RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

22. marts 2012

Sag F-5/08 DEP

Markus Brune

mod

Europa-Kommissionen

»Retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – eksistensen af afholdte sagsomkostninger – advokatsalærer – sagsøger, der udøver erhvervet som advokat«

Angående:      Begæring om fastsættelse af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet i henhold til procesreglementets artikel 92, hvormed Markus Brune begærer fastsættelse af sagsomkostninger i sag F-5/08, Brune mod Kommissionen, i henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 1

Udfald:      Det beløb, som Markus Brune kan kræve erstattet i sagsomkostninger i sag F-5/08, Brune mod Kommissionen, fastsættes til 11 140,05 EUR

Sammendrag

1.      Retspleje – sagsomkostninger – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – eksistensen af de omkostninger, som kræves erstattet – bevisbyrde

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

2.      Retspleje – sagsomkostninger – fastsættelse – omstændigheder, der skal tages i betragtning

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

3.      Retspleje – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – rejseudgifter afholdt af en advokat for at kunne deltage i retsmødet

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

4.      Retspleje – sagsomkostninger – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – en advokats fakturering af den tid, der er gået på transport for at kunne deltage i retsmødet

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

5.      Retspleje – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – udgifter til kontorhold og telekommunikation

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

6.      Retspleje – sagsomkostninger – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – udgifter afholdt i forbindelse med proceduren vedrørende fastsættelse af sagsomkostninger – ufornødent at træffe afgørelse

(Personalerettens procesreglement, art. 86, 91 og 92)

1.      Hvis den sagsøgte institution er af den opfattelse, at sagsøgeren og dennes advokat svigagtigt har lavet en aftale om at fastsætte et fiktivt beløb for de sagsomkostninger, der kræves, skal den informere de kompetente nationale professionelle organer om denne mistanke, således at disse med fuldstændigt kendskab til sagen kan efterprøve en sådan adfærds overensstemmelse med de relevante etiske regler. Sagsøgeren skal ganske vist godtgøre eksistensen af de udgifter, som kræves erstattet, men det kan af den omstændighed, at en advokat har indgivet en stævning, deltaget i retsmødet og fremlagt forskellige dokumenter, udledes, at denne virkelig har foretaget de nødvendige handlinger og erlagt de nødvendige tjenesteydelser med henblik på sagen for Personaleretten. Det følger heraf, at sagsøgeren er berettiget til at anmode Personaleretten om at fastsætte, hvilket beløb af de udgifter, som den pågældendes advokat kræver fra ham, der kan søges godtgjort hos den part, som dømmes til at betale sagens omkostninger.

(jf. præmis 18 og 19)

Henvisning til:

Personaleretten: 16. maj 2007, sag F-100/05 DEP, Chatziioannidou mod Kommissionen, præmis 19; 10. november 2009, sag F-14/08 DEP, X mod Parlamentet, præmis 21; 8. november 2011, sag F-92/09 DEP, præmis 37 og 38

2.      Unionens retsinstanser er ikke kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i salær til deres advokater, men alene til at fastsætte den del af disse advokatsalærer, der kan søges erstattet hos den part, som pålægges at betale sagens omkostninger. Da der ikke i EU-retten findes bestemmelser om fastsættelse af sådanne salærer, skal Unionens retsinstanser vurdere de salærer, der kan erstattes, under henvisning til antallet af timer, som en advokat objektivt set har haft behov for, for at behandle sagen. For at gøre dette skal der i princippet tages hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen. Der kan således lægges en tidstarif for en specialiseret advokat til grund, såfremt retssagen for en rimeligt informeret part rejser særligt vanskelige retlige spørgsmål, eller hvis sagen har en særlig betydning for denne part, således at anvendelsen af en specialiseret advokat er hensigtsmæssig. Unionens retsinstanser skal imidlertid ikke tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom mellem den pågældende part og dennes befuldmægtigede eller rådgivere.

(jf. præmis 18 og 21-23)

Henvisning til:

Personaleretten: Chatziioannidou mod Kommissionen, præmis 19; 1. juli 2009, sag F-6/07 DEP, Suvikas mod Rådet, præmis 18; U mod Parlamentet, præmis 38

3.      De rejseudgifter, som en advokat har afholdt for at rejse fra sit kontor til retsmødet ved Personaleretten, kan erstattes. Da det, hvis en advokat benytter sin egen bil, er vanskeligt at fastsætte de rejseudgifter, der opstår for ham, fordi dette kræver, at der tages hensyn til benzinforbruget og afskrivningen af køretøjet, kan størrelsen af rejseomkostningerne fastsættes ud fra gennemsnitsprisen for en togbillet på første klasse.

(jf. præmis 35)

Henvisning til

Retten i Første Instans: 8. juli 2004, forenede sager T-7/98 DEP, T-208/98 DEP og T-109/99 DEP, De Nicola mod EIB, præmis 40

Personaleretten: Chatziioannidou mod Kommissionen, præmis 30

4.       Hvad angår faktureringen af de timer, som en advokat har brugt på transport, er det ikke uberettiget, hvis en advokat kræver en godtgørelse for transporttiden, selv om den tid, der er brugt for at komme til retsmødet, ikke kan faktureres efter tariffen for en arbejdstime.

(jf. præmis 36)

5.      Udgifter til telekommunikation, som en advokat har afholdt, anses ikke for at være uforholdsmæssigt store, hvis beløbet herfor sammen med udgifterne til kontorarbejde ikke overstiger 5% af de salærer, der kan kræves erstattet.

(jf. præmis 38)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 26. januar 2006, sag T-79/96 DEP og sag T-260/97 DEP, Camar mod Rådet og Kommissionen, præmis 71

Personaleretten: Suvikas mod Rådet for Den Europæiske Union, præmis 41

6.      Selv om artikel 92 i Personalerettens procesreglement vedrørende proceduren for en tvist om sagsomkostninger – i modsætning til nævnte procesreglements artikel 86 om domme og kendelser, hvorved sagens behandling afsluttes – ikke fastsætter, at der i kendelsen om fastsættelse af sagsomkostninger skal træffes afgørelse om udgifterne ved proceduren vedrørende fastsættelse af sagsomkostninger, skal det fastslås, at hvis Retten inden for rammerne af et søgsmål, der er støttet på procesreglementets artikel 92 vedrørende en tvist om sagsomkostninger i en hovedsag, traf afgørelse om de omkostninger, der er genstand for tvisten, og særskilt afgørelse om de nye omkostninger, der er afholdt inden for rammerne af tvisten om sagsomkostninger, kunne den i givet fald senere blive forelagt en ny tvist om de nye omkostninger.

Det påhviler derfor Retten, når den fastsætter de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, at tage hensyn til alle sagens omstændigheder indtil det tidspunkt, hvor kendelsen om fastsættelse af sagsomkostninger afsiges. Retten kan således fastsætte beløbet for de udgifter, der er forbundet med proceduren for fastsættelse af sagsomkostninger, og som i henhold til procesreglementets artikel 91 har været nødvendige, for at forhindre, at den senere vil senere blive forelagt en ny tvist om de nye omkostninger.

(jf. præmis 40 og 41)

Henvisning til:

Personaleretten: 27. september 2011, sag F-55/08 DEP, De Nicola mod EIB, præmis 51 og 52; U mod Parlamentet, præmis 63 og 64