Appel iværksat den 8. september 2011 af Europa-Kommissionen til prøvelse af Personalerettens dom af 28. juni 2011 i sag F-55/10, AS mod Kommissionen

(Sag T-476/11 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved J. Currall og B. Eggers, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: AS (Bruxelles, Belgien)

Appellantens påstande

Personalerettens dom af 28. juni 2011 i sag F-55/10, [AS] mod Kommissionen, ophæves.

Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende regler.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender.

1.    Første anbringende vedrører den omstændighed, at Personaleretten begik en retlig fejl ved at lægge til grund, at indstævnte havde retlig interesse i en annullation af afslaget på hendes ansøgning. Kommissionen har i denne forbindelse gjort gældende:

første led: at der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten som følge af manglende hensyntagen til Rettens dom af 9. december 2010 i sag T-526/08 P, Kommissionen mod Strack, for så vidt som Personaleretten anerkendte, at indstævnte havde retlig interesse i fortsat at opnå en annullation af afslaget på hendes ansøgning til den omtvistede stilling, skønt hun ikke havde nedlagt påstand om annullation af afgørelsen om udnævnelse [af en anden ansøger], uagtet at disse to afgørelser er uadskillelige

andet led: at der foreligger en fejlagtig retlig kvalifikation af de faktiske omstændigheder, idet det anerkendes, at indstævnte har en retlig interesse efter en abstrakt gennemgang, uden at alle indicier konkret blev gennemgået

tredje led: at der er tale om en fejlagtig afvisning af at tage hensyn til visse oplysninger i de lægelige akter, der viser, at indstævnte ikke havde søgsmålsinteresse i denne sag.

2.    Andet anbringende vedrører dels den omstændighed, at Personaleretten tilsidesatte EU-retten ved fortolkningen og anvendelsen af reglen om overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet, idet den henviste til dens dom af 1. juli 2010, i sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, og lagde til grund, at det nye anbringende vedrørende tilsidesættelse af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union kunne antages til realitetsbehandling på trods af, at det ikke var blevet fremsat i klagen, og at det var "væsentligt anderledes" end det ene anbringende vedrørende tilsidesættelse af stillingsopslaget, der var fremsat i klagen, dels den omstændighed, at Personaleretten tilsidesatte vedtægtens artikel 91, stk. 2, ved at lægge til grund, at "tvistens genstand" korrekt var fastsat ved "sagsøgerens anfægtelse af den omhandlede akts interne lovlighed eller, alternativt, anfægtelsen af dens eksterne lovlighed", hvilket tømmer den administrative procedure for enhver mening og ikke længere tjener procedurens formål, der består i at fremme en mindelig løsning af tvisten mellem den pågældende og ansættelsesmyndigheden.

3.    Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 7, stk. 1, og en begrundelsesmangel, for så vidt som Personaleretten fortolkede vedtægtens artikel 7, stk. 1, således, at den giver en ubetinget ret for enhver tjenestemand til at få adgang til alle stillinger inden for vedkommendes lønklasse. Personaleretten fejlbedømte derved rækkevidden af vedtægtens artikel 7, stk. 1, og af artikel 10 i bilag XIII til vedtægten og Kommissionens redegørelse vedrørende tjenestens interesse.

4.    Fjerde anbringende vedrører den omstændighed, at Personaleretten tilsidesatte EU-retten ved at tilkende indstævnte et beløb på 3 000 EUR i erstatning for ikke-økonomisk skade, skønt anbringendet om tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 7 ikke blot ikke kunne antages til realitetsbehandling, men ligeledes var ugrundet.

____________