Sag C-382/21 P
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)
mod
The KaiKai Company Jaeger Wichmann GbR
Domstolens dom (Store Afdeling) af 27. februar 2024
»Appel – intellektuel ejendomsret – EF-design – patentsamarbejdstraktaten (PCT) – aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder – pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret – artikel 4 – forordning (EF) nr. 6/2002 – artikel 41 – ansøgning om registrering af et design – ret til prioritet – påberåbelse af prioritet på grundlag af en international ansøgning indgivet i henhold til PCT – frist – fortolkning i overensstemmelse med pariserkonventionens artikel 4 – grænser«
1. Internationale aftaler – pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret – aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS) – direkte virkning – foreligger ikke – overensstemmende fortolkning – grænser
(TRIPS-aftalen, art. 2, stk. 1)
(jf. præmis 59-64, 68, 70 og 74)
2. EF-design – registreringsansøgning – ret til prioritet – ikke muligt for en erhvervsdrivende at påberåbe sig pariserkonventionen direkte
(Rådets forordning nr. 6/2002, art. 41, stk. 1)
(jf. præmis 69)
3. EF-design – ansøgning om registrering – ret til prioritet – klar ordlyd og udtømmende karakter af bestemmelsen i den afledte EU-ret om ret til prioritet
(Rådets forordning nr. 6/2002, art. 41, stk. 1)
(jf. præmis 74-77)
4. EF-design – ansøgning om registrering – ret til prioritet – påberåbelse af prioritet på grundlag af en ansøgning indgivet i henhold til patentsamarbejdstraktaten – prioritetsfrist – mulighed for at påberåbe sig prioriteten for en tidligere international patentansøgning ved indgivelsen af en ansøgning om senere design inden for en frist på 12 måneder – foreligger ikke
[Patentsamarbejdstraktaten, art. 2, i), ii) og vii); Rådets forordning nr. 6/2002, art. 41, stk. 1]
(jf. præmis 78-85)
Resumé
Idet Domstolen (Store Afdeling) tog den appel, som Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) havde iværksat til prøvelse af Rettens dom i sagen The KaiKai Company Jaeger Wichmann mod EUIPO (Gymnastik- eller sportsapparater) (1), til følge, præciserede den afgrænsningen mellem den direkte virkning af internationale aftaler og fortolkningen af afledte retsakter i overensstemmelse med disse aftaler og udtalte sig om grænserne for en sådan overensstemmende fortolkning.
Den 24. oktober 2018 indgav sagsøgeren, The KaiKai Company Jaeger Wichmann GbR, en ansøgning til EUIPO om registrering af 12 EF-design, idet selskabet påberåbte sig en ret til prioritet på grundlag af en international patentansøgning indgivet den 26. oktober 2017 i henhold til patentsamarbejdstraktaten (PCT) (2).
EUIPO imødekom registreringsansøgningen, men afslog retten til prioritet, eftersom datoen for indgivelsen af den tidligere internationale ansøgning lå mere end seks måneder forud for datoen for indgivelsen af registreringsansøgningen. Artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 (3) bestemmer nemlig, at den, der forskriftsmæssigt har indgivet ansøgning om en tidligere designrettighed eller en brugsmodel, i forhold til en indgiven ansøgning om registrering af et senere EF-design tillægges prioritet inden for en frist på seks måneder regnet fra datoen for indgivelsen af den første ansøgning. EUIPO fandt, at selv om en international ansøgning indgivet i henhold til PCT principielt kunne danne grundlag for en ret til prioritet i henhold til denne artikel 41, stk. 1, henset til, at den brede definition af begrebet »patent«, der fremgår af PCT’s artikel 2, også omfattede de brugsmodeller, der var omhandlet i den nævnte artikel 41, stk. 1, var påberåbelsen af en sådan ret til prioritet ligeledes underlagt en frist på seks måneder, som ikke var blevet overholdt i den foreliggende sag.
Ved dommen af 14. april 2021 annullerede Retten EUIPO’s afgørelse. Retten fastslog, at artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 indeholdt en lakune, idet den ikke fastsatte fristen for at påberåbe sig prioritet på grundlag af en »international patentansøgning« i forbindelse med en senere ansøgning om et design. Retten var af den opfattelse, at denne bestemmelse havde til formål at bringe denne forordning i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af pariserkonventionens (4) artikel 4, og følgelig, at denne lakune skulle afhjælpes ved anvendelse af denne artikel 4. Retten fandt i det væsentlige, at det i henhold til den nævnte artikel 4 var arten af den tidligere rettighed, der var afgørende for varigheden af en sådan prioritetsfrist, således at denne frist var på 12 måneder. Den konkluderede derfor, at EUIPO havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at den frist, der fandt anvendelse på påberåbelsen af den omhandlede prioritet, var på seks måneder.
Den 23. juni 2021 iværksatte EUIPO appel til prøvelse af denne dom, idet kontoret gjorde et enkelt anbringende gældende om en tilsidesættelse af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002. Med dette anbringende kritiserede EUIPO i det væsentlige Retten for, at den havde foretaget en direkte anvendelse af pariserkonventionens artikel 4, idet den havde udelukket anvendelsen af den klare og udtømmende bestemmelse i denne artikel 41, stk. 1, og erstattet den med en fejlagtig fortolkning af denne artikel 4.
Ved processkrift indleveret samme dag anmodede EUIPO om, at appellen blev admitteret i overensstemmelse med statuttens artikel 58a, stk. 3. Ved kendelse af 10. december 2021 (5) besluttede Domstolen at admittere appellen.
Domstolens bemærkninger
Hvad for det første angår pariserkonventionens virkninger i Unionens retsorden bemærkede Domstolen indledningsvis, at selv om Unionen ikke har indgået denne konvention, er de regler, der er fastsat i visse artikler i denne, herunder artikel 4, inkorporeret i TRIPS-aftalen (6), som Unionen har indgået. Disse regler skal derfor anses for at have de samme virkninger som dem, der følger af TRIPS-aftalen.
Domstolen præciserede dernæst, at bestemmelserne i TRIPS-aftalen efter deres art og opbygning ikke har direkte virkning. Pariserkonventionens artikel 4 henhører desuden heller ikke under de to ekstraordinære situationer, hvori borgerne kan påberåbe sig bestemmelserne i WTO-aftalerne direkte for Unionens retsinstanser. Dels indeholder artikel 41 i forordning nr. 6/2002 nemlig ingen udtrykkelig henvisning til denne artikel 4. Dels tilsigter denne artikel 41 ikke at gennemføre en særlig forpligtelse, som er påtaget inden for rammerne af WTO-aftalerne, i Unionens retsorden. Denne forordning er derimod udtryk for EU-lovgivers ønske om for en af de industrielle ejendomsrettigheder, der er omfattet af pariserkonventionen, at vedtage en fremgangsmåde, som er særegen for Unionens retsorden, ved at indføre en særlig ordning for enhedsbeskyttelse og udelelig beskyttelse af EF-design på Unionens område, hvoraf den ret til prioritet, der er fastsat i den nævnte artikel 41, udgør en integrerende del.
Domstolen udledte heraf, at de regler, der er fastsat i pariserkonventionens artikel 4, ikke har direkte virkning og derfor ikke kan skabe rettigheder for borgerne, som disse i medfør af EU-retten kan påberåbe sig direkte. Følgelig er retten til prioritet for at indgive en ansøgning om et EF-design reguleret ved artikel 41 i forordning nr. 6/2002, uden at de erhvervsdrivende direkte kan påberåbe sig pariserkonventionens artikel 4.
Endelig fremhævede Domstolen ikke desto mindre, at den afledte EU-ret, eftersom TRIPS-aftalen er bindende for Unionen og dermed har forrang i forhold til den afledte EU-ret, i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med denne aftales bestemmelser. Det følger heraf, at forordning nr. 6/2002 i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i de artikler i pariserkonventionen, herunder navnlig denne konventions artikel 4, som er inkorporeret i TRIPS-aftalen.
For det andet konstaterede Domstolen, at Retten havde begået en retlig fejl, idet den åbenbart havde overskredet grænserne for en overensstemmende fortolkning af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 og reelt havde foretaget en direkte anvendelse af artikel 4 i pariserkonventionen, således som fortolket af denne retsinstans, til skade for den klare ordlyd af denne artikel 41, stk. 1, og i strid med denne sidstnævnte bestemmelses udtømmende karakter.
Det fremgår nemlig utvetydigt af den klare ordlyd og af den udtømmende karakter af den nævnte artikel 41, stk. 1, dels, at en international ansøgning indgivet i henhold til PCT kun kan danne grundlag for en ret til prioritet i henhold til denne bestemmelse, for så vidt som den omhandlede internationale ansøgning vedrører en brugsmodel, dels, at fristen for at påberåbe sig denne ret til prioritet på grundlag af en sådan ansøgning er den frist på seks måneder, der udtrykkeligt er fastsat i den nævnte bestemmelse.
Hvad for det tredje angik Rettens fortolkning af pariserkonventionens artikel 4, hvorefter denne bestemmelse gør det muligt at påberåbe sig prioritet på grundlag af en tidligere »international patentansøgning« ved indgivelsen af en ansøgning om et senere industrielt mønster eller en model inden for en frist på 12 måneder, bemærkede Domstolen, at denne fortolkning ligeledes var behæftet med retlige fejl.
Det følger nemlig af en samlet læsning af artikel 4 A, C og E, at denne bestemmelse ikke muliggør en sådan påberåbelse af prioritet, og så meget desto mindre fastsætter regler om den frist, som ansøgeren har i denne henseende. Det er således kun en international ansøgning indgivet i henhold til PCT vedrørende et brugsmønster, der kan give anledning til en fortrinsret for en ansøgning om et mønster eller en model i henhold til den nævnte artikel 4, og dette inden for den frist på seks måneder, der er fastsat i artikel 4 E, stk. 1.
Henset til samtlige disse forhold tog Domstolen det enkelte appelanbringende til følge, ophævede Rettens dom og traf afgørelse i sagen i første instans, idet den frifandt EUIPO.