Sag T-228/12 AJ

DD

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Retshjælp – ansøgning indgivet inden anlæggelsen af annullationssøgsmål – restriktive foranstaltninger over for bestemte tjenestemænd fra Hviderusland«

Sammendrag – Rettens kendelse (Første Udvidede Afdeling) af 10. november 2014

Retslig procedure – begæring om fri proces – betingelser for bevilling – ansøgning indgivet inden anlæggelsen af et søgsmål rettet mod retsakter, der indfører restriktive foranstaltninger over for ansøgeren – spørgsmål om, hvorvidt den skal imødekommes – ansøgerens manglende fremlæggelse af en tilladelse til frigivelse af indefrosne pengemidler – ingen betydning

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2, andet punktum, og art. 47, stk. 3; Rettens procesreglement, art. 94, stk. 1, og art. 96, stk. 3; Rådets forordning nr. 765/2006, art. 3, stk. 1)

Afslag på en ansøgning om retshjælp med den ene begrundelse, at ansøgeren ikke har fremlagt en tilladelse fra en national myndighed som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger over for Hviderusland, når ansøgningen om retshjælp opfylder de betingelser, der følger af Rettens procesreglement, ville udgøre en hindring for den grundlæggende rettighed, som retten til en effektiv domstolsprøvelse er.

Anvendelsen af disse restriktive foranstaltninger må nemlig ikke medføre, at de personer, hvis pengemidler indefryses, fratages en effektiv adgang til domstolsprøvelse, navnlig når det drejer sig om anfægtelse af lovligheden af de retsakter, der har indført selv samme restriktive foranstaltninger. For således at gøre en sammenhængende anvendelse af procesreglementet og forordning nr. 765/2006 mulig, har Retten pligt til dels at bevilge retshjælp til enhver ansøger, der er opført på listen i bilag I til forordning nr. 765/2006, og som opfylder de betingelser, der følger af procesreglementets artikel 94 ff., hvilket gør det muligt at opfylde det mål, som dette reglement forfølger, dels at sikre sig, at den retshjælp, der bevilges, alene anvendes til at dække ansøgerens advokatomkostninger og ikke berører målet med den restriktive foranstaltning, der er pålagt, som defineret i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 765/2006.

I denne henseende gør bestemmelserne i procesreglementet det muligt for Retten at garantere, at en retshjælp kun vil blive anvendt til dækning af ansøgerens advokatomkostninger. På den ene side er det alene advokatomkostninger, der i procesreglementets artikel 94, stk. 1, nævnes som omkostninger, der kan afholdes af Rettens kasse. På den anden side kan Retten i overensstemmelse med procesreglementets artikel 96, stk. 3, uden i forvejen at fastsætte størrelsen af retshjælpen begrænse sig til at fastsætte en øvre grænse for advokatens udlæg og salær, der som udgangspunkt ikke kan overskrides. Endelig er det almindelig praksis, at Retten betaler det således beregnede beløb direkte til den udpegede advokat, således at ansøgeren ikke har mulighed for at anvende retshjælpen til andre formål end dem, som den er blevet bevilget til. For advokatens vedkommende er denne i medfør af bestemmelserne i forordning nr. 765/2006 forpligtet til ikke at give ansøgeren en del af eller hele den aflønning, som advokaten har fået tildelt, på samme måde som det generelt set er forbudt for advokaten direkte eller indirekte at stille pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed for denne.

(jf. præmis 26, 30 og 32-36)