Language of document :

Sag anlagt den 20. maj 2020 – Molina Fernández mod SRB

(Sag T-304/20)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Laura Molina Fernández (Madrid, Spanien) (ved advokaterne S. Rodríguez Bajón og A. Gómez-Acebo Dennes)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede afgørelse annulleres.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det foreliggende søgsmål er rettet mod afgørelse (SRB/EES/2020/52) fra Den Fælles Afviklingsinstans af 17. marts 2020 om, hvorvidt aktionærerne og kreditorerne skal bevilliges kompensation som følge af de afviklingsforanstaltninger, der er truffet vedrørende Banco Popular Español SA.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.    For det første har sagsøgeren gjort gældende, at værdiansættelsesrapport 3 ikke er blevet udfærdiget af en sagkyndig, som reelt er uafhængig, således som det påkræves i artikel 20, stk. 16-18, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

2.    For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at værdiansættelsesrapport 3 er ulovlig, fordi den analysemetode, som blev anvendt af Deloitte, er forkert, hvilket har ledt Deloitte til at drage konklusioner, der ligeledes er forkerte, og som har haft alvorlige skadevirkninger for sagsøgeren, der ubehørigt og urimeligt er blevet frataget den kompensation, som hun er berettiget til.

3.    For det tredje er værdiansættelsesrapport 3 baseret på et forkert grundlag med hensyn til Banco Populars økonomiske stilling på afviklingstidspunktet.

____________