RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
11. december 2012(*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af pengemidler – annullationssøgsmål – begrundelsespligt«
I sag T-15/11,
Sina Bank, Teheran (Iran), ved advokaterne B. Mettetal og C. Wucher-North
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bishop og G. Marhic, som befuldmægtigede
sagsøgt,
støttet af:
Europa-Kommissionen ved F. Erlbacher og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede,
intervenient,
angående dels annullation af for det første bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1), for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren, og for det andet Rådets skrivelse af 28. oktober 2010, »hvorved der blev truffet en afgørelse« over for sagsøgeren, dels en påstand om, at det fastslås, at hverken bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39), som affattet ved Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 281, s. 81), for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren, eller artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010, eller artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 finder anvendelse på sagsøgeren,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová (refererende dommer), og dommerne K. Jürimäe og M. van der Woude,
justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 26. juni 2012,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
Restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran
1 Den foreliggende sag er anlagt i forbindelse med restriktive foranstaltninger truffet for at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran med henblik på at få sidstnævnte til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udvikling af fremføringssystemer til kernevåben (herefter »nuklear spredning«).
Restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren
2 Sagsøgeren, Sina Bank, er en iransk bank, der er registreret som offentligt aktieselskab.
3 Den 26. juli 2010 blev sagsøgeren opført på listen over de enheder, der er involveret i nuklear spredning, og som er omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra b), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39), hvilken liste er indeholdt i bilag II til samme afgørelse.
4 Som konsekvens heraf er sagsøgeren ligeledes blevet opført på listen over de juridiske personer, enheder eller organer, der er involveret i nuklear spredning, og som er omhandlet i artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19. april 2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 103, s. 1), hvilken liste er indeholdt i bilag V til samme forordning. Denne sidste opførelse har virkning fra datoen for offentliggørelse af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 (EUT L 195, s. 25) i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 27. juli 2010. Nævnte opførelse har medført en indefrysning af sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007.
5 Opførelsen af sagsøgeren på de lister, der er indeholdt i bilag II til afgørelse 2010/413 og i bilag V til forordning nr. 423/07, var baseret på følgende betragtninger:
»Denne bank er nært tilknyttet interesser i forbindelse med Daftar ([kontoret for overhovedet for den islamiske revolution] med en administration på omkring 500 medarbejdere). Den medvirker således til finansiering af styrets strategiske interesser.«
6 Ved skrivelse af 29. juli 2010 meddelte Rådet for Den Europæiske Union sagsøgeren, dels at denne var blevet opført på de i bilag II til afgørelse 2010/413 og i bilag V til forordning nr. 423/07 indeholdte lister, dels at grundene til denne opførelse fremgik af de relevante afsnit i de nævnte bilag, hvoraf en kopi var vedlagt skrivelsen. Det fremgik ligeledes af skrivelsen af 29. juli 2010, at sagsøgeren frem til den 15. september 2010 havde mulighed for at indgive en anmodning til Rådet om, at denne på grundlag af dokumentation tog opførelsen af sagsøgeren på ovennævnte lister op til fornyet overvejelse.
7 Ved skrivelse af 8. september 2010 meddelte sagsøgeren Rådet, at de oplysninger, hvorpå Rådet havde støttet opførelsen af sagsøgeren på listerne, enten var ufuldstændige eller forældede. Sagsøgeren anmodede endelig Rådet om at tage nævnte opførelse op til fornyet overvejelse på grundlag af såvel de ajourførte oplysninger om sagsøgerens funktionsmåde, der var indeholdt i sagsøgerens skrivelse, som de dokumenter, der blev fremsendt til støtte for disse oplysninger.
8 Efter fornyet gennemgang af sagsøgerens situation fastholdt Rådet, af samme grunde som de i præmis 5 ovenfor nævnte, sagsøgerens opførelse på den i bilag II til afgørelse 2010/413 indeholdte liste over de enheder, der er involveret i nuklear spredning, og som er omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra b), i Rådets afgørelse 2010/413, som affattet ved Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 281, s. 81). Denne sidstnævnte opførelse har virkning fra den 25. oktober 2010, hvilken er datoen for vedtagelsen af afgørelse 2010/644.
9 Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1) har, ud fra samme betragtninger som de i præmis 5 nævnte, ligeledes fastholdt opførelsen af sagsøgeren på den i bilag VIII til forordning nr. 961/2010 indeholdte liste over de juridiske personer, enheder eller organer, som er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010. Denne sidstnævnte opførelse har virkning fra den 27. oktober 2010, dvs. datoen for offentliggørelsen af forordning nr. 961/2010 i Den Europæiske Unions Tidende. I kraft af denne forordning er sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer forblevet indefrosset.
10 Ved skrivelse af 28. oktober 2010, som sagsøgeren modtog den 5. december 2010, meddelte Rådet sidstnævnte, at denne, efter at Rådet havde genovervejet sagsøgerens opførelse på de lister, som er indeholdt i bilag II til afgørelse 2010/413 og i bilag VIII til forordning nr. 961/2010, i lyset af de i skrivelse af 8. september 2010 indeholdte bemærkninger fortsat skulle være omfattet af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i afgørelse 2010/413 og forordning nr. 961/2010, og at sagsøgerens opførelse på de lister, som er indeholdt i bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644, og i bilag VIII til forordning nr. 961/2010 (herefter »de anfægtede lister«), skulle fastholdes. Som bilag til sin skrivelse fremsendte Rådet en kopi af de omhandlede retsakter til sagsøgeren.
11 I skrivelse af 28. oktober 2010 meddelte Rådet sagsøgeren, at dennes fortsatte opførelse på de anfægtede lister var støttet på følgende betragtninger:
»Rådet er af den opfattelse, at der ikke foreligger nye oplysninger i sagsakterne, der kan begrunde en holdningsændring. Følgelig finder Rådet, at de i […] afgørelse 2010/413[…] fremsatte hensyn fortsat er gyldige.«
12 Ved anbefalet skrivelse med modtagelsesbevis af 6. december 2010 meddelte sagsøgeren Rådet, at den ikke havde modtaget svar på skrivelsen af 8. september 2010. Sagsøgeren anmodede desuden om hurtig adgang til sagsakterne og hurtig fremsendelse af de dokumenter, der var blevet anvendt til støtte for sagsøgerens opførelse eller fortsatte opførelse på de anfægtede lister. Ved anbefalet skrivelse med modtagelsesbevis af 20. december 2010 gentog sagsøgeren denne konstatering og denne anmodning.
13 Ved skrivelse af 22. december 2010 fremsendte Rådet som svar på skrivelserne af 6. og 20. december 2010 en kopi af sin skrivelse af 28. oktober 2010, hvorved sagsøgerens skrivelse af 8. september 2010 blev besvaret, til sagsøgeren.
14 Ved anbefalet skrivelse med modtagelsesbevis af 28. december 2010 meddelte sagsøgeren Rådet, at uklarheden om Rådets skrivelse af 22. december 2010 for det første ikke gjorde det muligt for sagsøgeren at få kendskab til de overfor denne fremsatte klagepunkter, at sagsøgeren for det andet formelt bestred enhver deltagelse i nuklear spredning eller finansiering af denne, og at Rådet for det tredje stadig skulle begrunde sagsøgerens opførelse eller fortsatte opførelse på de anfægtede lister ved at præcisere de klagepunkter, som Rådet havde fremført over for sagsøgeren. Sagsøgeren foreslog endvidere at arrangere et møde i Bruxelles (Belgien) med den person, der behandler sagsøgerens sag, således at sagsøgeren kunne få adgang til denne.
15 Efter at have undersøgt sagsøgerens situation på ny fastholdt Rådet dennes opførelse på de anfægtede lister med virkning fra den 1. december 2011, på hvilken dato Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 319, s. 71) blev vedtaget, eller med virkning fra den 2. december 2011, dvs. datoen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 319, s. 11).
16 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 10. februar 2012 indgav sagsøgeren søgsmål i det væsentlige med påstand om bl.a. annullation af sagsøgerens fortsatte opførelse på de anfægtede lister, efter at dennes situation var blevet taget til fornyet overvejelse i forbindelse med vedtagelsen af afgørelse 2011/783 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011. Dette søgsmål blev i Rettens Justitskontor registreret som sag T-67/12.
Retsforhandlinger og parternes påstande
17 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. januar 2011 har sagsøgeren anlagt denne sag.
18 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 20. april 2011 har Europa-Kommissionen anmodet om tilladelse til at intervenere i denne sag til støtte for Rådets påstande. Ved kendelse af 9. juni 2011 har formanden for Rettens Fjerde Afdeling tilladt denne intervention.
19 Den 11. april 2011 indgav Rådet svarskrift.
20 Sagsøgeren indgav replik den 8. juni 2011.
21 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 6. juli 2011 meddelte Kommissionen, at den var enig i Rådets svarskrift, at den fuldt ud støttede Rådet, og at den af procesbesparende hensyn gav afkald på at indgive interventionsindlæg.
22 Den 29. juli 2011 indgav Rådet duplik.
23 På grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten at indlede den mundtlige forhandling og anmodede i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. procesreglementets artikel 64, parterne om at besvare en række spørgsmål. Sagsøgeren og Rådet efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist. Kommissionen begrænsede sig til at angive, at den ikke ville være til stede under den mundtlige forhandling.
24 Sagsøgeren og Rådet har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten under retsmødet den 26. juni 2012.
25 Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Annullation af såvel bilag VIII til forordning nr. 961/2010, for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren, som Rådets skrivelse af 28. oktober 2010, »hvorved der blev truffet en afgørelse« over for sagsøgeren.
– Det fastslås, at bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644 – for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren – såvel som artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 og artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 ikke finder anvendelse på sagsøgeren.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
26 Rådet har, støttet af Kommissionen, nedlagt følgende påstande:
– Afvisning af såvel påstanden om annullation af Rådets skrivelse af 28. oktober 2010, »hvorved der blev truffet en afgørelse« over for sagsøgeren, som påstanden om, at det fastslås, at bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644 – for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren – og artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 ikke finder anvendelse på sagsøgeren.
– I øvrigt frifindes Rådet.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Påstanden om annullation af bilag VIII til forordning nr. 961/2010, for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren
27 Påstanden skal forstås således, at den tilsigter annullation af Rådets afgørelse om – i overensstemmelse med artikel 36, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 og med henblik på, at sagsøgeren bliver omfattet af de restriktive foranstaltninger i samme forordnings artikel 16, stk. 2 – at opføre sagsøgeren på den liste, der er indeholdt i bilag VIII til nævnte forordning.
Om formaliteten
28 Rådet, støttet af Kommissionen, har gjort gældende, at såvel påstanden om annullation af Rådets skrivelse af 28. oktober 2010, »hvorved der blev truffet en afgørelse« over for sagsøgeren, som påstanden om, at det fastslås, at bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644 – for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren – og artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 ikke finder anvendelse på sagsøgeren, skal afvises.
Formalitetsindsigelsen vedrørende afvisningen af påstanden om annullation af Rådets skrivelse af 28. oktober 2010, »hvorved der blev truffet en afgørelse« over for sagsøgeren
29 Rådet, støttet af Kommissionen, har i det væsentlige gjort gældende, at skrivelsen af 28. oktober 2010 ikke er en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF, for så vidt som den over for sagsøgeren ikke har haft nogen retlig virkning, der adskiller sig fra de retsakter, hvorved Rådet uden ændringer har fastholdt sagsøgerens opførelse på de anfægtede lister. Denne skrivelse skulle alene oplyse om eksistensen og indholdet af nævnte retsakter.
30 Ifølge fast retspraksis foreligger der retsakter, som kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, når de pågældende foranstaltninger har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, præmis 9, og Rettens dom af 16.7.1998, sag T-81/97, Regione Toscana mod Kommissionen, Sml. II, s. 2889, præmis 21). Det er i øvrigt blevet fastslået, at en retsakt, der har rent oplysende karakter, hverken kan berøre adressatens interesser eller ændre dennes retsstilling i forhold til situationen før modtagelsen af denne retsakt (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 4.10.2007, sag C-457/06 P, Finland mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36).
31 I den foreliggende sag er skrivelsen af 28. oktober 2010, således som Rådet, støttet af Kommissionen, med rette har anført, alene den retsakt, hvorved Rådet har meddelt sagsøgeren, dels at sidstnævntes opførelse på de anfægtede lister er blevet fastholdt efter fornyet gennemgang, dels begrundelsen for, at denne opførelse er blevet fastholdt i overensstemmelse med artikel 24, stk. 3, i afgørelse 2010/413 og artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 961/2010. Der er derfor tale om en rent oplysende retsakt, der som sådan ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.
32 Dette berører imidlertid ikke det forhold, at påstanden om annullation af Rådets skrivelse af 28. oktober 2010, »hvorved der blev truffet en afgørelse« over for sagsøgeren, skal fortolkes i lyset af selve ordlyden i stævningen og den sammenhæng, hvori denne påstand er blevet fremsat.
33 Som svar på Rettens skriftlige og mundtlige spørgsmål har Rådet ganske vist gjort gældende, at det foreliggende søgsmål, der formelt er rettet mod den oplysende skrivelse, ikke kan fortolkes således, at det i realiteten er rettet mod fastholdelsen, efter fornyet gennemgang, af sagsøgerens opførelse på de anfægtede lister.
34 Rådet har imidlertid undladt at tage i betragtning, at det fremgår af stævningen, at søgsmålet i praksis tilsigter en annullation af fastholdelsen, efter fornyet gennemgang, af sagsøgerens opførelse på de anfægtede lister, hvilken fastholdelse ligger til grund for de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for sagsøgeren.
35 I stævningens punkt 64 har sagsøgeren selv anført, at Rådet ved skrivelsen af 28. oktober 2010 »[havde] oplyst [sagsøgeren] om afgørelse [2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644], om forordning nr. 961/2010 samt om det forhold, at [sagsøgeren] fortsat skulle være omfattet af de fastsatte restriktive foranstaltninger«.
36 I øvrigt har Rådet ikke taget hensyn til, at det, inden for rammerne af artikel 24 i afgørelse 2010/413 og artikel 36 i forordning nr. 961/2010, på de anfægtede lister opførte den person eller enhed, som det ønskede skulle være omfattet af de i disse bestemmelser fastsatte foranstaltninger om indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, hvorefter det meddelte denne opførelse og grundene herfor til den pågældende person eller enhed.
37 Henset til ovenstående betragtninger skal påstanden om annullation af Rådets skrivelse af 28. oktober 2010, »hvorved der blev truffet en afgørelse« over for sagsøgeren, i det foreliggende tilfælde fortolkes således, at den ikke tilsigter skrivelsen som sådan, men dels fastholdelsen, efter fornyet gennemgang, af sagsøgerens opførelse på de anfægtede lister med henblik på over for sagsøgeren at anvende de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010, dels de grunde for fastholdelsen af denne opførelse, som blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 28. oktober 2010.
38 I henhold til artikel 275, stk. 2, TEUF og artikel 263, stk. 4 og 6, TEUF har sagsøgeren kompetence til at anlægge sag med påstand om annullation af disse opførelser.
39 Følgelig må den af Rådet, støttet af Kommissionen, fremsatte formalitetsindsigelse vedrørende påstanden om annullation af Rådets skrivelse af 28. oktober 2010, »hvorved Rådet har truffet en afgørelse« over for sagsøgeren – hvilken påstand i den foreliggende sag skal fortolkes således, at den tilsigter annullation af fastholdelsen, efter fornyet gennemgang, af sagsøgerens opførelse på de anfægtede lister – forkastes som ubegrundet.
Formalitetsindsigelsen vedrørende afvisningen af påstanden om, at det fastslås, at bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644 – for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren – og artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 ikke finder anvendelse på sagsøgeren; formaliteten med hensyn til påstanden om, at det fastslås, at artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 ikke finder anvendelse på sagsøgeren
40 Rådet, støttet af Kommissionen, har gjort gældende, at påstanden om, at det fastslås, at bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644 – for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren – og artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 ikke finder anvendelse på sagsøgeren, skal afvises, idet de ikke er ledsaget af en påstand om annullation af den individuelle retsakt, hvorved det blev besluttet, at sagsøgeren fortsat skulle være opført på listen i bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644. Artikel 277 TEUF, der giver en part ret til at bestride lovligheden af en generel retsakt ved at gøre gældende, at retsakten ikke kan finde anvendelse over for den pågældende part, har en accessorisk karakter og skal derfor påberåbes til støtte for et søgsmål om annullation af den individuelle retsakt, som er truffet over for sagsøgeren på grundlag af de generelle retsakter, hvis lovlighed sagsøgeren bestrider i det foreliggende tilfælde.
41 Indledningsvis bemærkes, at Retten efter ordlyden af procesreglementets artikel 113 af egen drift til enhver tid, og efter at have hørt parterne, kan træffe afgørelse om de ufravigelige procesforudsætninger, hvilke ifølge retspraksis omfatter Den Europæiske Unions retsinstansers kompetence til at behandle en retssag (Domstolens dom af 18.3.1980, forenede sager 154/78, 205/78, 206/78, 226/78-228/78, 263/78, 264/78, 31/79, 39/79, 83/79 og 85/79, Valsabbia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 907, præmis 7, og Rettens dom af 17.6.1998, sag T-174/95, Svenska Journalistförbundet mod Rådet, Sml. II, s. 2289, præmis 80) og spørgsmålene vedrørende sagens antagelse til realitetsbehandling (Domstolens dom af 16.12.1960, sag 6/60, Humblet mod Den Belgiske Stat, Sml. 1954-1964, s. 207, org.ref.: Rec. s. 1125, på s. 1147). Rettens prøvelse er således ikke alene begrænset til de procesforudsætninger, der rejses af parterne (Rettens kendelse af 10.7.2002, sag T-387/00, Comitato organizzatore del convegno internazionale mod Kommissionen, Sml. II, s. 3031, præmis 36). Unionens retsinstanser kan imidlertid i princippet ikke støtte deres afgørelse på et retligt anbringende eller en procesforudsætning – selv om det er et anbringende, der angår grundlæggende retsprincipper, eller en ufravigelig procesforudsætning – uden forinden at have opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.12.2009, sag C-89/08 P, Kommissionen mod Irland m.fl., Sml. I, s. 11245, præmis 50-59, og af 17.12.2009, sag C-197/09 RX-II, M mod EMEA, fornyet prøvelse, Sml. I, s. 12033, præmis 57).
42 Selv om grundlaget for den af Rådet, støttet af Kommissionen, fremsatte afvisningspåstand ikke er blevet præciseret i stævningen, kan der – henset til den måde, hvorpå påstanden er formuleret – kun være tale om artikel 277 TEUF, hvorefter »hver part i en retstvist, der angår en almengyldig retsakt vedtaget af en institution […] under Unionen, over for [Unionens retsinstanser kan] påberåbe sig de i artikel 263, stk. 2, nævnte grunde og gøre gældende, at retsakten ikke kan finde anvendelse.« Som svar på Rettens skriftlige og mundtlige spørgsmål har sagsøgeren og Rådet i øvrigt bekræftet, at denne påstand i det væsentlige svarer til de ulovlighedsindsigelser, som er blevet påberåbt til støtte for påstanden om annullation af opførelsen eller af fastholdelsen, efter fornyet gennemgang, af opførelsen af sagsøgeren på de anfægtede lister.
43 Hvad for det første angår ulovlighedsindsigelsen mod bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644, bemærkes, for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren, at sidstnævnte ved nævnte ulovlighedsindsigelse i det væsentlige har gjort gældende, at fastholdelsen af sagsøgerens opførelse på listen i bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644, ikke kan finde anvendelse. Artikel 277 TEUF er i henhold til fast retspraksis udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part i en retssag, med henblik på at opnå annullation af en retsakt, som berører ham umiddelbart og individuelt, er berettiget til at anfægte gyldigheden af tidligere retsakter fra institutionerne, som er hjemmel for den anfægtede retsakt, også selv om parten ikke var beføjet til i medfør af artikel 263 TEUF at anlægge direkte søgsmål til prøvelse af de nævnte retsakter, hvis retsvirkninger parten således er omfattet af, uden at have været i stand til at anlægge sag om ophævelse af dem (Domstolens dom af 6.3.1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777, præmis 39). Det følger endvidere af retspraksis, at en sagsøger kun kan fremsætte en ulovlighedsindsigelse, hvis der ikke foreligger noget andet tilgængeligt retsmiddel (jf. i denne retning Domstolens dom af 9.3.1994, sag C-188/92, TWD Textilwerke Deggendorf, Sml. I, s. 833, præmis 17, af 15.2.2001, sag C-239/99, Nachi Europe, Sml. I, s. 1197, præmis 37, og af 8.3.2007, sag C-441/05, Roquette Frères, Sml. I, s. 1993, præmis 40; jf. ligeledes i denne retning Rettens dom af 12.7.2001, sag T-120/99, Kik mod KHIM (Kik), Sml. II, s. 2235, præmis 26). I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i henhold til artikel 275, stk. 2, TEUF ret til at anlægge et direkte søgsmål med påstand om annullation af den retsakt, mod hvilken sagsøgeren hævder at have fremsat en ugyldighedsindsigelse. Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig denne retsakts ulovlighed.
44 Følgelig, og endog uden at det er nødvendigt at træffe afgørelse om den af Rådet, støttet af Kommissionen, fremsatte afvisningspåstand, kan påstanden om, at det fastslås, at bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644 – for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren – ikke finder anvendelse på sagsøgeren, ikke antages til realitetsbehandling. Dette berører ikke realitetsbehandlingen af den af sagsøgeren gyldigt fremsatte (jf. præmis 37-39 ovenfor) påstand om annullation af fastholdelsen, efter fornyet gennemgang, af sagsøgerens opførelse på listen i bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644.
45 Hvad for det andet angår ulovlighedsindsigelserne mod artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 bemærkes, at disse bestemmelser fastsætter indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende »personer og enheder […] som opført på listen i bilag II« til afgørelse 2010/413 eller »i bilag VIII« til forordning nr. 961/2010. I forhold til sagsøgeren, der ikke nævnes ved navn i disse bestemmelser, udgør disse således almengyldige retsakter som omhandlet i artikel 277 TEUF. De finder nemlig anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for grupper af personer og enheder, der er bestemt generelt og abstrakt (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 6.10.1982, sag 307/81, Alusuisse Italia mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3463, præmis 9). Sagsøgeren har ikke ret til i medfør af artikel 263 TEUF at anlægge et direkte søgsmål til prøvelse af disse bestemmelser, der ellers udgør et af de juridiske grundlag for sagsøgerens opførelse eller fastholdelsen, efter fornyet gennemgang, af sagsøgerens opførelse på de anfægtede lister. Disse opførelser er nemlig blevet foretaget med henblik på anvendelsen af de restriktive foranstaltninger, som er fastsat i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010. Der er følgelig tale om retsakter, hvis uanvendelighed sagsøgeren kan påberåbe sig på grundlag af artikel 277 TEUF.
46 For at afgøre, hvorvidt sagsøgeren – til støtte for søgsmålet til prøvelse af en individuel retsakt – har ret til at påberåbe sig, at den generelle beslutning, hvorpå denne retsakt er støttet, er ulovlig, må det imidlertid bl.a. undersøges, om sagsøgeren med henblik på prøvelse af nævnte generelle beslutning har påberåbt sig en af de fire annullationsanbringender, som er omhandlet i artikel 263, stk. 2, TEUF (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.6.1958, sag 9/56, Meroni mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 55, org.ref.: Rec. s. 9). I stævningen har sagsøgeren ikke præciseret, hvilke anbringender eller klagepunkter i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF som specifikt støtter sagsøgerens ulovlighedsindsigelser mod artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010. Desuden har sagsøgeren ikke formået at besvare Rettens skriftlige og mundtlige spørgsmål, hvorved sagsøgeren blev anmodet om i stævningen i første instans at redegøre for de anbringender eller klagepunkter, der specifikt støtter disse ulovlighedsindsigelser.
47 Følgelig kan nævnte ulovlighedsindsigelser ikke anses for at opfylde det i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), fastsatte krav om en kort fremstilling af de søgsmålsgrunde og klagepunkter, som er blevet påberåbt til støtte for stævningen.
48 På grundlag af dette anbringende, som Retten har påkendt af egen drift, kan sagsøgerens ulovlighedsindsigelser mod artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 ikke antages til realitetsbehandling.
49 Det følger af samtlige disse betragtninger, at søgsmålet kun kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det tilsigter annullation af opførelsen eller af fastholdelsen, efter fornyet gennemgang, af opførelsen af sagsøgeren på de anfægtede lister (herefter »de anfægtede retsakter«). For så vidt angår de øvrige påstande bør søgsmålet afvises.
Om realiteten
50 Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren gjort fire anbringender om annullation af de anfægtede retsakter gældende. Det første anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn som følge af, at Rådet har opført eller fastholdt sagsøgeren opført på de anfægtede lister, selv om sagsøgeren ikke opfyldte de væsentlige kriterier for en sådan opførelse. Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet som følge af, at sagsøgeren dels er blevet behandlet anderledes end de øvrige iranske banker, der ikke er opført på de anfægtede lister, Daftar (kontoret for overhovedet for den islamiske revolution, herefter henholdsvis »kontoret for overhovedet« og »overhovedet«) og Mostaz’afan Foundation i Den Islamiske Republik Iran (herefter »Foundation«), dels er blevet behandlet på samme måde som de øvrige iranske banker, der er opført på de anfægtede lister. Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af principperne om overholdelse af retten til forsvar, af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse og af begrundelsespligten som følge af, at sagsøgeren hverken er blevet meddelt den præcise begrundelse eller de beviser og de dokumenter, der ligger til grund for sagsøgerens opførelse eller fortsatte opførelse på de anfægtede lister. Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af ejendomsretten og proportionalitetsprincippet som følge af, at indefrysningen af sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer under alle omstændigheder har udgjort en unødvendig og uforholdsmæssig krænkelse af sagsøgerens ejendomsret.
51 Af hensyn til god retspleje, procesøkonomi og hensigtsmæssigheden behandles søgsmålets tredje anbringende først. I denne forbindelse har sagsøgeren fremført tre klagepunkter vedrørende for det første en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af retten til forsvar, for det andet en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, og for det tredje en tilsidesættelse af begrundelsespligten som følge af, at Rådet har vedtaget de anfægtede retsakter uden at meddele sagsøgeren de præcise grunde eller de beviser og de dokumenter, der ligger til grund for sagsøgerens opførelse eller fortsatte opførelse på de anfægtede lister.
52 Af samme hensyn som de i præmis 51 ovenfor anførte skal det tredje anbringendes tredje klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten behandles først.
53 Med dette klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved at vedtage de anfægtede retsakter har tilsidesat den væsentlige formforskrift, hvorefter Rådet, som udtrykkeligt fastsat i artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 961/010, er forpligtet til at meddele begrundelsen for opførelsen på de anfægtede lister til den berørte part, hvorved denne gives lejlighed til at fremsætte bemærkninger. De grunde, der er blevet påberåbt til støtte for de anfægtede retsakter, er for kortfattede, vage, upræcise og undvigende til at kunne anses for at udgøre en begrundelse. Rådet har ikke gjort nærmere rede for, hvorledes sagsøgeren er knyttet til kontoret for overhovedet, eller hvorledes sagsøgeren har medvirket til nuklear spredning, eller endsige blot medvirket til »styrets strategiske interesser«. Rådet har hverken angivet, hvori den påståede støtte (levere finansielle tjenesteydelser, herunder tilbyde remburser og føre regnskaber) bestod, eller de påståede modtagere af denne støtte. Der kan ikke tages hensyn til Rådets forsøg på under den foreliggende retslige procedure at afhjælpe denne manglende begrundelse, idet dette ville være i strid med retten til en retfærdig rettergang og princippet om parternes ligestilling for Unionens retsinstanser.
54 Rådet, støttet af Kommissionen, bestrider sagsøgerens argumenter og har påstået det tredje anbringendes tredje klagepunkt forkastet.
55 Indledningsvis bemærkes, at indefrysning af midler og økonomiske ressourcer har betydelige konsekvenser for de berørte enheder, eftersom den kan begrænse udøvelsen af deres grundlæggende rettigheder (Domstolens dom af 16.11.2011, sag C-548/09 P, Bank Melli Iran mod Rådet, Sml. I, s. 11381, præmis 49).
56 Retten til en effektiv domstolsbeskyttelse indebærer, at en EU-myndighed, som vedtager en retsakt, der medfører restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, i videst muligt omfang meddeler begrundelsen for denne retsakt til den berørte person eller enhed, enten på det tidspunkt, hvor retsakten bliver vedtaget, eller i det mindste så hurtigt som muligt herefter, med henblik på at disse personer eller enheder sættes i stand til rettidigt at udøve deres ret til domstolsprøvelse (jf. dommen i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 55, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis). Under alle omstændigheder skal begrundelsen for retsakten meddeles den af denne retsakt berørte part, inden sidstnævnte anlægger en sag til prøvelse af nævnte retsakt. Tilsidesættelsen af kravet om begrundelse kan nemlig ikke afhjælpes gennem den omstændighed, at den berørte person får kendskab til begrundelsen for retsakten under sagen for Unionens retsinstanser (jf. i denne retning Rettens dom af 14.10.2009, sag T-390/08, Bank Melli Iran mod Rådet, Sml. II, s. 3967, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).
57 Det er med henblik på at overholde denne ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, at artikel 24, stk. 3, i afgørelse 2010/413 og artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 961/2010 pålægger Rådet at angive de individuelle og specifikke grunde, som begrunder de foranstaltninger om indefrysning af midler og økonomiske ressourcer, der er truffet efter artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010, og meddele disse til de af disse foranstaltninger berørte personer, enheder og organer (jf. i denne retning og analogt dom af 16.11.2011, Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 55, præmis 48). Det fremgår af retspraksis, at Rådet ved en individuel meddelelse skal opfylde den forpligtelse, som i den foreliggende sag påhviler det i medfør af artikel 24, stk. 3, i afgørelse 2010/413 og artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 961/2010 (jf. i denne retning og analogt dom af 16.11.2011, Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 55, præmis 52).
58 I det foreliggende tilfælde har Rådet ved skrivelsen af 28. oktober 2010 meddelt sagsøgeren, at de anfægtede retsakter var baseret på det forhold, at »[Rådet var] af den opfattelse, at der ikke [forelå] nye oplysninger i sagsakterne, der [kunne] begrunde en ændret stillingtagen [i forhold til indefrysningen af sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer], og følgelig at […] de grunde, der er fremført i […] afgørelse 2010/413[…] fortsat [var] gyldige«.
59 De individuelle og specifikke grunde, som begrunder indefrysningen af sagsøgerens midler og økonomiske ressourcer, er ikke angivet i denne skrivelse. Det fremgår imidlertid af retspraksis, at begrundelsen skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende part bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. dom af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 56, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).
60 I det foreliggende tilfælde skal der derfor tages hensyn til dels det forhold, at en kopi af afgørelse 2010/413 var vedlagt som bilag til skrivelsen af 28. oktober 2010, dels det forhold, at afgørelse 2010/413 allerede var blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, nemlig den 27. juli 2010, da sagsøgeren modtog sidstnævnte skrivelse. Sagsøgeren var således i stand til at få kendskab til de betragtninger, der var anført i afgørelse 2010/413 som begrundelse for afgørelsen om indefrysning af sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer, således som allerede anført i præmis 5 ovenfor.
61 I øvrigt har Rådet i sit svarskrift erkendt, at det ikke besad »andre oplysninger om sagsøgeren end dem, som fremgik af Rådets begrundelse for sagsøgerens opførelse [på de anfægtede lister]«. Ingen yderligere grund er altså blevet meddelt sagsøgeren før anlæggelsen af denne sag.
62 For så vidt som Rådet for Retten til støtte for de anfægtede retsakter har påberåbt sig forhold, som sagsøgeren har fremsat til støtte for sit søgsmål, og hvoraf det fremgår, at overhovedet indirekte kontrollerer sagsøgeren gennem Foundation, bemærkes, at der i henhold til den i præmis 56 ovenfor nævnte retspraksis ikke kan tages hensyn til den supplerende begrundelse med henblik på at komplettere den eventuelt utilstrækkelige begrundelse, som er indeholdt i de anfægtede retsakter, idet den er blevet meddelt sagsøgeren efter anlæggelsen af denne sag.
63 Følgelig skal klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten alene bedømmes i lyset af de i præmis 5 ovenfor anførte grunde.
64 I denne henseende bemærkes, at for at opfylde sin funktion, som er at sikre overholdelsen af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, skal begrundelsen for det første give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at denne part kan beskytte sine rettigheder, og til at undersøge, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet gøre det muligt for Unionens retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed (dom af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 56, præmis 80). Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 56, præmis 82).
65 Det følger heraf, at begrundelsen for de anfægtede retsakter bl.a. skal vurderes i forhold til de bestemmelser, på grundlag af hvilke de er blevet vedtaget, dvs. henholdsvis artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010, hvilke bestemmelser selv skal fortolkes ved at tage hensyn til deres ordlyd, den sammenhæng, hvori de er blevet vedtaget, og de formål, der forfølges med den lovgivning, som de er en del af (jf. Domstolens dom af 13.3.2012, sag C-380/09 P, Melli Bank mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
66 Artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 pålægger Rådet at indefryse pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende fysiske og juridiske personer, enheder samt organer, som »anses for« enten »at være involveret i, have direkte tilknytning til eller yde støtte til […] [nukleare sprednings]aktiviteter« eller »at være ejet eller kontrolleret af [de sidstnævnte], herunder ved hjælp af ulovlige midler, eller at handle på deres vegne eller efter deres anvisninger«, idet Rådet dog fra sag til sag og for hver person, enhed eller organ, der er berørt heraf, skal bedømme, om den ene eller den anden af disse betingelser er overholdt (jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Melli Bank mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 65, præmis 39 og 40).
67 Det følger heraf, at de individuelle og specifikke grunde, som Rådet er forpligtet til at angive i henhold til artikel 24, stk. 3, i afgørelse 2010/413 og artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 961/2010 (jf. præmis 55 ovenfor), vedrører opførelsen af de pågældende personer, enheder og organer på de anfægtede lister, dvs. efter omstændighederne involvering i, direkte tilknytning til eller støtte til nuklear spredning, eller, med hensyn til de enheder, som besiddes, kontrolleres eller handler på andres vegne eller efter andres anvisninger, de grunde, der har ført til at anse betingelsen om besiddelse, kontrol eller handlen på andres vegne og efter andres anvisninger for at være opfyldt (jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Melli Bank mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 65, præmis 43).
68 Det fremgår af fast retspraksis, at Rådet – for korrekt at opfylde sin forpligtelse til at begrunde en retsakt, hvorved der foreskrives restriktive foranstaltninger – skal angive de faktiske og retlige omstændigheder, som udgør det retlige grundlag for disse foranstaltninger, samt de betragtninger, der har ført til, at foranstaltningerne er blevet truffet (jf. i denne retning dom af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 56, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at begrundelsen for en sådan retsakt i princippet ikke alene skal henvise til de lovfæstede betingelser for at anvende de restriktive foranstaltninger, men også til de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin vide skønsbeføjelse finder, at den berørte person bør være omfattet af sådanne foranstaltninger (jf. i denne retning og analogt Rettens dom af 12.12.2006, sag T-228/02, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, Sml. II, s. 4665, præmis 146, af 7.12.2010, sag T-49/07, Fahas mod Rådet, Sml. II, s. 5555, præmis 53, og af 8.6.2011, sag T-86/11, Bamba mod Rådet, Sml. II, s. 2749, præmis 47).
69 En af Rådet vedtaget foranstaltning om indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer kan således kun anses for at være tilstrækkeligt begrundet, når Rådet angiver de faktiske og retlige omstændigheder, der har ført Rådet til alt efter tilfældet at lægge til grund, at den pågældende person, den pågældende enhed eller det pågældende organ har været involveret i, har haft direkte tilknytning til eller ydet støtte til nuklear spredning, eller at denne person, denne enhed eller dette organ var ejet, kontrolleret eller handlede på vegne af og efter anvisninger fra en person, en enhed eller et organ, der var involveret i, havde direkte tilknytning til eller ydede støtte til nuklear spredning.
70 Det fremgår af de grunde, som ved skrivelsen af 28. oktober 2010 er blevet meddelt sagsøgeren før anlæggelsen af denne sag, at de anfægtede retsakter var støttet på »de i […] afgørelse 2010/413 fremsatte hensyn«, dvs. følgende grunde: »[Sagsøgeren] er nært tilknyttet interesser i forbindelse med Daftar (kontoret for overhovedet med en administration på omkring 500 medarbejdere)« og »[d]en medvirker således til finansiering af styrets strategiske interesser«. Under retsmødet har Rådet præciseret, at dets hensigt således var at basere de anfægtede retsakter på en dobbelt begrundelse vedrørende dels det forhold, at sagsøgeren faktisk var kontrolleret af det iranske styre, dels det forhold, at det næsten med sikkerhed kunne udledes af en sådan kontrol, at sagsøgeren finansierede nuklear spredning. Det følger heraf, at Rådet ville støtte de anfægtede retsakter på grunde vedrørende dels sagsøgerens involvering i, direkte tilknytning til eller støtte til nuklear spredning, dels det forhold, at sagsøgeren er kontrolleret af en person eller en enhed, der er involveret i, har direkte tilknytning til eller yder støtte til disse aktiviteter, hvilken person eller enhed i de til sagsøgeren meddelte grunde er identificeret som kontoret for overhovedet. Denne dobbelte begrundelse er blevet forstået af sagsøgeren, som bestrider dels at være kontrolleret af personer, enheder eller organer, der har været involveret i, haft direkte tilknytning til eller ydet støtte til nuklear spredning, såsom de iranske myndigheder, dels at have været involveret i, haft direkte tilknytning til eller ydet støtte til nuklear spredning.
71 Hvad for det første angår de til sagsøgeren meddelte grunde, der henviser til det forhold, at sagsøgeren er kontrolleret af personer, enheder eller organer, der har været involveret i, haft direkte tilknytning til eller ydet støtte til nuklear spredning, er disse ikke tilstrækkeligt specifikke og konkrete til at gøre det muligt for sagsøgeren og Retten at forstå de hensyn, der har ført Rådet til at lægge til grund, at dette kriterium var opfyldt i det foreliggende tilfælde.
72 Ifølge Rådet »er [sagsøgeren] nært tilknyttet interesser i forbindelse med Daftar (kontoret for overhovedet med en administration på omkring 500 medarbejdere)«. Begrebet »tilknytning til en tredjeparts interesser« er imidlertid i sig selv vagt og upræcist. Det har intet klart og direkte bånd til begrebet »kontrol« som fastsat i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010. Rådet har ikke angivet noget præcist og konkret forhold, der bekræfter, at kontoret for overhovedet udøver en kontrol med sagsøgeren.
73 I den sammenhæng, hvori det foreliggende tilfælde indgår, er benyttelsen af begrebet »tilknytning til interesserne« og »Daftar (kontoret for overhovedet med en administration på omkring 500 medarbejdere)« så meget desto mere vag og upræcis, som at nævnte kontor ikke som sådan er blevet identificeret som en person, en enhed eller er organ, der er involveret i, har direkte tilknytning til eller yder støtte til nuklear spredning. Som sagsøgeren med rette har gjort gældende, optræder kontoret for overhovedet ikke på de anfægtede lister, hvorimod andre enheder, som udøver politiske beføjelser i Iran, og andre regeringsorganer er blevet opført på disse lister med den begrundelse, at de udgør personer, enheder eller organer, som har været involveret i, har haft direkte tilknytning til eller har ydet støtte til nuklear spredning. I øvrigt har Rådet ikke gjort nærmere rede for de konkrete midler, der har gjort det muligt for kontoret for overhovedet, selv eller i givet fald gennem dets medlemmer, at kontrollere sagsøgeren, således at denne kan handle i overensstemmelse med nævnte kontors interesser og navnlig yde en finansiel støtte til nuklear spredning.
74 For så vidt som sagsøgeren i sine skrivelser har erkendt at have været og stadig delvist at være kontrolleret af Foundation, der selv styres af overhovedet, og selv om Rådet inden for rammerne af den foreliggende procedure har hævdet at støtte sig på disse forhold for at godtgøre de anfægtede retsakters velbegrundethed, bemærkes, at der er tale om nye grunde, idet Rådet inden anlæggelsen af det foreliggende søgsmål aldrig har meddelt sagsøgeren nogen grunde, der vedrører eksisterende bånd mellem sagsøgeren og overhovedet gennem Foundation, men alene grunde, der er baseret på de eksisterende bånd mellem sagsøgeren og kontoret for overhovedet. De bånd, der eksisterer mellem overhovedet, Foundation og sagsøgeren, er aldrig blevet nævnt af Rådet inden anlæggelsen af det foreliggende søgsmål, og Rådet havde måske endog ikke kendskab til dem før denne sidstnævnte dato. Selv om det antoges, at disse bånd havde været tilstrækkelige til at begrunde indefrysningen af sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer, forholder det sig ikke desto mindre således, at de udgør nye grunde, der er blevet påberåbt for sent, og som i henhold til den i præmis 56 ovenfor anførte retspraksis derfor ikke kan lægges til grund af Retten.
75 Idet Rådet ikke har meddelt noget andet specifikt og konkret forhold, er det derfor ikke muligt at træffe afgørelse om de anfægtede retsakters velbegrundethed, for så vidt som disse er baseret på eksisterende bånd – som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 – mellem sagsøgeren og det iranske styre, og alene på grundlag af de grunde, som Rådet faktisk har meddelt, dvs. »[sagsøgeren] er nært tilknyttet interesser i forbindelse med Daftar (kontoret for overhovedet med en administration på omkring 500 medarbejdere)«.
76 Denne første type grunde, som er meddelt sagsøgeren, kan derfor ikke anses for at udgøre en tilstrækkelig begrundelse for de anfægtede retsakter.
77 Hvad for det andet angår de til sagsøgeren meddelte grunde vedrørende dennes involvering i, eller direkte tilknytning eller støtte til nuklear spredning er disse grunde ikke tilstrækkeligt specifikke og konkrete til at gøre det muligt for sagsøgeren og Retten at forstå de hensyn, der har ført Rådet til at lægge til grund, at det ene eller det andet af de lovligt fastsatte kriterier til at fastslå, at en person, en enhed eller et organ er direkte indblandet i nuklear spredning, i den foreliggende sag er opfyldt.
78 Ifølge Rådet »medvirker [sagsøgeren] til finansiering af styrets strategiske interesser«. Selv om denne grund, som anført af sagsøgeren, alene omhandler sagsøgerens påståede medvirken til »finansiering af styrets strategiske interesser«, og ikke til nuklear spredning, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne sidstnævnte aktivitet, således som Rådet har gjort gældende, nødvendigvis er omfattet af begrebet »styrets strategiske interesser«. Følgelig kan denne grund fortolkes således, at Rådet faktisk bebrejdede sagsøgeren at medvirke til finansieringen af nuklear spredning.
79 I det omfang Rådet har forsøgt at udlede sagsøgerens »medvirken« til »finansiering« af nuklear spredning af det forhold, at sagsøgeren er »nært tilknyttet interesser i forbindelse med […] kontoret for overhovedet«, bemærkes af samme grunde som de i præmis 73-76 ovenfor anførte, at de anfægtede retsakter ikke er blevet begrundet i tilstrækkeligt omfang, for så vidt som de omhandlede interessetilknytninger ikke er blevet tilstrækkeligt specificeret og konkretiseret til at gøre det muligt for sagsøgeren og Retten at vurdere nævnte retsakters velbegrundethed på dette punkt.
80 Selv om det antoges, at Rådet forsøgte at godtgøre sagsøgerens finansiering af nuklear spredning, har Rådet under alle omstændigheder ikke angivet noget specifikt og konkret bevis for sagsøgerens finansiering af denne aktivitet, f.eks. for så vidt angår finansieringens art, beløb eller bestemmelse.
81 Denne anden type grunde, som er blevet meddelt sagsøgeren, kan derfor ikke i højere grad end den første type anses for at udgøre en tilstrækkelig begrundelse for de anfægtede retsakter.
82 Følgelig må det fastslås, at de anfægtede retsakter ikke er blevet begrundet i tilstrækkeligt omfang af Rådet, der dermed har tilsidesat såvel den forpligtelse til at meddele grundene, der påhviler det i medfør af artikel 24, stk. 3, i afgørelse 2010/413 og artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 961/2010, som den begrundelsespligt, der mere generelt påhviler det for så vidt angår de retsakter, som det vedtager.
83 På denne baggrund skal tredje anbringendes tredje klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten tiltrædes og de anfægtede retsakter på dette grundlag annulleres, uden at det er fornødent at udtale sig om tredje anbringendes første og andet klagepunkt eller søgsmålets første, andet og fjerde anbringende.
84 Hvad angår den tidsmæssige virkning af annullationen af bilag VIII til forordning nr. 961/2010 bemærkes, for så vidt som denne angår sagsøgeren, at den indebærer annullationen af selve opførelsen af sagsøgeren på den i nævnte bilag indeholdte liste. Denne opførelse er af samme art som forordning nr. 961/2010, der er almengyldig, og hvis artikel 41, stk. 2, fastsætter, at dette bilag er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, hvilket svarer til virkningerne af en forordning, jf. artikel 288 TEUF.
85 I medfør af artikel 60, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har en afgørelse fra Retten om annullation af en forordning eller endog blot en bestemmelse i en forordning, uanset artikel 280 TEUF, først retsvirkning fra udløbet af den appelfrist, der er omhandlet i nævnte statuts artikel 56, stk. 1, eller, såfremt appel er iværksat inden for denne frist, fra stadfæstelsen eller fra afvisningen af appellen. Rådet har således en frist på to måneder, forlænget med afstandsfristen på ti dage, regnet fra denne doms forkyndelse, til at afhjælpe den i denne dom konstaterede tilsidesættelse, ved i givet fald at vedtage en ny restriktiv foranstaltning over for sagsøgeren.
86 I det foreliggende tilfælde forekommer risikoen for alvorlig og uoprettelig skade for effektiviteten af de restriktive foranstaltninger, som bilag VIII til forordning nr. 961/2010 foreskriver over for sagsøgeren, ikke at være tilstrækkeligt stor, henset til foranstaltningernes betydelige indvirkning på sagsøgerens rettigheder og frihedsrettigheder, til at kunne begrunde, at forordningens virkninger opretholdes over for sagsøgeren i en længere periode end den, der er fastsat i artikel 60, stk. 2, i statutten for Domstolen (jf. analogt Rettens dom af 16.9.2011, sag T-316/11, Kadio Morokro mod Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38).
87 I medfør af artikel 264, stk. 2, TEUF kan Retten, dersom den skønner det nødvendigt, angive, hvilke af den annullerede retsakts virkninger der skal betragtes som bestående.
88 I det foreliggende tilfælde vil en forskel mellem den dato, hvor annullationen af bilag VIII til forordning nr. 961/2010 får virkning, og den tilsvarende dato for bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644, kunne være til alvorlig skade for retssikkerheden, eftersom disse to retsakter pålægger sagsøgeren identiske foranstaltninger.
89 Virkningerne af bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644, skal derfor opretholdes for så vidt angår sagsøgeren, indtil annullationen af bilag VIII til forordning nr. 961/2010 får virkning (jf. analogt dommen i sagen Kadio Morokro mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 86, præmis 39).
Sagens omkostninger
90 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.
91 Da sagsøgeren kun til dels har fået medhold (jf. præmis 49 ovenfor), finder Retten under hensyn til sagens omstændigheder, at Rådet bør betale to tredjedele af sagsøgerens omkostninger og to tredjedele af sine egne omkostninger. Sagsøgeren betaler en tredjedel af sine egne omkostninger og en tredjedel af Rådets omkostninger.
92 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit, bærer de institutioner, som er indtrådt i sagen, deres egne omkostninger. Kommissionen bør derfor bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP, som affattet ved Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413, og bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007, annulleres, for så vidt som de vedrører Sina Bank.
2) Virkningerne af bilag II til afgørelse 2010/413, som affattet ved afgørelse 2010/644, opretholdes for så vidt angår Sina Bank, indtil annullationen af bilag VIII til forordning nr. 961/2010 får virkning.
3) I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union.
4) Rådet betaler to tredjedele af Sina Banks omkostninger og to tredjedele af sine egne omkostninger.
5) Sina Bank betaler en tredjedel af sine egne omkostninger og en tredjedel af Rådets omkostninger.
6) Europa-Kommissionen betaler sine egne omkostninger.
Pelikánová | Jürimäe | Van der Woude |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. december 2012.
Underskrifter