Sag C-51/15

Remondis GmbH & Co. KG Region Nord

mod

Region Hannover

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Celle)

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 4, stk. 2, TEU – respekten for medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder regionalt og lokalt selvstyre – medlemsstaternes interne organisation – regionale eller lokale myndigheder – juridisk instrument, hvorved der skabes en ny offentligretlig enhed og organiseres en overførsel af kompetencer og ansvar med henblik på gennemførelse af offentlige opgaver – offentlige kontrakter – direktiv 2004/18/EF – artikel 1, stk. 2, litra a) – begrebet »offentlig kontrakt««

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 21. december 2016

Tilnærmelse af lovgivningerne – fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter – direktiv 2004/18 – offentlig kontrakt – begreb – aftale mellem to lokale myndigheder – juridisk instrument, hvorved der skabes en ny offentligretlig enhed og organiseres en overførsel af kompetencer og ansvar med henblik på gennemførelse af offentlige opgaver – ikke omfattet – betingelser – efterprøvelse påhviler den nationale ret

[Art. 4, stk. 2, TEU; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18, art. 1, stk. 2, litra a)]

Artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/18 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter skal fortolkes således, at en aftale indgået mellem to lokale myndigheder, på grundlag af hvilken disse myndigheder vedtager et sæt vedtægter om oprettelse af et konsortium af myndigheder, der er en offentligretlig juridisk person, og om overdragelse til denne nye offentlige enhed af visse kompetencer, der indtil da var tillagt disse myndigheder, og som herefter er særligt knyttet til dette konsortium af myndigheder, ikke udgør en offentlig kontrakt.

Kompetencefordelingen inden for en medlemsstat er således omfattet af beskyttelsen i artikel 4, stk. 2, TEU. Denne beskyttelse angår tillige omorganiseringer af kompetencer inden for en medlemsstat, i forbindelse med hvilke en tidligere kompetent myndighed bliver fritaget eller fritager sig fra forpligtelsen og retten til at udføre en given offentlig opgave, hvorimod en anden myndighed herefter tillægges denne forpligtelse og denne ret.

I øvrigt opfylder en sådan overdragelse af kompetence ikke alle de betingelser, som kræves af definitionen på begrebet offentlig kontrakt.

Det er kun en gensidigt bebyrdende kontrakt, som kan udgøre en offentlig kontrakt, der henhører under direktiv 2004/18, idet denne gensidigt bebyrdende karakter forudsætter, at den ordregivende myndighed, der indgår en offentlig kontrakt, i henhold til denne og mod et vederlag modtager en ydelse, der skal bibringe denne ordregivende myndighed en økonomisk fordel. Kontraktens gensidigt bebyrdende karakter er således et afgørende kendetegn ved en offentlig kontrakt.

Uafhængigt af den omstændighed, at en beslutning om tildeling af offentlige kompetencer ikke falder ind under området for økonomiske transaktioner, fjerner selve det forhold, at en offentlig myndighed fritages fra en kompetence, som den tidligere var tillagt, imidlertid inden for denne myndighed enhver økonomisk interesse i udførelsen af de opgaver, der svarer til denne kompetence.

Omfordelingen af de midler, der anvendes til udøvelsen af kompetencen, og som overdrages af den myndighed, der ophører med at være kompetent, til den, der bliver det, kan følgelig ikke analyseres ud fra en betaling af en pris, men udgør derimod en logisk og endog nødvendig konsekvens af den frivillige overdragelse eller af den pålagte omfordeling af denne kompetence fra den første myndighed til den anden.

Det forhold, at den myndighed, der tager initiativet til overdragelsen af en kompetence, eller som træffer beslutning om omfordelingen af en kompetence, forpligter sig til at påtage sig byrden ved de eventuelle overskydende omkostninger i forhold til indtægterne, der kan følge af udøvelsen af denne kompetence, udgør ligeledes heller ikke et vederlag. Der er således tale om en garanti, der tager sigte på tredjeparter, og hvis nødvendighed i den konkrete sag følger af det princip, at en offentlig myndighed ikke kan gøres til genstand for insolvensbehandling. Forekomsten af et sådant princip henhører imidlertid selv under en medlemsstats interne organisation.

For at en overdragelse af kompetence mellem offentlige myndigheder kan anses for en retsakt vedrørende intern organisation og dermed for at være omfattet af medlemsstaternes ved artikel 4, stk. 2, TEU sikrede frihed, skal den dog opfylde visse betingelser.

En sådan overdragelse af kompetencer vedrørende udførelsen af offentlige opgaver foreligger således kun, såfremt den både angår det til den overdragne kompetence knyttede ansvar og de beføjelser, der er en følge af denne kompetence, således at den nye kompetente offentlige myndighed selvstændigt kan træffe beslutninger og råder over en finansiel autonomi, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(jf. præmis 40-47, 49 og 55 samt domskonkl.)