Language of document :

Sag anlagt den 11. januar 2011 - Timab Industries og CFPR mod Kommissionen

(Sag T-14/11)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Timab Industries (Dinard, Frankrig) og Cie financière et de participations Roullier (CFPR) (Saint-Malo, Frankrig) (ved advokat N. Lenoir)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

Beslutningen annulleres

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 17. november 2010 om stiltiende afslag på aktindsigt i Kommissionens dokumenter vedrørende den procedure, der blev indledt af Kommissionen i sag COMP/38866 om en aftale på det europæiske marked for fosfater til dyrefoder.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne påberåbt sig to anbringender.

1.    Første anbringende vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som Kommissionen undlod at besvare begæringen om aktindsigt i sin (eller sine) beslutning (beslutninger), der fastsætter intervallerne for sandsynlige bøder vedrørende adressaterne for beslutning K (2010) 5004 endelig, som blev vedtaget efter en forligsprocedure.

2.    Andet anbringende vedrører retlige fejl og klare fejlvurderinger, for så vidt som Kommissionen i forbindelse med proceduren for behandlingen af begæringen om aktindsigt i dokumenterne henviste til artikel 4, stk. 2, første og tredje led, og stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1049/2001 1 for at begrunde afslaget på aktindsigt. Sagsøgerne har gjort gældende, at de udbedte dokumenter:

ikke er udtalelser, men beslutninger, med hensyn til hvilke det ikke er godtgjort, at en meddelelse derom kan udgøre en alvorlig skade for beslutningsprocessen

ikke indeholder fortrolige forretningsoplysninger

ikke har nogen forbindelse med inspektioner, undersøgelser eller revision

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter ( EFT L 145, s. 43)