KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT

15. juli 2011

Sag T-213/11 P

Personalerepræsentationen ved Den Europæiske Investeringsbank m.fl.

mod

Eberhard Bömcke

»Appel – personalesag – begæring om tilladelse til at intervenere ved Personaleretten – beregning af frist – forsinkelse«

Angående:      Appel af kendelse afsagt af formanden for Personalerettens Anden Afdeling den 17. marts 2011 i sag F-95/10 INT, Bömcke mod EIB (ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Udfald:      Appellen forkastes. Personalerepræsentationen ved Den Europæiske Investeringsbank, Jean-Pierre Bodson, Evangelos Kourgias, Manuel Sutil, Patrick Vanhoudt og Marie-Christel Heger bærer deres egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – søgsmål – frister – begæring om tilladelse til at intervenere ved Personaleretten – måden, hvorpå fristen beregnes

(Personalerettens procesreglement, art. 100, stk. 2 og 3, og art. 109, stk. 1)

Artikel 109, stk. 1, i Personalerettens procesreglement bestemmer, at begæring om intervention skal fremsættes inden udløbet af en frist på fire uger, som løber fra datoen for offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende af den meddelelse, der er omhandlet i procesreglementets artikel 37, stk. 2. Det er endvidere fastsat i artikel 100, stk. 2 og 3, i Personalerettens procesreglement, at såfremt nævnte frist er udtrykt i måneder og dage, tages der først hensyn til hele måneder, dernæst til dage, og at procesfristerne forlænges under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på ti dage.

I overensstemmelse med Rettens faste praksis skal fristen under hensyn til afstanden ikke opfattes som en frist, der er forskellig fra procesfristen, men blot som en forlængelse af denne. Når en samlet frist, inklusiv fristen under hensyn til afstanden, udløber på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri- eller helligdag, udløber den først ved udgangen af den følgende hverdag. Der er ingen indholdsmæssig forskel mellem de relevante bestemmelser i Domstolens procesreglement og Personalerettens procesreglement, som giver holdepunkter for at konkludere, at artikel 100, stk. 2 og 3, i Personalerettens procesreglement skal fortolkes på en anden måde.

Denne fortolkning er endvidere ikke i strid med de grundlæggende rettigheder, for så vidt som den begrænser retten til domstolsprøvelse og navnlig retten til at intervenere i retssagen. Søgsmålsfristen er nemlig ufravigelig, idet en sådan frist har til formål at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed og at undgå enhver forskelsbehandling og vilkårlighed i retsplejen. Desuden kan artikel 100, stk. 2 og 3, og artikel 109 i Personalerettens procesreglement ikke udgøre en tilsidesættelse af retten til domstolsprøvelse, da disse bestemmelser ikke begrænser den individuelle ret til at anlægge en retssag og navnlig retten til at intervenere i retssagen på en sådan måde, at denne ret reelt er uden indhold. Den frist, der i Personalerettens procesreglement er fastsat til at indgive en begæring om intervention, sikrer en rimelig balance mellem den grundlæggende ret til at intervenere i retssagen og god retspleje.

(jf. præmis 9, 10, 17, 20 og 22)

Henvisning til:

Domstolen: 15. maj 1991, sag C-122/90, Emsland-Stärke mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 9; 23. januar 1997, sag C-246/95, Coen, Sml. I, s. 403, præmis 21

Retten: 18. september 1997, forenede sager T-121/96 og T-151/96, Mutual Aid Administration Services mod Kommissionen, Sml. II, s. 1355, præmis 38 og 39; 20. november 1997, sag T-85/97, Horeca-Wallonie mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 2113, præmis 25 og 26; 13. januar 2009, sag T-456/08, SGAE mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 12