Language of document :

Sag anlagt den 20. marts 2014 – Léon Van Parys mod Kommissionen

(Sag T-171/14)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Firma Léon Van Parys NV (Antwerpen, Belgien) (ved advokaterne P. Vlaemminck, B. Van Vooren og R. Verbeke)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Europa-Kommissionens skrivelse af 24. januar 2014 til sagsøgeren om, at tidsfristen for behandlingen af sagen i henhold til artikel 907 i forordning (EØF) nr. 2454/93 var blevet udsat, annulleres.

Det fastslås, at artikel 909 forordning (EØF) nr. 2454/93 i fuldt omfang finder anvendelse til sagsøgerens fordel efter Rettens dom af 19. marts 2013 i sag T-324/10 (Ref: REM/REC 07/07).

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 907 og 909 i forordning nr. 2454/93 1 og af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder navnlig chartrets artikel 41 om retten til god forvaltning.

Ved Rettens dom af 19. marts 2013 i sag T-324/10, Firma Léon Van Parys mod Kommissionen, blev Kommissionens afgørelse C(2010) 2858 annulleret med tilbagevirkende kraft. Den ni måneders tidsfrist for at behandle sagen var allerede udløbet, og Kommissionen var derfor ikke længere i stand til at træffe afgørelse om ansøgningen om fritagelse.

Kommissionen har i hvert fald overtrådt sine beføjelser, for så vidt som dens handlinger går videre end det, der kræves for at bringe dens – delvist annullerede – afgørelse i overensstemmelse med Rettens dom af 19. marts 2013 i sag T-324/10. Kommissionen har dermed tilsidesat artikel 266, stk. 1, TEUF vedrørende sin pligt til at træffe foranstaltninger for at opfylde Domstolens domme.

Andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 907 i forordning nr. 2454/93 og af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder navnlig artikel 41 om retten til god forvaltning, idet Kommissionen uretmæssigt har benyttet sig af muligheden for at indhente oplysninger i henhold til artikel 907 i forordning nr. 2454/93 for at udelukke eller i det mindste for at forsinke enhver fremtidig anvendelse af artikel 909 i forordning nr. 2454/93.

____________

____________

1     Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2.7.1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/93 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 253, s. 1).