RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)
16. december 2010
Sag T48/10 P
Herbert Meister
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»Appel — personalesag — tjenestemænd — forfremmelse — forfremmelsesåret 2008 — afgørelse om tildeling af points for forfremmelsesåret — bemærkning om point optjent i tidligere forfremmelsesår — urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder — sagens omkostninger — åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«
Angående: Appel af kendelse afsagt af Personaleretten (Første Afdeling) den 30. november 2009, Meister mod KHIM (sag F17/09, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 501, og II‑A‑1, s. 2721), med påstand om ophævelse af denne kendelse.
Udfald: Appellen forkastes. Herbert Meister bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) i appelsagen.
Sammendrag
1. Retspleje — afgørelse truffet ved en begrundet kendelse — anfægtelse — betingelser
(Personalerettens procesreglement, art. 76)
2. Retspleje — afgørelse truffet ved en begrundet kendelse — sag, som blev afgjort ved en kendelse, og som har sammenhæng med andre søgsmål, der blev antaget til realitetsbehandling
(Personalerettens procesreglement, art. 76)
3. Appel — anbringender — ingen identificering af den påberåbte retlige fejl — afvisning
[Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, afsnit 1, litra c)]
4. Appel — anbringender — anbringende rettet mod Personalerettens afgørelse af sagsomkostningerne — afvisning i tilfælde af, at alle de øvrige anbringender forkastes
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 2)
1. Anvendelsen af en procedure, som gør det muligt at træffe afgørelse ved kendelse uden retsmøde, er ikke i sig selv i strid med retten til en retfærdig og effektiv rettergang, eftersom Unionens retsinstanser kun kan gøre brug af denne mulighed, når det er åbenbart, at disse ikke har kompetence til at behandle sagen, eller at sagen må afvises, eller at sagen er åbenbart ugrundet. Hvis Unionens retsinstanser fejlagtigt har været af den opfattelse, at betingelserne for at anvende den nævnte procedure var opfyldt, tilkommer det herefter den berørte part at anfægte denne opfattelse.
(jf. præmis 29)
Henvisning til:
Domstolen, 3. juni 2005, sag C396/03 P, Killinger mod Tyskland m.fl., Sml. I, s. 4967, præmis 9
2. En søgsøger kan ikke med rette påberåbe sig, at Personaleretten har tilsidesat forbuddet mod at træffe en afgørelse uden retsmøde, alene af den grund, at den omtvistede procedure, som blev afgjort ved en afvisningskendelse, havde en vis faktisk og retlig sammenhæng med tidligere søgsmål, som henhørte under samme afdeling og samme rapporterende dommer, og som blev antaget til realitetsbehandling. En sådan sammenhæng kunne nemlig ikke i sig selv forhindre førsteinstansen i at tage hensyn til særlige omstændigheder i den foreliggende sag med henblik på at afvise det pågældende søgsmål.
(jf. præmis 31)
3. Det følger af artikel 257 TEUF, af artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen og af artikel 138, stk. 1, første afsnit, litra c), i Rettens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet ikke indeholder en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, som den appellerede dom eller kendelse angiveligt er behæftet med.
Påstande, som er for generelle og upræcise til at være genstand for en retlig bedømmelse, skal forkastes.
(jf. præmis 42 og 43)
Henvisning til:
Domstolen, 17. september 1996, sag C19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, præmis 37; Domstolen, 8. juli 1999, sag C51/92 P, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4235, præmis 113; Domstolen, 12. december 2006, sag C129/06 P, Autosalone Ispra mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 31 og 32; Domstolen, 1. februar 2001, forenede sager C300/99 P og C388/99 P, Area Cova m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 983, præmis 37; Domstolen, 29. november 2007, sag C107/07 P, Weber mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 24
Retten, 12. marts 2008, sag T107/07 P, Rossi Ferreras mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 5, og II‑B‑1, s. 31, præmis 27
4. I henhold til artikel 11, stk. 2, i bilag I til statutten for Domstolen kan appel ikke iværksættes alene til forandring af afgørelser om sagsomkostningerne eller om disses størrelse. Såfremt alle de øvrige anbringender under en appelsag forkastes, må en påstand om, at Personalerettens afgørelse vedrørende sagsomkostningerne er retsstridig, desuden afvises i medfør af denne bestemmelse.
(jf. præmis 53)
Henvisning til:
Domstolen, 12. juli 2001, forenede sager C302/99 P og C308/99 P, Kommissionen og Frankrig mod TF1, Sml. I, s. 5603, præmis 31; Domstolen, 26. maj 2005, sag C301/02 P, Tralli mod ECB, Sml. I, s. 4071, præmis 88