Language of document :

Sag anlagt den 12. september 2006 - Tyskland mod Kommissionen

(Sag T-258/06)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (ved M. Lumma og C. Schulze-Bahr, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens fortolkningsmeddelelse af 23. juni 2006 om den fællesskabsret, der finder anvendelse på tildelingen af kontrakter, som ikke eller kun delvis er omfattet af udbudsdirektiverne, annulleres

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren anfægter Kommissionens fortolkningsmeddelelse om den fællesskabsret, der finder anvendelse på tildelingen af kontrakter, som ikke eller kun delvis er omfattet af udbudsdirektiverne, som den 24. juli 2006 blev offentliggjort på Kommissionens internetside og den 1. august 2006 i Den Europæiske Unions Tidende (EUT C 179, s. 2).

Til støtte for søgsmålet gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen savner kompetence til at udstede den anfægtede meddelelse. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at den anfægtede meddelelse indeholder nye udbudsregler, som går ud over de forpligtelser, der følger af den bestående fællesskabsret. Disse regler ville skabe retligt bindende virkninger for medlemsstaterne. Der er dog ingen bemyndigelse i EU, hvorefter Kommissionen kan udstede sådanne bestemmelser Følgelig er der efter sagsøgerens opfattelse i virkeligheden tale om et tilfælde af faktisk lovgivning.

Sagsøgeren gør desuden gældende, at Kommissionen ved at udstede bindende bestemmelser har tilsidesat den institutionelle ligevægt mellem Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen.

Endelig gør sagsøgeren gældende, at selv hvis Kommissionen skulle være kompetent til at udstede den anfægtede meddelelse, må denne annulleres, da der foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. Kommissionen skulle have henvist til den relevante hjemmel og udtrykkeligt nævnt denne i den pågældende retsakt.

____________