Language of document :

Sag anlagt den 12. november 2012 - von Storch m.fl. mod ECB

(Sag T-492/12)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Sven A. von Storch (Berlin, Tyskland) og 5216 andre (ved advokaterne M. Kerber og B. von Storch)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank

Sagsøgernes påstande

Det fastslås, at Den Europæiske Centralbanks afgørelser af 6. september 2012 om en række tekniske karakteristika for Outright Monetary Transactions udført af Eurosystemet på de sekundære statsobligationsmarkeder er uforenelige med artikel 123-125 TEUF, retsvirkningen heraf i henhold til artikel 264 TEUF fastslås og den videre gennemførelse forhindres.

Det fastslås, at Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 6. september 2012 om yderligere foranstaltninger til at sikre tilgængeligheden af sikkerhed med henblik på at opretholde modparternes adgang til Eurosystemets likviditetstilførende operationer er uforenelig med artikel 123-125 TEUF, retsvirkningen heraf i henhold til artikel 264 TEUF fastslås og den videre gennemførelse forhindres.

ECB tilpligtes i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne gør i det væsentlige følgende søgsmålsgrunde gældende:

De omtvistede afgørelser blev vedtaget i strid med artikel 123-125 TEUF. I denne forbindelse gør sagsøgerne gældende, at artikel 123 TEUF forbyder monetarisering af statsgæld, og at dette forbud i henhold til forordning (EF) nr. 3603/932 har et bredt anvendelsesområde, dvs. omfatter det primære og sekundære marked.

Endvidere har ECB tilsidesat artikel 127 TEUF. Sagsøgerne anfører, at ECB's pengepolitiske mandat er møntet på prisstabilitet. Med gennemførelsen af foranstaltningerne fører ECB imidlertid finanspolitik og har overskredet sine beføjelser.

Derudover er de anfægtede afgørelser uforenelige med protokol (nr. 27) om det indre marked og konkurrence , sammenholdt med artikel 51 TEU. Efter sagsøgernes opfattelse udgør anskaffelsen af statspapirer fra stater ramt at finanskrise et direkte indgreb i et markedssegment, idet udbuddet overstiger efterspørgslen. Sådan anskaffelse er en kunstig udbudsbegrænsning med en tilsvarende indvirkning på udbyttet af disse papirer, som ikke er forenelig med principperne om en ufordrejet konkurrence.

ECB har handlet i strid med artikel 130 TEUF, sammenholdt med artikel 7 i ESCB/ECB-statutten , idet ECB's formand har ladet sig presse til vedtagelsen af de anfægtede afgørelser.

Køb af statsobligationer, som ikke er begrundet i penge- men finanspolitiske hensyn, og som ikke har til formål at sikre prisstabiliteten, påvirker markederne og bringer tilliden til en uafhængig pengepolitik i fare. Sagsøgerne er af den opfattelse, at der af Den Europæiske Monetære Unions sædvaneret følger en subjektiv ret til at afstå fra at udvise en adfærd, som er i åbenbar modstrid med hensyn til stabilitet, og som ville være uforenelig med særligt artikel 123 TEUF og 125 TEUF.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 3603/93 af 13.12.1993 om fastlæggelse af definitioner med henblik på gennemførelse af forbuddene i traktatens artikel 104 og artikel 104 B, stk. 1 (EFT L 332, s. 1).

2 - EUT 2010 C 83, s. 309.

3 - Protokol (nr. 4) om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (EUT 2010 C 83, s. 230).