Forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01 – T-246/01, T-251/01 og T-252/01
Tokai Carbon Co. Ltd m.fl.
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Konkurrence – kartel – grafitelektrodemarkedet – fastsættelse af priser og markedsopdeling – bødeberegning – kumulation af sanktioner – retningslinjer for beregningen af bødebeløbet – anvendelighed – overtrædelsens grovhed og varighed – formildende omstændigheder – betalingsevne – samarbejde under den administrative procedure – betalingsmåde«
Sammendrag af dom
1. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til kontradiktion – aktindsigt – forpligtelse til at give fuld adgang til sagsakterne – begrænsninger – dokumenter, der indeholder forretningshemmeligheder, og Kommissionens interne dokumenter – undtaget – adgang til interne dokumenter under ganske særlige omstændigheder
(Art. 81, stk. 1, EF og art. 82 EF; Rådets forordning nr. 17)
2. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til kontradiktion – meddelelse af klagepunkter – fremlæggelse af yderligere beviser efter fremsendelsen af meddelelsen af klagepunkter – lovlig – betingelser
(Rådets forordning nr. 17, art. 19, stk. 1)
3. Konkurrence – administrativ procedure – høringer – forpligtelse for høringskonsulenten til at udarbejde en endelig rapport om overholdelse af retten til at blive hørt – rækkevidde
(Kommissionens afgørelse 2001/462, art. 15 og 16)
4. Annullationssøgsmål – anbringender – anfægtelse af de omstændigheder, der er nævnt i en beslutning, som sanktionerer en tilsidesættelse af konkurrencereglerne – formaliteten – betingelse – manglende anerkendelse af de faktiske omstændigheder under den administrative procedure
(Art. 230 CE)
5. Konkurrence – bøder – størrelse – bødenedsættelse til gengæld for samarbejde, der består i ikke at have anfægtet visse faktiske omstændigheder – bestridelse af nævnte omstændigheder for Retten – Rettens mulighed for under udøvelse af sin fulde prøvelsesret at forhøje bødens størrelse
(Rådets forordning nr. 17, art. 15)
6. Konkurrence – bøder – sanktioner pålagt af Fællesskabet og sanktioner pålagt i en medlemsstat eller et tredjeland for tilsidesættelse af den nationale konkurrencelovgivning – tilsidesættelse af princippet »non bis in idem« – foreligger ikke – kumulation – lovlig – Kommissionens forpligtelse til ved fastsættelsen af bødens størrelse at tage hensyn til den sanktion, der er pålagt i en medlemsstat for de samme forhold – forpligtelse foreligger ikke i tilfælde af en sanktion pålagt i et tredjeland
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 50; tillægsprotokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention, art. 4; Rådets forordning nr. 17, art. 15)
7. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – mulighed for at forhøje bødeniveauet for at forstærke bødernes afskrækkende virkning – forpligtelse til herved at tage hensyn til bøder, der allerede er pålagt i tredjelande – foreligger ikke
(Art. 81, stk. 1, EF og art. 82 EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1; Rådets afgørelse nr. 17, art. 15, stk. 2)
8. Fællesskabsret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser – løfter afgivet af den på konkurrenceområdet kompetente generaldirektør med hensyn til fastsættelse af bødens størrelse – udelukket som følge af kommissærkollegiets enekompetence
(Kommissionens forretningsorden, art. 1)
9. Konkurrence – bøder – størrelse – Kommissionens skønsbeføjelse – Rettens fulde prøvelsesret – muligheden for inden for rammerne af denne prøvelsesret at tage hensyn til yderligere oplysninger, som ikke er nævnt i den beslutning, hvorved bøden pålægges
(Art. 229 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 17)
10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – retlige rammer – artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 – Kommissionens vedtagelse af nye retningslinjer i forhold til dens tidligere beslutningspraksis – tilsidesættelse af princippet om, at love ikke kan have tilbagevirkende gyldighed, og af retssikkerhedsprincippet – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)
11. Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – generel forhøjelse af bødeniveauet – lovlig – betingelser
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 1 og 2)
12. Konkurrence – bøder – fastsættelse – omsætning, der skal tages i betragtning ved beregning af bøden – Kommissionens skønsbeføjelse under iagttagelse af den grænse, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)
13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – hensyntagen til omsætningen af det produkt, der er genstand for overtrædelsen, på verdensplan – lovlig – grænser
(Rådets forordning nr. 17, art. 15)
14. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – vurdering af en overtrædelses grovhed i kraft af dens indvirkning – hensyntagen til virkningerne af den samlede overtrædelse og ikke til den adfærd, der er udvist af hver enkelt virksomhed, der indgår i kartellet
(Rådets forordning nr. 17, art. 15; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)
15. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fordeling af et samlet beløb mellem forskellige grupper af virksomheder – lovlig – betingelser
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)
16. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – Kommissionens beslutning om at overholde disse i et konkret tilfælde – følger – pligt til at begrunde enhver fravigelse
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)
17. Konkurrence – bøder – beslutning om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde – oplysninger om de skønselementer, der har givet Kommissionen grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed – tilstrækkelig
(Art. 253 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)
18. Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilskrivelse af ansvar – den juridiske person, der var ansvarlig for virksomhedens drift på tidspunktet for overtrædelsen
(Art. 81,stk. 1, EF)
19. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – de i overtrædelsen deltagende virksomheders respektive rolle
(Rådets forordning nr. 17, art. 15)
20. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – formildende omstændigheder – virksomhedens passive rolle eller rolle som medløber
(Rådets forordning nr. 17, art. 15; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)
21. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – formildende omstændigheder – pligt for Kommissionen til at følge sin tidligere beslutningspraksis – foreligger ikke – en virksomheds iværksættelse af et program med henblik på at bringe sin praksis i overensstemmelse med konkurrencereglerne – dårlig økonomisk situation i den sektor, som en virksomhed tilhører
(Art. 81,stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15)
22. Konkurrence – bøder – størrelse – grænse fastsat ved artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 – anvendelsesbetingelser
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)
23. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – den pågældende virksomheds økonomiske situation – hensyntagen – pligt for Kommissionen til at følge sin tidligere beslutningspraksis – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 17, art. 15)
24. Konkurrence – administrativ procedure – begæring om oplysninger – ret til kontradiktion – absolut ret til at nægte at udtale sig – foreligger ikke – ret til at afslå at meddele oplysninger, der indebærer erkendelse af en overtrædelse
(Rådets forordning nr. 17, art. 11, stk. 5)
25. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bødebeløbet til gengæld for den anklagede virksomheds samarbejde – samarbejde ved besvarelse af en begæring om oplysninger – hensyntagen
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04)
26. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bødebeløbet til gengæld for den anklagede virksomheds samarbejde – begrebet »bevismateriale«
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, Kommissionens meddelelse 96/C 207/04)
27. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bødebeløbet til gengæld for den anklagede virksomheds samarbejde – oplysning om en illoyal medarbejder ved Kommissionen – hensyntagen
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04)
28. Konkurrence – bøder – Kommissionens skønsbeføjelse – rækkevidde – beføjelse til at fastsætte de nærmere omstændigheder ved betalingen af bøderne – krav om betaling af morarenter
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)
1. For at gøre det muligt for de berørte virksomheder at forsvare sig effektivt mod de klagepunkter, der gøres gældende imod dem i meddelelsen af klagepunkter, skal Kommissionen give dem aktindsigt i hele undersøgelsesmaterialet med undtagelse af dokumenter vedrørende andre virksomheders forretningshemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger og Kommissionens interne dokumenter.
Begrænsningen med hensyn til adgangen til aktindsigt i Kommissionens interne dokumenter er begrundet i hensynet til Kommissionens funktionsdygtighed ved forfølgning af overtrædelser af traktatens konkurrenceregler, og at de interne dokumenter kun må gøres tilgængelige, såfremt sagens ganske særlige omstændigheder kræver det på grundlag af vægtige indicier, som det påhviler den interesserede part at fremlægge både for Retten og under Kommissionens administrative procedure.
(jf. præmis 38 og 40)
2. Meddelelsen af klagepunkter skal være formuleret, så parterne reelt kan forstå, hvilken adfærd Kommissionen lægger dem til last, og dette krav er opfyldt, når beslutningen ikke beskylder de pågældende for andre overtrædelser end de i meddelelsen af klagepunkter nævnte og kun tager hensyn til faktiske forhold, som de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig om.
Der er imidlertid ingen bestemmelse, der forbyder Kommissionen efter fremsendelsen af meddelelsen af klagepunkter at tilstille parterne nye dokumenter, som den mener understøtter dens synspunkt, forudsat at virksomhederne får den nødvendige tid til at fremføre deres synspunkter i den forbindelse.
(jf. præmis 45 og 47)
3. Det fremgår af artikel 15 og artikel 16, stk. 1, i afgørelse 2001/462 om høringskonsulentens kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager, at høringskonsulenten udarbejder en endelig skriftlig rapport om overholdelsen af retten til at blive hørt, hvori der også tages stilling til, om udkastet til beslutning kun beskæftiger sig med de klagepunkter, som parterne har fået lejlighed til at kommentere, og som vedlægges det udkast til beslutning, der forelægges Kommissionen, for at sikre, at Kommissionen, når den vedtager en beslutning, har fuldt kendskab til alle relevante oplysninger om procedurens forløb og om overholdelsen af retten til at blive hørt.
Det følger heraf, at høringskonsulenten ikke har til opgave at samle alle procedurerelaterede klagepunkter, som parterne har fremført under den administrative procedure. Konsulenten skal alene oplyse kommissærkollegiet om klagepunkter af relevans for vurderingen af lovligheden af den administrative procedures gennemførelse.
(jf. præmis 52 og 53)
4. Hvis en virksomhed, der er anklaget inden for rammerne af en sag om tilsidesættelse af konkurrencereglerne, ikke udtrykkeligt anerkender rigtigheden af de faktiske omstændigheder, skal Kommissionen bevise disse, og virksomheden kan fortsat under en retssag fremføre alle de argumenter til sit forsvar, den måtte finde hensigtsmæssige. Omvendt er dette ikke tilfældet, når den pågældende virksomhed udtrykkeligt klart og præcist har anerkendt de faktiske forhold. Når denne udtrykkeligt har indrømmet rigtigheden af de omstændigheder, som Kommissionen i meddelelsen af klagepunkter har bebrejdet den, skal disse faktiske omstændigheder i princippet anses for bevist, idet virksomheden ikke længere er i stand til at bestride dem under sagen for Retten.
(jf. præmis 108)
5. Retten kan under alle omstændigheder ikke under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret afskæres fra at forhøje den bøde, som er blevet pålagt en virksomhed, der, efter at have fået en bødenedsættelse for ikke væsentligt at have anfægtet de af Kommissionen under den administrative procedure fremførte faktiske omstændigheder, for første gang drager disse omstændigheder i tvivl for Retten.
(jf. præmis 113)
6. Princippet ne bis in idem, som også er knæsat i artikel 4 i syvende tillægsprotokol til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, udgør et grundlæggende princip i fællesskabsretten, som domstolene skal sikre bliver overholdt. På området for Fællesskabets konkurrenceret forbyder dette princip, at en virksomhed domfældes eller atter forfølges af Kommissionen for en konkurrencebegrænsende adfærd, for hvilken den allerede er blevet pålagt en sanktion, eller med hensyn til hvilken den er blevet erklæret ansvarsfri ved en tidligere afgørelse fra Kommissionen, der ikke længere kan anfægtes.
Imidlertid kan der ske kumulation af sanktioner – dels en fællesskabssanktion, dels en national sanktion – såfremt der findes to sideløbende procedurer, der tjener forskellige formål. Dette følger af det særlige system for kompetencefordeling mellem Fællesskabet og medlemsstaterne på det kartelretlige område. Et almindeligt billighedshensyn kræver imidlertid, at Kommissionen ved udmålingen af bøden skal tage hensyn til sanktioner, som allerede måtte være pålagt den samme virksomhed for det samme forhold, når der er tale om sanktioner for overtrædelse af en medlemsstats kartelregler, og overtrædelsen således er sket på Fællesskabets område.
Denne mulighed for kumulation af sanktioner er retfærdiggjort derved, at den nationale procedure og den fællesskabsretlige procedure forfølger forskellige mål. Under disse omstændigheder kan princippet ne bis in idem så meget desto mindre finde anvendelse i tilfælde, hvor de af Kommissionen på den ene side og af myndighederne i tredjelande på den anden side indledte procedurer og pålagte bøder åbenbart ikke forfølger de samme formål. I det første tilfælde drejer det sig om at bevare en loyal konkurrence på Den Europæiske Unions område eller i Det Europæiske Økonomiske Samarbejde, mens det i det andet tilfælde drejer sig om beskyttelsen af markedet i et tredjeland. Anvendelsen af princippet ne bis in idem er nemlig ikke blot betinget af, at overtrædelserne og personerne, som sanktioneres, er identiske, men forudsætter ligeledes, at det beskyttede retsgode er det samme.
Dette resultat underbygges af rækkevidden af princippet om forbud mod kumulation af sanktioner, således som det er fastlagt i artikel 4 i syvende tillægsprotokol til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, at princippet udelukkende indebærer et forbud mod at blive stillet for eller dømt ved en domstol i en stat for en forbrydelse, som den pågældende person allerede er blevet frikendt eller dømt for i den samme stat. Derimod forbyder princippet ne bis in idem ikke, at en person retsforfølges eller straffes mere end en gang for de samme faktiske forhold i to eller flere forskellige stater.
Artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsætter, at ingen i en straffesag på ny skal kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han/hun allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i en af Unionens medlemsstater i overensstemmelse med lovgivningen. Dette charter kan imidlertid kun finde anvendelse på Unionens område, og det afgrænser udtrykkeligt rækkevidden af rettigheden i artikel 50 til tilfælde, hvor den omhandlede frikendelse eller domfældelse er sket inden for Unionens område.
(jf. præmis 130-135 og 137)
7. Kommissionens kompetence til at pålægge de virksomheder bøder, som forsætligt eller uagtsomt overtræder artikel 81, stk. 1, EF eller artikel 82 EF, er et af de midler, som Kommissionen har fået tildelt, for at den kan udføre sin tilsynsopgave ifølge fællesskabsretten. Denne opgave indebærer en pligt til at føre en generel politik med det formål, at der på konkurrenceområdet anvendes de i traktaten fastlagte principper, og at virksomhedernes adfærd påvirkes i denne retning.
Kommissionen har følgelig beføjelse til at fastsætte bødernes størrelse således, at deres forebyggende virkning forstærkes, når en bestemt form for overtrædelse på grund af den fortjeneste, som visse virksomheder kan opnå herved, stadig er forholdsvis hyppig, skønt ulovligheden heraf har været fastslået siden begyndelsen af Fællesskabets fælles konkurrencepolitik.
Den afskrækkende virkning, som er et formål, Kommissionen har ret til at forfølge ved fastsættelsen af bødebeløbet, tilsigter at sikre, at virksomhederne respekterer traktatens konkurrenceregler ved udøvelsen af deres aktiviteter i Fællesskabet eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Det følger heraf, at den afskrækkende karakter af en bøde pålagt for overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler hverken kan fastsættes udelukkende på baggrund af den dømte virksomheds konkrete situation eller på baggrund af denne virksomheds overholdelse af konkurrencereglerne i tredjestater uden for EØS.
Kommissionen kan således pålægge en virksomhed en bøde på et tilstrækkeligt afskrækkende niveau inden for de grænser, som er fastsat ved artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, uden at tage hensyn til de sanktioner, den pågældende virksomhed er blevet pålagt i tredjelande, ved fastsættelsen af disse grænser.
(jf. præmis 144, 145, 147 og148)
8. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning omfatter enhver erhvervsdrivende, hos hvem Fællesskabets administration har givet anledning til begrundede forhåbninger, hvorimod ingen kan påberåbe sig tilsidesættelse af princippet, såfremt administrationen ikke har givet præcise og ubetingede løfter fra en hertil bemyndiget og ansvarlig kilde.
I denne forbindelse kan en virksomhed ikke med rimelighed forvente, at en beslutning, der er vedtaget af kommissærkollegiet i henhold til kollegialitetsprincippet i artikel 1 i Kommissionens forretningsorden af 29. november 2000, og hvorved virksomheden bliver pålagt en bøde på grund af dens deltagelse i det verdensomspændende kartel, som en forvaltningsmæssig og administrativ foranstaltning i forretningsordenens artikel 14’s forstand kan blive genstand for delegation til den på konkurrenceområdet kompetente generaldirektør. Det følger heraf, at en generaldirektør under ingen omstændigheder kan have afgivet »præcise løfter fra en hertil bemyndiget og ansvarlig kilde« til en virksomhed for så vidt angår modregningen af sanktioner, som denne er blevet pålagt i et tredjeland, idet hans kompetence alene består i at fremføre forslag for kollegiet, som er frit stillet til at acceptere eller afvise dem.
(jf. præmis 152 og 153)
9. Kommissionen er ganske vist blevet tillagt en skønsbeføjelse ved fastsættelsen af de enkelte bøder uden at skulle anvende en præcis matematisk formel, men Retten har dog i medfør af artikel 17 i forordning nr. 17 fuld prøvelsesret i artikel 229 EF’s forstand i sager anlagt til prøvelse af beslutninger, hvor Kommissionen har pålagt en bøde, og den kan som følge heraf annullere, nedsætte eller forhøje en pålagt bøde. I den sammenhæng kan Rettens vurdering af en bødes proportionalitet – uafhængigt af eventuelle åbenbare fejlskøn foretaget af Kommissionen – begrunde, at der fremlægges og tages hensyn til yderligere oplysninger, som ikke er nævnt i Kommissionens beslutning.
(jf. præmis 165)
10. Den ændring, som retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten medfører i forhold til Kommissionens tidligere administrative praksis, udgør heller ikke en ændring af de retlige rammer for fastsættelse af de bøder, der kan pålægges, i strid med princippet om, at love ikke kan have tilbagevirkende gyldighed, eller med retssikkerhedsprincippet. For det første kan Kommissionens tidligere beslutningspraksis ikke i sig selv bruges som retlige rammer for bøderne på konkurrenceområdet, eftersom disse alene fastlægges i forordning nr. 17. For det andet, når henses til den skønsmargin, som forordning nr. 17 indrømmer Kommissionen, kan Kommissionens indførelse af en ny metode for beregning af bødernes størrelse, som kan føre til en forhøjelse af det generelle bødeniveau, men som ikke går ud over de retlige rammer for sanktionerne, således som de er fastsat ved artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, ikke betragtes som en skærpelse med tilbagevirkende kraft af bøderne, således som de fastsat ved denne bestemmelse.
(jf. præmis 190 og 191)
11. Den omstændighed, at Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde af visse typer overtrædelser, kan ikke berøve den muligheden for at forhøje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er nødvendigt for at gennemføre Fællesskabets konkurrencepolitik og for at øge bødernes afskrækkende virkning. For at Fællesskabets konkurrenceregler kan gennemføres effektivt, må Kommissionen tværtimod til enhver tid have mulighed for at tilpasse bødeniveauet efter konkurrencepolitikkens krav.
(jf. præmis 192 og 216)
12. Hvad angår fastsættelse af bøder i konkurrencesager gælder, at den eneste udtrykkelige henvisning til omsætning i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 vedrører den øvre grænse, som en bøde ikke må overstige, idet denne grænse vedrører den samlede omsætning. Under iagttagelse af denne grænse kan Kommissionen i princippet fastsætte bøden ud fra en omsætning opgjort efter dens nærmere bestemmelse med hensyn til det geografiske grundlag og de berørte produkter uden at være forpligtet til at gå ud fra den præcise samlede omsætning på det relevante geografiske marked eller produktmarked. Selv om retningslinjerne for beregning af bøder, der pålægges i medfør af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, ikke forudsætter en bødeberegning ud fra en bestemt omsætning, er de dog ikke til hinder for, at en sådan omsætning tages i betragtning, såfremt det af Kommissionen trufne valg ikke udgør et åbenbart urigtigt skøn.
(jf. præmis 195)
13. Det forhold, at Kommissionen råder over en kompetence, som begrænser sig til Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes (EØS) territorium i relation til en tilsidesættelse af konkurrencereglerne, er ikke til hinder for, at den tager hensyn til omsætningen af det relevante produkt på verdensplan ved vurderingen af kartelmedlemmernes økonomiske muligheder for at skade konkurrencen i EØS, under forudsætning af, at omsætningen – uanset hvilket beløb, der lægges til grund – ikke tillægges en uforholdsmæssig stor betydning i forhold til de andre skønselementer.
(jf. præmis 200 og 201)
14. Når Kommissionen i medfør af punkt 1 A, første og andet afsnit, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten støtter sig på overtrædelsens indvirkning ved vurderingen af dens grovhed, skal den i den sammenhæng tage hensyn til virkningerne af den samlede overtrædelse, som alle virksomhederne deltog i, hvorfor det ikke er relevant at tage hensyn til den enkelte virksomheds adfærd eller specielle omstændigheder.
(jf. præmis 203)
15. Hvad angår fastsættelse af bøder for overtrædelser af konkurrencereglerne gælder, at Kommissionens metode med opdeling af kartelmedlemmerne i forskellige kategorier, hvorved et forud fastsat grundbeløb anvendes på virksomheder inden for samme kategori, i princippet ikke kan forkastes, selv om der herved ikke tages hensyn til størrelsesforskellen mellem virksomhederne inden for samme kategori. Det påhviler nemlig ikke Kommissionen, når den udmåler bøderne i tilfælde, hvor flere virksomheder, der er involveret i samme overtrædelse, pålægges bøder, at sikre, at de endelige bødebeløb afspejler alle forskelle mellem disse i henseende til deres samlede omsætning.
En sådan opdeling i kategorier skal ikke desto mindre overholde ligebehandlingsprincippet, som forbyder, at ensartede situationer behandles forskelligt, og at forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet. Endvidere skal bøden i det mindste stå i rimeligt forhold til de faktorer, som indgår i vurderingen af overtrædelsens grovhed.
Det følger heraf, at når Kommissionen inddeler de berørte virksomheder i kategorier med henblik på bødefastsættelsen, skal fastlæggelsen af tærsklerne for hver af de definerede grupper være sammenhængende og objektivt begrundes.
(jf. præmis 217, 219 og 220)
16. Når Kommissionen ved fastsættelsen af bøder, som skal pålægges de virksomheder, der har overtrådt konkurrencereglerne, beslutter at anvende den differentieringsmetode, der er fastlagt i dens retningslinjer for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, er den forpligtet til at følge disse retningslinjer, medmindre den særligt redegør for de grunde, som i givet fald berettiger til at fravige retningslinjerne på et bestemt punkt. Selv om Kommissionen kan tage hensyn til en række forhold ved fastlæggelsen af den endelige bøde, og den ikke er forpligtet til at anvende matematiske formler, skal den følgelig, såfremt den finder det passende og rimeligt på et mellemstadium at anvende visse beregninger, anvende sin beregningsmetode på en måde, som er korrekt, sammenhængende og navnlig ikke-diskriminerende. Såfremt den frivilligt vælger at anvende en matematisk metode, er den over for alle medlemmerne af kartellet bundet af metodens regler, medmindre den særligt redegør for de grunde, som berettiger til at foretage en undtagelse.
(jf. præmis 231, 232 og 352)
17. En individuel beslutnings begrundelse skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således, at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om den opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til den omhandlede retsakts ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori retsakten er blevet vedtaget.
I denne forbindelse opfylder Kommissionen sin begrundelsespligt, når den i en beslutning, hvorved den sanktionerer en tilsidesættelse af konkurrencereglerne, angiver de skønselementer, som gjorde det muligt for den at bedømme grovheden af den begåede overtrædelse, uden at det påhviler den at angive en mere detaljeret forklaring eller tallene i forbindelse med metoden for bødeudmåling.
(jf. præmis 250 og 252)
18. Regelen om, at det som udgangspunkt er den fysiske eller juridiske person, der ledte den pågældende virksomhed på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, der er ansvarlig for overtrædelsen, selv om det på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, hvorved overtrædelsen blev fastslået, var en anden person, der havde ansvaret for virksomhedens drift, skal fortolkes således, at en virksomhed – dvs. en økonomisk enhed med dens personale og materielle og immaterielle elementer – ledes af de organer, som fremgår af dens juridiske statut, og at alle beslutninger om pålæggelse af en bøde skal rettes mod virksomhedens ledelse (bestyrelse, direktion, direktør osv.), selv om de økonomiske konsekvenser i sidste ende bæres af virksomhedens ejere. Denne regel ville blive tilsidesat, såfremt Kommissionen, stillet over for en virksomheds overtrædelser med henblik på at kunne sanktionere ejeren, altid skulle undersøge, hvem der er ejeren med den afgørende kontrol over virksomheden.
(jf. præmis 280 og 281)
19. Når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, skal der i forbindelse med fastsættelsen af bøderne foretages en vurdering af de enkelte virksomheders rolle i overtrædelsen i den periode, de deltog heri. Det følger bl.a. heraf, at en eller flere virksomheders rolle som kartellets »hovedmænd« skal tages i betragtning ved beregningen af bøden, eftersom disse virksomheder på grund af deres rolle bærer et særligt ansvar i forhold til de øvrige virksomheder.
(jf. præmis 301)
20. Det følger af punkt 3, første led, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, at det udgør en formildende omstændighed, hvis en virksomhed udelukkende har spillet en »passiv rolle eller en rolle som medløber«.
I denne forbindelse kan der blandt de forhold, som kan påvise en virksomheds passive rolle i kartellet, tages hensyn til en væsentligt mere sporadisk deltagelse i møderne end de almindelige medlemmer af kartellet og til, at der foreligger udtrykkelige erklæringer herom fra repræsentanter fra andre virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen. Under alle omstændigheder skal der tages hensyn til alle relevante omstændigheder i den pågældende sag.
(jf. præmis 330-331)
21. Når Kommissionen skal fastsætte den bøde, der skal pålægges medlemmerne af et kartel, der er i strid med konkurrencereglerne, er Kommissionen ikke forpligtet til at følge sin hidtidige beslutningspraksis med hensyn til formildende omstændigheder. Uanset om, den har gjort det tidligere, er den således ikke forpligtet til at anse en virksomheds iværksættelse af et program med henblik på at bringe sin praksis i overensstemmelse med konkurrencereglerne eller den dårlige økonomiske situation i den sektor, som virksomheden tilhører, for at være en formildende omstændighed.
(jf. præmis 343 og 345)
22. Det i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 fastsatte maksimum på 10%, som en bøde, der pålægges en virksomhed som en følge af dennes tilsidesættelse af konkurrencereglerne, ikke kan overskride, vedrører den pågældende virksomheds samlede omsætning, da alene denne omsætning angiver virksomhedens betydning og indflydelse på markedet. Det er alene den endeligt pålagte bøde, som i medfør af forordningens artikel 15 skal nedsættes til den nævnte grænse, og bestemmelsen er ikke til hinder for, at Kommissionen ved beregningen som mellemresultat anvender et beløb, som overstiger denne grænse, forudsat at den endeligt pålagte bøde ikke overstiger dette maksimum.
(jf. præmis 367)
23. På det konkurrenceretlige område er Kommissionen ved bødeudmålingen ikke forpligtet til at tage hensyn til, at en berørt virksomhed befinder sig i en økonomisk situation, hvor den giver underskud, da anerkendelsen af denne forpligtelse ville medføre en uberettiget konkurrencemæssig fordel for virksomheder, der er dårligere tilpassede til markedsforholdene. Det forhold, at Kommissionen i sin tidligere beslutningspraksis har taget hensyn til en given virksomheds økonomiske problemer, indebærer ikke, at den har pligt til at anlægge samme vurdering i en senere beslutning.
I øvrigt er den situation, hvor en fællesskabsmyndigheds handling medfører en virksomheds fallit eller opløsning, ikke som sådan ulovlig i henhold til fællesskabsretten.
(jf. præmis 370, 372 og 484)
24. En absolut ret til at nægte at udtale sig for en virksomhed, der er genstand for en begæring om oplysninger som omhandlet i artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17, kan ikke anerkendes. Anerkendelsen af denne ret til at nægte at udtale sig ville nemlig være mere vidtgående end nødvendigt for at sikre virksomhedernes ret til forsvar og ville udgøre en ubegrundet hindring for Kommissionens opfyldelse af pligten til at påse, at konkurrencereglerne overholdes inden for fællesmarkedet. Retten til at nægte at udtale sig kan kun anerkendes, såfremt den omhandlede virksomhed derved tvinges til at afgive tilståelse om at have begået retsstridige handlinger, som det påhviler Kommissionen at føre bevis for.
For at sikre, at bestemmelserne i artikel 11 i forordning nr. 17 får fuld gennemslagskraft, har Kommissionen derfor beføjelse til at pålægge virksomheder dels at meddele alle nødvendige oplysninger om de omstændigheder, som virksomhederne kan tænkes at være bekendt med, dels, om nødvendigt, at fremlægge de dokumenter om disse omstændigheder, som virksomhederne er i besiddelse af, selv om de vil kunne anvendes som bevis for, at der er blevet handlet i strid med konkurrencereglerne. Kommissionens oplysningsbeføjelse er ikke i strid med artikel 6, stk. 1 og 2, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.
Under alle omstændigheder kan pligten til at besvare spørgsmål af rent faktisk karakter fra Kommissionen samt til at efterkomme dennes begæringer om at udlevere eksisterende dokumenter ikke antages at være i strid med princippet om retten til kontradiktion og til en retfærdig rettergang, som inden for konkurrencerettens område giver en lignende beskyttelse som den, der sikres ved artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Der er således intet til hinder for, at adressaten for en begæring om oplysninger senere under den administrative procedure eller under en sag for Fællesskabets retsinstanser godtgør, at de faktiske omstændigheder, der omhandles i den pågældendes besvarelse eller i de fremlagte dokumenter, har en anden betydning end den, Kommissionen har lagt til grund.
(jf. præmis 402-404 og 406)
25. Den omstændighed, at en virksomhed er blevet tilsendt en begæring om oplysninger i medfør af artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 17, kan ikke mindske værdien af det samarbejde, den har ydet i henhold til punkt D, stk. 2, første led, i meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager.
(jf. præmis 410)
26. Mundtlige oplysninger, som en virksomhed har afgivet til Kommissionen, kan udgøre bevismateriale som omhandlet i punkt D, stk. 2, første led, i meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager. Det fremgår nemlig af denne bestemmelse, at ikke blot »dokumenter«, men også »oplysninger« kan udgøre »bevismateriale«, som bidrager til at fastslå overtrædelsens eksistens. Det følger heraf, at disse oplysninger ikke nødvendigvis skal sikres skriftligt. Desuden er den praktiske anvendelighed af en mundtlig oplysning ubestridelig, hvis den f.eks. gør det muligt for Kommissionen at finde de direkte beviser for en overtrædelse, eller hvis oplysningerne på grund af deres nøjagtighed ansporer Kommissionen til at fortsætte en undersøgelse, som den på grund af manglende beviser på daværende tidspunkt ville have afbrudt uden disse oplysninger.
(jf. præmis 430 og 431)
27. Ethvert samarbejde, som har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtrædelse og i givet fald at bringe denne til ophør mindskes, kan belønnes med en bødenedsættelse. Selv om der i punkt A, stk. 3, i meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager alene fastsættes en nedsættelse af »den bøde, [som de med Kommissionen samarbejdende virksomheder] ellers ville være blevet pålagt«, kræves det ikke, at alle de enkelte oplysninger skal vedrøre en overtrædelse af konkurrenceretten, som i sig selv kan medføre en straf. For at kunne drage fordele af denne meddelelse er det tilstrækkeligt, at den samarbejdsvillige virksomhed ved oplysninger vedrørende sin deltagelse i overtrædelsen udsætter sig for sanktioner, hvorimod vurderingen af de forskellige informationer med henblik på en eventuel bødenedsættelse afhænger af deres anvendelighed for Kommissionen i dens opgave, som er at konstatere en overtrædelse og bringe den til ophør.
Når en illoyal medarbejder ved Kommissionen kan undergrave institutionens opgave ved ulovligt at støtte kartelmedlemmerne og således kan vanskeliggøre den af Kommissionen foretagne undersøgelse betydeligt ved f.eks. at destruere eller ændre ved beviserne, ved at informere kartelmedlemmerne om en forestående kontrolundersøgelse og ved at røbe den af Kommissionen udarbejdede undersøgelsesstrategi, bør oplysninger om, at der findes en sådan medarbejder, i princippet anses for egnede til at lette Kommissionens opgave, som består i at konstatere en overtrædelse og bringe den til ophør. Anvendeligheden af en sådan oplysning er navnlig af betydning, når den leveres i begyndelsen af den undersøgelse om eventuelle konkurrencebegrænsende handlinger, som Kommissionen har indledt.
(jf. præmis 435 og 436)
28. De beføjelser, Kommissionen råder over i medfør af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, omfatter adgangen til at fastsætte bødernes forfaldsdato og den dato, fra hvilken der påløber renter, samt den rentesats, der skal anvendes, og til at give anvisninger på, hvorledes beslutningen skal opfyldes ved eventuelt at stille krav om, at der stilles bankgaranti til sikkerhed for betaling af bødebeløbene og renter heraf. Dersom Kommissionen ikke havde disse beføjelser, ville den fordel, som virksomhederne kan opnå ved for sen betaling af bøderne, således medføre en svækkelse af de sanktioner, som Kommissionen har truffet afgørelse om at anvende ved udførelsen af sin opgave, der er at påse, at konkurrencereglerne anvendes korrekt. Der kan således retmæssigt stilles krav om morarenter af bøderne med henblik på at undgå, at den tilsigtede virkning af traktaten ophæves ved fremgangsmåder, som virksomheder, der udsætter betalingen af pålagte bøder, ensidigt tager i anvendelse, og for at udelukke, at disse virksomheder opnår en fordel i forhold til virksomheder, der betaler bøderne inden for den frist, de har fået pålagt.
(jf. præmis 475 og 476)