Sag T-89/09

(offentliggjort i uddrag)

Pollmeier Massivholz GmbH & Co. KG

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – statslige foranstaltninger vedrørende oprettelsen af et savværk i delstaten Hessen – annullationssøgsmål – skrivelse adresseret til klagerne – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål – afvisning – afgørelse, hvorved det fastslås, at der ikke foreligger statsstøtte – ingen indledning af den formelle undersøgelsesprocedure – alvorlige vanskeligheder – beregning af støtteelementet i offentlige garantier – Kommissionens meddelelse om statsstøtte i form af garantier – kriseramt virksomhed – salg af en offentligt ejet grund – ret til forsvar – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 17. marts 2015

1.      Statsstøtte – generel støtteordning godkendt af Kommissionen – anmeldelse af individuelle gennemførelsesforanstaltninger – forpligtelse – foreligger ikke

(Art. 87, stk. 1, EF og art. 88, stk. 2 og 3, EF)

2.      Statsstøtte – generel støtteordning godkendt af Kommissionen – individuel støtte, der angives at være omfattet af godkendelsen – Kommissionens undersøgelse – vurdering primært i forhold til godkendelsesafgørelsen og subsidiært i forhold til traktaten

(Art. 87, stk. 1, EF og art. 88, stk. 2 og 3, EF)

3.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – gældende ret ratione temporis – foranstaltningens karakter afgør, om der er tale om eksisterende eller ny støtte – anmeldelse uden retsstiftende virkning

(Art. 88, stk. 3, EF)

4.      Statsstøtte – begreb – retlig karakter – fortolkning på grundlag af objektive elementer – fuldstændig prøvelse – alvorlige vanskeligheder – Domstolens prøvelsesret – rækkevidde – prøvelse, der er mere vidtgående end at undersøge, om der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn

(Art. 87, stk. 1, EF og art. 88, stk. 3, EF)

5.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – retningslinjer vedtaget som led i Kommissionens udøvelse af sit skøn – retlig karakter – vejledende regler, hvorved Kommissionen har pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sin skønsbeføjelse – forpligtelse til at overholde ligebehandlingsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet

(Art. 87, stk. 1, EF og art. 88, stk. 3, EF)

6.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – støtte af beskedent omfang – støtte i form af garantier – beregningen af støtteelementet i en offentlig garanti – Kommissionens skøn – anvendelse af garantimeddelelsen – manglende anvendelse af denne meddelelse, som betød, at den formelle undersøgelsesprocedure ikke blev indledt – ikke tilladt

(Art. 87 EF og 88 EF; Kommissionens forordning nr. 69/2001, art. 2, stk. 1-3; Kommissionens meddelelse 2000/C 71/14, punkt 1.4, 3.2, 3.5 og 4.5)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 65)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 66 og 67)

3.      Det er ikke anmeldelsen af en foranstaltning, der afgør den for denne foranstaltning gældende ret ratione temporis, men foranstaltningens karakter af eksisterende støtte, som i princippet ikke er pålagt en anmeldelsespligt, eller dens karakter af ny støtte, som er pålagt en anmeldelsespligt og et forbud mod gennemførelse i henhold til artikel 88, stk. 3, EF. Anmeldelsen udgør kun et proceduremæssigt instrument, der gør det muligt for Kommissionen at foretage en kontrol af den omhandlede foranstaltning, og den har ingen retsstiftende virkning.

(jf. præmis 70)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 150)

5.      Kommissionen har med vedtagelsen af vejledende regler og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sin skønsbeføjelse og ikke kan fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, medmindre den i betragtning af disse principper giver en begrundelse for, at den afviger fra sine egne regler. På det konkrete område for statsstøtte kan Kommissionen tilvejebringe vejledende retningslinjer for udøvelsen af sit skøn, der, for så vidt som de ikke fraviger reglerne i traktaten, er bindende for institutionen.

(jf. præmis 151 og 152)

6.      Under hensyn til den omstændighed, at de offentlige garantier inden for statsstøtteområdet er en støttetype, der er indrømmet på en anden måde end tilskud, samt i medfør af artikel 2, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 69/2001 skal det støtteelement, som de indeholder, beregnes. Det er dette støtteelements størrelse, der vil afgøre, om disse garantier er omfattet af den på tidspunktet for tildelingen gældende de minimis-regels anvendelsesområde eller ej.

Kommissionen har i sin meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 angående statsstøtte i form af garantier præciseret sin praksis vedrørende beregningen af støtteelementet i en garanti (2000-garantimeddelelsen).

2000-garantimeddelelsen er en del af den retlige ramme, hvori Kommissionen skal vurdere de omtvistede garantier og navnlig de nationale myndigheders anvendelse af en fast sats på 0,5% af det garantisikrede beløb med henblik på at fastsætte støtteelementet i de omtvistede garantier. Denne manglende anvendelse af denne meddelelse kan ikke begrundes med, at den pågældende støtte ikke oversteg de minimis-tærsklen. Konklusionen om, at de omtvistede garantier hørte under de minimis-ordningen, forudsætter nemlig først, at det undersøges, om anvendelsen af ovennævnte faste sats var lovlig, for at fastslå, at de nævnte garantiers støtteelement lå under de minimis-tærsklen.

Det følger heraf, at Kommissionens manglende undersøgelse af, om det er lovligt at anvende en sats af garantiens størrelse for at fastslå de omtvistede garantiers støttelement i betragtning af 2000-støttemeddelelsen, udgør en indikation af, at der foreligger alvorlige vanskeligheder vedrørende spørgsmålet, om de omtvistede garantier kunne kvalificeres som de minimis-støtte. Eksistensen af sådanne vanskeligheder skulle have fået Kommissionen til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

(jf. præmis 157, 158, 167-169 og 186)