Sag C-190/12

Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company

mod

Dyrektor Izby Skarbowej w Bydgoszczy

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Wojewódzki Sąd Administracyjny w Bydgoszczy)

»Præjudiciel forelæggelse – etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – artikel 63 TEUF og 65 TEUF – skat af juridiske personers indkomst – forskellig behandling af udbytte udbetalt til hjemmehørende og ikke-hjemmehørende investeringsfonde – udelukkelse fra skattefritagelse – ubegrundet restriktion«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 10. april 2014

1.        Retslig procedure – mundtlig forhandling – genåbning – pligt til at genåbne den mundtlige forhandling med henblik på at sætte parterne i stand til at fremsætte bemærkninger om en ny faktisk omstændighed – foreligger ikke – berettigelse – tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes afgørelse, foreligger

(Domstolens procesreglement, art. 83)

2.        Etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – anvendelsesområde – skattelovgivning – selskabsskat – beskatning af udbytte – fritagelse for udbytte af national oprindelse, der udloddes til hjemmehørende investeringsfonde – fritagelse, der finder anvendelse uafhængigt af, hvilken type af kapitalinteresser der har givet anledning til det udbytte, der oppebæres – lovgivning, som ikke tilsigter at opstille betingelser for adgang til det nationale marked for erhvervsdrivende fra tredjelande – bestemmelserne om etableringsfrihed finder ikke anvendelse – bestemmelserne om frie kapitalbevægelser finder anvendelse

(Art. 63 TEUF)

3.        Fri bevægelighed for kapital og frihed til at foretage betalinger – restriktioner – skattelovgivning – selskabsskat – beskatning af udbytte udbetalt til investeringsfonde – fritagelse for udbytte af national oprindelse, der udloddes til hjemmehørende fonde – beskatning af udbytte af national oprindelse, der udbetales til fonde med hjemsted i et tredjeland – ikke tilladt – berettigelse – foreligger ikke

(Art. 63 TEUF og 65 TEUF)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 20 og 21)

2.         Artikel 63 TEUF om frie kapitalbevægelser finder anvendelse i en situation, hvor udbytte, der udbetales af selskaber med hjemsted i en medlemsstat til en investeringsfond med hjemsted i et tredjeland, i henhold til national skattelovgivning ikke er omfattet af en skattefritagelse, mens investeringsfonde med hjemsted i den nævnte medlemsstat indrømmes en sådan fritagelse.

I en sammenhæng, der vedrører den skattemæssige behandling af udbytte, som hidrører fra et tredjeland, skal det således anses for at være tilstrækkeligt at undersøge den nationale lovgivnings formål med henblik på at vurdere, om den skattemæssige behandling af udbytte, der hidrører fra et tredjeland, henhører under EUF-traktatens bestemmelser om de frie kapitalbevægelser. Dette er tilfældet for så vidt angår en skattelovgivning, som ikke opstiller nogen sondring efter typen af de kapitalinteresser, som har givet anledning til det udbytte, der oppebæres af investeringsfonden med hjemsted i et tredjeland.

Fortolkningen af artikel 63, stk. 1, TEUF bør dog for så vidt angår forbindelserne til tredjelande ikke gøre det muligt for erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af det territoriale anvendelsesområde for etableringsfriheden, at drage fordel af denne frihed. Der er ikke desto mindre ikke nogen risiko for, at en erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af det territoriale anvendelsesområde for etableringsfriheden, drager fordel af denne frihed, når skattelovgivningen vedrører den skattemæssige behandling af udbytte og ikke tilsigter at opstille betingelser for adgang til det nationale marked for erhvervsdrivende fra tredjelande.

(jf. præmis 29, 31, 33 og 35 samt domskonkl. 1)

3.        Artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en skattelovgivning i en medlemsstat, hvorefter udbytte, der udbetales af selskaber med hjemsted i denne medlemsstat til en investeringsfond i et tredjeland, ikke kan indrømmes en skattefritagelse, for så vidt som der foreligger en aftalemæssig forpligtelse til gensidig administrativ bistand mellem denne medlemsstat og det pågældende tredjeland, som gør det muligt for de nationale skattemyndigheder at efterprøve eventuelle oplysninger fremlagt af investeringsfonden. Det tilkommer den forelæggende ret inden for den omhandlede sags rammer at undersøge, om den mekanisme til udveksling af oplysninger, som denne samarbejdsramme fastsætter, faktisk vil kunne gøre det muligt for medlemsstatens skattemyndigheder i givet fald at efterprøve de oplysninger, som fremlægges af investeringsfonde med hjemsted i et tredjeland vedrørende betingelserne for deres oprettelse og udøvelse af deres virksomhed, med henblik på at fastslå, om de drives inden for en lovgivningsmæssig ramme, der svarer til den lovgivningsmæssige ramme inden for EU.

En sådan forskel i den skattemæssige behandling af udbytte mellem hjemmehørende investeringsfonde og ikke-hjemmehørende investeringsfonde kan således på den ene side afholde investeringsfonde med hjemsted i et tredjeland fra at erhverve kapitalinteresser i selskaber med hjemsted i den nævnte medlemsstat og på den anden side afholde investorer, der er hjemmehørende i denne medlemsstat, fra at erhverve andele i ikke-hjemmehørende investeringsfonde. Heraf følger, at en sådan national lovgivning vil kunne indebære en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der principielt er i strid med artikel 63 TEUF.

For så vidt angår en skattelovgivning i en medlemsstat, der anvender investeringsfondenes hjemsted som hovedkriterium for, om der opkræves kildeskat af det udbytte, der udbetales til dem af hjemmehørende selskaber, befinder ikke-hjemmehørende investeringsfonde sig imidlertid i en situation, der er objektivt sammenlignelig med situationen for fonde med hjemsted på denne medlemsstats område.

Når en medlemsstat har valgt ikke at beskatte hjemmehørende investeringsfonde, der modtager indenlandsk udbytte, kan den i øvrigt ikke påberåbe sig nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne med henblik på at begrunde en beskatning af ikke-hjemmehørende investeringsfonde, der modtager sådant udbytte.

En lovgivning, som ikke fastslår en direkte sammenhæng mellem fritagelsen for indeholdelse af kildeskat af udbytte af indenlandsk oprindelse, der oppebæres af en hjemmehørende investeringsfond, og beskatningen af dette udbytte som indtægter hos indehaverne af andele i denne investeringsfond, kan desuden ikke begrundes med behovet for at bevare sammenhængen i beskatningsordningen.

Risikoen for et tab af skatteindtægter for en medlemsstat til fordel for et tredjeland kan endelig ikke anses for et tvingende hensyn af almen interesse, der kan påberåbes som begrundelse for en foranstaltning, der principielt strider mod en grundlæggende frihed.

(jf. præmis 42, 43, 69, 95, 99, 102 og 105 samt domskonkl. 2)