Language of document :

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 10. september 2015 – Nannoka Vulcanus Industries BV mod College van gedeputeerde staten van Gelderland (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State – Nederlandene)

(Sag C-81/14) 1

(Præjudiciel forelæggelse – direktiv 1999/13/EF – bilag II B – luftforurening – flygtige organiske forbindelser – begrænsning af emissioner – anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse aktiviteter og anlæg – forpligtelser, som finder anvendelse på bestående anlæg – forlængelse af tidsfristen)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Nannoka Vulcanus Industries BV

Sagsøgt: College van gedeputeerde staten van Gelderland

Konklusion

Bilag II B til Rådets direktiv 1999/13/EF af 11. marts 1999 om begrænsning af emissionen af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse aktiviteter og anlæg skal fortolkes således, at den forlængelse af tidsfristen, som bilaget fastsætter i nr. 2), stk. 1, nr. i), kan indrømmes driftslederen af et »anlæg« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1), for gennemførelse af sit reduktionsprogram, hvis alternative stoffer, som indeholder ringe mængder af eller ingen opløsningsmidler, er under udvikling, selv om et konstant tørstofindhold i produktet kan antages og bruges til fastlæggelse af referencepunktet for emissionsbegrænsningen for dette anlæg.

Bilag II B, nr. 2), stk. 1, nr. i), til direktiv 1999/13 skal fortolkes således, at en forlængelse af tidsfristen for gennemførelse af et reduktionsprogram kræver en tilladelse fra de kompetente myndigheder, hvilket forudsætter en forudgående ansøgning fra den pågældende driftsleder. Med henblik på at fastslå, om en driftsleder skal indrømmes en forlængelse af tidsfristen for gennemførelse af et reduktionsprogram, og at fastsætte længden af den eventuelt indrømmede forlængelse af tidsfristen tilkommer det disse kompetente myndigheder, inden for rammerne af den skønsmargen, som de råder over, bl.a. at undersøge, om de alternative stoffer, som er egnet til anvendelse i de pågældende anlæg og til at nedbringe emissionen af flygtige organiske forbindelser, faktisk er under udvikling, at det igangværende arbejde, henset til de fremlagte oplysninger, kan føre til udviklingen af sådanne stoffer, og at der ikke findes alternative foranstaltninger, som kan afføde en tilsvarende eller endog større emissionsbegrænsning til en lavere omkostning, og navnlig, at andre alternative stoffer ikke allerede er tilgængelige. Der skal desuden tages hensyn til forholdet mellem på den ene side den emissionsbegrænsning, som muliggøres med de alternative stoffer, og udgiften til disse stoffer, og på den anden side den yderligere emission, som forlængelsen af tidsfristen afføder, samt udgiften til eventuelle alternative foranstaltninger. Længden af forlængelsen af tidsfristen skal ikke gå videre end hvad der er nødvendigt for udviklingen af alternative stoffer. Dette skal vurderes på baggrund af alle relevante oplysninger, og navnlig størrelsen af den yderligere emissionsbegrænsning, som forlængelsen af tidsfristen afføder, og udgiften til eventuelle alternative foranstaltninger i forhold til størrelsen af den emissionsbegrænsning, der muliggøres med de alternative stoffer, som er under udvikling, og udgiften til disse stoffer.

____________

1 EUT C 142 af 12.5.2014.