RETTENS KENDELSE (Første Udvidede Afdeling)
10. november 2014 (*)
»Retshjælp – ansøgning indgivet inden anlæggelsen af annullationssøgsmål – restriktive foranstaltninger over for bestemte tjenestemænd fra Hviderusland«
I sag T-228/12 AJ,
DD, Vitebsk (Hviderusland),
ansøgende part,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved F. Naert og E. Finnegan, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en ansøgning om retshjælp i henhold til artikel 94 og 95 i Rettens procesreglement, der blev indgivet inden anlæggelsen af et søgsmål, har
RETTEN (Første Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen (refererende dommer), og dommerne I. Pelikánová, E. Buttigieg, S. Gervasoni og L. Madise,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
1 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 31. maj 2012 har ansøgeren, DD, indgivet en ansøgning om retshjælp i henhold til artikel 94 og 95 i Rettens procesreglement med henblik på at anlægge et søgsmål mod Rådet for Den Europæiske Union med påstand om annullation af Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/171/FUSP af 23. marts 2012 om gennemførelse af afgørelse 2010/639/FUSP om restriktive foranstaltninger over for [Hviderusland] (EUT L 87, s. 95) og af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 265/2012 af 23. marts 2012 om gennemførelse af artikel 8a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger over for [Hviderusland] (EUT L 87, s. 37), for så vidt som den nævnte afgørelse og den nævnte forordning berørte ham.
2 Til støtte for denne ansøgning har ansøgeren, idet han samtidig har fremlagt bestemte støttedokumenter, bl.a. gjort gældende, at han oppebærer en gennemsnitlig månedlig indtægt på 264 EUR og hverken ejer kapital eller fast ejendom.
3 Hvad angår den betingelse for den påtænkte handling, der følger af procesreglementets artikel 94, stk. 3, har ansøgeren gjort gældende, at gennemførelsesafgørelse 2012/171 og gennemførelsesforordning nr. 265/2012, som han agter at anlægge sag om annullation af – for så vidt som den berører ham – er blevet vedtaget i strid med for det første hans ret til en retfærdig rettergang, for det andet hans ret til effektiv domstolsprøvelse og for det tredje princippet om domstolenes uafhængighed.
4 Ved skrivelse af 16. juli 2012 opfordrede formanden for Rettens Sjette Afdeling Rådet til at fremsætte sine bemærkninger til ansøgerens ansøgning om retshjælp.
5 I sine bemærkninger, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juli 2012, har Rådet tilkendegivet, at det underlægger sig Rettens vurdering i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt de oplysninger og bilag, som ansøgeren har forelagt, gør det muligt at fastslå, at denne har brug for retshjælp. Rådet har bemærket, at ansøgeren ikke er fremkommet med et overslag over de kommende omkostninger, og at det påtænkte søgsmål ikke rejser nogen nye vigtige spørgsmål. Rådet vurderer, at retshjælpen i den foreliggende sag ikke burde overstige et beløb på 7 000 EUR.
6 Ved skrivelse af 25. april 2013 meddelte Alexandre Kolosovski Retten, at ansøgeren havde givet ham mandat til at repræsentere sig.
7 Formanden for Rettens Sjette Afdeling anmodede den 18. juli 2013 som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglements artikel 64 ansøgeren om inden den 2. september 2013 at forelægge dokumentation for, at han har opnået en undtagelse fra en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 765/2006 af 18. maj 2006 om indførelse af restriktive foranstaltninger over for [Hviderusland] (EUT L 134, s. 1), som ændret, uden hvilken der i princippet ikke kan udbetales noget beløb til hans advokat.
8 Som følge af en omstrukturering af Rettens afdelinger er formanden for Rettens Sjette Afdeling blevet formand for Rettens Første afdeling.
9 Idet ansøgeren ikke efterkom denne anmodning inden fristens udløb den 18. juli 2013, besluttede formanden for Rettens Første Afdeling den 7. oktober 2013 i denne forbindelse at fastsætte en ny frist, der udløb den 21. oktober 2013.
10 Ved skrivelse af 20. oktober 2013 anmodede ansøgeren Retten om at forlænge denne frist med to måneder. Formanden for Første Afdeling accepterede at forlænge fristen indtil den 21. november 2013. Ansøgeren har imidlertid ikke inden fristens udløb fremlagt dokumentation for opnåelse af den undtagelse, der er omtalt i præmis 7 ovenfor.
11 Den 27. marts 2014 besluttede formanden for Rettens Første Afdeling at overlade behandlingen af ansøgningen om retshjælp til nærværende afdeling.
12 Den 11. juni 2014 henvistes sagen ved beslutning truffet i plenum efter anmodning fra Første Afdeling til Første Udvidede Afdeling.
13 For det første følger det af procesreglementets artikel 94, stk. 1, at den retshjælp, der bevilges i forbindelse med en sag ved Retten, for at sikre en reel adgang til domstolsprøvelse, ydes til hel eller delvis dækning af omkostningerne til juridisk bistand og repræsentation ved Retten. Disse omkostninger (herefter »advokatomkostninger«) afholdes af Rettens kasse.
14 I henhold til procesreglementets artikel 94, stk. 2 og 3, forudsætter bevilling af retshjælp, at to betingelser er opfyldt, nemlig dels at sagsøgeren på grund af sin økonomiske situation helt eller delvist er ude af stand til at betale omkostningerne til advokatbistand, dels at det ikke synes åbenbart, at hans sag ikke kan antages til realitetsbehandling eller er ugrundet.
15 I henhold til procesreglementets artikel 95, stk. 2, skal ansøgningen om retshjælp indeholde alle de oplysninger og bilag, der er nødvendige for at kunne vurdere ansøgernes økonomiske situation, såsom en attest udstedt af en national myndighed, som dokumentation for ansøgerens økonomiske forhold. I henhold til samme bestemmelse skal ansøgeren, hvis ansøgningen indgives inden anlæggelsen af søgsmålet, give en kortfattet fremstilling af søgsmålets genstand, de faktiske omstændigheder og den argumentation, der vil blive anført til støtte for søgsmålet. Dette dokumenteres i bilag vedlagt ansøgningen.
16 I den foreliggende sag fremgår det af de ovenfor i præmis 2 nævnte sagsakter, der vedrører ansøgerens økonomiske situation, at ansøgningen om retshjælp opfylder den første betingelse i procesreglementets artikel 94, stk. 2.
17 Hvad angår betingelsen i procesreglementets artikel 94, stk. 3, skal det bemærkes, at den sag, i forbindelse med hvilken der søges retshjælp, ikke synes åbenbart uantagelig til realitetsbehandling eller ugrundet.
18 Det skal derfor konstateres, at ansøgeren opfylder de betingelser, der i henhold til procesreglementet giver ret til at få bevilget retshjælp.
19 For det andet skal det anføres, at artikel 2, stk. 2, i den udgave af forordning nr. 765/2006, der finder anvendelse i den foreliggende sag, bestemmer, at ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer hverken direkte eller indirekte må stilles til rådighed for eller være til fordel for de fysiske personer, der er opført på listen i bilag I til denne forordning, hvorpå ansøgeren er opført.
20 For sit vedkommende bestemmer artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 765/2006:
»Uanset artikel 2 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. webstederne på listen i bilag II, tillade, at visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer frigives, eller at visse pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed på vilkår, som de finder passende, efter at have konstateret, at pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer:
[…]
b) udelukkende er bestemt til betaling af rimelige honorarer og godtgørelse af udgifter i forbindelse med juridisk bistand, […]
[...]«
21 Artikel 2, stk. 2, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 765/2006, forbyder således i princippet, at der anvendes midler til fordel for ansøgeren, uden at der foreligger en tilladelse, der er udstedt af de kompetente myndigheder i en medlemsstat.
22 Når en anvendelse af midler til fordel for en person, der er opført på listen i bilag I til forordning nr. 765/2006, som i den foreliggende sag, ikke kan adskilles fra en sag om retshjælp ved Unionens retsinstanser, kan bestemmelserne i denne forordning imidlertid ikke fortolkes uden, at der tages hensyn til de specifikke bestemmelser, der regulerer denne procedure, der i dette tilfælde er fastsat i procesreglementet.
23 Idet forordning nr. 765/2006 og procesreglementet nemlig ikke indeholder nogen bestemmelser, som udtrykkeligt fastslår, at det ene har forrang for det andet hvad angår bevilling af retshjælp, består opgaven derfor i at sikre en anvendelse af hver af disse regelsæt, der er forenelig med anvendelsen af det andet, og i således at muliggøre en sammenhængende anvendelse, der bl.a. kan sikre opfyldelsen af det mål, som hvert af disse regelsæt forfølger.
24 For procesreglementets vedkommende har dette hvad angår bestemmelserne om bevilling af retshjælp som målsætning at sikre adgang til effektiv domstolsprøvelse, således som det fremgår af procesreglementets artikel 94, stk. 1, og artikel 47 stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der nærmere bestemmer, at der ydes retshjælp til dem, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis denne er nødvendig for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse.
25 Hvad angår forordning nr. 765/2006 fremgår det af første til fjerde betragtning, at denne har til formål at indføre restriktive foranstaltninger over for bestemte personer. Blandt disse foranstaltninger er navnlig forbuddet mod at stille pengemidler og økonomiske ressourcer, som er omhandlet i nævnte forordnings artikel 2, stk. 2, til rådighed.
26 Anvendelsen af disse restriktive foranstaltninger må dog ikke medføre, at de personer, hvis pengemidler indefryses, fratages en effektiv adgang til domstolsprøvelse (jf. i denne retning dom af 12.6.2014, Peftiev, sag C-314/13, Sml., EU:C:2014:1645, præmis 26), navnlig når det drejer sig om anfægtelse af lovligheden af de retsakter, der har indført selv samme restriktive foranstaltninger.
27 Domstolen udtalte således i dom Peftiev, nævnt i præmis 26 ovenfor (EU:C:2014:1645, præmis 25), at den kompetente nationale myndighed ikke har et ubegrænset skøn, når den behandler en anmodning om fritagelse, som er fremsat i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 765/2006, men skal udøve sin kompetence under overholdelse af de rettigheder, som er omhandlet i artikel 47, stk. 2, andet punktum, i chartret om grundlæggende rettigheder, der bestemmer, at enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret. I denne henseende bemærkes, at det i medfør af artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 43, stk. 1, første afsnit, i Rettens procesreglement i forbindelse med anlæggelse af en sag til anfægtelse af lovligheden af restriktive foranstaltninger er et krav, at man er repræsenteret af en advokat.
28 Hvad angår de kriterier, som den kompetente nationale myndighed skal tage i betragtning, når den træffer afgørelse om en anmodning om fritagelse i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 765/2006, bemærkes, at denne bestemmelse fastsætter begrænsninger for anvendelsen af pengemidler, da disse skal være bestemt udelukkende til betaling af rimelige honorarer og godtgørelse af udgifter i forbindelse med juridisk bistand. I denne sammenhæng kan den kompetente nationale myndighed kontrollere anvendelsen af frigivne pengemidler ved at fastsætte de vilkår, som den finder passende, med henblik på bl.a. at sikre, at der ikke ses bort fra formålet med den pålagte sanktion, og at den indrømmede fritagelse ikke bliver omgået (jf. i denne retning dom Peftiev, nævnt i præmis 26 ovenfor, EU:C:2014:1645, præmis 32 og 33).
29 Mens hovedsagen ved den nationale domstol i dom Peftiev, nævnt i præmis 26 ovenfor (EU:C:2014:1645), drejede sig om en anmodning om frigivelse af midler for personer, der var underlagt restriktive foranstaltninger, således at disse personer kunne betale deres advokater, indebærer bevilling af retshjælp i den foreliggende sag, at ansøgerens advokatomkostninger afholdes af Rettens kasse.
30 Det er i lyset af det ovenstående, at det må fastslås, at et afslag på den foreliggende ansøgning om retshjælp med den ene begrundelse, at ansøgeren ikke har fremlagt en tilladelse fra en national myndighed som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 765/2006, når ansøgningen om retshjælp opfylder de i præmis 14 ovenfor nævnte betingelser, der følger af procesreglementet, ville udgøre en hindring for den grundlæggende rettighed, som retten til en effektiv domstolsprøvelse er.
31 Hvad i øvrigt angår de garantier, der er fastsat for at opnå målet med forordning nr. 765/2006, skal det anføres, at der ikke er nogen mekanisme i EU-retten, der giver de kompetente nationale myndigheder tilladelse til at undersøge, om bevilling af retshjælp fra Rettens side er nødvendig for at sikre en effektiv domstolsprøvelse – et spørgsmål, som det alene tilkommer Retten at vurdere – eller til at kontrollere sidstnævntes anvendelse af de nødvendige pengemidler i denne henseende, eller sluttelig til over for Retten at fastsætte betingelser for at sikre, at der ikke ses bort fra formålet med den pålagte sanktion.
32 For således i den foreliggende sag at gøre en sammenhængende anvendelse af procesreglementet og forordning nr. 765/2006 mulig, må det fastslås, at Retten på én gang på den ene side har pligt til at bevilge retshjælp til enhver ansøger, der er opført på listen i bilag I til sidstnævnte forordning, og som opfylder de betingelser, der følger af procesreglementets artikel 94 ff., hvilket gør det muligt at opfylde det mål, som dette reglement forfølger, og på den anden side at sikre sig, at den resthjælp, der bevilges, alene anvendes til at dække ansøgerens advokatomkostninger og ikke berører målet med den restriktive foranstaltning, der er pålagt, som defineret i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 765/2006.
33 I denne henseende skal det tilføjes, at bestemmelserne i procesreglementet gør det muligt for Retten i den foreliggende sag – uden at det er nødvendigt at kræve, at ansøgeren fremlægger en tilladelse for en national myndighed – at garantere, at en retshjælp kun vil blive anvendt til dækning af ansøgerens advokatomkostninger.
34 På den ene side er det alene advokatomkostninger, der i procesreglementets artikel 94, stk. 1, nævnes som omkostninger, der kan afholdes af Rettens kasse.
35 På den anden side kan den kendelse, hvorved der bevilges retshjælp, i overensstemmelse med artikel 96, stk. 3, tredje afsnit, i Rettens procesreglement uden i forvejen at fastsætte størrelsen af retshjælpen begrænse sig til at fastsætte en øvre grænse for advokatens udlæg og salær, der som udgangspunkt ikke kan overskrides. Retten har således i medfør af procesreglementets artikel 97, stk. 2, mulighed for, såfremt retshjælpsmodtageren i henhold til den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes, pålægges at bære sine egne omkostninger, efterfølgende at beregne størrelsen af det beløb, der er absolut nødvendigt til dækning af advokatens salær. I denne henseende kan den tage hensyn til sværhedsgraden af det arbejde, som den udpegede advokat har udført, og – på grundlag af den dokumentation, som denne fremlægger – det antal timer, som denne rent faktisk har måttet afsætte hertil, samt diverse udgifter, som denne har måttet afholde.
36 I øvrigt er det almindelig praksis, at Retten betaler det således beregnede beløb direkte til den udpegede advokat, således at ansøgeren ikke har mulighed for at anvende retshjælpen til andre formål end dem, som den er blevet bevilget til (jf. i denne henseende ligeledes kendelse af 2.9.2009, Ayadi mod Rådet, sag C-403/06 P, EU:C:2009:496, præmis 21). For advokatens vedkommende er denne i medfør af bestemmelserne i forordning nr. 765/2006 forpligtet til ikke at give ansøgeren en del af eller hele den aflønning, som advokaten har fået tildelt, på samme måde som det generelt set er forbudt for advokaten direkte eller indirekte at stille pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed for denne.
37 På baggrund af det ovenstående skal den ansøgte resthjælp i den foreliggende sag bevilges til trods for den manglende tilladelse i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 765/2006, samtidig med at der træffes de bestemmelser, der er nødvendige for at sikre sig, at retshjælpen ikke vil blive anvendt til andre formål.
38 Endelig skal det, i betragtning af sagens genstand og karakter, dens retlige betydning samt sagsgenstandens forventede sværhedsgrad og den forventede arbejdsbyrde, som sagens parter må bære i forbindelse med sagen, allerede nu i henhold til procesreglementets artikel 96, stk. 3, tredje punktum, præciseres, at udlæg og salær til den advokat, der er blevet udpeget til at forsvare ansøgerens interesser under den sag, som denne påtænker at anlægge, som udgangspunkt ikke kan overstige et beløb på 6 000 EUR for sagen i sin helhed.
39 Udlæg og salær betales direkte til Alexandre Kolosovski og fastsættes på grundlag af en detaljeret opgørelse, der indgives til Retten.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Første Udvidede Afdeling):
1) DD bevilges retshjælp.
2) Alexandre Kolosovski udpeges som advokat med henblik på at repræsentere DD i sag T-228/12.
3) Alexandre Kolosovskis udlæg og salær betales direkte til ham og fastsættes på grundlag af en detaljeret opgørelse, der indgives til Retten ved sagens afslutning, men må som udgangspunkt ikke overstige et maksimumsbeløb på 6 000 EUR.
Således bestemt i Luxembourg den 10. november 2014.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |