Language of document :

Sag anlagt den 30. maj 2012 - Saobraćajni institut CIP mod Kommissionen

(Sag T-227/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Saobraćajni institut CIP d.o.o. (Beograd, Serbien) (ved advokat A. Lojpur)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Udbudsproceduren, der blev offentliggjort den 3. april 2012, vedrørende forberedelsen af den tekniske dokumentation til jernbanemoderniseringsprojektet "Anlæggelse af ny enkeltsporet jernbaneomførsel i Nis, fra Robna-station til Sicevo-station", der skal udarbejdes i overensstemmelse med EU's interoperabilitetsstandarder, AGC, AGTC og SEECP-aftalen (EUT 2012/S 65-104847), hvorved sagsøgeren udelukkes fra at deltage deri, annulleres.

Der tilkendes erstatning for det påberåbte økonomiske tab.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Ifølge det første anbringende var der ikke noget retligt grundlag for en forudgående udelukkelse af sagsøgeren i det pågældende udbud, da der ikke foreligger nogen interessekonflikt.

Ifølge det andet anbringende er sagsøgerens udelukkelse fra udbudsproceduren i strid med Ipa-forordningen .

Ifølge det tredje anbringende var betingelserne for tildeling af kontrakten retsstridige.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 1085/2006 af 17.7.2006 om oprettelse af et instrument til førtiltrædelsesbistand (Ipa) (EUT L 210, s. 82).