Appel iværksat den 24. januar 2013 af Vincent Bouillez til prøvelse af Personalerettens dom af 14. november 2012 i sag F-75/11, Bouillez mod Rådet

(Sag T-31/13 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Vincent Bouillez (Overijse, Belgien) (ved advokaterne D. Abreu Caldas, A. Coolen, J.-N. Louis og É. Marchal)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellantens påstande

Den af Personaleretten (Tredje Afdeling) afsagte dom af 14. november 2012 i sag F-75/11, Vincent Bouillez mod Rådet, ophæves.

Afgørelsen om ikke at forfremme appellanten annulleres.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremsat tre anbringender.

Det første anbringende vedrører en retlig fejl, for så vidt som Personaleretten uden effektiv kontrol fandt, at den i første instans anfægtede afgørelse var i overensstemmelse med princippet om begrundelsespligt til trods for, at Personaleretten ikke havde anmodet Rådet om noget bevis hvad angår den konkrete anvendelse af kriterierne i artikel 45 i vedtægten for tjenestemænd i Den europæiske Union i forbindelse med sammenligningen af appellantens fortjenester med fortjenesterne for de øvrige forfremmelsesværdige tjenestemænd.

Det andet anbringende vedrører en retlig fejl derved, at Personaleretten baserede sig på Rådets blotte påstande, hvorefter der blev taget hensyn til ansvarsniveauet ved sammenligningen af fortjenester, med henblik på at fastslå, at appellanten ikke havde godtgjort det modsatte til trods for de af appellanten fremlagte oplysninger i forbindelse med foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, hvoraf fremgår, at flere forfremmede tjenestemænd ikke har et ansvarsniveau eller en harmoniseret karakter, der er så høj som appellantens, eller har et højere antal anvendte sprog (vedrører præmis 45-46 i den anfægtede dom).

Det tredje anbringende vedrører en modstridende begrundelse, for så vidt som Personaleretten ikke på den ene side vil kunne påstå, at Rådet med rette besluttede at foretage en ny sammenligning af fortjenesterne for alle tjenestemænd i lønklasse AST 6, der er forfremmelsesværdige i forbindelse med forfremmelsesåret 2007, for dernæst at påstå, at Rådet ikke var forpligtet til at tage hensyn til fortjenesterne for en specifik tjenestemand, som allerede var forfremmet i dette forfremmelsesår og hvis forfremmelse var blevet endelig (vedrører præmis 69-70 i den anfægtede dom).

Appellanten har desuden anført, at Personaleretten har begået en retlig fejl ved ikke at kvalificere de faktiske omstændigheder, på grundlag af oplysningerne i sagen, som udgørende et åbenbart urigtigt skøn.

____________