sig i medlemsstater, som ikke er udstedelsesstaten, uden at der stilles krav om en procedure eller kontrol.
73. Efter min opfattelse er karakteren af disse virkninger, som ikke kun tilgodeser hensynet til at gøre det lettere for de direkte berørte personer at foretage handlinger i forbindelse med en arvesag med grænseoverskridende elementer, men også beskyttelsen af tredjemænd og sikkerheden i retsforhold i hele Unionen, til hinder for at fortolke arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), således, at denne bestemmelse er begrænset til sager, som verserer ved siden af den igangværende procedure for udstedelse af beviset.
74. På baggrund af denne præmis er problemstillingen ikke så meget muligheden for, at den myndighed, som anmodes om at anvende arveretsforordningens artikel 67, kan gennemgå de anfægtelser, der fremlægges af andre mulige arveberettigede (61), men derimod hvordan den skal forholde sig, når disse anfægtelser er af en sådan karakter, at de reelt rejser tvivl om væsentlige elementer i arvesagen (såsom i dette tilfælde, hvor andre mulige arvinger har anfægtet gyldigheden af det egenhændige testamente, som anmodningen om beviset er baseret på).
75. Som før nævnt kan den nationale myndighed i dette tilfælde ganske enkelt ikke udstede beviset (62). Indholdet af formular V, som fremgår af bilag 5 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014, idet den udstedende myndighed skal efterprøve, at ingen af de heri angivne elementer er blevet anfægtet, fører som sagt til samme konklusion.
76. Arveretsforordningens artikel 66 fastsætter, at den myndighed, hvortil anmodningen indgives, i forbindelse med de efterprøvninger, der går forud for udstedelsen af beviset, skal underrette visse personer om anmodningen og høre dem, hvis den finder det nødvendigt for at fastslå de forhold, der skal attesteres.
77. Hvis muligheden for at høre disse involverede parter fører til, at disse (som i denne sag) anfægter gyldigheden af et grundlæggende element i beviset, kan den udstedende myndighed ikke udstede beviset. Logisk set – og som jeg vil redegøre for i forbindelse med bedømmelsen af det tredje præjudicielle spørgsmål – skal denne anfægtelse have et vist grundlag for at udløse den bremsende virkning, der er fastsat i arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a) (63).
C. Det andet præjudicielle spørgsmål
78. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om den udstedende myndighed kan udstede et europæisk arvebevis, »hvis der under proceduren vedrørende udstedelsen af det europæiske arvebevis er forelagt anfægtelser, som imidlertid allerede er blevet prøvet i en sag om udstedelse af arveattest i henhold til tysk lovgivning«.
79. Efter min opfattelse følger svaret af arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra b), hvorefter beviset ikke udstedes, hvis »beviset ikke ville være i overensstemmelse med en afgørelse om de samme elementer [de elementer, der skal attesteres]«.
80. I henhold til denne bestemmelse skal den kompetente myndighed afslå anmodningen om beviset, hvis beviset ville omfatte oplysninger, som er i uoverensstemmelse med, hvad der er blevet afgjort og erklæret ved en tidligere afgørelse. Hvis denne uoverensstemmelse derimod ikke foreligger, er den tidligere afgørelse ikke til hinder for udstedelsen af beviset (64).
81. Henset til bestemmelsens klare ordlyd og dens placering i forordningen er den »afgørelse«, som nævnes i arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra b), en afgørelse, hvis indhold nødvendigvis er bindende for denne myndighed (65). Med andre ord kan den udstedende myndighed ikke handle i strid med de elementer i forbindelse med bevisets indhold, som allerede er blevet fastslået ved en tidligere afgørelse om de samme elementer.
82. Den afgørelse, som denne bestemmelse henviser til, har derfor forrang for den udstedende myndigheds vurdering af de forhold, som skal indgå i beviset.
83. I sit skriftlige indlæg til Domstolen har den tyske regering og Kommissionen gjort gældende, at den afgørelse, der er omhandlet i arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra b), skal være endelig i henhold til national lovgivning (66).
84. Nødvendigheden af, at afgørelsen er endelig, fremgår ikke udtrykkeligt af den nævnte bestemmelse. Den kan imidlertid efter min opfattelse udledes af andre oplysninger:
– samme artikels litra a), som forbyder at udstede beviset med elementer, som anfægtes, og
– kravet i artikel 65, stk. 3, litra l), om ved anmodningen om beviset at erklære, at der ikke verserer nogen sag om de forhold, der skal attesteres.
85. Det tilkommer den forelæggende ret at fastslå, om proceduren for udstedelse af den nationale arveattest i denne sag er egnet til at føre til en »afgørelse« som omhandlet i arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra b) (67).
D. Det tredje præjudicielle spørgsmål
86. Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, anmoder den forelæggende ret Domstolen om at besvare, om enhver anfægtelse, selv hvis den ikke er underbygget, kan begrunde et afslag på at udstede beviset i henhold til arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a).
87. Sidstnævnte bestemmelse er tavs angående disse anfægtelsers karakter. Det er således i princippet muligt at konkludere, at den udstedende myndighed skal vurdere enhver anfægtelse af elementer i beviset, som fremlægges af parter med interesse i arvesagen eller arveberettigede.
88. Såfremt anfægtelsen ikke er baseret på et reelt grundlag og dermed savner enhver beviskraft i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse, kan den vanskeligt være til hinder for, at den udstedende myndighed anser de elementer, der skal attesteres, for at være fastslået som omhandlet i arveretsforordningens artikel 67, stk. 1.
89. Et afslag på at udstede dokumentet med den begrundelse, at et væsentligt element i beviset er blevet anfægtet, uden at dette underbygges af blot minimal argumentation, kan udgøre en hindring for proceduren uden en reel begrundelse og således uretmæssigt fratage arvinger, legatarer, testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere et effektivt instrument til afvikling af arvesager med grænseoverskridende virkninger.
90. Det er derimod muligt, at anfægtelsen er egnet til at overbevise denne myndighed om, at det vil være relevant at foretage yderligere undersøgelser som omhandlet i samme forordnings artikel 66, stk. 1, for at efterprøve de oplysninger og erklæringer, som ansøgeren har fremlagt. Spørgsmålet om, hvorvidt det forholder sig sådan eller ikke, kan kun besvares på baggrund af omstændighederne i hver enkelt sag.
E. Det fjerde præjudicielle spørgsmål
91. Den forelæggende ret forelægger sit fjerde præjudicielle spørgsmål for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares benægtende. Såfremt Domstolen, som jeg foreslår, besvarer det første spørgsmål bekræftende, vil der ikke være behov for at udtale sig om det fjerde. Jeg vil for alle tilfældes skyld drøfte sidstnævnte spørgsmål.
92. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om der gælder formkrav for angivelsen af de grunde, som har fået retten til at forkaste anfægtelserne og til at udstede det europæiske arvebevis.
93. Jeg minder om, at den udstedende myndighed obligatorisk skal anvende formular V, som er fastsat i bilag 5 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014 (68). Anvendelsen af denne formular gør det muligt straks at identificere et europæisk arvebevis, som er udstedt i én medlemsstat, som et sådant i enhver anden medlemsstat.
94. Arveretsforordningens artikel 68 fastsætter oplysninger, som skal være indeholdt i beviset, idet de angives i de tilsvarende punkter i formularen. Bevisets indhold kan variere fra sag til sag afhængig af de formål, hvortil det udstedes (69).
95. Formular V foreskriver ikke, at den udstedende myndigheds begrundelse for, at den anser de forhold, der skal attesteres, for at være godtgjort, skal angives. EU-lovgiver har ikke skønnet det nødvendigt for opfyldelsen af bevisets formål, at denne begrundelse angives i beviset (70).
96. Den arving, legatar, testamentsindsatte bobestyrer eller bobestyrer, som anvender beviset, skal ikke (og kan i praksis heller ikke (71)) vedlægge formularen nogen andre dokumenter (72).
97. Denne ordning er i overensstemmelse med den aktivitet, som går forud for beviset, og med de virkninger, som beviset udfolder inden for rammerne af afviklingen af en arvesag med grænseoverskridende virkninger. Ved anvendelsen af arveretsforordningens artikel 66 og 67 træffer den udstedende myndighed ikke materiel afgørelse om arvesagen, når den vedtager en begrundet afgørelse, som den indarbejder i det europæiske arvebevis med henblik på dets anerkendelse i andre medlemsstater (73).
V. Forslag til afgørelse
98. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at fastslå, at anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Lörrach (byretten i Lörrach, Tyskland) ikke kan antages til realitetsbehandling.
Subsidiært foreslår jeg, at Domstolen svarer denne ret således:
»Artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis
skal fortolkes således, at:
Den myndighed, der anmodes om at udstede et europæisk arvebevis, skal vurdere de anfægtelser, der fremlægges under proceduren for udstedelse af personer, der har interesse i arvesagen, med henblik på at fastslå de elementer, som skal attesteres.
Det europæiske arvebevis kan ikke indeholde elementer, som er i uoverensstemmelse med en tidligere endelig afgørelse.
Det europæiske arvebevis kan ikke udstedes, når et væsentligt element i arvesagen, såsom testamentets gyldighed, er blevet anfægtet under proceduren for udstedelse, såfremt denne anfægtelse hviler på et vist minimalt grundlag i henhold til den lov, der finder anvendelse.
Den udstedende myndighed er ikke forpligtet til i det europæiske arvebevis at angive de grunde, som har ført den til at udstede det.«